HEMMELIGHEDSKRÆMMERI

Virksomheder skjuler fejl og byggesjusk

Af

Hver tredje entreprenør afviser at offentliggøre evalueringer, der viser fejl, byggesjusk og arbejdsulykker. NCC og MT Højgaard mener, oplysningerne er interne arbejdsredskaber, men Bygherreforeningen undrer sig over lukketheden.

Hver tredje bygherre mener ikke, at deres karakterbøger kommer offentligheden ved. 

Hver tredje bygherre mener ikke, at deres karakterbøger kommer offentligheden ved. 

Foto: Polfoto

Afleverer virksomheden et byggeri med mange kosmetiske og kritiske mangler? Er kunderne utilfredse, og sker der ulykker undervejs?

De spørgsmål gives der ofte svar på i byggeriets karakterbøger, som er indført ved lov for at nedbringe mangler og ulykker i byggeriet. Især det offentlige evaluerer entreprenørerne, men mange virksomheder vælger, at offentligheden ikke må se oplysningerne.

28 procent af entreprenørvirksomhederne med en karakterbog fra Byggeriets Evalueringscenter, der er branchens største leverandør af byggenøgletal, holder karaktererne skjulte. Og hele 71 procent af de virksomheder, der benytter Byggeriets Nøgletal og KundeIndeks (BKNI) ønsker ikke, at karakterbogen skal være offentligt tilgængelig.

Det er meget mærkeligt, at vi har et system, der skal sikre åbenhed - og så har virksomheder mulighed for at være anonyme. Henrik L. Bang, direktør, Bygherreforeningen

Bygherreforeningen, der er en interesseorganisation for de største offentlige og private bygherrer i Danmark, er forundret over lukketheden.

»Det er meget mærkeligt, at vi har et system, der skal sikre åbenhed – og så har virksomheder mulighed for at være anonyme. Det signalerer, at virksomheder, der får dårlige evalueringer, trækker i nødbremsen og ikke vil lægge navn til det, de gør. Det er ikke særligt smart,« mener Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.

I tre år har det været muligt at lægge karakterbøger offentligt frem. Dansk Industri afviser dog kritik af de virksomheder, der vælger at holde karaktererne for sig selv.

Så mange virksomheder holder karakterbogen skjultNogle entreprenører, der er evalueret af Byggeriets Evaluerings Center og BNKI, viser deres karakterbog frem. Andre holder den skjult. Sådan fordeler virksomhederne sig på de to grupper.
Kilde: Byggeriets Evalueringscenter, der er landets største leverandør af byggenøgletal og BNKI (Byggeriets Nøgletals- og KundeIndeks), der er landets næststørste.

»Enhver virksomhed må gøre op med sig selv, om oplysningerne skal være offentligt tilgængelige. DI er meget tilfreds med, at det er frivilligt. Frivillighed betyder som regel, at virksomheder bliver evalueret som en del af en strategi, og ikke af tvang. De virksomheder, der gerne vil benchmarke og markedsføre sig med karakterbogen kan gøre det,« siger Elly Kjems Hove, branchedirektør for DI Byg.

Dårlige karakterer gemmes bort

Der er markant forskel på karaktererne hos de entreprenører, der har valgt at lægge deres nøgletal frem og de, der holder dem skjult. Således er kundetilfredsheden og kundeloyaliteten lavere hos de virksomheder, der ikke ønsker karakterbogen offentlig. De anonyme virksomheder overskrider oftere tidsfristen for byggeriet og afleverer det med flere mangler, som er dyrere at rette op på, end de virksomheder, der gerne viser deres karakterer frem.

I en ideel verden var karaktererne i byggeriet offentlige. En af grundforudsætningerne for at have et frit marked er fuld offentlighed. Gunde Odgaard, sekretariatschef, BAT-kartellet

Det viser en opgørelse fra Byggeriets Evalueringscenter, som Ugebrevet A4 har analyseret.

Virksomheder, der holder karaktererne hemmelige, udstiller let sig selv, mener Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT-kartellet.

»Det tyder på, at de har en karakterbog, de ikke er stolte af. I en ideel verden var karaktererne i byggeriet offentlige. En af grundforudsætningerne for at have et frit marked er fuld offentlighed. Jeg vil dog hellere have, at virksomheder bliver evalueret anonymt, end de slet ikke deltager i systemet,« siger sekretariatschefen.

Gunde Odgaard mener, at virksomheder ofte opper sig, når de bliver evalueret. På den måde styrker evalueringerne fokus på at undgå arbejdsulykker, fejl og mangler.

Der er dog risiko for, at enkelte møgsager slet ikke havner i evalueringssystemet. I 1,3 procent af evalueringerne er entreprenøren og bygherre uenige om antallet og kategoriseringen af fejl og mangler, og så indgår sagerne slet ikke i statistikken, oplyser administrerende direktør Peter Hesdorf fra Byggeriets Evaluerings Centers Fond.

Anonyme virksomheder klarer sig dårligstNogle entreprenører, der er evalueret af Byggeriets Evaluerings Center og BNKI, viser deres karakterbog frem. Andre holder den skjult. Sådan bedømmes virksomhederne i de to grupper.
Kilde: Ugebrevet A4´s analyse af tal fra Byggeriets Evaluerings Center.

»Vi kan ikke afgøre, hvem der har ret, så det kan betyde at enkelte dårlige sager bliver taget ud. Det er dog ikke mit indtryk, at systemet bliver misbrugt til at frasortere dårlige sager.«

NCC og MT Højgaard takker nej

Store spillere i byggeriet som NCC og MT Højgaard har valgt ikke at offentliggøre deres karakterer.

I stedet bliver karakterbogen brugt internt, forklarer sektionschef i NCC Børge Lind.

»Det er primært et anliggende for NCC og vore kunder. Vi bruger karaktererne som et internt arbejdsredskab til at forbedre og effektivisere virksomhedens processer og arbejdsrutiner,« siger han.

Der er ikke noget hemmeligt. Alle kunder, som ønsker karakterbogen, kan få den tilsendt. Anne Cecilie Lysbo, marketingschef, MT Højgaard

Ud over de lovbestemte evalueringer, har NCC besluttet, at alle firmaets byggeprojekter over 40 millioner kroner skal evalueres af en ekstern evaluator.

»Det gør vi, fordi vi ønsker et sikkert og bredt datagrundlag for at kunne evaluere vore præstationer, og at de fleste evalueringer er ”frivillige” evalueringer. Selvfølgelig må vores kunder gerne se karakterbøgerne, som vi udleverer flere gange om ugen,« pointerer Børge Lind.

Som journalist vil jeg gætte på, at du mener, at NCC gør det godt. Hvorfor så ikke lægge karaktererne frem?

»Det ser vi ingen grund til, fordi vi bruger evalueringerne internt som grundlag for effektivisering af vore kunderelaterede processer. Det har vi løbende en åben proces med vore kunder om, « siger sektionschefen i NCC.

Ingen kunder har efterspurgt karakterbog

MT Højgaard fravalgte at offentliggøre sine nøgletal, fordi få andre byggevirksomheder i begyndelsen lagde karaktererne på bordet.

»Der er ikke noget hemmeligt. Alle kunder, som ønsker karakterbogen, kan få den tilsendt. Der er ikke noget, der taler for eller imod at gøre karaktererne helt offentlige. Indtil videre har kunderne ikke efterspurgt det,« siger marketingschef Anne Cecilie Lysbo.

En af landets største anlægsvirksomheder, Arkil, er ved at offentliggøre sin karakterbog. Arkil er blevet bedømt for de få gange, den deltager i byggeopgaver. Men anlægsopgaverne, som fylder mest for virksomheden, er ikke omfattet byggeriets evalueringer.

»Jeg vil være ked af, hvis bedømmelsen fra få byggesager, kommer til at afspejle Arkil. Det vil være misvisende, fordi anlægsopgaver fylder mest for os. Karakterbogen skal give det sande billede, og ikke bygge på enkelte sager« mener administrerende direktør Jesper Hessellund Arkil.

Glemte åbenheden

Alle byggevirksomheder skal ifølge loven udlevere karakterbogen til interesserede kunder, men de bestemmer altså selv, om hele offentligheden må kigge med.

Efter at Ugebrevet A4 kontaktede entreprenørfirmaet A. Enggaard, har virksomheden valgt åbenheden.

»Det er en fejl, at det ikke er sket før,« fortæller direktør Asger Enggaard og oplyser, at virksomheden havde travlt og overså mulighederne for at offentliggøre nøgletal.

Travlhed og forglemmelse kan netop være en anden årsag til, at virksomheder holder karakterbøgerne hemmelige. En del af de anonyme virksomheder har faktisk topkarakter, så det er langt fra alle, der har noget at skjule.

Gode karakterer eller ej. Alt må gerne komme frem i lyset, mener direktør Allan Nielsen fra H. Skjøde Knudsen, som er en af de virksomheder, der går ind for offentlighed.

»Vi har ikke noget at skamme os over, så vi behøver ikke skjule noget. Selv hvis vi får dårlige bedømmelser, tror jeg stadig, at vi ville lægge karaktererne frem. Virksomhedens værdier bygger på åbenhed og ærlighed. Det hænger vanskeligt sammen med at være anonym,« understreger han.