24/7

»Vi kan jo ikke sende én ud i job, hvis han ryger ’fede’ på toilettet eller tæver chefen«

Af | @MichaelBraemer

Hvis unge kriminelle eller misbrugere skal på ret kurs, kræver det, at man er parat til at hjælpe dem i alle døgnets timer. Det mener Mette Gadegaard, som har startet aktiveringstilbuddet DropUd. Hun ofrer gerne sin egen nattesøvn for at hente en af ’sine drenge’, inden han bryder ind i Elgiganten.

Mette Gadegaard sammen med en flok af de unge, hun arbejder med. 

Mette Gadegaard sammen med en flok af de unge, hun arbejder med. 

Foto: Frederik Jimenez

Hvis man vil have unge, der er belastet af misbrug og kriminalitet, på ret kurs mod udannelse eller arbejde, rækker det ikke med nogle timers projektarbejde i dagtimerne. Så skal man være klar ved telefonen og klar til at ofre sin nattesøvn på at redde dem ud af problemer, de går og roder sig ud i.

Den filosofi praktiserer Mette Gadegaard, indehaver af aktiveringstilbuddet DropUd – og hun betaler omkostningerne.

»Én ringer midt om natten og siger: ’Nu står jeg nede ved Elgiganten. Er du klar over, hvor let det er at lave et knæk her?’ ’Nej, det har jeg ikke tænkt på, men fedt du ringer’, siger man så og får guidet ham hjem. Klokken halv fem ringer han igen og siger: ’Jeg tror, jeg har tvangstanker. Nu står jeg her igen.’ Så er man nødt til at trække i tøjet og hente ham for at have en tilbagefalds-forebyggende samtale hele vejen hjem,« fortæller hun.

Man kommer ikke i job, hvis man ikke har styr på sit misbrug. Omvendt er det heller ikke nok med én samtale om ugen i et misbrugscenter, hvis man ikke har noget at stå op til.

Andre gange kan hun blive ringet op af én, der står i Føtex og synes, der er en anden, der kigger underligt på ham: ’Jeg har lyst til at smadre ham’. Eller af én, der er taget på indkøb i Christiania, men har fået kolde fødder: ’Jeg skulle jo slet ikke ryge’.

I den slags tilfælde kan hun nå at ændre deres adfærd. Det kunne hun ikke, da hun blev ringet op af én, som fortalte, at han havde slået en anden ihjel.

Umuligt at sætte mål i kaos

Faktisk var det manglende mulighed for at yde en sådan helhedsorienteret indsats i offentligt regi, som i 2008 fik den socialrådgiveruddannede Mette Gadegaard til at droppe jobbet i Københavns Amts Behandlingscenter for Stofbrugere og starte for sig selv.

Klik her for at læse Mette Gadegaards blå bog

Der var på det tidspunkt stor politisk fokus på, at alle skulle have en uddannelse. Så de heroinmisbrugere, hun arbejdede med, fik – oprørte – brev fra deres kommune om at stille til en opfølgningssamtale.

Mette Gadegaard kunne se, at det ikke umiddelbart gav mening at presse misbrugerne i uddannelse med det kaos, der dominerede deres liv. Så hun foreslog og fik gennemført et projekt, der ud over arbejdsmarkedsrelaterede aktiviteter skulle eliminere de sorte skyer og løse ender, der forhindrede dem i at sætte mål for fremtiden.

Mette Gadegaards telefon står altid åben for de unge kriminelle og misbrugere, hun arbejder med at hjælpe på ret kurs. Foto: Frederik Jimenez

Det omfattede alt fra bolig- og økonomiske problemer, dårlige tænder og familierelationer.

»Resultaterne var gode, men hvis projektet skulle være permanent, ville man fjerne det vigtigste i tilbuddet for at holde prisen nede: At misbrugerne kunne henvende sig døgnet rundt alle ugens dage, uanset om det handlede om stoftrang eller konflikter. Det tilbud er bydende nødvendigt, hvis man vil støtte borgerne i troen på, at de kan rykke sig så meget,« siger Mette Gadegaard.

Derfor har hun stadig telefonen åben døgnet rundt, og der er kommuner, der er villige til at betale prisen for den intensive og håndholdte indsats for de borgere, de henviser til DropUd. Ingen får lov til at gemme sig, og Mette Gadegaard er i kontakt med mange af borgerne både om natten og i weekenden.

Mangel på kvalitetsstandarder

Hun mener, at der er for mange af aktørerne inden for aktivering, der ikke går professionelt og helhjertet ind i det arbejde, kommunerne har betalt dem for, og derfor ikke leverer varen.

Når gamle Fru Jensen skal have hjemmehjælp eller lille Frida skal i børnehave, er der standarder for de ydelser, det offentlige skal yde. Men sådan er det ikke, når kommuner sender de mest belastede borgere i hænderne på såkaldte ’andre aktører’ i håb om, at de kan få de utilpassede gjort klar til uddannelse eller arbejde.

Det er helt galt, mener lederen af DropUd.

»Når det handler om aktivering, findes der hverken godkendelsesprocedurer eller kvalitetsstandarder, og det er fuldstændig grotesk. Det er derfor, man kan læse i aviserne, hvor sindssygt mange penge der bliver brugt på ingenting,« siger hun.

De er så forpinte, at man tror, det er løgn. Det er tikkende bomber, som kan finde på at gøre sig selv eller andre ondt. Måske slå p-vagten ned, fordi det lige er den bøde, der vælter læsset.

Selv blev DropUd, der arbejder med aktivering, misbrugsbehandling og dagtilbud til unge mellem 14 og 18 år, i 2013 som landets første aktiveringstilbud akkrediteret hos Akkreditering Danmark, som arbejder for at sikre kvalitetsstandarder i sociale tilbud.

Mette Gadegaard mener også, at ressourcerne i arbejdet for samfundets mest udsatte spildes, fordi den som regel splittes op i en indsats rettet mod arbejdsmarkedet det ene sted og en indsats mod eksempelvis misbrug et andet sted.

»Jeg synes, tingene går hånd i hånd og kræver en helhedsorienteret indsats. Man kommer ikke i job, hvis man ikke har styr på sit misbrug. Omvendt er det heller ikke nok med én samtale om ugen i et misbrugscenter, hvis man ikke har noget at stå op til,« mener hun.

Omsorgssvigt

De voldsomt udadreagerende borgere fylder meget blandt de henviste i dag ligesom personer med bandetilknytning og psykisk sårbare unge. I starten var det ellers primært personer med massivt stofmisbrug, som blev sendt videre fra kommunerne.

Indeni bærer alle de unge rundt på den samme historie om omsorgssvigt og forældre, der var psykisk syge eller misbrugere, fortæller Mette Gadegaard. Foto: Frederik Jimenez

»Vi får aldrig heroinmisbrugere visiteret mere. Kommunerne er økonomisk pressede og skal prioritere i, hvem det bedst kan betale sig at tilbyde de forløb, vi tilbyder. Men misbrug og kriminalitet går i et vist omfang igen i alle grupperne, så forskellen er ikke så stor, når det kommer til stykket,« mener Mette Gadegaard.

I det ydre er der himmelvid forskel på de stærke fyre med bandetilknytning og de psykisk sårbare. Men indeni bærer de rundt på stort set den samme historie: Omsorgssvigt, forældre der er psykisk syge eller misbrugere og ikke har kunnet tage vare på deres børn og hjulpet dem med lektier, madpakker og med at komme ud af døren.

»Hver dag, de kom hjem, var de bange for at sætte nøglen i døren, fordi de ikke vidste, hvad de kom hjem til. Om forældrene lå døde med en nål i armen. Fælles for de unge er, at de har det skidt. Men vi reagerer forskelligt og får forskellige personlighedsforstyrrelser, når kroppen ikke kan mere. Nogle bedøver smerten; andre bliver super udadreagerende; mens andre isolerer sig og retter smerten indad,« forklarer Mette Gadegaard.

Tikkende bomber

De kan stadig ikke komme op og ud af døren, så medarbejderne på DropUd er nødt til vække dem om morgenen og stå og lave madpakke til dem, der af forskellige årsager ikke selv kan komme afsted. Langsomt pilles ’stilladset’ under dem dog ned.

Mette Gadegaard er klar over, at det kan virke provokerende på almindelige skatteydere, at en gruppe af borgere skal udstyres med dyrt betalte barnepiger for at håndtere helt basale livsvilkår. Men, understreger hun, det giver rigtig god mening at gøre noget for at hjælpe de belastede grupper.

Hver dag, de kom hjem, var de bange for at sætte nøglen i døren, fordi de ikke vidste, hvad de kom hjem til. Om forældrene lå døde med en nål i armen.

»Det er svært med sociale spilleregler, hvis man aldrig har lært dem og har en diagnose eller et massivt misbrug, som mange af dem har. Flere lige nu er ekstremt traumatiserede af krig, seksuelle overgreb eller andre oplevelser. De er så forpinte, at man tror, det er løgn. Det er tikkende bomber, som kan finde på at gøre sig selv eller andre ondt. Måske slå p-vagten ned, fordi det lige er den bøde, der vælter læsset,« siger Mette Gadegaard.

Skræmmende afstumpethed

Størst udfordring ser hun blandt henviste borgere med indvandrerbaggrund. De får samme behandling som andre, men ifølge hendes vurdering skiller de sig alligevel ud med en anden kultur.

»I de 20 år, jeg har arbejdet med sociale klienter, har jeg ikke oplevet så respektløse, grænseløse og afstumpede borgere som den gruppe indvandrere, vi har lige nu. Det er skræmmende. Det er helt basale sociale spilleregler, som de ikke kender eller respekterer. De kan finde på at råbe og skrige og true folk, uanset hvem der er til stede,« fortæller Mette Gadegaard.

Hele deres liv har været ét stort nederlag, påpeger hun.

»De virker meget forpinte. De har været kastet rundt i systemet, har ikke kunnet følge med noget sted, har ingen opbakning fået hjemmefra og har manglet støtte til at guide dem rundt i livet. De har været familiens sorte får og problembørn i alle de institutioner og skoler, de har været.«

Ikke alle kan uddannes

Problemerne for de udsatte unge og behovet for hjælp er blevet forstærket af, at arbejdsmarkedet har ændret sig, så det i dag er svært at begå sig uden en boglig ballast.

Politisk prøver man at presse alle i uddannelse, men det er ikke alle, der er i stand til at tage en uddannelse, er Mette Gadegaards erfaring.

»Tidligere kunne unge med svag baggrund godt finde et ufaglært job eller en læreplads. Men i dag stilles der større og større krav på alle felter. Jeg har lige været til samtale på en teknisk skole med en ung, der var blevet anbefalet at blive maler, fordi det krævede knap så meget teori. Men da han fik præsenteret uddannelsen, var reaktionen, at det kunne han slet ikke klare,« fortæller hun.

For mange af aktørerne inden for aktivering går ikke helhjertet og professionelt ind i opgaven. Derfor spildes der masser af penge, mener Mette Gadegaard. Foto: Frederik Jimenez

Alligevel lykkes det ofte at få de belastede unge på rette spor takket være en håndholdt indsats, hvor der ses på ressourcer og barrierer i forhold til arbejdsmarkedet. For nogle er det nødvendigt at lære at styre deres vrede og stress.

»Vi kan jo ikke sende én ud i job, hvis han ryger ’fede’ på toilettet eller tæver chefen. Der er nogle ting, der skal være styr på – stabilt fremmøde, mental træning og at de stort set er stoffri eller i stabil medicinsk behandling.«

Bandemedlemmer kan også reddes

Mette Gadegaard kan sagtens finde succeshistorierne, men også de indsatser, der ikke ramte målet. DropUd udskriver både til uddannelse og job, men også til fængsel og pension.

»Lige nu er et eksternt firma ved at lave en femårs-undersøgelse, hvor de kontakter personer, som har været gennem forløb hos DropUd og ser på, hvor de er henne i dag. Foreløbig har vi tal for borgere med banderelationer, og de ser rigtig fine ud. Mange betragter dem jo ellers som håbløse at gøre noget ved,« siger hun.

Af de 14 personer med bandetilknytning – hovedparten med indvandrerbaggrund – er tre kommet i gang med en uddannelse; to er i arbejde og én i praktik. Tre er kommet ud af henholdsvis AK81, Bandidos og Black Cobra. To er der ikke fundet oplysninger om, mens de tre sidste henholdsvis er ved at få afklaret førtidspension, under afsoning og bortrejst.

Mette Gadegaard kunne godt ønske sig, at vi som samfund bekymrede os for de belastede unge, allerede mens de var børn. Og turde underrette myndighederne, så kommunerne havde bedre muligheder for at forebygge. Hun oplever sine fagfæller i kommunerne som dygtige, men også meget pressede på grund af manglende ressourcer, administrativ kontrol og bureaukrati.

Jeg har lige været til møde hos kommunen om en ung, der var blevet smidt ud af syv forskellige skoler. Først nu er han blevet testet og er faktisk på sinkestadiet.

En tidligere indsats ville også betyde en samfundsøkonomisk gevinst ifølge Mette Gadegaard. Som det er nu, oplever hun, at hun og hendes medarbejdere som udgangspunkt får 13 uger til at løse problemer, som borgerne har været 13 år om at bygge op.

»Jeg har lige været til møde hos kommunen om en ung, der var blevet smidt ud af syv forskellige skoler. Først nu er han blevet testet og er faktisk på sinkestadiet. Så det er ikke så sært, at han ikke har kunnet følge med og lære af sine erfaringer,« forklarer hun og spørger:

»Hvorfor har man ikke fundet ud af det for 10 år siden i stedet for at kaste ham fra sted til sted og bare gøre tingene meget værre. Det er jo dyre drenge at have gående, når det er gået galt. Og vi får dem først, når det er gået helt galt.«

Virksomheder skal vise socialt ansvar

DropUd har opbygget et virksomhedsnetværk, man kan trække på, når de unge skal ud og prøve kræfter med arbejdslivet i praksis. Det sker under ledsagelse af en medarbejder fra DropUd, der kan gribe ind, hvis der er brug for adfærdsregulering, som det hedder, når de unge har brug for at få at vide, hvordan man opfører sig på en arbejdsplads.

Mette Gadegaard fremhæver fodboldklubben Brøndby som et eksempel på en virksomhed med socialt ansvar og vilje til at give de belastede unge en chance. En indstilling, der er brug for, hvis de unge skal kunne vriste sig fri af deres fortid, mener hun.

Der er mulighed for virksomhedspraktik inden for det grønne område, teknik og køkken. Og ellers har klubben selv et virksomhedsnetværk på 8-900 sponsorer eller leverandører, som den kan trække på. Også hvis klubben efter et praktikophold vil anbefale en ung, som den ikke selv har mulighed for at ansætte, fortæller hun.

Og så kan fodbolden være det, der får mønstermedarbejderen frem i en nærmest håbløs bandedreng med ’den vildeste ADHD’ ifølge Mette Gadegaard.

Hun fortæller, at det ikke gav mening at lade bandedrengen deltage i gruppearbejdet i DropUd, for han forstod ikke, hvad der foregik. Praktikopholdet på det grønne område i Brøndby var et skud i tågen, fordi han sagde, at fodbold var det eneste, han nogensinde havde været god til.

»Det var bare så stort at være til samtale i Brøndby med ham. Han var meget nervøs for, om de nu kunne lide ham og ville have ham. Sikkerhedschefen derude har jo tidligere været i Vestegnens Politi. Og da klubben endte med at sige ja til ham, og han bad om lov til at gå ind og røre ved græsset, spurtede han rundt som den gladeste dreng i hele verden.

Truet på livet

Begejstringen holdt han ved lige, fortæller Mette Gadegaard. Drengen, som hun på forhånd tvivlede på ville kunne finde ud af at komme fra hjemmet i Greve og møde til tiden, cyklede dagligt til praktikstedet. Mødte faktisk en time tidligere og gjorde alt klart til de andre.

»De sagde, at de aldrig havde set nogen knokle så meget, og han var meget engageret og praktisk dygtig. Nu starter han på en uddannelse som anlægsgartner og skal fortsat støttes med lektiehjælp, studieteknik og så videre, og det er vi spændte på at følge. Ellers glæder jeg mig over klubbens netværk, som de kan ringe og anbefale ham til.«

Den allerførste, DropUd havde i praktik, kom i DGI-byens køkken. Han havde et massivt misbrug, var kriminel og truede med selvmord. Men han lagde stofferne på hylden, genvandt troen på sig selv og er lige blevet uddannet kok på en restaurant i København.

Så succeserne er der, og de er værd at kæmpe for, mener Mette Gadegaard. Også selv om indsatsen ind imellem udsætter hende for livstruende situationer.

Hun var mødt op til en visitationssamtale hos en mand, der modtog hende med et boldtræ i hånden og havde kæder og piske på væggen. Sagsbehandleren i kommunen havde glemt at fortælle, at han havde afsonet 18 år for grov vold mod kvinder.

Hun har talt en mand til ro, der følte sig snydt for penge og løb rundt med et oversavet jagtgevær. Og i det hele taget blevet tilkaldt på alle tidspunkter af døgnet, når nogen af ’hendes drenge’ er gået amok.

»Jeg har en ukuelig tro på, at de ikke vil gøre mig noget. Jeg er der for at hjælpe, og når det lykkes, er det verdens bedste arbejde. Der er en nøgle til os alle, og de her borgere indeholder så meget godt og giver så meget igen.«