Partilederrunde

Vestager: Nu skal den sociale arv brydes

Af | @IHoumark
| @GitteRedder

Den radikale partileder vil ikke kaste endnu en redningskrans ud til de arbejdsløse, der har mistet dagpengene. Til gengæld erklærer Margrethe Vestager kampen mod negativ social arv for en radikal mærkesag. Regeringens reformer skal sikre, at folks sociale baggrund ikke kaster skygger over hele deres liv.

Det er en radikal mærkesag at sikre større social mobilitet i det danske samfund, erklærer den radikale partileder Margrethe Vestager.

Det er en radikal mærkesag at sikre større social mobilitet i det danske samfund, erklærer den radikale partileder Margrethe Vestager.

Foto: Niels Hougaard/Polfoto

Rengøringsassistentens og buschaufførens børn skal have akkurat lige så gode muligheder for at komme på universitetet som børn af ingeniøren og overlægen. Og den ufaglærte skal ikke have større risiko end en gymnasielærer for at blive ramt af alvorlig sygdom.

Det mener den radikale partileder, økonomi- og indenrigsminister Margrete Vestager, der nu erklærer krig mod den negative sociale arv.

I en tid, hvor Radikale ellers er under hård beskydning for at svigte de arbejdsløse, der mister dagpengene, fastslår hun, at det er en radikal mærkesag at sikre større social mobilitet i det danske samfund.

»Det vigtigste for os er, at vores samfund giver mulighed for, at den enkelte borger kan flytte sig. At man som ledig kan få et arbejde. At man, hvis man gik ud af folkeskolen lidt for tidligt, kan få en afgangsprøve for at kunne blive sosu-hjælper. At man, hvis man har været uden for arbejdsmarkedet et stykke tid, kan få foden indenfor i et fleksjob, der måske kan blive til lidt mere,« siger hun.

»Hele det spørgsmål, der handler om social mobilitet, er for os et omdrejningspunkt,« siger hun.

Danmark er vel stadigvæk et af de mest lige lande overhovedet, og derfor synes vi, at det mest afgørende er at give mulighed for, at du kan noget. At din sociale baggrund ikke betinger, hvordan resten af dit liv bliver.

I et interview med Ugebrevet A4 betoner Margrethe Vestager igen og igen, at regeringen har ført en fornuftig økonomisk politik, der betyder, at der er styr på økonomien. Opsvinget er på vej; der skabes stadig flere nye job, og dermed er der økonomisk råderum til at tage en række initiativer, der skal skabe en bedre social balance.

Klik her for at læse Margrethe Vestagers blå bog

Margrethe Vestager fremhæver, at både det sundhedsudspil og den gymnasiereform, som regeringen arbejder på for øjeblikket, netop sigter på at skabe de samme muligheder for de ufaglærtes og højtuddannedes børn.

»Bekæmpelse af ulighed i sundhed giver bedre muligheder for, at man kan følge sine egne drømme. I en kommende gymnasiereform er det også vigtigt for os, at unge, der kommer med en tung social bagage, får en studentereksamen, der gør det lige så oplagt for dem at tage en videregående uddannelse,« lyder det fra Margrethe Vestager.

Kan ikke acceptere at folk føler sig fastlåst

Folks sociale baggrund må ikke skygge over hele deres liv, og derfor beklager Margrethe Vestager, at den negative sociale arv stadig fastlåser børn af socialt belastede familier.

»Når det drejer sig om at bryde den negative sociale arv, har Danmark stort set ikke flyttet sig de seneste ti år. Og vi er ellers et land, der roser os af at skabe lige muligheder med SU og fri adgang til uddannelse. Alligevel er det helt markant sådan, at dine forældres uddannelsesbaggrund – eller fravær af uddannelse – afspejler den uddannelse, du selv får,« beklager hun.

»Jeg har ikke set nogen data, der kan begrunde, at det er bedre, at de højtuddannedes børn får en lang uddannelse, end at de lavtuddannedes børn får en lang uddannelse,« siger Margrethe Vestager.

Hun tilføjer, at både folkeskolereform, erhvervsuddannelsesreform og en kommende gymnasiereform sigter på netop at hjælpe hen imod at sikre social mobilitet.

Det samme gælder beskæftigelsesreformen, hvor Margrethe Vestager fremhæver, at ufaglærte og kortuddannede får muligheder for mere uddannelse og dermed social bevægelse.

Netop det at tage hånd om folk er sådan set en grundholdning, der præger alle de reformer, som vi har gennemført i regeringen de seneste år.

I det hele taget tager den røde regerings blå dame flere gange ordet drømme og lige muligheder i sin mund.

»Vi har vanskeligt ved at acceptere, hvis mennesker føler, at de er fastlåst,« understreger hun.

Siden hvornår er bekæmpelse af social ulighed blevet en radikal mærkesag?

»Det tror jeg heller ikke, at jeg sagde. Det, vi kæmper for, er, at man kan bevæge sig socialt. Danmark er vel stadigvæk et af de mest lige lande overhovedet, og derfor synes vi, at det mest afgørende er at give mulighed for, at du kan noget. At din sociale baggrund ikke betinger, hvordan resten af dit liv bliver.«

Hvad er forskellen på at bekæmpe social ulighed og på at kæmpe for, at folk kan bevæge sig socialt?

»Bekæmpelsen af social ulighed bliver meget hurtigt sådan en karikeret diskussion om overførselsindkomster. Men noget af det mest afgørende overhovedet er at skabe muligheder for, at du kan få uddannelse eller et arbejde. Når vi taler ulighed, får vi mange gange en diskussion om, at de rige skal betale mere i skat til de fattigste. Så er alting godt, mener nogle. Det er jeg helt uenig i. Det mest afgørende må da være, om man får chancer for at bruge sine evner,« siger hun.

’Isdronningen’ tager til genmæle

Den radikale partileder er flere gange blevet skudt i skoen, at hun kerer sig mere om den økonomiske politik end om samfundets svageste. Og senest har SF’s partiformand, Pia Olsen Dyhr, i et interview med A4 bebrejdet Margrethe Vestager, at hun er mere optaget af arbejdsudbuddet i 2030 end af de arbejdsløse.

»Hvad siger du til de fremstillinger af dig som en isdronning?«

»Når jeg ser noget i den stil, tænker jeg tit, at nogen åbenbart har brug for det. De beskyldninger siger mere om dem end om os. Altså ’hvis du er kold, så ligger der ligesom i det, at jeg er varm’. Det er sådan nogle banale mekanismer i den offentlige debat. Det vigtigste for mig er, hvad det er, vi gennemfører af politik, og hvad det er for en grundholdning, det afspejler,« konstaterer hun.

Og hun har hjertet med sig i politik også for de svageste, noterer hun.

»Netop det at tage hånd om folk er sådan set en grundholdning, der præger alle de reformer, som vi har gennemført i regeringen de seneste år,« siger hun.

»Tag for eksempel den sygedagpengereform, som Mette Frederiksen har forhandlet igennem. Den afspejler lige præcis en grundholdning om, at mennesker, som er i en meget vanskelig situation som uhelbredeligt syge, skal der tages et særligt hensyn til. Derimod har andre syge brug for nogle trædesten tilbage til arbejdsmarkedet, måske i en anden funktion eller på andre vilkår end tidligere,« siger hun.

Arbejdsløse må vente

Der er ingen slinger i valsen hos den radikale førstedame, når hun skal stå på mål for regeringens beslutning om ikke at komme med yderligere tiltag for at hjælpe de 40.000 arbejdsløse, der er faldet ud af dagpengesystemet.

Kritikken er ellers haglet ned over regeringen fra blandt andre SF, Enhedslisten og fagbevægelsen. SF og Enhedslisten kræver blandt andet op til de snarlige forhandlinger om finansloven, at ledige får nemmere ved at genoptjene retten til dagpenge.

Men Margrethe Vestager står fast på ikke at ændre på dagpengesystemet, selv om hun ’hører historier om mennesker, som er i en ekstrem frustrerende og sårbar situation.’

Og hun ser ingen modsætninger mellem målet om at bryde den sociale arv på den ene side og ikke ville komme med nye ordninger til de udfaldstruede ledige.

»I forhold til at ændre på dagpengesystemet kan jeg i det hele henholde mig til, hvad statsministeren har sagt,« siger Margrethe Vestager.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) brugte et af sine første interview efter sommerferien til at slå fast, at der ikke bliver rokket ved dagpengesystemet.

Margrethe Vestager ryster lidt på hovedet af, at SF kræver lempelser af dagpengesystemet nu. Hun mener, SF og de andre partier i Folketinget bør vente med større omlægninger af systemet, indtil regeringens dagpengekommission kommer med sit udspil i slutningen af 2015.

»Vi lavede jo en aftale med SF, da partiet var i regering, om at nedsætte en dagpengekommission for at få et solidt grundlag for at se på, hvordan vores dagpengesystem skal se ud. Vi skal ikke begå den samme brøde, som den forrige regering begik ved at beslutte dagpengereformen hu hej vilde dyr uden indfasning og med et beskæftigelsessystem, som ikke var gearet til det.«

Beslutningen om, at dagpengekommissionen først skal aflevere sine konklusioner i 2015, blev dog truffet, efter at SF forlod regeringen.

Dansk model skal ikke være statsligt projekt

Ligesom ændringer i dagpengesystemet er højere skattefradrag for medlemskab af en fagforening en hed drøm i fagbevægelsen og hos partierne på venstrefløjen. I dag kan man få op til 3.000 kroner i fradrag hvert år. Det loft vil både SF og Enhedslisten gerne fjerne eller i det mindste hæve.

Det er vigtigt, at den danske model ikke bliver et statsligt projekt. Det ville være lidt crazy.

Venstrefløjens ønske er at give flere lyst til at melde sig ind i en fagforening og dermed styrke den danske model for arbejdsmarkedet. Modellen bygger netop på, at både fagbevægelse og arbejdsgivere på hver sin side kan mønstre mange medlemmer.

»Jeg siger hverken ja eller nej til at hæve loftet over fradraget. Men jeg må sige, at jeg ikke tror på, at det er det, der skal til for at styrke den danske model,« siger Margrethe Vestager og fortsætter:

»Det er vigtigt, at den danske model ikke bliver et statsligt projekt. Det ville være lidt crazy, hvis det nu er staten, der skal gå ind og sørge for, at den danske model bliver ved med at være. Hele pointen med den danske model er jo, at vi politikere overlader rigtigt meget til aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Eksempelvis har vi jo ikke en politisk fastsat mindsteløn.«

Tillidsmotoren kører

Inden for det næste års tid skal danskerne til valgurnerne. Står det til økonomi- og indenrigsministeren må det centrale tema i valgkampen gerne blive den økonomiske politik, hvor hun mener, at regeringen står stærkt.

Der er en helt anden tillid blandt virksomheder og borgere til dansk økonomi, end der har været før.

»Jeg tror ikke, der er nogle borgerlige folketingsmedlemmer, som med stolthed vil stille sig op og fortælle om den økonomiske politik, de førte i nullerne. Vi har nu i en treårs periode fået styr på de offentlige budgetter. Vi har fået ro og regelmæssighed i måden, tingene fungerer på. Der er en helt anden tillid blandt virksomheder og borgere til dansk økonomi, end der har været før,« siger hun og taler om, at ’tillidsmotoren begynder at køre lige så stille’ både blandt arbejdsgivere og arbejdstagere.

Margrethe Vestager pointerer, at der er stor splittelse blandt de borgerlige partier, når det gælder samfundsøkonomien.

»Liberal Alliance vil gerne have minusvækst i den offentlige sektor. Venstre vil gerne have nulvækst, og Dansk Folkeparti vil gerne have en vækst højere end den, som, vi synes, vi kan præstere inden for ansvarlige rammer. Det giver ikke ligefrem nogen sammenhængende politik hos de borgerlige.«

Blå partier vil overtrumfe

Når hun finder lommeregneren frem, er det borgerlige regnestykke helt hen i vejret.

»Jeg kan godt høre, at de blå partier gerne vil trumfe regeringen på investering i uddannelse og givetvis også i sundhed. Men det er jo noget, som de blå partier skal gøre ved siden af, at de har lettet næsten alle de skatter, man kan komme i tanker om,« siger hun.

Effekten af, at borgerlige regeringer op gennem nullerne ’lod økonomien sejle’, var, at krisen blev langt dybere, end den behøvede at være. Nu har SR-regeringen ifølge økonomiministeren bragt dansk økonomi i en tilstand, så ’vi har buffer nok til, at udsvingene ikke bliver alt for store’, når konjunkturerne skifter.

Og den økonomiske buffer er skabt for at sikre folk mod sociale rutscheture, noterer hun.

»Desto dybere udsving, jo mere brutale og uretfærdige konsekvenser har det for mennesker. Nogle siger, at det var også dejligt, dengang boligpriserne bare steg og steg. Men der er altså masser af mennesker, som bor til leje, og som under opsvinget tjente deres penge på at gå på arbejde. Det var ikke ligesom de boligejere, der takket være prisstigninger, blev rigere, mens de lå og sov.«

Og her er vi tilbage ved den nye radikale mærkesag.

»Hvis man kan sørge for, at økonomien udvikler sig mere jævnt, får man i virkeligheden et samfund, hvor mennesker i højere grad kan bestemme selv,« kommer det fra Margrethe Vestager.

I næste åndedrag noterer hun, at regeringen er den første, der har opstillet en fattigdomsgrænse, ligesom den har fjernet starthjælpen og loftet over kontanthjælpen.

»Det har virket. Der er færre fattige i dag end tidligere.«

Min egen erfaring fra det lille parti … er, at folk ikke stemmer på nogle, som ikke har det godt sammen.

Men i forhold til en kommende valgkamp har regeringen et meget ømt punkt: de tusindvis af mennesker, som mister dagpengene. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, vurderer sågar, at håndtering af dagpengene i sidste ende kan gøre, at regeringen ikke opnår genvalg. Om den spådom siger Margrethe Vestager:

»Det er helt afgørende, at folk kan mærke, at vi forfølger det, der er og har været vores første prioritet hele tiden – nemlig at folk kan få et arbejde. Det afspejler ikke kun noget teknisk, men en grundholdning om, at arbejdet er fundamentet i mange menneskers liv.«

Skænderier giver bagslag

For tiden ligger Radikale lidt sløjt i meningsmålingerne. Ifølge Altinget havde partiet i juni opbakning fra 8,8 procent af vælgerne mod 9,5 procent ved folketingsvalget i 2011. Partilederen ser alligevel optimistisk på vælgertilslutningen.

»Jeg tror, at vi har taget et meget væsentligt skridt mod bedre målinger. Regeringen samarbejder nemlig virkelig godt i øjeblikket,« siger Margrethe Vestager og uddyber:

»Min egen erfaring fra det lille parti, som jeg er leder af, er, at folk ikke stemmer på nogle, som ikke har det godt sammen. De fleste ved, at hvis man skændes, så ser man på hinanden i et lille lukket rum og løfter ikke blikket og konstaterer, hvad der er behovene, og hvad der kan ændres.«