Dataportræt

Velfærdsstatens børn fik lige muligheder, men ikke lighed

Af

Børnene fra årgang 1950-1954 voksede op i velfærdsstatens guldalder, og nu trækker de sig tilbage. De fik lige muligheder men er indbyrdes ulige, når det kommer til sundhed og økonomi. For første gang er det muligt at kortlægge livsbetingelserne for en hel generation og tegne et unikt portræt af den moderne velfærdsstats børn.

De startede i folkeskolen i slutningen af 50'erne. Og nu er de på vej på pension som de sidste årgange, inden pensionsalderen hæves og efterlønnen forringes.

De startede i folkeskolen i slutningen af 50'erne. Og nu er de på vej på pension som de sidste årgange, inden pensionsalderen hæves og efterlønnen forringes.

Foto: Scanpix

I løbet af deres liv tjener de 7,7 millioner.

De er blevet født sammen med velfærdsstaten og vokset op i dens guldalder. De fleste af dem kunne - som de sidste - gå på efterløn som 60-årige og pension som 65-årige. De var bagtroppen til 68'erne og kaldes for Rødvinsgenerationen - ofte efterfulgt af en beskyldning om, at de har levet lidt bedre end alle os andre.

Sådan kan man lidt gennemsnitligt beskrive de danske borgere, der blev født mellem 1950 og 1954. En unik generation i historien om den danske velfærdsstat. Og de første årgange, hvor man har opbygget detaljerede registre, der nu gør det muligt at gennemgå deres livs- og arbejdsbetingelser. 

Fjerner vi blikket fra gennemsnittet, viser tallene, at der er store forskelle inden for generationen. For mens velfærdsstaten har skabt en stor økonomisk omfordeling, har den ikke levet op til idealet om, at alle skal have lige muligheder.  

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der har indsamlet og analyseret data for generationens livsforløb, er der en stor gruppe af ufaglærte og faglærte, der halter efter deres generation målt på indkomst, beskæftigelse og sundhed.

»Vi er påvirket af ophav og startbetingelser. Vi har ikke reelt lige muligheder, kun formelt. Det illustrerer samtidig, at vi stadig har et enormt behov for velfærdsstaten,« forklarer Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 

Om undersøgelsen

I Danmarks Statistik har man opbygget detaljerede indkomstregistre for alle danskere over en længere årrække. Årgang 1950-1954 er de første generationer, hvor det nu er muligt at lave en totalsummering af, hvad de har tjent i løbet af deres voksenliv.

Indkomstberegningerne bygger altså ikke på konstruerede livsforløb eller gennemsnitlige summeringer, men er en summering af indkomsten for hver enkelt individ i årgangene. Det giver et mere detaljeret og nøjagtigt billede af indkomstfordelingen.

Pga. begrænsninger i data er det dog kun er muligt at se indkomsten over en 31-årig periode og ikke et helt livsforløb. 

I analysen fra AE er indkomsten for hvert år opgjort i faste priser med lønudviklingen. Der indgår kun personer, som har levet i hele perioden, og som er bosat i Danmark. For alle de fem generationer indgår der indkomstoplysninger, mens de er i alderen 30-60 år.

Den samlede indkomst er den totale bruttoindkomst før skat (dvs. både erhvervsindkomst, kapitalindkomst og overførsler indgår), mens den disponible indkomst er indkomst efter skat. 

UDVID
 

Med de nye data kan man for første gang følge indkomsten for en generation over hele deres arbejdsliv. Til forskel fra andre analyser af livsindkomst giver det den faktiske indkomst for hver enkelt person i en bestemt gruppe og ikke en beregning sammensat af forskellige personer. AE har konkret fulgt generationen fra de var 30 år til de var 60 år, da det er så langt, registrene kan gå tilbage. 

Tallene viser blandt andet, hvad hver enkelt person har tjent hvert år. Derfor kan man se, hvordan de bevæger sig op og ned på indkomstskalaen. Det giver et indtryk af mobiliteten eller indkomstfordelingen alt efter, hvilke eksperter, man spørger.

Undersøgelsen af generation 1950-1954 viser, at de, der er endt i den gruppe med den laveste indkomst, forbliver i den 19 af årene mellem de er 30 og 60 år. De rigeste 10 procent bliver til gengæld blandt de rigeste i 23 år af deres arbejdsliv. Ud fra tallene konkluderer AE, at indkomstmønstrene er statiske i toppen og bunden. 

Ovenstående diagram viser, hvor stor en del af arbejdslivet generationen bliver i en bestemt arbejdsgruppe. Ifølge Rasmus Landersø, der er ph.d. og forsker i social mobilitet, er diagrammets uform et tegn på lighed. Når man opdeler generationen i deciler bliver forskellene i indkomst større og større jo mere, man kommer ud i siderne. Mens at det kræver en stor indkomststigning at komme op blandt de rigeste, kan en almindelig lønforhøjelse for decilerne i midten, betyde at de hopper flere deciler op.

»Jo mere lighed, der er for store dele af befolkningen, jo mere sammenpresset vil det være, og desto mere vil man se den her ukurve« forklarer Rasmus Landersø.    

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at vi har en stor social mobilitet, men det kommer vi tilbage til. Først må vi forstå, hvilken tid generation 1950-1954 voksede op i.

Velfærdsstatens gulalder

Generation 1950-1954 blev født på samme tid, som ordet 'velfærdsstat' gjorde indtog i det danske politiske sprog, forklarer Klaus Petersen. Han er professor i Historie og leder af Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet. 

Da generationen var nogle små poder på mellem 2 og 6 år i 1956, kom den moderne velfærdsstats gennembrud, ifølge Klaus Petersen.

Det skete med folkepensionsreformen i 1956, der sikrede alle borgere over 67 år et mindstebeløb uanset formue og tidligere arbejde og indkomst. Folkepensionen markerede en bevægelse fra, at det var de særligt trængende, der skulle hjælpes af staten, til at staten skulle sikre alle en vis tryghed. Altså den universelle velfærdsstat. 

I kølvandet på folkepensionsreformen fulgte en stor udvidelse af velfærdsstaten.

»Det er den generation, der er vokset op, mens velfærdsstaten er vokset. Menukortet er blevet større i form af en lang række nye ydelser,« forklarer Klaus Petersen om generation 1950-1954.

I 1958 fulgte en skolereform. Revalideringsloven fra 1960 og forsorgsloven fra 1961 introducerede en forebyggende socialpolitik. I 1964 blev der indført en fuld folkepension sammen med forbedringen i invalidpensionen. Og i løbet af 1960'erne kom der en række dagpengereformer, der betød, at staten skulle sikre borgerne og tage sig af de øgede omkostninger, når beskæftigelsen svingede. 

Flexicuritys fødsel

Folketingsmedlem og tidligere formand for SF Holger K. Nielsen er en del af generation 1950-1954. Han husker sine unge år som en periode, hvor der pludselig blev råd til mere. 

»Velfærdsstaten blev udbygget med mere og mere lovgivning i takt med, at økonomien udviklede sig,« forklarer Holger K. Nielsen.

Udbygningen af velfærdsstaten i 1960'erne red på en højkonjunktur. En global økonomisk vækst sikrede et godt økonomisk grundlag, og velfærdsstaten stod som en uantastet idé. 

»Der er en idé om, at velfærdsstaten kan være med til at danne basis for en modernisering af samfundet og danne positiv vækst,« forklarer Klaus Petersen. 

Tanken var, at ved at investere i mennesker og skabe et sikkerhedsnet, ville folk være mere risikovillige, og man kunne skabe mere vækst. På den måde fødtes den danske flexicurity-model. Samtidig bevægede Danmark sig fra nogle af de laveste offentlige udgifter i Europa til nogle af de højeste:

»Det er en ganske voldsom ændring af samfundet. Ikke en revolution, men en dramatisk forandring,« vurderer Klaus Petersen. 

Ideen om en universel velfærdsstat for alle betød stigende skattebetaling, som skabte en stor omfordeling. 

Den store omfordeling

Når man ser på livsindkomsterne for generation 1950-1954 er der tydelige tegn på den voksende velfærdsstat og særligt den store omfordeling, men også dens begrænsninger.

Danmark er et relativt lige samfund, men alligevel er der stor forskel på, hvad man tjener gennem et helt arbejdsliv. De rigeste 10 procent af generationen har indkasseret 30 millioner i løbet af deres arbejdsliv, hvilket er 5 gange så meget som de fattigste 10 procent, der tjener 6 milioner kroner.

Hvis man retter blikket mod den grå søjle i ovenstående diagram, tegner der sig dog et mere lige billede. Den viser, at hvis man kigger på den disponible indkomst, så tjener de rige 13,8 millioner, hvilket kun er tre gange så meget som de fattigste, der står med 4,3 millioner kroner i hånden i løbet af et liv. Det er resultatet af progressiv beskatning, forklarer Rasmus Landersø.

»Vi omfordeler rigtig meget i forhold til andre lande. Vores overførselsindkomster og skatter skaber en relativ stor indkomstmobilitet og en lav ulighed,« forklarer Rasmus Landersø.

Der er dog et væsentlig »men«. For selvom at mange af personerne i årgang 1950-1954 kan fortælle, hvordan de var den første i deres familie, der fik en studenterhue, er vi ikke førende, når det kommer til uddannelsesmobilitet. Så derfor har folk ikke de samme muligheder for at tjene penge:

»I Danmark får vi skabt lige levestandarder. Det gør vi via omfordeling og lighed. I forhold til, at der skulle være lige muligheder, så lykkes det til gengæld ikke helt,« forklarer Rasmus Landersø. 

 

Som det fremgår af ovenstående diagram har uddannelse ikke overraskende en stor betydning for livsindkomsten. Det er værd at tage højde for, at beregningerne går fra 30 til 60 år, hvilket betyder, at man ikke har medregnet 20'erne, hvor de faglærte og ufaglærte er i arbejde og tjener penge, mens dem med længere uddannelser studerer. For en sikkerheds skyld har AE derfor kontrolleret med en yngre gruppe på 25 til de er 55 år, og tendensen er den samme.

»Hvad folk arbejder med, og hvilken uddannelse de har, bestemmer nogle lønvilkår, der er meget faste,« fortæller Lars Andersen fra AE.

Han beskriver forskellene som naturlige, men fremhæver dem også som en væsentlig grund til, at man har en uddannelsespolitik, hvor man investerer i alle, så de kan få en uddannelse eller opkvalificere sig. Når man ser på årgang 1950-1954, er der ifølge AE en lille gruppe af ufaglærte og faglærte, der er hægtet af.

Velfærdsstaten i krise

Netop velfærdsstatens evne til at tilgodese arbejderen og samfundets svageste blev sat til debat i starten af 1970'erne.

I 1973 udgav Jørgen Dich bogen "Den herskende klasse", der satte spørgsmålstegn ved, hvem velfærdsstaten tjente. Jørgen Dich var professor, nationaløkonom, socialist, tidligere rådgiver for Thorvald Stauning og embedsmand under opbygning af velfærdsstaten indtil 1950. I bogen kritiserede han den voksende velfærdsstat for at udnytte arbejderen og i stedet tilgodese en herskende klasse af offentligt ansatte.

Holger K. Nielsen var lige begyndt at læse statskundskab. Han husker, hvordan der opstod en kritisk debat om velfærdsstaten i starten af 1970'erne. En debat, der blev forstærket, da oliekrisen i 1973 skabte helt andre økonomiske vilkår for velfærdsstaten. 

Ifølge Klaus Petersen bliver generation 1950-1954 voksne, da velfærdsstatens guldalder slutter. Det starter så småt i 1968, men rammer rigtig hårdt med den økonomiske krise i 1970'erne. Pludselig ses velfærdsstaten ikke kun som en problemløser, men også som et problem. 

»Fra 70’erne og frem har vi haft en løbende diskussion, om velfærdsstaten er i krise. Kan den overleve, skal vi reformere? Den diskussion har kørt non-stop gennem de sidste 4 årtier«.

De arbejdsløse 80'ere

Idet at generation 1950-1954 for alvor skal til at tjene deres penge, bliver det danske arbejdsmarked i 1980'erne ramt af en arbejdsløshed, man ikke siden har set magen til.

Holger K. Nielsen bliver en del af dansk politik, da han kommer i Folketinget i 1981. Her oplever han en Poul Schlüter, der som statsminister tager flere opgør med velfærdsstaten. Det største slagsmål stod om arbejdsløsheden:

»Det var det, som hele tiden var på dagsordenen,« fortæller Holger K. Nielsen.

Han mener, at alle kampe om velfærdsstaten er forbundet til arbejdsmarkedet og omvendt. Derfor er det også kampen for den danske flexicurity, han ser som den væsentligste i sit politiske liv.

Ulighed i sundhed

En af de steder, hvor man ser en tydelig sammenhæng mellem arbejde og velfærdsstat, er sundheden hos årgang 1950-1954.

På trods af at velfærdsstaten har givet dem lige adgang til sundhedsvæsenet, er der en markant ulighed i deres sundhed. De fattigste forventes i gennemsnit at leve 10 år mindre end de rigeste.

Rasmus Landersø beskriver det som et paradoks, at vi har stor økonomisk lighed, men ikke når det kommer til bl.a. sundhed. Det skyldes, at man ikke kan omfordele sundhed og løse det ved indkomst. Derfor bliver uligheden i sundhed en indikator på den manglende sociale mobilitet, der skyldes ulige færdigheder og muligheder. 

Uligheden i uddannelse slår i gennem, når man kigger på sundhed. De ufaglærte får næsten dobbelt så mange ydelser hos den almene læge, som de der har en akademisk uddannelse. Den fjerdedel med mindst uddannelse lever 6 år kortere end den fjerdedel med de længste uddannelser. Det er ikke kun fordi, at de bliver mere nedslidt, men også fordi de lever mere usundt og fx har sværere ved at stoppe med at ryge.

Lars Andersen kobler det sammen med uddannelse:

»Hvor meget styrer man livet, og hvor meget styrer det dig. Det har noget at gøre med uddannelse«.

Ifølge Rasmus Landersø opstår det endnu tidligere:

»Et er, at faglærte er mere nedslidte, men hvis vi tager livsstilssygdomme, er de også ulige fordelt. Det har at gøre med nogle forskelle i bagvedliggende færdigheder på tværs af sociale klasser. Det er nogle forskelle, der opstår i barndommen,« forklarer Rasmus Landersø.

Som det fremgår af ovenstående diagram, så lever vi alle længere og længere, men uligheden forbliver mellem indkomstkvartilerne. Den ulighed efterlader ifølge Rasmus Landersø et grundlæggende spørgsmål:

»Hvad gør vi, når vi formelt set har lige muligheder, men ikke lige muligheder reelt set? Hvad er så målet? Er det, at alle får muligheden for at få de samme færdigheder og leve det samme liv, eller er det nok, at alle formelt set har lige muligheder?«

De sidste på efterløn

En af svarene på Rasmus Landersøs spørgsmål har for årgang 1950-1954 været efterlønnen. Den blev vedtaget i 1979 for at give plads på arbejdsmarkedet til de unge og sikre, at de personer, som var nedslidte som følge af særligt krævende arbejde, kunne trække sig tilbage som 60-årige.

Siden har det været en af de velfærdsydelser, der har skabt de hidsigste debatter. Ofte kædes Poul Nyrups tabte valg i 2001 sammen med den forringelse, han lavede af efterlønnen i 1998.

Det er siden blevet diskuteret, om efterlønnen rent faktisk blev brugt af nedslidte eller udnyttet af velstillede ældre til at trække sig tidligt fra arbejdsmarkedet.

I 2006 indgik den daværende VK-regering et bredt forlig om at indføre en stigende tilbagetrækningsalder fra 2019 med konsekvenser for efterløn og pensionsalder. En ny reform i 2011 betyder, at en stigende efterlønsalder allerede trådte i kraft i 2014 med virkning for personer født efter 1. januar 1954. 

Det betyder, at en del af årgang 1950-1954 er blandt de sidste, der kan gå på efterløn som 60-årige.

De nedslidte trækker sig tilbage

Tallene for årgang 1950 til 1954 viser med al tydelighed, at det er de ufaglærte og faglærte, der udnytter efterlønsordningen.

Det hænger sammen med, at de har et markant hårdere og mere opslidende arbejdsliv end akademikere og andre med længere uddannelser. Hver anden af dem, der trækker sig tilbage for at gå på efterløn, havde smerter hver uge, før de trak sig tilbage, og var i højere grad ramt af arbejdsrelaterede sygdomme. Hvis man ser på brancher, er det særligt inden for industrien, at generationen trækker sig tidligt tilbage.

Ifølge Lars Andersen fra AE giver det mening, at man hæver tilbagetrækningsalder i takt med, at danskerne bliver bedre uddannet og derfor får et mindre opslidende arbejde. Ændringerne i tilbagetrækningsalder kommer dog hurtigere end udviklingen i uddannelsesniveau. Samtidig vil der være en gruppe tilbage, der har et hårdt opslidende arbejde.

»Selv om vi gennemsnitligt får et mindre hårdt arbejde, er der folk der har været på arbejdsmarkedet længe med et hårdt fysisk arbejdsmiljø. Det er vi nødt til at forstå og være med på,« siger Lars Andersen.

De efterladte

Ifølge velfærdshistoriker Klaus Petersen er der altid nogle grupper, der bliver marginaliseret i velfærdsstaten. 

»Der har hele vejen igennem været grupper, der har været fanget i det nederste net. Folk der ikke har kunne få adgang på arbejdsmarkedet. De grupper har altid været marginaliseret. Også hvis man kigger på uddannelse. Der er en negativ social arv, man ikke har fået afviklet, selv om man formelt set har lige adgang til ydelser, uddannelse og sundhed,« siger Klaus Petersen. 

Det er denne gruppe, der bruger efterlønnen. Og det er denne gruppe, der ifølge Rasmus Landersø efterlader de grundlæggende spørgsmål - både når man kigger på årgang 1950-1954 og alle os andre danskere. 

»Velfærdsstaten har skabt en stor omfordeling, men den har ikke grundlæggende påvirket udviklingen i barn- og ungdommen og derved den adfærd og de valg, vi træffer. Der har alle ikke haft lige muligheder i løbet af livet,« konkluderer han og tilføjer, at det er et økonomisk og demokratisk problem, hvis mange ikke når deres potentiale i livet og vi reelt set ikke kan træffe de samme valg for vores liv.

Fremtidens kampe

Med en opvækst i velfærdsstatens guldalder og som de sidste der kan trække sig tidligt tilbage, kan man stille spørgsmålet, om årgangene 1950-1954 er den generation, der har fået mest ud af velfærdsstaten.

Holger K. Nielsen medgiver, at han nok har levet i den periode, hvor velfærdsstaten var i sin fuldeste flor. Han afviser dog, at hans generation har afleveret en dårligere velfærdsstat til fremtidige generationer, end den de selv modtog.

»Hvis man ser på levestandarden sidst i 1960’erne og 1970’erne, så er Danmark et bedre sted. Det, man ikke er lykkedes med, er, at få de sidste 10 procent med,« siger Holger K. Nielsen.

Klaus Petersen konkluderer nogenlunde det samme. Selv om vi skal lære af historien, vil han ikke spå om fremtiden. Tendensen de sidste 10-15 år peger dog mod et mere ulige samfund, hvor der er nogle grupper, der bliver hægtet af.

Og det er netop det, der ifølge Holger K. Nielsen ikke må ske.

»Den vigtigste kamp i fremtiden er, at samfundet ikke brækker over, og der ikke er nogen, der bliver permanent marginaliseret,« siger Holger K. Nielsen. 

Frygten bliver delt i AE, der allerede ser de begyndende revner:

»I hvert fald har du afviklet noget af det, der er til dem, der har det hårdest. Det er noget af det, du har fjernet fra velfærdssamfundet, fordi du har blik for de højtuddannede og lukker øjnene for dem, der har været på arbejdsmarkedet meget længe og har et hårdt fysisk arbejdsmiljø,« siger Lars Andersen med udgangspunkt i årgang 1950-1954.

Derfor mener AE, at der er grund til at overveje, om vores tilbagetrækningsmuligheder i højere grad burde afspejle de forskellige arbejds- og livsbetingelser, der er i den danske befolkning.

Det lyder umiddelbart som en bevægelse væk fra den universelle velfærdsstat, som generation 1950-1954 blev født sammen med. Det afviser Lars Andersen dog:

»Nej, vi skal ikke væk fra den universelle velfærdsmodel. Vi skal bare huske, at når vi rykker grænser på det universelle, at vi ikke efterlader de svageste på perronen.«

 

Diverse fakta rettet. Gennemsnitlig levealder slettet fra indledningen. Pensionsalder for generationen ændret til det korrekte tal, nemlig 65. Redaktionen

Om undersøgelsen

I Danmarks Statistik har man opbygget detaljerede indkomstregistre for alle danskere over en længere årrække. Årgang 1950-1954 er de første generationer, hvor det nu er muligt at lave en totalsummering af, hvad de har tjent i løbet af deres voksenliv.

Indkomstberegningerne bygger altså ikke på konstruerede livsforløb eller gennemsnitlige summeringer, men er en summering af indkomsten for hver enkelt individ i årgangene. Det giver et mere detaljeret og nøjagtigt billede af indkomstfordelingen.

Pga. begrænsninger i data er det dog kun er muligt at se indkomsten over en 31-årig periode og ikke et helt livsforløb. 

I analysen fra AE er indkomsten for hvert år opgjort i faste priser med lønudviklingen. Der indgår kun personer, som har levet i hele perioden, og som er bosat i Danmark. For alle de fem generationer indgår der indkomstoplysninger, mens de er i alderen 30-60 år.

Den samlede indkomst er den totale bruttoindkomst før skat (dvs. både erhvervsindkomst, kapitalindkomst og overførsler indgår), mens den disponible indkomst er indkomst efter skat.