OMFORDELING

Uligheden er mindre, end danskerne tror

Af | @MichaelBraemer

En stor del af danskerne vil have mere lighed i samfundet. Men forskellen på de højeste og de laveste indkomster er i virkeligheden langt mindre, end vi tror, viser ny undersøgelse. Alligevel skal danskernes ønske om mindre ulighed tages alvorligt, mener både tænketank og erhvervsråd.

Danskerne tror, at uligheden er større, end den er i virkeligheden, viser en ny undersøgelse. 

Danskerne tror, at uligheden er større, end den er i virkeligheden, viser en ny undersøgelse. 

Foto: Christian Lindgren/Scanpix

Danskerne ønsker langt mere økonomisk ligestilling mellem samfundsgrupperne, end vi tror, der er i dag. Men faktisk er der kun brug for en mindre omfordeling fra de allerrigeste til de fattigste, før vi har den indkomstfordeling, vi finder rimelig. Vi har nemlig en overdrevet forestilling om, hvor rige de rige er, og hvor store uligheder der er mellem indkomsterne, viser en ny undersøgelse.

Det er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Esben Høgh og analysefirmaet YouGov, som for Ugebrevet A4 og Avisen.dk har undersøgt, hvordan vi danskere henholdsvis tror, at indkomstfordelingen i samfundet er, og hvordan vi mener, den bør være. Det er så sammenholdt med, hvordan indkomstfordelingen faktisk er ifølge Danmarks Statistik.

Klik her for at læse mere om undersøgelsen

Hele 43 procent af de samlede indkomster tilfalder den rigeste femtedel, tror vi. Og det er for meget, mener danskerne og peger på 32 procent som en rimelig andel. Den faktiske andel er 36 procent.

De rigeste får mindre, end vi trorFordelingen af de samlede indkomster på fem forskellige indkomstgrupper, i procent.
Kilde: Undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af danskerne foretaget af YouGov for Ugebrevet A4 samt data fra Danmarks Statistik.

Både den næst- og tredjerigeste femtedel har i store træk den andel af indkomsterne, som danskerne tror de har og også mener, at de bør have. Men i bunden, hos den allerfattigste og næstfattigste femtedel, er den gal igen. Igen overvurderer vi forskellene og tror, at de fattigste har mindre at gøre godt med, end de faktisk har.

Vi tror, at den næstfattigste femtedel kun modtager 11 procent af indkomsterne og den fattigste femtedel 6 procent. Det bør være henholdsvis 15 og 12 procent af indkomsterne, mener vi. Men det er faktisk 14 og 9 procent.

Det er budskabet, der tæller

Man skal imidlertid ikke hæfte sig ved, at danskerne ifølge undersøgelsen har overdrevne forestillinger om den faktiske ulighed. Det mener Kristian Weise, direktør i centrum-venstre tænketanken Cevea, som i en række analyser i det seneste år har problematiseret voksende ulighed i det danske samfund.

Det vigtige er for ham at se, at vi ønsker en større økonomisk lighed mellem top og bund i samfundet.

»Hvis man i stedet for at opdele befolkningen i femtedele havde delt den op i for eksempel de rigeste og de fattigste fem procent, havde den faktiske forskel i indkomst mellem top og bund været meget, meget større. Så på den måde er oplevelsen af stor ulighed reel nok,« mener Kristian Weise.

Selv om svarpersonerne i undersøgelsen er blevet spurgt til den rigeste femtedel, har de haft billeder af de ekstremt rige, som de kender fra medierne, i tankerne, når de har svaret, mener Kristian Weise. I virkeligheden rummer gruppen af de 20 procent rigeste også personer med ganske almindeligt arbejde, der blot giver lidt mere i løn end andre job, påpeger han.

Det kan også bidrage til misforholdet mellem den ulighed, folk tror, der er, og den, der faktisk er, at formuer ikke indgår i undersøgelsens opgørelse af den faktiske ulighed. Dertil har de data, der findes om danskernes formuer, været for dårlige. Men som svarperson kan man således godt have observeret og reageret på en rigdom, som bare ikke er opgjort, fordi der har været tale om arv.

Ekstreme tilfælde skaber et vrangbillede

Cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS Mads Lundby Hansen mener imidlertid, at undersøgelsen dokumenterer, at danskerne bærer rundt på et vrangbillede af uligheden. Ønsket om øget lighed fremsættes dermed med udgangspunkt i et skævt billede af tingenes tilstand, mener han.

»Medierne har stort fokus på den allerrigeste procent, og hvor meget den tjener. Og sammen med de mange historier om for eksempel de såkaldte udfaldsramte og kontanthjælpspar, der ikke kan klare sig, er det med til at give danskerne billedet af en større ulighed og skævere indkomstfordeling, end der i virkeligheden er,« siger CEPOS’ cheføkonom.

Undersøgelsen viser også, at der på tværs af politiske skel er en rimelig ens opfattelse af, hvor stor uligheden i samfundet er. Til gengæld er der en klar tendens til, at de røde partiers vælgere ønsker mere lighed end de blå partiers.

Danmarks førerposition tabt

Danmark har tidligere indtaget en position som verdens mest lige land, men den førerposition har vi for længst giver fra os. I perioden 2004-2011 var Danmark det vesteuropæiske land, hvor uligheden steg mest, har Cevea tidligere i år påvist med udgangspunkt i tal fra Eurostat. Faktisk er Danmarks ulighed steget fem gange så meget som gennemsnittet for de 15 gamle EU-lande.

Derfor overrasker det ikke Kristian Weise, at danskerne har et klart indtryk af, at den sociale ulighed er for stor. Og han er chokeret over den tilsyneladende voksende accept, der er af uligheden i den politiske verden.

»Da daværende socialminister Eva Kjer Hansen (V) sagde, at uligheden i samfundet gerne måtte blive større, var Fogh (daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), red.) ude og tage afstand fra udtalelsen. Små 10 år efter var der omvendt en gruppe af fremtrædende socialdemokrater, der i en kronik fastslog, at det ikke er den absolutte lighed, der betyder noget. Det er lighed i muligheder. Så er det, jeg har lyst til at råbe vagt i gevær. For læner vi os bare tilbage, risikerer vi automatisk at få den ulighed, danskerne allerede har indtryk af eksisterer,« siger han.

Hvis passivitet betyder øget ulighed, er det da værd at diskutere metoder, hvor man kan hjælpe dem, det umiddelbart ikke går godt for, uden at straffe dem, det går godt for. Kristian Weise, direktør, Cevea

Mads Lundby Hansen fra CEPOS anerkender, at uligheden er vokset i det danske samfund, men det ser han ingen grund til at begræde. Tværtimod.

»Ifølge OECD er vi stadig det fjerde mest lige land i verden, og vi er langt fra i en situation, hvor uligheden er for høj. Jeg tror, at vi i de kommende år vil se reformer, som kommer til at øge uligheden, ligesom skatte-, førtids- og kontanthjælpsreform har gjort det under den nuværende regering. Men selv med ganske kraftige reformer vil vi fortsat være et forholdsvis lige samfund. Vi kan fjerne topskatten og alligevel have en ulighed svarende til den svenske,« påpeger han.

Højere topskat og overførsler er ikke formlen

Det dummeste, vi kan gøre, er ifølge Mads Lundby Hansen at gøre, som danskerne efterlyser i undersøgelsen: Omfordele fra top til bund.

»Det kan kun gøres ved at forhøje topskat eller indføre millionærskat i den ene ende af indkomstskalaen og øge overførselsindkomster i den anden. Gør vi det, går det ud over velstanden og beskæftigelsen, fordi det så ikke vil kunne betale sig at tage et job,« mener han.

Kristian Weise afviser, at det er den plan, han anbefaler for at mindske uligheden.

»Jeg siger bare, at vi er nødt til at se på, hvad der skaber ulighed i dag. En af tingene er uddannelse, men det er også udviklingen på arbejdsmarkedet. Og vi er nødt til at lære af nabolande. For eksempel Tyskland, hvor uligheden stiger, selv om folk er i arbejde, fordi de får lavere og lavere løn. Hvis passivitet betyder øget ulighed, er det da værd at diskutere metoder, hvor man kan hjælpe dem, det umiddelbart ikke går godt for, uden at straffe dem, det går godt for,« siger han.

Problemet skal belyses til bunds

Jonas Dahl, finanspolitisk ordfører for SF, er også optaget af den stigende ulighed og opsat på at komme til bunds i problemet og gøre op med den stigende polarisering.

»Vi har foreslået at få en lighedsudredning både for at få den nødvendige viden og kunne udvikle de redskaber, vi får brug for,« fortæller han.

Koncentrationer af formuer og arv spiller en central rolle i en sådan udredning, mener Jonas Dahl. Han peger dog samtidig på, at det vil være for snævert at fokusere alene på økonomisk ulighed.

»Ulighed handler også om sundhed, uddannelse, beskæftigelse og bolig. Vi ved for eksempel, at en person, der er vokset op i Hellerup, lever syv år længere end én, der er vokset op i Kongens Enghave. Og det kan jo ikke passe, at bare fordi éns mor og far har tjent gode penge, og man bor i det rigtige postnummer, så lever man længere og har bedre muligheder for at få en uddannelse,« siger Jonas Dahl.

Borgerlige partiers forslag om brugerbetaling i uddannelses- og sundhedssektoren ser han som ren gift for en fremtidig lighed.

»Lighed er også at sørge for, at alle kan få uddannelse og behandling, uanset hvor stor pengepungen er,« påpeger han.

Uligheder mindskes over et helt liv

I den borgerlige lejr hæfter Joachim B. Olsen, arbejdsmarkedsordfører for Liberal Alliance, sig især ved den del af A4’s undersøgelse, der handler om livstidsindkomster. Her ser man på de samlede indkomster over et helt liv, og her er forskellene mellem grupperne mindre. Blandt andet fordi højtuddannede arbejder færre år end ufaglærte og lavere uddannede.

Indkomstforskelle udjævnes over et helt livFordelingen af de samlede livstidsindkomster på fem forskellige indkomstgrupper, i procent.
Kilde: Undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af danskerne foretaget af YouGov for Ugebrevet A4 samt data fra Danmarks Statistik.

Faktisk er indkomsten i den rigeste femtedel af befolkningen kun dobbelt så stor som i den fattigste ifølge tal fra Indenrigsministeriet. Men vi tror, den er fem gange så stor og mener, at den bør være omkring to en halv gange så stor, fremgår det af undersøgelsen.

Det skal i den forbindelse understreges, at svarpersonernes angivelse af, hvor store de tror forskellene i livstidsindkomster er, og hvor store de mener, de bør være, meget ligner tallene for den almindelige indkomstfordeling. Altså kunne noget tyde på, at det for mange har været svært at se forskellen på de to opgørelser.

Det handler ikke om via overførsler at sørge for, at folk har lige meget, men om at hjælpe folk til at klare sig selv godt. Det er det, der kendetegner den skandinaviske model. Lars Andersen, direktør, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Alligevel mener Joachim B. Olsen, at ulighedsdiskussionen i Danmark i alt for høj grad tager udgangspunkt i en her-og-nu-situation:

»Tallene fortæller mig, at man sagtens kunne lave nogle reformer, som øger velstanden i Danmark ved at skubbe folk ud på arbejdsmarkedet og øge produktiviteten. Det kan man gøre ved at sænke top- og selskabsskat. Og det kan man gøre, uden at danskerne finder det problematisk. For de kan godt acceptere, at uligheden er lidt større, hvis de kan se positive effekter af det på den samlede velstand.«

Joachim B. Olsen glæder sig over, at uligheden i samfundet allerede er vokset, men vil gerne give den en tand mere.

»Uligheden er vokset fra et helt ekstremt lavt niveau til et niveau, som stadig er ekstremt lavt. Og uligheden kan godt øges lidt mere, hvis det samtidig betyder, at vi alle bliver lidt rigere,« siger han.

Bekymrende tendenser

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) Lars Andersen vil ikke påstå, at ligheden er gået fløjten i det danske samfund, selv om erhvervsrådet i en række udgivelser gennem den seneste tid har sat fokus på stigende polarisering. Men han er bekymret.

»Det er vigtigt at holde os for øje, at vi ikke er blevet et amerikansk samfund. Man ser bare nogle tendenser i den retning. I løbet af de seneste ti år er flere havnet i fattigdom, og der er tendens til kraftig opdeling i velstillede og underprivilegerede, især øst for Storebælt. Der er også den sociale mobilitet, som ikke har flyttet sig. Det er for os at se bekymrende tendenser. Men det er ikke sådan, at alt nu er tabt,« siger han.

Hvis passivitet betyder øget ulighed, er det da værd at diskutere metoder, hvor man kan hjælpe dem, det umiddelbart ikke går godt for, uden at straffe dem, det går godt for. Kristian Weise, direktør, Cevea

For Lars Andersen er det afgørende for opretholdelsen af en rimelig grad af lighed ikke størrelsen af overførselsindkomster eller indretningen af skattesystemet.

»Det afgørende for ligheden er, om folk har reelt lige muligheder, og om der er en villighed til at investere i de underprivilegerede. Det handler ikke om via overførsler at sørge for, at folk har lige meget, men om at hjælpe folk til at klare sig selv godt. Det er det, der kendetegner den skandinaviske model,« siger han.

Under alle omstændigheder mener Lars Andersen, at det er forkert at afvise danskerne oplevelse af, at der er underskud af lighed, bare fordi de ikke kan sætte nøjagtige tal på, hvordan indkomsterne er fordelt i dag.

»Selv for mig, der arbejder med tal, ville det være svært at lange sådan nogle tal ud,« siger han.