TYSK LØN

Tænketank: Working poor kan brede sig til Danmark

Af | @MichaelBraemer

Hver tiende tyske lønmodtager lever i dag i fattigdom, selv om de har et arbejde, viser nyt notat fra tænketanken Cevea. Fænomenet ’working poor’ har bredt sig faretruende i Tyskland. Det samme vil kunne ske i Danmark, hvis vi ikke er opmærksomme på det, lyder det fra Cevea.

Flere end hver fjerde tyske servitrice og bartender tjener så lidt, at de lever under EU's officielle fattigdomsgrænse. 

Flere end hver fjerde tyske servitrice og bartender tjener så lidt, at de lever under EU's officielle fattigdomsgrænse. 

Foto: Scanpix/Stockfood

Arbejdsmarkedet i Tyskland er i løbet af de seneste årtier blevet voldsomt polariseret. Siden 1973 er der sket en fordobling af antallet af såkaldte ’working poor’ – på dansk: ’arbejdende fattige’. I dag er det hver tiende tyske lønmodtager, der må leve under fattigdomsgrænsen, selvom han/hun har et arbejde.

Hver tiende tyske arbejder er fattigAndel arbejdende fattige* blandt tyske lønmodtagere i perioden 1973-2010, i procent.
Kilde: Cevea på baggrund af tal fra Luxembourg Income Survey. Note: Ifølge EU’s fattigdomsgrænse er man fattig, hvis man tjener under 60 procent af landets medianløn, der ligger lige midt mellem den højeste og laveste indkomst.

Det viser en ny analyse fra Tænketanken Cevea, hvor analysechef Jens Jonatan Steen advarer mod tendenserne til den samme udvikling herhjemme.

»En væsentlig forklaring på den tyske udvikling er faldende organisering og svigtende opbakning til aftalesystemet på arbejdsmarkedet. Herhjemme ser vi også, at en række brancher har ekstremt vanskeligt ved at fastholde de høje organiseringsgrader, som de tidligere har haft. Slår den tendens igennem for alvor, kommer vi også langsomt til at se working poor som et fænomen herhjemme,« siger han.

Advarslen kommer også på baggrund af det politiske pres, der har været i Danmark for at få sænket lønningerne i nogle erhverv af hensyn til konkurrenceevnen og indslusning af personer, som er langt fra arbejdsmarkedet.

Tyskland er eksemplet på, hvor vi kan ende i løbet af få årtier. Jens Jonatan Steen, analysechefchef, Cevea

Det sydlige nabolands skræmmende eksempel bør få fortalerne for lavtlønsstrategien til at besinde sig, mener Jens Jonatan Steen.

»’Arbejdende fattige’ er et fænomen, vi stort set ikke kender endnu i Danmark, og det skal vi være både glade for og stolte af. Men Tyskland er eksemplet på, hvor vi kan ende i løbet af få årtier. Det var jo tyske politikere, der ønskede den udvikling, der har været, og forvandlede det tidligere så velorganiserede og stabile arbejdsmarked til det, det er nu,« siger han.

Hver fjerde tjener er fattig

Ti procent af tyske lønmodtagere har i dag under 7.500 kroner tilbage efter skat om måneden og tjener dermed under 60 procent af landets medianløn, der ligger lige midt mellem den højeste og laveste indkomst. Det gør dem til fattige ifølge EU’s officielle fattigdomsgrænse. I 1973 var kun fire procent af de tyske lønmodtagere fattige ifølge Ceveas opgørelse.

Særlig udbredt er fattigdommen blandt ufaglærte, der arbejder som rengøringsassistenter, tjenere og bartendere, hvor flere end hver fjerde må leve under fattigdomsgrænsen. Overenskomsten på hotel- og restaurationsområdet fastsætter en mindsteløn på 41 kroner i timen, men næsten hver femte ansatte tjener mindre.

Tjenerne er værst ramt af fattigdomAndel arbejdende fattige tyske lønmodtagere i 1989 og 2010 – i alt og fordelt på brancher, i procent.
Kilde: Cevea på baggrund af tal fra Luxembourg Income Survey. Note: Data fra 1994, ikke 1989.

Det problem opleves også af lønmodtagere i andre brancher. For eksempel af frisører, renovationsarbejdere og ansatte i kultur- og fritidstilbud, hvoraf hver fjerde har mindre i løn end overenskomstens mindstesats på 57 kroner.

Hver sjette industrioperatør og chauffør er også arbejdende fattig.

Ifølge Jens Jonathan Steen er en væsentlig forklaring på de lave lønninger og fattigdommen, at færre tyskere i dag er dækket af en overenskomst end tidligere. Siden 1998 er andelen af overenskomstdækkede lønmodtagere faldet fra over 70 til 48 procent. Samtidig er andelen af organiserede, tyske lønmodtagere styrtdykket til under 20 procent.

»De svækkede fagforeninger har sværere ved at løfte overenskomster, ligesom de har sværere ved at sørge for, at de rent faktisk bliver overholdt,« påpeger han.

Barske reformer

Samtidig med svækkelsen af fagbevægelsen har politisk besluttede liberaliseringer af arbejdsmarkedet medvirket til at få andelen af arbejdende fattige tyskere til at vokse ifølge Ceveas analyse.

Under den socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schröder blev de såkaldte Hartz-reformer iværksat i begyndelsen af 00’erne som svar på Tysklands økonomiske problemer med lav vækst og høj ledighed.

De to første reformer i 2003 ophævede blandt andet tidsbegrænsning på vikaransættelser og introducerede lavtlønsjob – mini- og midijob – med få rettigheder som indslusning til arbejdsmarkedet.

Den maksimale månedsløn for et minijob var i 2013 cirka 3.300 kroner om måneden. Arbejdsgiveren bestemmer selv, om der skal betales sygesikring og pensionsbidrag for den ansatte, og man optjener ikke ret til dagpenge i et minijob.

I et midijob er den maksimale månedsløn 6.000 kroner, og sygesikrings- og pensionsbidrag indfases gradvis, når lønnen overstiger lønnen for et minijob. En arbejdsløs skal acceptere mini- og midijob, hvis de får det tilbudt.

Med Hartz IV forkortede tyskerne i 2005 dagpengeperioden til 1 år, og kontanthjælpen blev sat ned til, hvad man kunne tjene i et minijob.

»Stigningen i andelen af ’arbejdende fattige’ startede lang tid før Hartz-reformerne. Men de satte betydelig skub i den udvikling, der allerede var i gang,« mener Jens Jonatan Steen, der derfor har været alarmeret over at høre højrefløjspolitikere som tidligere Venstre-beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen tale varmt for ’tyske lønninger’.

V-målsætning: Løn som i Tyskland

’Løn som i Tyskland og skat som i Sverige’ var nemlig det, Venstres Claus Hjort Frederiksen i et interview med Berlingske varslede i en ny, skrap kur for nøjagtig to år siden.

De danske lønmodtagere skulle ifølge planen indstille sig på otte års løntilbageholdenhed, der gradvist skulle bringe det danske lønniveau ned på niveau med Tysklands. Den vidtgående økonomiske plan skulle ifølge Claus Hjort Frederiksen styrke danske virksomheders konkurrenceevne og sænke mindstelønnen samt det generelle lønniveau.

Ugebrevet A4 har forgæves forsøgt at få Claus Hjort Frederiksen eller en anden Venstre-repræsentant til at forholde sig til, om planen stadig er gældende, og om det arbejdsmarked, som skitseres i det nye Cevea-notat, stadig er det ideal, som Venstre stræber efter.

Hvorfor ikke tilbyde 70 kroner det første år og derefter 80 og 100, før man kommer op på overenskomstmæssig løn i takt med, at man bliver bedre til sit arbejde og øger sin produktivitet? Mads Lundby Hansen, cheføkonom, Cepos

I den liberale tænketank CEPOS lægger cheføkonom Mads Lundby Hansen ikke skjul på den holdning, at Danmark med fordel kan lade sig inspirere af de tyske mini- og midijob.

»Jeg synes, det er positivt, at man med den type job har åbnet arbejdsmarkedet for personer, der ikke tidligere har haft adgang til job. Blandt andet fordi deres produktivitet var lavere end de lønninger, der var på arbejdsmarkedet,« siger han.

I Danmark bør vi på samme måde tænke i indslusningsløn til personer, der er på afstand af arbejdsmarkedet af den ene eller anden grund, mener Mads Lundby Hansen.

»Arbejdsgivere er meget tilbageholdende med at ansætte folk, som ikke kan producere for cirka 110 kroner i timen, som er den reelle mindsteløn. Så hvorfor ikke tilbyde 70 kroner det første år og derefter 80 og 100, før man kommer op på overenskomstmæssig løn i takt med, at man bliver bedre til sit arbejde og øger sin produktivitet?« spørger han.

Beskæftigede står i suppekø

Mads Lundby Hansen pointerer, at målet med en sådan ordning ikke skal være, at man forbliver på lav løn. I øvrigt betvivler han det billede, som Cevea i sin rapport tegner af fattigdom blandt tyske lønmodtagere.

»Cevea betegner personer som fattige, hvis deres indkomst er under 60 procent af medianindkomsten. Det kalder jeg ikke fattige, og det gør den danske regering heller ikke. Den betegner personer som relativt fattige, hvis de har en indkomst på under 50 procent af medianindkomsten. Og i Danmark skal man endda have en sådan indkomst i tre år i træk og ikke være formuende eller studerende for at få betegnelsen fattig,« påpeger Mads Lundby Hansen.

Men ifølge Mattias Tesfaye, fagligt aktiv murer og socialdemokratisk folketingskandidat, er der ingen grund til at betvivle forarmelsen af tyske lønmodtagere.

Mattias Tesfaye har som led i sit arbejde mod social dumping været stærkt optaget af den deroute, reguleringen af det tyske arbejdsmarked har været ude for, og han skrev for nogle år siden bogen ’ Vi er ikke dyr, men vi er tyskere’ om, hvordan det kunne gå så galt.

»Snakker man med kirkelige organisationer, fortæller de, at de altid har delt suppe, tæpper og en kop kaffe ud. Det nye og dét, der undrer dem, er, at køen til uddelingerne er blevet længere, og at der i køen står folk, som kommer lige fra arbejde,« siger han.

Naiv tankegang

Mattias Tesfaye mener også, at det er en naiv tankegang, CEPOS lægger for dagen, når tænketanken foreslår indslusningsløn uden at ville erkende og indrømme, at det vil føre til et generelt lavere lønniveau. Man kan ikke uden konsekvenser skabe et lukket arbejdsmarked med lav løn, mener han.

»Vi har jo ikke en officiel og lovsikret mindsteløn i Danmark. Men der er to ting, der sikrer os mod et lavtlønssystem. Den ene er de ufaglærtes overenskomster, og den anden er vores dagpengesystem, som dækker hovedparten af den kvalificerede arbejdskraft. Det gør, at man som ledig ikke har incitament til at tage et arbejde under dagpengesatsen, som igen ligger lige under minimallønnen,« påpeger Mattias Tesfaye.

På baggrund af de mekanismer, der har gjort sig gældende i Tyskland, skitserer han følgende eksempel på, hvordan lønniveauerne kan skride:

»Hvis et supermarked får lov til at ansætte en person til at pakke varer ned til 60 kroner i timen, mens hende der sidder i kassen og bipper, skal have 120, vil supermarkedet på et tidspunkt sige: ’Hvis du kan stå der og pakke, kan du også sidde og bippe’. Og så er grænsen mellem 60-kroners og 120-kroners arbejde smadret, fordi kravet til kvalifikationer er de samme.«

Lav løn smitter

Jens Jonatan Steen fra Cevea afviser på baggrund af sine tal også, at det er muligt at skille særlige brancher ud som lavtlønsområder og så tro, at resten er sikret mod forringelser af lønnen.

»Løndumping starter, hvor organiseringen er svagest i de ufaglærte brancher. Men som vi viser i notatet, fører det til en generel forværring, hvor man ser en afsmittende effekt på tværs af de øvrige brancher. I Tyskland er kun enkelte grupper friholdt. Det er offentligt ansatte og ansatte med kernekompetencer i de store, eksporterende virksomheder. Ansatte i bilindustrien og kemikalievirksomheder har for eksempel stadig ekstremt høje lønninger – også højere end i tilsvarende stillinger i Danmark,« siger han.

Man kan aldrig forsikre sig mod politisk dumhed. Henning Jørgensen, professor, Aalborg Universitet

Den problematik, som CEPOS peger på – at nogle ledige er kommet så langt fra arbejdsmarkedet, at de i første omgang ikke er en fuld løn værd – er imidlertid reel nok. Det mener i hvert fald Mattias Tesfaye. Men han har et andet svar end CEPOS’s på udfordringen.

»Vi kan se, at mange danskere sidder i sofaen på langvarig kontanthjælp.  Men vi har jo erhvervsuddannelsessystemet, hvor man starter på lav løn og efter oplæring og på fastlagt tid ender som udlært på overenskomstmæssig løn. Det skal vi bruge meget mere. Vi skal have dobbelt så mange i gang som lærlinge uanset alder,« mener han.

Ingen forsikring mod politisk dumhed

Professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Henning Jørgensen udkommer den 10. i denne måned med bogen ’Arbejdsmarkedsregulering’. Her er en af konklusionerne, at det danske arbejdsmarked er mere velreguleret end det tyske, og at vi derfor ikke er i umiddelbar risiko for at få samme store gruppe arbejdende fattige som i vores sydlige naboland.

Truslen mod de danske lønninger udgøres ifølge Henning Jørgensen af politikere, der vil gøre alvor af at nedbryde den traditionelle arbejdsmarkedsregulering og indføre lavere lønsatser. Gør de, som tyskerne har gjort, vil lønningernes ræs mod bunden også accelerere herhjemme – også inden for de samme brancher, som det er set i Tyskland. Problemet på det danske arbejdsmarked er social dumping, og her er det netop servicesektoren, der er udsat, påpeger han.

Henning Jørgensen håber ikke, at det vil ske.

»Vi er slet ikke, hvor tyskerne var i 2005, da Hartz-reformerne blev sat i værk. Vi har stadig en høj organisationsgrad og høj overenskomstdækning. Og så længe vi har en regulering af arbejdsmarkedet, som parterne overvåger, et fagretligt system og en politisk indsats mod social dumping, er jeg fortrøstningsfuld. Men man kan aldrig forsikre sig mod politisk dumhed,« siger professoren.