FEBERRAMT

Sygefraværet falder i staten. Bare ikke på de udflyttede arbejdspladser, hvor det stiger kraftigt

Af

Mens det samlede sygefravær i staten i 2016 faldt en smule, er sket en markant stigning i sygefraværet hos de udflyttede statslige instanser. De ansatte i Statens Administration, som er flyttet til Hjørring, topper listen med 19,1 sygedage i gennemsnit. Det koster arbejdstimer og produktivitet, mener eksperter, men ifølge regeringen er det kun et midlertidigt billede.

Nuværende skatteminister Karsten Lauritzen og daværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen besøger Statens Administration i de nye lokaler i Hjørring. Arbejdspladsen var en af de arbejdspladser, der er udflyttet og hvor sygefraværet i 2016 var højest.

Nuværende skatteminister Karsten Lauritzen og daværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen besøger Statens Administration i de nye lokaler i Hjørring. Arbejdspladsen var en af de arbejdspladser, der er udflyttet og hvor sygefraværet i 2016 var højest. Foto: Henning Bagger, Scanpix

Medarbejderne på de udflyttede, statslige arbejdspladser var i 2016 mere syge end medarbejderne på de arbejdspladser, der bliver på deres hovedstadsmatrikel.

Statens Administration, der er flyttet til Hjørring, har nu det højeste sygefravær i hele staten, hvis man fraregner instanser, som har færre end 50 årsværk. I snit havde de ansatte i Statens Administration sidste år 19,1 sygefraværsdage om året mod 14,1 dage i 2015.

I Geodatastyrelsen, der er flyttet til Nørresundby, steg sygefraværet fra 7,5 arbejdsdage i 2015 til 11,5 arbejdsdage i 2016.

Samlede sygefravær i staten er faldet

Det fremgår af en opgørelse foretaget af Moderniseringsstyrelsen for Ugebrevet A4. Opgørelsen viser, at  alle udflyttede instanser med flere end 100 årsværk har oplevet en stigning i sygefraværet - undtaget Naturerhvervsstyrelsen, som har oplevet et mindre fald.

Den udvikling skal ses i forhold til, at det samlede sygefravær i staten i 2016 faldt til 8,4 fra 8,7 dage i 2015. Samlet set har de pågældende instanser i 2016 tabt 31.445arbejdstimer i forhold til 2015. 

Hos Cepos mener man ikke, at udflytningen af statslige arbejdspladser harmonerer med regeringens målsætning om at forøge produktiviteten i den offentlige sektor. Velfærdspolitisk chef, Mia Amalie Holstein, ser udflytningerne som »et skridt i den forkerte retning«.

»Man har ikke lavet en fornuftig overflytning af medarbejdere, og derfor kommer der et produktivitetstab. Det er direkte kontraproduktivt i forhold til regeringens egen målsætning,« siger hun.  

Den vurdering deler kommunalforsker og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

Jeg ønsker et Danmark, hvor det er muligt at leve, bo og finde arbejde også uden for de store byer. Hvor der er vækst og muligheder i hele landet. Jeg vil fortsat gøre mit. Statsminister Lars Løkke Rasmussen

»Effekten af det er en lavere produktivitet. Der er nok ikke mange af de instanser, hvor man hiver vikarer ind. Det vil sige, at det formentlig betyder, at produktiviteten falder en smule på grund af det her,« siger han. 

Regeringen: Et midlertidigt billede

Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde(V), kan ikke genkende billedet af, at der generelt skulle være en sammenhæng mellem udflytning af arbejdspladser og stigninger i sygefraværet. 

»Sygefraværet er på nogle af de udflyttede arbejdspladser steget i 2016, mens det på andre er faldet. Det samme gør sig gældende for ikke-udflyttede arbejdspladser,« skriver hun i en mail til Ugebrevet A4 og tilføjer:

»For de udflyttede arbejdspladser gælder endvidere, at der i perioden 2015-2016 er sket store udskiftninger i medarbejderstaben. Der vil i sygefraværstallene for 2016 både indgå tidligere og nye medarbejdere, hvilket er medvirkende til, at fraværstallene bør betragtes som et midlertidigt billede af de udflyttede arbejdspladsers sygefravær.«

Medarbejdere under et voldsomt pres

Hos Djøf Offentlig mener formand, Sara Gundelach Vergo, at medarbejderne er kommet under et voldsomt pres som følge af udflytningerne. Ifølge Djøf er mange ansatte hos de udflyttede instanser både »fortvivlede« og »frustrerede« over regeringens beslutning. 

En af vores medarbejdere har en mor, som lige er kommet på plejehjem. Så er der lige pludselig langt fra København til Hjørring, hvis man skal besøge sin mor på plejehjem. Det handler om at opgøre fordele og ulemper.« Trolle Klitgård Andersen, direktør i Statens Administration

»De sidder med sagsbunker, som vokser og vokser. Og de er under et kæmpestort pres i forhold til at servicere borgere og virksomheder i forhold til at få løst opgaverne,« siger Sara Gundelach Vergo.

Fuldmægtig og tillidsrepræsentant hos Statens Administration, Trine Dalsgaard Madsen, vurderer, at nogle ansatte har haft vanskeligt ved at »kapere situationen«. Hun forklarer, at det ikke er alle medarbejdere, der har haft udsigt til at finde sig et nyt job, hvis de eksempelvis har nærmet sig pensionsalderen.

»Selvfølgelig har det haft en stor indflydelse på sygefraværsstatistikken, at man er flyttet til Hjørring. Det har da for mange været demotiverende at skulle fortsætte med at arbejde. Det har helt sikkert været en frustrerende situation at stå i for mange,« siger Trine Dalsgaard Madsen.

Cepos: Fravær skyldes arbejdsmiljø

Hos Cepos peger man på, at medarbejderene sandsynligvis reagerer på udflytningen ved at melde sig syge. Ifølge Mia Amalie Holstein er det meget uheldigt, da det forringer produktiviteten.

»Det er et klassisk eksempel på kontekstbaseret fravær. Det vil sige, at fraværet er knyttet til arbejdsmiljøet. Det er et tegn på, at udflytningen har skabt demotiverede medarbejdere,« siger hun. 

Men Sophie Løhde hæfter sig ved, at sygefraværet for medarbejderne i Statens Administration i Hjørring allerede er faldet til 9 sygedage i snit. Det er markant under sygefraværsniveauet blandt alle ansatte i Statens Administration i både 2015 og 2016.

Hvis man alligevel ved, at man er på vej til at finde sig et nyt job, så er man ikke længere så bekymret over sit sygefravær« Roger Buch, kommunalforsker på DJMX

»Ser vi på sygefraværet i Statens Administration under Finansministeriet, så har det høje sygefravær i 2016 primært været blandt de opsagte medarbejdere i København, som ikke har haft mulighed for at flytte med deres arbejdsplads til Hjørring,« skriver ministeren i en mail til Ugebrevet A4.    

Statens Administration: Ikke godt nok

Roger Buch mener, at medarbejderne er blevet udsat for et dobbelt arbejdspres, fordi de både skal passe deres normale arbejdsopgaver og være med til at planlægge udflytningen. Han henviser til, at sygefraværet over en bred kam faldt i kølvandet på krisen, fordi de ansatte frygtede at få en fyreseddel.

»Her er det med omvendt fortegn. Hvis man alligevel ved, at man er på vej til at finde sig et nyt job, så er man ikke længere så bekymret over sit sygefravær,« siger Roger Buch.

Direktør hos Statens Administration, Trolle Klitgård Andersen, erkender, at det »bestemt ikke« er godt nok, at mange medarbejdere tilsyneladende har meldt sig syge, fordi de alligevel ikke skulle med til Hjørring. 

»Selvfølgelig er det et problem, at vi i snit har et sygefravær på 19,1 dage. Vi har prøvet at gøre alt, hvad vi kan, for at mindske det,« siger han og tilføjer:

»I 2016 har vi taget en hel del initiativer for at sikre, at folk kom på arbejde. For eksempel har alle teams fået stillet en ekstern konsulent til rådighed i forhold til at tage  snakken om, hvordan man bedst håndterer nedlukningen som et team.«

Djøf: Udflytninger skaber frustration  

Sara Gundelach Vergo slår fast, at hun overordnet set er positivt stemt over for udflytning af statslige arbejdspladser. Men ifølge Djøf er det et stort problem, at man har splittet for mange instanser ad i små enheder og derved har ødelagt en række faglige miljøer.

»Selvfølgelig har det en stor indflydelse på sygefraværet, at man er flyttet til Hjørring. Det har da for mange været demotiverende at skulle fortsætte med at arbejde.« siger Trine Dalsgaard Madsen, tillidsrepræsentant i Statens Administration

»Jeg forstår ikke, hvorfor man eksempelvis flytter børnerådet til Billund for at tage en aktuel sag. Der er ingen faglige argumenter for, at en lobbyvirksomhed skal sidde i Jylland,« siger hun.

Djøf mener, at man fra politisk hold med »åbne øjne« har valgt at acceptere, at øvelsen i en periode vil gå ud over fagligheden. Sara Gundelach Vergo ser det som en »kalkuleret risiko«, regeringen har været villige til at løbe. Det har efter hendes vurdering ført til, at mange ansatte hos de udflyttede instanser er blevet frustrerede, fordi de ikke kan se logikken i udflytningsmanøvren.

»De undrer sig over, at man fra politisk side vil bruge så mange penge på en flytteøvelse, som ikke ser særlig fornuftig ud set fra et fagligt synspunkt,« siger Sara Gundelach Vergo.

Langt fra København til Nordjylland

Djøf kritiserer også, at staten ikke har gjort nok for at få de ansatte med på udflytningsvognen.

»Man har gjort det for hurtigt, og man har gjort det uden at forsøge at få medarbejderne med,« siger Sara Gundelach Vergo og tilføjer:

»Vi mener, at man skal behandle sine medarbejdere ordentligt - også selvom, at man er politiker.«

»For de udflyttede arbejdspladser gælder, at der er sket store udskiftninger i medarbejderstaben. Der vil i sygefraværstallene for 2016 både indgå tidligere og nye medarbejdere, hvilket er medvirkende til, at fraværstallene bør betragtes som et midlertidigt billede.« Sophie Løhde (V), innovationsminister

Trolle Klitgård Andersen fra Statens Administration lægger vægt på, at man med en bred vifte af forskellige tiltag har forsøgt at lokke de ansatte til Nordjylland. For eksempel har Statens Administration inviteret Hjørring Kommune til at holde oplæg for medarbejderne i København.

Alligevel har kun omtrent 20 ud af 246 medarbejdere valgt at pakke flyttekasserne for at tage turen over Storebælt til Nordjylland. 

»En af vores medarbejdere har en mor, som lige er kommet på plejehjem. Så er der lige pludselig langt fra København til Hjørring, hvis man skal besøge sin mor på plejehjem. Det handler om at opgøre fordele og ulemper,« siger Trolle Klitgård Andersen.