Stor økonomisk gevinst ved indvandrere

Af Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

At integrere indvandrere koster både økonomiske, menneskelige og politiske ressourcer. Men den investering kan på længere sigt kaste mange milliarder kroner – og et bedre samfund – af sig.

Hvis A.P. Møller kunne få koncession på det offentliges indtægter og udgifter i forbindelse med indvandrerne og deres efterkommere på lige så favorable vilkår, som han fik koncession på udnyttelsen af Danmarks undergrund, ville han uden tvivl slå til med det samme. Selv om parallellen mellem indvandrere og olie umiddelbart kan synes underlig, er der ud fra en ren økonomisk betragtning en del lighedspunkter. Ligesom olien i undergrunden var en stor potentiel ressource, er indvandrerne det. Og ligesom der skulle investeringer til for at udnytte den potentielle ressource i undergrunden, skal der investeringer til for at udnytte indvandrernes økonomiske potentiale.

For A.P. Møller var udgifterne i 20 år større end indtægterne. I dag kan han høste frugterne i form af indtægter, der er cirka 20 milliarder kroner større end udgifterne. For indvandrerne og deres efterkommere er de offentlige udgifter (1998-tal) otte milliarder kroner større end de offentlige indtægter. Om 20 år kan denne offentlige nettoudgift dog blive vendt til en offentlig nettoindtægt på op til 14 milliarder kroner. Begge repræsenterer altså – på hver sin måde – sort guld. For at det offentliges økonomiske resultat »går i nul« for de 20-60 årige indvandrere og efterkommere, kræves der blot, at den nuværende forskel på arbejdsmarkedet mellem danskere og indvandrere mindskes med en fjerdedel.

Når gevinsterne ved en succesfuld integrationspolitik er så store, skyldes det, at alderssammensætningen blandt indvandrere og deres efterkommere er anderledes end blandt danskerne. Mens danskerne med hastige skridt nærmer sig pensionsalderen, er mindre end fem procent af indvandrerne over 60 år, og 80 procent af indvandrerne og deres efterkommere er under 40 år. Denne forskel betyder, at der bliver cirka 200.000 flere indvandrere og efterkommere i alderen 20-60 år i løbet af de næste 20 år, mens antallet af danskere i samme aldersgruppe falder i løbet af de 20 år.

En del af gevinsterne vil komme af sig selv. Efterkommere af indvandrere har således større erhvervsfrekvens og lavere ledighed end deres forældre. Det betyder dog ikke, at man blot kan folde hænderne og vente.

Det kræver investeringer at høste de økonomiske frugter af indvandrerne og deres efterkommere – akkurat som A.P. Møller måtte investere for at høste af det sorte guld i Danmarks undergrund. Der skal investeres både økonomiske, menneskelige og politiske ressourcer i at integrere indvandrerne. Men den investering kan kaste mange milliarder kroner – og et bedre samfund – af sig på længere sigt.

De menneskelige ressourcer handler først og fremmest om at turde lukke medarbejdere uden et dansk efternavn ind på de danske virksomheder. Her har både lønmodtagere og arbejdsgivere et stort ansvar. Det er forstemmende at høre arbejdsgivere afvise at ansætte indvandrere med henvisning til, at det kan skabe uro på arbejdspladsen – i alle andre sammenhænge står arbejdsgiverne ellers hårdt på deres ledelsesret. De menneskelige ressourcer drejer sig også om det ansvar, der ligger hos de ressourcestærke indvandrere, samt om de krav, der må stilles til de enkelte indvandrere.

De økonomiske ressourcer handler om de mange penge, en ekstra aktiv arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik i forhold til indvandrergrupperne koster. Og om at se den almene boligsektor som et symptom på et problem i stedet for at se den som et problem. Ligesom man ikke helbreder patienten ved at slå termometeret i stykker, løser man ikke de tunge sociale og indvandrermæssige problemer ved at sælge ud af de almene boliger.

Endelig handler de politiske ressourcer om viljen til rent faktisk at ville løse integrationsproblemerne. Her er det et særskilt problem, at flere partier ligefrem lever af indvandrerproblemer.