Staten kunne have tjent 25 mia. på bankredning

Af

Hvis den danske stat i 2008 havde overtaget aktier i Danske Bank i stedet for at give statsgarantier gennem Bankpakke 1, kunne staten have tjent 25 milliarder kroner ved et senere salg af aktierne. Det viser økonomisk beregning udarbejdet for Ugebrevet A4.

Foto: Illustration: Colourbox

KØBMANDSKAB Den danske stat er gået glip af 25 milliarder kroner i fortjeneste, fordi den ikke greb bankkrisen i 2008 an på samme måde som flere af vores nabolande. Det kunne den have gjort ved at overtage aktier i Danske Bank i stedet for at give statsgaranti for indskud i banken.

Den glippede milliardfortjeneste fremgår af en beregning, som finanseksperten Jacob Funk Kirkegaard, økonom og Research Fellow ved den anerkendte amerikanske tænketank »Peterson Institute for International Economics«, har foretaget for Ugebrevet A4. Han har fulgt den europæiske finanskrise tæt og i den anledning vidnet ved høringer i både den amerikanske kongres og Europaparlamentet.

Jacob Funk Kirkegaard peger på, at staten i 2008 med Bankpakke 1 spredte det store sikkerhedsnet ud under den danske banksektor med en to-årig statsgaranti for indskud. Danske Bank var den absolut største modtager af statsgarantien, som havde en værdi af flere hundrede milliarder kroner.

Danske Bank slap for billigt

Men havde staten i stedet reddet Danske Bank fra afgrunden ved at overtage aktiekapital svarende til en fjerdel af bankens værdi, kunne statskassen have tjent op til 25 milliarder kroner ved senere frasalg af aktierne, understreger han.  

Jacob Funk Kirkegaard lægger ikke skjul på, at Danske Bank efter hans opfattelse slap for billigt med Bankpakke 1 og han påpeger, at staten kunne have brugt bankredningen til at sende et klart signal til banksektoren om, at uansvarlig bankdrift straffes.

»Det burde være afgørende for statens indgriben ved Bankpakke 1, at man sikrede sig mod, at noget lignende kunne ske i fremtiden. Var staten blevet medejer af Danske Bank, kunne den have krævet ledelsen fyret, og kun på denne måde ville fremtidige bankchefer kende prisen for at behøve en statslig redning. Men desværre var den daværende regering ikke sit ansvar voksent,« siger Jacob Funk Kirkegaard.

Intet alternativ

Jacob Funk Kirkegaard baserer sin beregning på den situation, at Danske Bank i oktober 2008 stod over for et truende kollaps. Banken havde derfor ikke reelt noget alternativ til at søge redning fra staten.

På den baggrund burde staten derfor have dikteret en overtagelse af aktiekapital svarende til 25 procent af bankens samlede aktiekapital for også at sende en besked til bankens ejere, mener han.

»Statens ejerskab på 25 procent burde simpelthen have været Danske Banks betaling for at blive reddet fra konkurs. Der ville ganske vist have været tale om en væsentlig udvanding af værdien for de eksisterende aktionærer, som jo ikke havde tabt noget, hvis staten havde betalt dagsprisen for aktien. Men at påføre eksisterende aktionærer tab er en væsentlig del af pointen i at tage aktiebetaling, da de skal vide, hvad det koster at lade ledelsen køre deres bank i sænk,« siger Jakob Funk Kirkegaard.

Med en sådan overtagelse ville staten have opnået omtrent samme ejerandel som A.P. Møller i banken. Hvis staten efterfølgende havde solgt sin aktieandel, da Danske Bank-aktien toppede i november 2010, kunne staten have indkasseret 25 mia. kroner. Det beløb er omkring tre gange større end de 8,3 mia. kroner, som Danske Bank i følge bankens seneste årsregnskab betalte for sin deltagelse i Bankpakke 1.

Gode grunde

Professor Karsten Stæhr ved Tallinn Tekniske Universitet er enig i, at den danske stat havde gode grunde til at tage overtage aktier i banken frem for at tilbyde statsgarantier som man endte med at gøre gennem Bankpakke 1.

»Det vigtigste ville afgjort være at give et klart signal til bankerne om, at uansvarlighed ikke betaler sig. For med en betydelig aktieandel kunne man skaffe sig af med den tidligere ledelse og dermed forebygge, at andre banker i fremtiden finder på det samme,« siger han.

Karsten Stæhr hæfter sig også ved, at der ifølge beregningen ville have været mulighed for at hente en gevinst, hvis staten havde båret sig anderledes an i 2008.

»Samlet set er det vigtigste dog at forebygge fremtidige bankkriser ved at anspore bankernes ledelser til at handle ansvarligt,« pointerer han.

Karsten Stæhr har intet fagøkonomisk at udsætte på Jakob Funk Kirkegaards beregning, men understreger, at man bør tage grundige forbehold for den risiko, der er forbundet med ejerskab af aktier.

Principiel modstand

Professor ved Copenhagen Business School Caspar Rose hæfter sig ved det forhold, at aktiekursen for Danske Bank siden 2008 har kørt både op og ned. Han mener derfor ikke, at staten kan bebrejdes, at den reddede Danske Bank ved brug af statsgarantier.

»Det er meget tænkeligt, at en udvidelse af aktiekapitalen for staten i den størrelsesorden ville give værdien af Danske Bank-aktien et alvorligt knæk, da det ville være forbundet med en betydelig udvandingseffekt. Dermed ville statens mulighed for at tjene penge på lang sigt blive begrænset. Jeg mener dog principielt, at staten bør holde sig fra at drive bankdrift af hensyn til konkurrencen i sektoren,« siger Caspar Rose.

Danske Banks økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen afviser da også blankt scenariet. I en mail til Ugebrevet A4 skriver han.

»Der er tale om et hypotetisk spørgsmål og regnestykke, som vi ikke ønsker at gå nærmere ind i. Dog vil jeg gerne pointere, at Danske Bank er en børsnoteret virksomhed med aktier i fri handel. Det betyder, at alle kan købe aktier i banken, herunder også staten. Om det er en god idé for staten at være medejer af banker, er dog et politisk spørgsmål,« påpeger han.

Politikere uenige

Blandt politikerne er der både positive og negative holdninger til ideen om, at staten går ind som bankaktionær i en krisetid.

Socialdemokraternes finansordfører John Dyrby Paulsen (S) er ikke i tvivl om, at staten kunne have fået en betydelig gevinst ved at overtage aktier i Danske Bank.

»Jeg mener ikke, at man på nogen måde skal afskrive den model, hvis endnu en krise skulle opstå. Når det så er sagt, så bør det tilføjes, at banksektoren i høj grad selv har finansieret krisepakkerne, og der er faktisk stillet betydelige ekstra konkrete krav til bankerne i forbindelse med bankpakkerne. Men i dag hjælper det altså ikke meget at være bagklog på den måde,« siger han.

Fornuftige konsekvenser

Liberal Alliances erhvervsordfører, Ole Birk Olesen, finder det fornuftigt, at aktionærer oplever konsekvenser, når deres investeringer ender galt. Med forbehold for, at han endnu ikke har drøftet spørgsmålet i partiets folketingsgruppe, siger han:

»Jeg mener, at det er et sundt princip, at ejere får lov til at opleve tab, hvis deres virksomhed klarer sig dårligt. Hvis staten havde påført en udvanding af Danske Bank-aktien kunne man have sikret, at ejerne fik lov til at betale de omkostninger, som banken jo i et frit marked ville have oplevet som resultat af dårlig drift,« siger han.

Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, mener også, at staten med fordel kunne have påført Danske Bank en nedskrivning til gengæld for redningen. 

»Det ville have været helt rimeligt at gennemtvinge en betydelig nedskrivning af værdien for Danske Bank som betingelse for statens redning på fuldstændig samme måde, som man i dag gør i Grækenland. Men i stedet valgte man desværre Bankpakke 1, der jo var ganske lukrativ for Danske Bank,« pointerer han.

Hos Venstre afskriver erhvervsordfører Kim Andersen dog fuldstændig modellen.

»Bankpakke 1 var den løsning, der var mulig i den meget akutte situation. Der er afgjort forskel på at holde hånden under en sektor, som vi gjorde med Bankpakke 1, og så blive medejer for at drive en slags statsbank. I bakspejlet kan det godt være, at der var andre scenarier, men at lade staten blive formel medejer af Danske Bank og etablere en form for statsbank mener jeg ikke var en ønskelig situation,« mener han.

Staten gik glip af langsigtet gevinst

Ikke desto mindre har den svenske stat i dag ejerskab i Nordea, som staten indledte oven på en række svenske bankkrak i begyndelsen af 90’erne. Over de sidste 20 år har den svenske stat gradvist nedtrappet sit ejerskab, men i dag er 13 procent af aktierne i Nordea fortsat på statens hænder, påpeger Jacob Funk Kirkegaard.

»Selv med dagens aktiekurs ville en statslig ejerandel på 25 procent i Danske Bank været en bedre forretning for staten end de garantier, man gav, for investeringen kan tjene sig hjem over lang tid. Det er den svenske stats ejerskab i Nordea et glimrende eksempelvis på. I dag er langt de fleste økonomer enige om, at den svenske stat på lang sigt gjorde en god forretning, uden at det har hæmmet den private bankdrift i Sverige,« siger han.

Lars Jonung er professor i økonomi ved Økonomi-Højskolen i Lund og desuden formand for den svenske regerings økonomiske vismandsråd. Han mener, at de svenske statsindgreb, heriblandt statens ejerskab i Nordea, har været fornuftige.

»På kort sigt er der udgifter til skatteyderne, hvis staten skal overtage nødlidende banker. Men i det svenske eksempel endte indtægterne i det lange løb med at udligne de udgifter, som staten havde i forbindelse med overtagelserne. Argumentet for denne model hviler dog på den forudsætning, at bankernes værdier vil vokse markant efter kollapset under krisen. Det er derfor svært at generalisere,« pointerer han.  

Han understreger samtidig, at indgrebet i Sverige skete på baggrund af uansvarlig drift af banker, som havde bidraget til krisen gennem uansvarlig låneadfærd.

Ideologisk frygt

I både Storbritannien og Tyskland er storbanker kommet helt eller delvist under statsligt ejerskab efter den seneste finanskrise.

Sebastian Dullien, professor i international økonomi ved Hochschule für Technik und Wirtschaft Berlin, forklarer, at den tyske stat i 2009 gik ind med både statsgarantier og aktieopkøb i storbanken Commerzbank, men at politikerne havde tøvede så længe, at det blev en dårligere forretning, end det kunne have været.

»Den tyske stat endte med at indskyde kapital, der gav 25 procent ejerskab i banken. Problemet var imidlertid, at aktiekursen var unaturlig høj, da staten skød penge ind. Dermed kan det godt ende med at vise sig, at staten faktisk gjorde en dårlig handel. Men meget af skylden ligger hos den tyske stat selv, fordi den længe tøvede med at skride ind af ideologisk frygt for at tage nationalisering i brug,« fortæller han.