Socialdemokrater taber på krisen

Af | @GitteRedder
| @MichaelBraemer

Vælgerne vender i stor stil ryggen til socialdemokraterne i Norden og Tyskland. For at vende udviklingen skal socialdemokraterne stå ved deres socialistiske rødder og markere mere afstand til borgerlige partier, mener magtfuld, tysk partiformand.

Foto: Foto: Bengt Olof Olsson/Scanpix.

BEKEND KULØR Arbejderpartiet i Norge står ifølge meningsmålingerne til helt usædvanligt at ryge langt under 30 procent i vælgertilslutning og miste regeringsmagten, når der er valg til Stortinget 9. september. Ikke så lidt af en bet for partiet, der ved valg i både 60’erne, 70’erne og 80’erne fik over 40 procent af stemmerne.

Bedre ser det ikke ud til at gå for det socialdemokratiske søsterparti i Tyskland, SPD, når tyskerne senere i september går i stemmeboksen for at sammensætte Forbundsdagen. Kansler Angela Merkels konservative CDU ligger langt foran det tidligere så stærke SPD i meningsmålingerne.

Sverige går først til valg i 2014, og indtil da kan Socialdemokraterne håbe på, at de kan fortsætte den fremgang, de ifølge målingerne har haft siden valget til Rigsdagen i 2010, og generobre magten efter otte års borgerligt styre. Men der skal mere fart på fremgangen, der foreløbig har været på tre procentpoint fra 31 til 34 procent, før det begynder at ligne fordums styrke i 70’erne, 80’erne og 90’erne, hvor vælgertilslutningen var tæt på 50 procent.

Herhjemme kan statsminister Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater glæde sig over regeringsmagten, men må også tage bestik af en historisk lav vælgertilslutning på 19-20 procent i meningsmålingerne og sætte deres lid til, at de kan hente det tabte tilbage inden folketingsvalget om senest to et halvt år.

Det går kort sagt skidt for socialdemokratierne i Skandinavien og Tyskland, der har været førende i opbygningen af velfærdsstaten. Der burde ellers være klangbund for socialdemokratiske løsninger nu, hvor Europa står i sin værste krise siden 30’erne med høj arbejdsløshed, nedskæringer og voksende social ulighed overalt. Det påpeger formanden for det tyske SPD, Sigmar Gabriel, over for Ugebrevet A4. I stedet for fremgang får socialdemokratierne imidlertid lussinger af vælgerne.

»Ved sidste valg gik mange af vores vælgere ikke til stemmeurnerne. For de tror ikke, at vi adskiller os fra konservative og liberale. Det er meget farligt og en opfattelse, vi skal gøre op med. Vi tabte vores stemmer. Vi tabte vores identitet i en krisetid, hvor socialdemokratiske svar er mere nødvendige end nogensinde,« siger Sigmar Gabriel.

Utæmmet kapitalisme

Sigmar Gabriel udelukker enhver tvivl om, hvor han selv placerer sig i den politiske kamp ved at strø om sig med ord, der blev betragtet som marxistisk vraggods for få år siden. ’Kapitalismen’ og ’markedsradikalismen’ er ifølge ham hovedfjenden og skyld i, at socialdemokratiske landvindinger i Tyskland er blevet massivt undergravet gennem de seneste årtier både inden for undervisning, social sikkerhed, sundhedsområdet og arbejdsmarkedet.

Han mener, at det var prikken over i’et, da den finanssektor, han til sin store fortrydelse karakteriserer som utæmmet, i 2008 udløste den verdensomspændende krise, som Europas befolkninger nu mærker de barske konsekvenser af.    

»6-8 millioner tyskere tjener under 8 euro i timen og får mindre ud af otte timers arbejde end ved slet ikke at arbejde og få socialhjælp. Hver anden ny arbejdsplads er på deltid. 1,5 millioner tyskere går hver dag i suppekøkkener. De unge kan ikke få job og får heller ikke børn, fordi de mangler muligheder. Og forældrenes indkomst er altafgørende for succes i uddannelsessystemet,« remser Sigmar Gabriel op.

Money makes the world go around

Mange socialdemokratiske vælgere har ifølge Sigmar Gabriel mistet troen på, at det kan betale sig at stemme – eller også stemmer de på et andet parti, der har haft held til at bilde dem ind, at »money makes the world go around«.

»Alt for mange vælgere er i dag blevet fatalister. Men det skal vi ændre på. Vi må undgå, at det kun er »money makes the world go around«, der betyder noget. Vi lever af håb, og derfor skal vi skabe håb blandt vælgerne. Vi er nødt til at udvikle en ny model til at tæmme kapitalismen og mindske den voksende kløft mellem rige og fattige i vores lande,« bedyrer han.  

Skal vælgerne ind i folden igen, skal der imidlertid skabes et internationalt samarbejde mellem de socialdemokratier, som i de gode år havde travlt med deres egne nationale projekter. Det er forudsætningen for at opnå en styrke, der kan matche højrefløjen og kapitalinteresserne, understreger Sigmar Gabriel.

»Vi må gøre en ende på kapitalismens fremturen og igen bringe balance mellem stat og marked. Men hvis vi skal tæmme markedet igen, skal vi gøre det på internationalt niveau. Det kan til gengæld blive en socialdemokratisk genfødsel. I dag er kapitalen det eneste, der er internationalt organiseret. Sammen kan vi gøre EU’s indre marked til et socialt marked, der ikke kun gør rige rigere og fattige fattigere,« mener den tyske partiformand og fremhæver, at fagbevægelsen er helt central for, at hans vision lykkes.

Værdikampe overses

Herhjemme begræder Peter Hummelgaard, tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), folketingskandidat og debattør, også, at befolkningerne i de tidligere så socialdemokratisk dominerede lande ikke ser hans politiske bevægelse som den, der fører deres kamp i krisen.

Men socialdemokratierne er ifølge Peter Hummelgaard selv skyld i, at de ikke opleves som folkets talerør, fordi de nu to gange inden for en kortere årrække fuldstændig har overset de værdikampe, der optager vælgerne.

»I nullerne var det de socialdemokratiske partier, som kollektivt ikke anede eller opdagede, at der var en værdikamp i gang, og folk var optaget af, om vi nu skulle have fri indvandring og et multikulturelt samfund. Det skulle de have opdaget og fundet løsninger på i tide, for selvfølgelig betyder det da noget for det velfærdssamfund, man har bygget op gennem 50-60 år, hvor mange indvandrere, der kommer til landet, hvor godt de bliver integreret og hvor godt man sørger for, at deres efterkommere kommer ordentligt gennem uddannelsessystemet,« mener Peter Hummelgaard.

Den diskussion er nu et mere eller mindre overstået kapitel i Danmark, men nu rammer berøringsangsten over for udlændingespørgsmålet socialdemokratierne i de øvrige nordiske lande. Ikke mindst i Sverige, hvor det indvandrerkritiske parti Sverigesdemokraterne nærmer sig Dansk Folkeparti-størrelse i meningsmålingerne, påpeger han.

»Nu har vi så en ny værdikamp, som krisen i 2008 og fremefter har udløst. En værdikamp, som handler om, hvad der er de underliggende årsager til krisen. Og i særdeleshed om, hvordan byrderne efter krisen fordeles. Den har socialdemokratierne ikke fanget og bliver derfor sat i bås med de borgerlige politikere,« mener Peter Hummelgaard.

Strangulerer sig selv i spareiver

Han finder det utroligt, at de borgerlige partier efter hans opfattelse slipper af sted med at sætte en dagsorden, der handler om, at det ikke kan betale sig at arbejde, når vi efter hans vurdering står med et stivfrossent arbejdsmarked og den værste jobkrise siden 30’erne.

»Vi står med et gigantisk samfundsproblem, men har tabt kampen om at adressere problemet og taler som om, at hele landet flyder med dovne Robert’er.  De borgerlige både herhjemme og i de øvrige lande har haft held til at skabe præmisserne for hele diskussionen og selv levere svaret: At vi skal skære ned på velfærd. Alt det, vi har skabt, fordi vi havde et politisk mål om, at velfærd skulle fordeles. Den politiske kamp har socialdemokratierne bare ikke opdaget. I bestræbelserne på at leve op til nogle økonomiske målsætninger på længere sigt, har man glemt, hvad den underliggende politiske kamp er,« siger Peter Hummelgaard.

Han mener, at det europæiske kontinent er ved at strangulere sig selv i spareiver uden at få modspil fra de socialdemokratiske partier.

Den økonomiske bekymring finder man blandt andre hos den svenske formand for Socialdemokraterne, Stefan Löfven. Men han afviser, at socialdemokraterne befinder sig i en idékrise blandt befolkningerne rundt omkring i Europa, selvom han er med på, at man bør skrue op for bestræbelserne for at skabe et socialt arbejdsmarked i Europa med respekt for de kollektive overenskomster, der er indgået i de forskellige lande.

»Ideerne har vi. Vi diskuterer løsningerne på tidens store udfordringer, og mange mennesker tror på os. Men på europæisk plan diskuterer vi også, hvordan vi balancerer, når det gælder økonomi og arbejdsmarked. Det er en socialdemokratisk udfordring at have orden på økonomien, for så kan vi redde velfærden på lang sigt. Samtidig skal vi imidlertid også investere i infrastruktur, forskning og udvikling – alt det, der er fremtiden, og som skaber job,« siger Stefan Löfven.   

Paradokser

Det er et paradoks, at velfærdsstatens skabere lider under manglende vælgertilslutning i en krisetid, hvor velfærd er stærkt efterspurgt, mener Klaus Petersen, professor og leder af Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet.

Og et endnu større paradoks, når man i udlandet nærmest hylder den nordiske velfærdsmodel som svaret på krisens udfordringer, påpeger han. For eksempel i en nylig udgave af det ansete, internationale tidsskrift The Economist, som under overskriften ’The next supermodel’ beretter om, hvad politikere fra både højre og venstre kan lære af den nordiske velfærdsmodel.

Problemet for socialdemokratierne er imidlertid ifølge Klaus Petersen, at partierne ikke kommer nogen vegne ved at idyllisere fortiden og hive velfærdssamfundet frem som et mobiliserende trumfkort.

De skal gøre det tydeligt, at der er en forskel mellem dem og de borgerlige her og nu og i forhold til krisehåndtering. For i vælgernes bevidsthed har socialdemokratierne ikke monopol på velfærdsstaten. Den har de borgerlige overtaget deres del af, påpeger han.

»Kampen om at repræsentere den nordiske model er foregået de seneste 10-15 år, men er strammet til. I Danmark skiftede Anders Fogh (Rasmussen, Venstre-statsminister 2001-2009, red. )til at forsvare velfærdsstaten. Om det var af ideologiske eller strategiske årsager, er svært at sige. Men dermed gik han ind i den klassiske socialdemokratiske fortælling om, at det er dem, der repræsenterer velfærdsstaten, og at de andre er skurke i den sammenhæng,« fortæller han.

Tilsvarende udvikling har man set i de andre nordiske lande, påpeger Klaus Petersen. Tydeligst i Sverige, hvor det store, borgerlige regeringsparti, Moderaterne, har fulgt samme strategi som danske Venstre.

»De seneste år har Moderaterne sat massivt ind på at tage ejerskab til den nordiske model. Først var der diskussion om deres rolle i forbindelse med indførelsen af den almindelige valgret. Den havde de altid kæmpet for, fortalte de, selv om det historisk set er forkert. Senest har de i avisopslag bekendtgjort, at det var dem, der byggede den nordiske model. I samarbejde med nogle historikere har de bygget en ret effektiv fortælling op, hvor de stjæler elementer af velfærdsstaten og bygger det ind i deres egen fortælling om den nordiske model som mere individuel og liberalistisk,« vurderer velfærdsforskeren fra Syddansk Universitet.

På bar bund

Socialdemokrateres problem er derfor, at de står på bar bund og ikke kan bruge historien til noget.

»De må finde ud af, om de kan tilbageerobre positionen som det store regeringsparti, der repræsenterer den her samfundsmodel. Det har man også forsøgt i tidligere valgkampe. I Danmark med sloganet ’Velfærd eller skattelettelser’ og i Sverige da Göran Persson konfronterede vælgerne med valget mellem det kolde og det varme samfund. Men i praksis har man haft svært ved at markere forskellen. Herhjemme havde efterlønnen potentialet til at blive en sag, der kunne gøre det. Men den tabte man, da man fik regeringsmagten,« konstaterer Klaus Petersen.