Social dumping udfordrer fagbevægelsen

Af | @MichaelBraemer

Invasionen af billig østeuropæisk arbejdskraft har sat dansk fagbevægelse i alarmberedskab. Den vidt berømmede danske model er under stærkt pres. Social dumping bliver et tema ved de kommende overenskomstforhandlinger, og der appelleres til politikere både nationalt og i EU-regi om hjælp til at bekæmpe den unfair konkurrence på danske løn- og ansættelsesvilkår.

FÆLLES MODEL Flexicurity er et af de ypperste danske varemærker. Begrebet dækker over et fleksibelt arbejdsmarked, hvor spillereglerne aftales mellem arbejdsmarkedets parter, og hvor høj social tryghed ved ledighed går hånd i hånd med en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der er i stand til at omstille arbejdskraften til nye job. Det er den danske model, der er blevet rollemodel for resten af Europa.

Ironisk nok truer selvsamme Europa nu med at undergrave det grundlag, vi har valgt at indrette vores arbejdsmarked på. EU’s indre marked og arbejdsmarkedets fri bevægelighed har skabt så stor tilstrømning af østeuropæere, der blæser på de danske spilleregler og dumper lønningerne, at fagbevægelsen nu kalder til kamp og forsvar for den danske model.

LO har netop nedsat et strategisk udvalg, der inden maj næste år skal komme med et udspil til, hvordan man dæmmer op for social dumping i EU. Det vil sige konkurrence på ringere løn- og arbejdsvilkår end dem, der normalt gælder i de enkelte medlemslande.

Det handler blandt andet om, hvordan man får EU til at håndhæve de regler, der faktisk allerede er, når arbejdskraften vandrer på tværs af grænserne i EU. Men også om at bidrage til et trepartssamarbejde om en national handlingsplan mod social dumping, som LO vil opfordre regeringen til at iværksætte.

LO’s formand Harald Børsting siger:

»Jeg skal ikke foregribe udvalgets arbejde. Men vi kommer til at diskutere, hvordan arbejdsgivere og offentlige myndigheder kan påtage sig et større ansvar. Vores overskrift er, at folk skal være velkomne på det danske arbejdsmarked, hvis bare det foregår på danske løn- og arbejdsvilkår. Men det er ikke holdbart på den lange bane, at kun LO’s én million betalende medlemmer står med ansvaret for, at det faktisk sker.«

Mangelfuld registrering

Konflikter og blokader har været effektive, når polske underentreprenører er dukket op på danske byggepladser og har forsøgt at spise deres medbragte medarbejdere af med en timeløn på 40-50 kroner og har skullet overbevises om det rigtige i at tegne og overholde en dansk overenskomst.

Men samtidig er der en underskov af polske småfirmaer, der huserer på villavejene med renovering af køkkener og opførsel af carporte. De er uden for fagbevægelsens rækkevidde simpelthen på grund af manglende ressourcer, fortæller Bo Rosschou, formand for Malernes Fagforening, Storkøbenhavn, og formand for Byggefagenes Samvirkes organisationsudvalg.

»Vi har virkelig, virkelig mange sager med underbetalte østeuropæiske arbejdere. Og hvis vi havde kræfter til det, kunne vi støve endnu flere op blot ved at tage en cykel og køre rundt i kvarteret i fem minutter. Brugte vi lidt mere tid og tog til Hellerup eller Frederiksberg, kunne vi på hver eneste villavej finde arbejdskraft, der hverken er registreret eller overenskomstdækket,« siger malerformanden, der er mere end enig med Harald Børsting i hans appel til myndighederne:

»Det er ren cowboyland på arbejdsmarkedet, hvor ingen har styr på, hvilke udenlandske firmaer, der farer rundt. Skatteborgerne står tilbage med en lang næse, når de bare kan arbejde rundt omkring i landet uden at betale hverken lønskat, selskabsskat eller moms for den sags skyld,« siger Bo Rosschou.

Dansk fagbevægelses problemer med social dumping drejer sig imidlertid ikke kun om østarbejderne i Danmark. De handler også om østeuropæisk arbejdskraft i Tyskland, hvor kontrollen med løn- og arbejdsvilkår er overladt til magtesløse lokale myndigheder og en uendelig svag fagbevægelse.

Det er således gået hårdt ud over danske slagteriarbejdere, at slagterikoncernen Danish Crown årligt transporterer ni millioner danske svin til slagtning i vores naboland i syd, hvor arbejdet udføres af løst ansatte, polske kolonnearbejdere til en timeløn i omegnen af en halvtredser.

Næstformanden i fødevareforbundet NNF, Jens Peter Bostrup, kan se effekten af arbejdskraftens fri bevægelighed direkte i medlemsstatistikken. Siden 2001, da han startede som forbundssekretær, er medlemstallet svundet fra 42.000 til 30.000. Medlemmerne er simpelthen forsvundet i takt med arbejdspladserne.

»Højst 10 procent af slagteriarbejderne og fem procent af slagterierne er overenskomstdækket i Tyskland, og der er ingen landsoverenskomst at holde sig til. Det giver frit slag for østeuropæerne, der kan rejse rundt og underbyde hinanden. Jeg mener ikke, det har været intentionen med arbejdskraftens fri bevægelighed,« siger Jens Peter Bostrup.

Social dumping skal forhandles

Flere forbund har bebudet, at den danske model kommer i spil ved de overenskomstforhandlinger, der skal finde sted til foråret. Ud over klassikere som mere i løn, bedre barselsorlov og højere pension vil også indsatsen mod social dumping komme på dagsordenen. Det gælder også hos slagteriarbejderne,­ der mener, at man med rimelighed kan stille krav om god opførsel af den danske andelsvirksomhed.

»I øjeblikket kører vi rundt i overenskomst-bus og besøger arbejdspladserne for at få input til de kommende forhandlinger, og social dumping er virkelig noget, der optager folk,« siger Jens Peter Bostrup.

Malerformand Bo Rosschou forventer også, at det bliver et emne ved forhandlingerne på hans område, men tvivler på, at det vil være med til at løse problemet med den underbetalte arbejdskraft.

»Vi kan ikke gøre meget mere end det, vi gør i øjeblikket, hvor vi har givet hinanden håndslag på, at vi hver især gør, hvad vi kan for at hindre en yderligere undergravning af vores danske model. Der er grænser for, hvor meget vi kan gøre som parter. Staten skal med som aktiv medspiller.«

Indtil krisen satte ind i slutningen af 2008 kom østeuropæerne til Danmark og de øvrige vesteuropæiske lande uden den store ballade. Alle havde arbejde, og der var brug for endnu flere hænder. Men nu har stigende arbejdsløshed i de ’gamle’ EU-lande skærpet opmærksomheden på, om østarbejderne­ arbejder på fair vilkår og i det indre markeds ånd.

LO har givet social dumping topprioriet i de kommende år, og opfordringen til at gøre noget ved tingene var udtalt, da LO-formand Harald Børsting i september mødte de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der fik overrakt LO’s netop vedtagne strategi for sit EU-arbejde til inspiration.

Det lægger op til i højere grad at være offensiv i forhold til politik­udviklingen i EU, ikke mindst gennem samarbejdet i den europæiske fagbevægelse EFS. Tidligere har der været en tendens til mere passivt at overvåge, om nu EU lavede ’ulykker’ til skade for den danske model.

Et højt prioriteret ønske er en fælles europæisk ramme for beskyttelse af de kollektive overenskomster. Dette behov er opstået efter EF-domstolens afgørelse i den svenske Laval-sag, der skabte en ny balance mellem faglige grundrettigheder og det indre markeds friheder - til skade for konfliktretten.

EFS foreslår, at ingen økonomisk frihed eller konkurrenceregler i EU skal kunne overtrumfe lønmodtagernes ret til at konflikte for at bekæmpe unfair konkurrence på løn og arbejdsbetingelser og til at kræve ligebehandling af lønmodtagerne uden hensyn til deres nationalitet eller andet.

Det går for langsomt

Ole Christensen, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, synes heller ikke, arbejdet med at sikre fair og ordentlige vilkår for arbejdskraftens fri bevægelighed i EU går stærkt nok. Men det går dog i den rigtige retning, beroliger han.

»Der er en generel enighed i EU og i Parlamentet om, at når man arbejder på tværs af landegrænser, skal arbejdet foregå på de vilkår, der gælder i det land, man kommer til. Men fra dansk side kan man selvfølgelig godt opleve det som et problem, at vi ikke kan agere over en nat. Vi er et samarbejde mellem 27 lande med hver vores arbejdsmarkedsmodel, og derfor tager det lidt længere tid,« siger han.

I dansk fagbevægelse vil man godt indrømme, at den danske model er under hårdt pres i øjeblikket. Men man forudser ikke dens snarlige død som følge af det stadig tættere europæiske samarbejde med lande, hvor arbejdsmarkedsforhold i næsten alle tilfælde regulere gennem lovgivning.

Set fra en europæisk udkigspost er den danske model da heller ikke i fare.

»Den danske flexicurity-model er den mest roste i verden og skal indføres over de næste 10-15 år i de andre EU-lande i samarbejde med arbejdsmarkedets parter på en måde, så de passer til de enkelte lande. Man har nøje kigget på, hvordan tingene foregår i Danmark, og man udhuler da ikke en model, som vurderes som verdens bedste,« siger Ole Christensen.

Klaus Pedersen, jurist og arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, er i gang med et ph.d.-studie om EU-retten og indsatsen mod social dumping i særligt Danmark, Norge og Tyskland. Han er knap så sikker.

På grund af mangelfuld registrering er det svært at få fuldt overblik over, hvor stor den østeuropæiske arbejdskraft er i Danmark, men Klaus Pedersen vurderer, at der er tale om op mod 40.000 personer. Under alle omstændigheder er der tale om en bevægelse af arbejdskraft i de sidste fem år siden EU’s udvidelse mod øst, som aldrig er set magen til i nyere tid.

Selvfølgelig udfordrer det den danske model, vurderer han. Men om det er en udhuling eller en kvalificering af modellen til at klare internationaliseringen, vi i øjeblikket er vidner til, har Klaus Pedersen ikke på nuværende tidspunkt et bud på.

»Fagbevægelsen påkalder sig nu hjælp fra lovgivningsmagten til ting, man tidligere klarede internt. Der er en klar bevægelse i retning af det typiske, centraleuropæiske treparts-mønster for regulering af arbejdsmarkedet, hvor lovgivning spiller en større rolle,« siger han.

Fortsat pres

Klaus Pedersen forudser fortsatte udfordringer for den danske model i EU og er ikke sikker på, at de konflikter, fagbevægelsen i øjeblikket slipper heldigt fra, når den gennemtrumfer overenskomster på arbejdsmarkedet, ville kunne tåle en tur i EF-retten. Heller ikke selv om Laval-dommen ændrede den danske udstationeringslov, så der ikke som i Laval-sagen, er uklarhed om, hvilke lønkrav en udenlandsk arbejdsgiver skal leve op til i Danmark for at undgå konflikt.

»Reglerne siger, at det er i orden at bekæmpe social dumping. Men man kan ikke bare til enhver tid trække i nødbremsen og sige ’social dumping’. Indtil videre går udviklingen i retning af, at medlemslandene skal se på omfanget af og forholdene for den udenlandske arbejdskraft og vurdere, om den udgør mere end en teoretisk trussel. I Laval-dommen blev der argumenteret for, at de udenlandske arbejdere fik det dobbelte af, hvad kolleger fik i hjemlandet, og at det ikke kunne forstås som social dumping,« siger Klaus Pedersen.