TIMME DØSSING:

Smart at koble lønkamp på skatteskandaler | A4 Blog

Af

Fagbevægelsen forsøger at koble lønkamp på skandalerne om virksomheders skattespekulation. Det er godt tænkt, skriver EU-lobbyist og A4-blogger Timme Bertolt Døssing. Skat er noget, som EU har meget lidt at skulle have sagt omkring, men der er ved at ske ting på den front i øjeblikket.

Timme Bertolt Døssing er medstifter af Cabinet DN - en Bruxelles-baseret lobbyvirksomhed med partnere i Berlin, London og Paris. Han arbejder med danske og internationale virksomheder, der ønsker at sætte en dagsorden i EU - et område han har beskæftiget sig med i 15 år. Han er uddannet cand. polit. og har tidligere arbejdet som sekretariatschef og politisk rådgiver for Socialdemokraterne i EU-Parlamentet, samt for det danske og det europæiske forbrugerråd.

Mens EU slår ned på skat, forsøger fagbevægelsen at presse lønnen op.

Mediernes fokus på lande og virksomheder, som er under beskyldning for henholdsvis ikke at opkræve og betale tiltrækkelig skat, har åbnet en flanke, som fagbevægelsen udnytter.

Det ganske godt tænkt, selvom det måske ikke umiddelbart er en EU-sag.

Juncker-Kommissionen har siden sin tiltræden i november 2014 været plaget af avis-skriverier om, hvordan lande forsøger at tiltrække multinationale virksomheder ved at tilbyde gunstige, konkurrerende skatteforhold.

Margrethe Vestager har på vegne af Kommissionen haft travlt med sager mod blandt andet Irland, Luxembourg og Holland. Landene er under mistanke for at have givet statsstøtte og særlige skattefordele til virksomheder som Amazon, Fiat og Apple.

Skattepolitik er overvejende et nationalt anliggende, og EU kan kun med enstemmighed i ministerrådet vedtage love for skatteområdet. Så kort sagt er det svært for EU at blande sig i medlemslandenes skatteforhold, så længe landene ikke gør forskel mellem nationale og internationale virksomheder.

Det kan man mene om, hvad man vil, men det har ikke holdt fagforeninger og ngo'er fra at kræve EU på banen for som minimum at skabe mere åbenhed omkring landes skattesystemer. For det kan blive en front i kampen om lønningerne.

McDonalds i ilden

Konkret kritiserer amerikanske og europæiske fagforeninger i en koordineret kampagne – også i medierne – McDonalds for at opkræve høje royalty-betalinger for brug af McDonalds-varemærket for at undgå skat i lande med højt skatteniveau.

Argumentet er, at royalty-betalingerne fra flere af EU's medlemslande naturligvis havner i 'skattevenlige' lande som Luxembourg og Schweiz, hvilket har blokeret for, at kædens medarbejderforhold og mindstelønninger kan forbedres.

Nu er det ganske normalt, og bestemt ikke ulovligt, at betale for et brand, også selvom pengene går til et datterselskab i et andet land.

Det er ganske godt tænkt, at fagforeninger bruger skattedagsordenen til at sætte deres egen dagsorden Timme Bertolt Døssing, partner i lobbyfirmaet Cabinet DN

Og umiddelbart er det svært, at se linket til fagforeningernes kamp om fx. højere løn, fordi hvis pengene blev i det enkelte land, ville det alt andet lige blot blive beskattet der, og ikke nødvendigvis ende i lommen på medarbejderne.

Alligevel må man sige, at det er ganske godt tænkt og naturligt, at fagforeningerne bruger skatte-dagsordenen til at sætte deres egen dagsorden.

Skred i skatteprincipper

Som det er nu, kan man godt syntes, at Luxembourg har sat deres skatter urimelig lavt, eller beklage at EU ikke har reguleret landenes skatte-modeller for globale virksomheder. Men EU-traktaten sætter nu engang en stopper for enhver indblanding.

Medlemslandenes skattepolitik kan der ikke røres ved uden at pille fundamentalt ved EU-samarbejdet. Og det er netop den svaghed EU står overfor, når sådanne problemer rammer mediernes forsider.

Men der kan være ved at ske noget.

Selvom det ikke er nyt, at Luxembourg har tilbudt lukrative skatteaftaler, så er det nyt, at det nu står i alverdens aviser. Timme Bertolt Døssing, partner i lobbyfirmaet Cabinet DN

Det er muligt, at nogle medlemslande ikke har 100% rent mel i posen. Det afgøres senere på året. Men allerede nu kan man se, at Vestager og Kommissionen er gået i gang med at bruge konkurrencepolitikken til at tvinge medlemslande til at finde fælles fodslag for at skabe en fælles EU skattebase.

Det er nyt og en ganske interessant udvikling.

Og selvom det ikke er nyt, at fagforeninger og ngo'er har brokket sig til EU over skattespekulation, eller at Luxembourg har tilbudt lukrative skatteaftaler, så er det nyt, at det nu står i alverdens aviser.

Uanset hvad der sker, vil der blive solgt masser af McDonalds-burgere fremover. Men de kommer nu med et nyt og interessant politisk krydderi.

A4 Blog skrives på skift af en række personer med indsigt i danske og europæiske forhold inden for politik, velfærd, arbejdsmarked og erhvervsliv. Alle indlæg er alene udtryk for skribentens holdning. Dette indlæg er bragt på Ugebrevet A4's EU-portal 'Nyt om EU', der er støttet af Europa-Nævnet.