Skal fagbevægelsen dø for at overleve?

Af | @MichaelBraemer

Siden 1995 er hvert fjerde medlem forsvundet fra LO-fagbevægelsen. I en ny bog analyserer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen medlemsflugten, og skal den stoppes, er fagbevægelsen nødt til at genopfinde sig selv, er hans budskab. I et interview til A4 foreslår han blandt andet reorganisering og effektivisering – og lavere kontingenter til medlemmerne.

Foto: Foto: Flemming Ibsen, fotograf: Henning Bagger, Scanpix

INTERVIEW. Offensiv nytænkning og frem for alt en omorganisering, der kaster mærkbare besparelser og lavere kontingenter af sig. Det er kravet til LO-fagbevægelsen, hvis den ikke skal tabe kampen til på den ene side den gule fagbevægelse, der lokker med billige medlemskaber. På den anden side en individualiseringsbølge, der får flere og flere lønmodtagere til helt at droppe fagforeningerne.

Det er konklusionen i en ny bog, som arbejdsmarkedsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet Flemming Ibsen har skrevet sammen med Steen Scheuer, professor og forsker-kollega på Syddansk Universitet og videnskabelig medarbejder på Aalborg Universitet Laust Høgedahl.

»Kollektiv handling«, som er bogens titel, udgives i næste uge som optakt til LO’s kongres, der finder sted i tre dage fra søndag den 30. oktober.

Bogen kortlægger i tørre medlemstal LO-fagbevægelsens styrtblødning fra 1995 til 2010, hvor den har tabt 290.000 medlemmer svarende til knap hver fjerde. Og den belyser på baggrund af en undersøgelse blandt over 4.000 lønmodtagere, hvorfor så mange vælger at forlade LO-fagforeningerne.

257.000 har fra 2000 til 2010 forladt et LO-forbund og er nu uorganiserede. 114.000 tidligere LO-medlemmer har i samme periode sluttet sig til de såkaldt gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus - i bogen kaldet ideologisk alternative organisationer. Dels fordi de ikke bidrager med overenskomster til den danske arbejdsmarkedsmodel, dels på grund af deres modstand mod strejkeretten. Kun 27.000 er i perioden gået den modsatte vej over i LO-folden.

»Der vil altid være en prisforskel, fordi LO-fagbevægelsen bruger ressourcer på at udvikle og vedligeholde den danske model. Men i dag er forskellen for stor. Næsten otte ud af ti, der er skiftet til en alternativ organisation inden for de seneste 10 år, peger på prisen som en afgørende faktor,« siger Flemming Ibsen.

Defensiv strategi

Derfor er LO-fagbevægelsen ifølge arbejdsmarkedsforskerens vurdering pisket til at finde penge til kontingentnedsættelser gennem omstruktureringer og effektiviseringer. Men ikke som nu i form af rutinemæssige sparerunder og sammenlægninger af forbund i takt med medlemmernes flugt.

Det er en defensiv strategi, mener Flemming Ibsen, som kun vil få den igangværende udvikling til at fortsætte og på længere sigt få LO-fagbevægelsen til at visne i den private sektor og få de kollektive overenskomster til at forsvinde. Herefter vil det private arbejdsmarked blive overladt til markedskræfterne og individuelle kontrakter.

Fortsætter LO-fagbevægelsen ad den vej, vil den klassiske, kollektive fagbevægelse ifølge Flemming Ibsen kun overleve i den offentlige sektor, hvor fagbevægelsen har redet stormen af i perioden mellem 2000 og 2010, og der fortsat er en organisationsgrad på 83. I samme periode faldt andelen af fagligt organiserede fra 75 til 64 procent i den private sektor.

»LO-fagbevægelsen kan skabe et mere positivt scenarium, hvis den er i stand til at  gennemføre en innovativ og offensiv revitalisering. Hvad er det for en fagforening, vi vil være? Hvad er vi her for? Hvilke ydelser er det, vi vil udbygge, og hvilken identitet vil vi have? Det må man spørge sine medlemmer om. Man skal genopfinde medlemsdemokratiet og dyrke en akitvisme, der understreger fagbevægelsens rolle som kamporganisation, synlighed og de faglige ydelser, som medlemmerne efterspørger.«  

Offensiv organisering

En meget mere offensiv og udadvendt måde at tænke organisering på er ifølge Flemming Ibsen nødvendig, hvis LO-fagbevægelsen skal kunne vende udviklingen. Man skal være langt mere orienteret mod arbejdspladserne, pointerer han med henvisning til de mange lønmodtagere, der angiver, at de aldrig har fået et tilbud om at blive medlem af en fagforening.

»Jeg har været i mange lokale fagforeninger, som gerne ville være mere arbejdspladsorienterede. Men deres problem er, at de ikke kan afse ressourcerne til det. Der er for meget sagsbehandling derhjemme. Så det handler om at skaffe rum og ressourcer til det udadvendte – også i forhold til de unge, der tegner fremtiden. Mange er rigtig gode til at hverve dem som medlemmer, når de er lærlinge og elever, men har svært ved at fastholde dem, når de kommer ud på arbejdsmarkedet og skal betale fuldt kontingent.«

Der kan sagtens frigøres ressourcer højere oppe i LO-fagbevægelsen, mener arbejdsmarkedsforskeren, der ikke lægger skjul på sin kritiske holdning til fagbevægelsens struktur.

»Mens hovedorganisationens magt udtyndes, ender alle forbund i 3F, som nu har seks interne grupper. Er det smart, og får det folk til at føle sig hjemme? HK har fire sektioner. Kunne man ikke klare sig med to? Målet må være at organisere sig optimalt for at skabe ressourcer til at gå i offensiven. Som organiseringen er nu, er den rasende dyr, og den er ineffektiv.«

Uorganiserede kan selv

Uanset struktur viser svarene fra de lønmodtagere, der er blevet bedt om at begrunde deres skift fra et LO-forbund til en alternativ organisation, at der også er andet end kontingentet, der med held kan justeres i LO-fagbevægelsen.

Hver fjerde krydsede af ved svaret »Fordi de ikke varetager mine interesser«, 19 procent ved »Fordi jeg er utilfreds med administrationen«, 17 procent ved »Fordi rådgivningen er dårlig« og flere end hver femte ved »Fordi jeg har oplevet at være blevet dårligt behandlet«. Mere end en femtedel havde forladt en LO-fagforening, fordi den støttede politiske partier.

For lønmodtagere, der har forladt en LO-organisation og nu er uorganiserede, har kontingentets størrelse ikke haft så stor betydning for deres fravalg som for lønmodtagerne, der i stedet er gået til de gule fagforeninger. ’Kun’ godt en tredjedel af de uorganiserede mener, at kontingentet var for dyrt.

Nok så vigtigt for mange uorganiserede er, at de føler sig i stand til at stå på egne ben. »Det vil alligevel ingen betydning have for mine løn- og arbejdsforhold« og »Jeg kan lige så godt klare mig selv«, svarer henholdsvis 33 og 29 procent af gruppen.

Røde og blå fagforeningsmedlemmer   

Som helhed er de uorganiserede ifølge Flemming Ibsen karakteriseret ved at være under 40 år. De er blandt enten de dårligst eller bedst lønnede, og mange har en lang videregående uddannelse. Typisk arbejder de i den private sektor, ofte uden overenskomst og tillidsrepræsentant.

Modpolen, det loyale LO-medlem, der ikke kunne drømme om at skifte fagforening eller melde sig ud, er typisk over 41 år, udstyret med både overenskomst og tillidsrepræsentant og stemmer ’rødt’. Vedkommende går ind for solidaritet og efterspørger de kollektive sider af et fagforeningsmedlemskab.

Derimod er der blandt medlemmer, som er skiftet til de alternative organisationer, overvejende sandsynlighed for, at man finder en mere lunken holdning til solidaritet ifølge Flemming Ibsens tal. Her efterspørger man faglige ydelser – ikke andet. Typisk er gruppen under 40 år, arbejder i den private sektor uden overenskomst og tillidsrepræsentant og stemmer borgerligt.

»Vi kan se, at dem der vælger at være uorganiserede eller gå over til de gule, arbejder på områder, hvor der ikke er overenskomst og en tillidsrepræsentant. Og når overenskomstdækningen falder, går det også nedad med organisationsgraden,« konstaterer Flemming Ibsen.

Appel til arbejdsgivere

Han finder det logisk, at nogle lønmodtagere vil spare pengene til et kontingent, hvis der ikke er en overenskomst på deres arbejdsplads eller hvis de måske oven i købet får goderne alligevel i kraft af en område-overenskomst.

Men perspektivet i den faldende organisationsgrad er mere lovgivning om arbejdsmarkedsforhold, påpeger Flemming Ibsen. Og han opfordrer arbejdsgiverne til at overveje, om de virkelig bare vil lade tingene sejle og se den danske aftalemodel visne. Eller om de i praksis vil leve op til deres pæne ord om modellen og arbejde aktivt for at bevare den ude på de enkelte virksomheder.

»Arbejdsgiverne kan komme fagbevægelsen i møde og sørge for overenskomster i samarbejde med tillidsrepræsentanter. Der er jo en masse økonomisk teori, der hylder modellen, fordi den får sat stemmer på utilfredsheden blandt medarbejderne og får informationer frem, som man kan bruge i ledelsen. Også de gode ideer fra medarbejderne. Det kan være en konkurrencemæssig fordel i forhold til udlandet, vi er ved at smide ud,« advarer Flemming Ibsen.  

Dø for at overleve

Hvis alt andet glipper, kan der ifølge Flemming Ibsen være en overlevelsesstrategi for LO-fagbevægelsen i at møde de gule fagforeninger på deres egen banehalvdel. Men den model vil han ikke anbefale. For så er det endegyldigt slut med den danske arbejdsmarkedsmodel.

»Man kan gøre som de alternative organisationer: Konkurrere på pris, tynde ud i ydelserne og drive en a-kasse kombineret med noget juridisk bistand i tilfælde af ballade. Men det bliver et rent forsikringsselskab, hvor man skifter medlemmerne ud med kunder og overlader reglerne på arbejdsmarkedet til lovgivning og EU-direktiver. Medlemsdemokrati bliver der ikke noget af. Ifølge den model skal man dø for at overleve,« mener Flemming Ibsen.