Sex og druk er i orden bare der er styr på papirerne

Af

Der skal meget hor og druk til fra politikernes side, før det forarger de frisindede danskere. Til gengæld kræver vi, at politikerne har styr på bilag og regnskaber. Lektor og studieleder Mark Blach-Ørsten har forsket i politiske skandaler, og han mener, at det er et særligt skandinavisk kendetegn, at man som politiker kan slå sig alvorligt på papir- og bilagssager.

SKANDALER Nyere eksempler på skandaler i Danmark med politikere som hovedpersoner er daværende finansminister Lars Løkke Rasmussens (V) lemfældige omgang med fadøls-bilag, partileder Lene Espersens (K) rejseaktivitet – eller mangel på samme – og partileder Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.

Generelt er det i de skandinaviske lande noget så kedeligt som regler, regnskab og bilag, der kan bringe vælgernes sind i kog – sager, der i lande med en større grad af korruption aldrig ville få så meget opmærksomhed, som de får i Danmark. Det mener lektor og studieleder på Roskilde Universitets (RUC) journalistuddannelse Mark Blach-Ørsten.

Han har netop lagt sidste hånd på en undersøgelse af skandaler i dansk politik. Undersøgelsen er en del af et fælles skandinavisk forskningsprojekt om politiske skandaler i Skandinavien i årene 1980-2010.

Kigger man over sundet til vores svenske naboer, er det mange af de samme typer sager om papir og bilag, der fanger mediernes opmærksomhed. Og det er ifølge Mark Blach-Ørsten ikke underligt, fordi skandalerne er et udtryk for befolkningens kulturelt og historisk betingede normer og værdier. Han forklarer:

»I virkeligheden er det meget skandinavisk, at politikerne kan ryge på små bilagssager. Mona Sahlin ryger på noget Toblerone, nogle svenske ministre ’glemte’ at betale licens eller havde haft en barnepige, der arbejdede sort – alt andet lige nogle meget banale sager,« siger Mark Blach-Ørsten.

Stor tillid til politikerne

Skandaler i politik kan opdeles i to kategorier. Den ene er de deciderede ’politiske skandaler’, hvor ministre eller toppolitikere eksempelvis bryder loven og stilles til regnskab for deres handlinger – som da en hel regering gik af som følge af den såkaldte tamilsag – eller gør sig skyldig i ringe embedsførelse.

Norm-skandaler
Norm-skandaler

Den anden type er ’normskandalerne’. Her bryder politikerne ikke loven, men de forbryder sig mod befolkningens uskrevne værdier, normer og moralske principper. Og den type skandaler vil vi se mange flere af i fremtiden, mener Mark Blach-Ørsten.

Ifølge forsker i politisk marketing og psykologi ved Københavns Universitet Sigge Winther Nielsen er der en helt naturlig forklaring på, at politikerne ikke skal sætte mange kommaer forkert i deres papirer, før de får vælgernes vrede at føle.

Politik-skandaler
Politik-skandaler

»Danskerne er nok lidt forhudsforsnævrede, når det kommer til, at der skal være orden i sagerne. Vi har en enormt stor grad af tillid til vores politikere. Og når vi har det, så skal de også leve op til det. Hvis du kigger på USA, Italien eller andre relativt etablerede demokratier, har folk i forvejen en holdning til, at politikerne snyder og bedrager – og det gør de jo nok alle sammen. På den måde kommer der ikke på samme måde ’ringe i vandet’, som der gør i Danmark i forhold til de lidt ’mindre sager’,« siger Sigge Winther Nielsen.

I det fælles skandinaviske forskningsprojekt, der udmønter sig i en bog i 2011, er en af hovedkonklusionerne, at skandalens skandinaviske særtegn skyldes, at borgerne er underlagt så mange love og regler.

»Love og regler skal vi overholde, som de gode borgere vi er. Men så kræver vi også, at vores politikere overholder dem til punkt og prikke,« forklarer Mark Blach-Ørsten.

Når Mark Blach-Ørsten kigger på udviklingen af politiske skandaler i Danmark, ser han tydelige tegn på, at vi i fremtiden vil se flere normskandaler i dansk politik.

Normskandalernes epoke begyndte i 1978, da daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) ikke ville undskylde for et dyrt fransk hotelophold på statens regning. Et ophold, der kostede hende ministerposten. Epoken slutter – indtil videre – med Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt der, modsat Ritt Bjerregaard, ikke kan sige undskyld nok.

I den mere kulørte ende af normskandalerne finder vi socialdemokraten Jeppe Kofod, der på et påskekursus med den socialdemokratiske ungdom i DSU dyrkede sex med en 15-årig pige. Konsekvensen af det ’moralsk upassende forhold’ blev, at han trak sig som udenrigsordfører. Jeppe Kofods handling var ikke ulovlig, men han forbrød sig mod mange danskeres moralske principper og værdier. Ifølge Mark Blach-Ørsten er Jeppe Kofods sexskandale blot et blandt flere tegn på, at vi i fremtiden vil se flere normskandaler. Medierne vil gå endnu tættere på politikernes privatliv.

»Jeppe Kofods sexskandale er interessant, fordi vi aldrig har haft sexskandaler i dansk politik. Historierne har været der, men de er ikke blevet bragt i medierne. Når jeg snakker med politikere og journalister, er der jo masser af den slags historier. Så hvis man ville, kunne der skrives uendeligt mange sexhistorier om politikerne,« vurderer Mark Blach-Ørsten.

Sigge Winther Nielsen mener også, at den danske presse hidtil har været meget ’pæn’ i forhold til ikke at udlevere politikernes privatliv:

»De danske medier har jo ikke fortalt om en mand, der stod stangvissen på folketingets talerstol, selv om det er sket. Men det gør de måske i højere grad i dag.«

Han nævner forholdet mellem Poul Nyrup Rasmussen (S) og Lone Dybkjær (R) som et klassisk eksempel på mediernes diskretion. Forholdet mellem de to toppolitikerne blev ikke udbasuneret i pressen, selv om de fleste journalister kendte til det. Sigge Winther Nielsen mener dog, at tiderne er ved at skifte, og at medierne ikke længere er så tilbageholdende:

»Der er de senere år helt klart sket et skred i forhold til, at privatlivet i højere grad bliver inddraget i mediernes dækning.«

Medierne går tættere på

Selv om danskerne kan tilgive politikerne for lidt hor og lidt druk, så er tendensen, at medierne går tættere på politikernes privatliv. De bliver i langt højere grad bedømt på moral, værdier og troværdighed – og her kan også ægtefæller og børn indgå i ligningen.

At politikerne bliver straffet i medierne for noget, de ikke selv har indflydelse på, kan vi ifølge Mark Blach-Ørsten lige så godt vænne os til. Den tendens begyndte med tidligere forbrugerminister Henriette Kjær (K).

»Henriette Kjærs mand var jo skyld i, at de havde nogle ubetalte regninger og nogle domme for at være dårlige betalere – og lige pludselig var hun ikke minister længere. Det er første gang, at man i Danmark bliver knaldet for noget, der ligger uden for ens ressort og uden for ens egen handling,« siger Mark Blach-Ørsten.

Han mener også, at denne udvikling betyder, at det bliver sværere for politikerne ikke at begå fejl.

»Det opskruede medietempo og 24­-­ timers nyhedskanaler gør, at der bliver flere og flere fejltagelser at begå, og der bliver flere forsøg på skandalisering fra mediernes side. Man bevæger sig jo i høj grad ud i et minefelt, når man kommunikerer som politiker i dag, og derfor kan man også blive knaldet for meget få forseelser.«

Undskyld er redningskrans

Til gengæld er det ifølge Mark Blach-Ørsten også blevet lettere for politikerne at få befolkningens tilgivelse. ’Undskyld’ er blevet et anerkendt politisk værktøj, når uheldet er ude – og det er politikerne også blevet mere bevidste om, mener Mark Blach-Ørsten.

»Sig undskyld eller gå selv. Politikerne forstår undskyldningen som en renselsesproces. Det svarer i virkeligheden lidt til at være katolik. Hvis du bekender dine synder, får du også syndsforladelse. Det er samme mekanismer, der er på spil her. Man anerkender simpelthen, at man er sit ansvar bevidst. Den strategi har – og det ser man jo også på virksomhedernes måde at agere på i skandaler – en mere positiv kommunikationseffekt end at gøre det modsatte,« vurderer Mark Blach-Ørsten.

Selv om det som politiker kan være farligt at træde for meget ved siden af vælgernes moralske principper, normer og værdier, så er der altså stadig plads til tilgivelse – så længe man husker at sige undskyld.