Selvmordstruede soldater lades i stikken

Af Illustration Knud Andersen
| @GitteRedder

I årtier er danske tropper kommet hjem fra krige på Balkan, i Irak og Afghanistan med alvorlige psykiske og fysiske skader. Men først nu er et udvalg i Forsvarsministeriet ved at udarbejde en veteranpolitik. Nu fremlægger soldaternes fagforening sørgelig dokumentation for veteranernes problemer i håb om, at fremtidens veteranpolitik får de nødvendige bevillinger.

ARBEJDSSKADE En ny hårrejsende statistik afslører nu, hvor svære psykiske skader danske soldater slås med, når de vender hjem fra krige på Balkan, i Afghanistan og Irak. Statistikken viser samtidig, at det danske samfund har ladt soldater med invaliderende traumer, selvmordstanker og misbrugsproblemer i stikken og dermed sendt unge mænd ud over afgrunden.

Ud af 342 hjemvendte krigsveteraner med psykiske efterreaktioner, som Hærens Konstabel- og Korporal Forening (HKKF) yder krisehjælp, har 303 forsøgt at begå selvmord. 193 af soldaterne har forsøgt at tage deres eget liv mere end én gang. For mange krigsveteraner er selvmordsmissionen lykkedes, og derfor tæller de ikke med i den dystre statistik.

Blandt veteranerne har 288 mis-­ ­­brugs­problemer, hvor de dulmer angst og traumer med medicin eller alkohol. Det store flertal af soldaterne med psykiske problemer magter ikke at passe et job, og derfor er de blevet en sag i kommunen og i jobcentret. En sag, der samler støv – for mere end 100 sager har trukket i langdrag i mere end fem år. Kommunerne afslår blandt andet ønsker om førtidspension.

Lige nu hjælper HKKF 342 veteraner med psykiske og sociale problemer, men fagforeningen frygter, at de reelle tal er endnu højere, blandt andet fordi soldater, der ikke er medlemmer af HKKF, ikke indgår i statistikken.

Eks-soldaten Heine Stefansen tøver ikke et øjeblik med at fastslå, at det ændrede hans liv fuldstændig, da han kom i kontakt med ’Livlinen’, som fagforeningens tilbud om krisehjælp til veteranerne hedder. Ligesom flere hundreder hjemvendte soldater har han diagnosen posttraumatisk stress syndrom efter udstationering på Balkan i 1990’erne. Heine Stefansen fik først taget toppen af de psykiske efterreaktioner, da han fik hjælp fra fagforeningen.

»For mange soldater betyder HKKF forskellen mellem liv og død. Groft sagt. Mange af dem har ingenting. Ingen netværk. Ingen kontakt med familien og låser sig inde i adskillige år i lejligheder. Vi finder jo soldater, der har siddet derhjemme i 10-15 år, og vi finder unge soldater fra Afghanistan, der er helt nede i kulkælderen. Uanset om det er sent på aftenen eller hen på natten er der nu én de kan ringe til og få hjælp med det samme,« siger Heine Stefansen.

Han kritiserer, at der ikke har været tilsvarende tilbud fra forsvaret eller fra det offentlige.

»Det, der har været, har på ingen måder været tilstrækkeligt. Jeg mener, at det børe være en samfundsopgave at hjælpe hjemvendte soldater, men faktum er, at der ikke har været ressourcer til det, og at opgaven ikke er blevet løst fra samfundets side. Så er fagforeningen trådt til, og det har gjort en verden til forskel for mig og mange andre,« fastslår Heine Stefansen.

Mere end 40.000 danske soldater har siden begyndelsen af 1990’erne været udsendt til krige på Balkan samt i Irak og Afghanistan. Flertallet af soldaterne er vendt hjem uden problemer, men Forsvaret selv skønner, at et mindretal på 15 procent kommer hjem med psykiske mén. Og nogle af dem har efterfølgende svære psykiske efterreaktioner, store sociale problemer og har svært ved at finde tilbage på et krævende arbejdsmarked.

Indtil nu har Danmark ikke haft nogen veteranpolitik, og det har hundredvis af hjemvendte soldater lidt under. Så meget at HKKF for et par år siden i utålmodig frustration oprettede Livlinen. Siden er det væltet ind med triste soldaterskæbner.

Soldaternes forbundsformand Flem­­- ming Vinther lægger ikke skjul på, at han havde foretrukket, at der ikke var behov for en indsats fra fagforeningens side overfor krigsveteranerne.

»Det står ikke ligefrem på side ét i Grønspættebogen for fag­for­enings­arbejde, at vi skal lave det her. Men vi kunne simpelt hen ikke holde ud at tænke på, at der ikke var nogen hjælp til de hjemvendte soldater,« siger Flemming Vinther, der ville ønske, at regeringen for længst havde skruet en effektiv og anstændig veteranpolitik sammen, der overflødiggjorde HKKF-indsatsen.

»Det er en ressourcekrævende og tung opgave, der fylder meget, men det er også en opgave, der er helt ind i hjertet af det, vi er her for som fagforening, nemlig medlemmerne,« siger han og understreger, at HKKF fort­sætter med livlinen indtil fag­foreningen går bankerot, eller indtil man er sikker på, at de officielle systemer kan løfte den.

»Vi ville gerne afgive det den dag i morgen, hvis vi var trygge ved at give det til et system, der kunne håndtere det,« fastslår Flemming Vinther. Og det er netop det, som han nu arbejder på at få indflydelse på – Danmarks første officielle veteranpolitik.

Skriger til himlen

Sammen med blandt andre soldater og pårørende er HKKF simpelt hen gået i krig for at kæmpe for hjemvendte soldaters ret til at få de rigtige tilbud fra samfundet til at komme sig ovenpå frygtelige krigsoplevelser. Det har været en sej kamp, men i foråret nedsatte forsvarsministeren en tværministeriel arbejdsgruppe, der lige nu er ved at udarbejde forslag til en veteranpolitik, der præsenteres for Folketinget i september.

Arbejdsgruppen skal kortlægge hvil­ke tiltag, der allerede er taget på veteranområdet samt hvilke behov, der måtte være for nye tiltag, og grup­pen består af repræsentanter fra seks ministerier samt fra Forsvarskommandoen og Forsvarets personeltjeneste. I første omgang var hverken HKKF eller andre organisationer indtænkt i arbejdet, hvilket faldt Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby for brystet:

»Da jeg så kommissoriet, var jeg voldsomt irriteret over, at HKKF, som ved allermest om det her arbejde, slet ikke var med. Efter kritik er der nu nedsat en følgegruppe, hvor HKKF ligesom andre organisationer er med,« siger John Dyrby, som glæder sig til at se det endelige forslag til veteranpolitik om tre måneder:

»Under alle omstændigheder er det da bedre end ingenting,« noterer han og lægger ikke skjul på, at han finder det dybt problematisk, at Forsvaret overlader til fagforeningen at løse så komplekse opgaver.

»Ingen havde taget hånd om de traumatiserede, hvis fagforeningen ikke havde været der, og det skriger jo til himlen, når vi som moderne velfærdsstat overlader sådan noget til fagforeningen Det gode spørgsmål er, om ikke Forsvaret kunne have gjort noget andet og noget mere og noget før? Svaret er klart: Jo, det kunne Forsvaret sagtens, og det burde de have gjort,« fastslår John Dyrby.

Endnu er det alt for tidligt at tale om hvor meget veteranpolitikken kommer til at koste på næste års finanslov. Venstres sundhedsordfører Preben Rudiengaard spillede for en måned siden ud med et forslag om at der skulle etableres et Militærmedicinsk Center med en årlig bevilling på fire millioner kroner, og i betragtning af, at krigen i Afghanistan sidste år kostede en milliard kroner, får det John Dyrby til at kritisere Venstre:

»Hvis det er det, man vil gøre fra Venstre, synes jeg godt nok, at det er pauvert. Det er nærmest at kaste smuds på de her veteraner«, siger John Dyrby.

Formand for Folketingets Forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V) vil ikke forholde sig til sin partifælles forslag, før arbejdsgruppen spiller ud, ligesom han ikke overhovedet vil sætte kroner og ører på, hvad en veteranpolitik må koste. Men han er glad for, at HKKF bliver taget med på råd i tilblivelsen af en veteranpolitik.

»Det er ikke en fagforenings opgave at dække huller, som samfundet ikke opfylder. Det er også derfor, at vi nu har sat det her arbejde omkring veteranpolitik i gang, og der vil jeg gerne gøre brug af HKKF’s erfaringer. At veteranpolitikken har været så lang tid undervejs, synes jeg er lidt ærgerligt, men nu er arbejdet altså i gang,« siger Hans Christian Thoning.

Udrykningshold

HKKF-formanden forudser, at økonomien bliver en af de store knaster, når en veteranpolitik skal forhandles på plads blandt partierne bag forsvarsforliget.

»Er det her i virkeligheden en opgave, som staten skal afholde udgifterne for, eller er det en opgave, som de forskellige ministerier og kommuner skal betale for? Jeg mener, at det er en opgave, som alle er nødt til at byde ind på. Når det er vores Folketing, der sender soldaterne ud er det også en fælles opgave at få løst – i offentligt regi,« siger Flemming Vinther.

På baggrund af erfaringer fra Livlinen vurderer han, at det kræver mange ressourcer og en stor koordination mellem offentlige systemer at få en velfungerende veteranpolitik.

»Veteranpolitikken kræver, at nogle offentlige instanser får lov at handle meget autonomt og på tværs af regler. Vi taler om hjemvendte soldater, der er gået helt ned med flaget. Hvis de ringer en søndag eftermiddag, nytter det ikke at tilbyde dem en tid tirsdag klokken 10. Det duer ikke,« siger han og understreger behovet for et mobilt udrykningshold bemandet 24 timer i døgnet og med både socialrådgivere, psykiatere og psykologer.

Dertil kommer, at der skal være muligheder for at følge soldaterne i banken eller på jobcentret, støtte dem, når de kæmper med kommunens sagsbehandler og presse på for at få tilkendt for eksempel midlertidig førtidspension eller rehabiliteringsydelse.

I HKKF er der ikke hundeslagsmål omkring finansieringen til Livlinen. Foreløbig får HKKF ingen penge ude fra, og der er fuld opbakning i forbundets hovedbestyrelse til at bruge små to millioner kroner om året til Livlinen:

»Her er det soldaterkammerater, der betaler for soldaterkammerater,« siger Livlinens ankermand Yvonne Tønnesen.

Hendes mobiltelefon ringer ofte, når mørket falder på og fremkalder mareridt hos soldaterne.

»Så tager jeg ud og sidder på gulvet ved siden af en soldat hele natten og holder ham i hånden for at sørge for, at han er ædru til dagen efter, hvor han skal indlægges til afvænning for sprut. Jeg tror klart, at vi vil se flere psykiske efterreaktioner hos hjemvendte soldater fremover,« siger hun og påpeger, at de traumatiserede soldater bør have fred for pisken på arbejdsmarkedet.