Så gå dog hjem og bliv rask!

Af Kirsten Weiss

»Der er altid en god grund til, at folk melder sig syge, og hos os har vi de samme problemer med sygdom, som de har alle andre steder. Forskellen er, at vi taler om dem.« Det siger Martin Rosenquist, leder af den københavnske daginstitution Ellepilen og en af initiativtagerne til projektet ’Det lille mirakel’, som har sat fokus på – og markant nedbragt – sygefraværet i en række københavnske daginstitutioner.

INTERVIEW »Langtidsfrisk … jeg kan så godt lide det ord.«

Martin Rosenquist nærmest smager på ordet, der tydeligvis ligger godt i munden på en mand, der selv går i korte bukser året rundt og blot har lagt sig syg hjemme under dynen fire dage på fem år.

Begrebet ’langtidsfrisk’ dukkede for første gang op i den integrerede daginstitution Ellepilen i det københavnske sydvestkvarter for snart fire år siden. Her satte de 37 kolleger sig sammen med institutionens leder Martin Rosenquist for at finde ud af, hvordan man tackler et alt for højt sygefravær.

’Langtidsfrisk’ er oprindeligt opfundet af en svensk læge, der undrede sig over, at nogle mennesker år efter år, dag efter dag møder op på jobbet og trods travlhed tilsyneladende stortrives midt i den vrimmel af hverdag, der overmander mange andre. Langtidsfriske medarbejdere har meget få sygedage og en egen måde at håndtere livet på – også på de dage, hvor de vågner med en knaldende hovedpine.

I dag er begrebet ’langtidsfrisk’ blevet en del af selvforståelsen blandt de 37 kolleger på Ellepilen, der har lagt sjæl og krop, tid, tanker og holdninger til projektet ’Det lille mirakel’, som sætter fokus på sygefravær og de indsatser, der virker – på netop deres arbejdsplads.

I Ellepilen ramte sygefraværsstatistikken et nyt højdepunkt og et dagligt lavpunkt, da Martin Rosenquist og kollegerne for nogle år siden smækkede de to institutioner, matriklen dengang husede, sammen til én. Entusiasmen var egentlig til stede, folk ville gerne fusioneres og gik ihærdigt til samarbejdet, men på et tidspunkt gik gassen af ballonen.

»Det var som om vi ikke kunne få pusten længere. Korthuset faldt sammen, og jeg hørte ordet ’migræne’ rigtig meget rundt om i krogene. Jeg fremlagde vores sygefraværsstatistik på møde efter møde; det hjalp bare ingenting. Alle kunne se, at vi havde alt for mange sygedage, men vi kunne ikke finde ud af at gøre noget ved det,« siger Martin Rosenquist, der i 2006 kunne notere hver medarbejder for gennemsnitlig 28,4 sygedage.

En øjenåbner

For en leder, der stort set selv kun kender begrebet sygdom fra statistikkerne og den daglige kamp med at få vagtplanen til at hænge sammen, kræver det en del mental gymnastik at finde nye veje at gå. Derfor blev mødet med konsulentvirksomheden Strategos, som Martin Rosenquist rendte ind i ved et tilfælde, netop den øjenåbner, som Ellepilen havde brug for. Her havde konsulenten Bo Holst-Mikkelsen nemlig en helt anden indgang til problemet sygefravær og sammen aftalte Ellepilen og Strategos at sætte et samarbejde i gang.

På første møde i institutionen lyttede konsulenten – der var vant til at færdes på de bonede virksomhedsgulve og spritny men nysgerrig på det pædagogiske område – til ledelsesgruppen. Hans udgangspunkt var, at sygdom stort set også altid har en psykisk dimension og malet med den brede pensel – og langt uden om de rigtige kroniske lidelser – handler om trivsel. Sammen valgte man derfor en metode, der uden omsvøb gav bolden op til en debat om, hvad sygdom betyder – for den enkelte og for trivslen på en arbejdsplads.

»I den pædagogiske verden taler vi meget, og der var meget sladder om sygdom her: ’Nu er hun syg igen, typisk’. Det var befriende, at der kom en udefra og tog fat på en ny måde. Folk var trætte af alle de sygedage,« siger Martin Rosenquist.

På et møde for samtlige medarbejdere fik galden, glæden, tårerne og latteren lov til at flyde frit. Alle lagde ører til beretningerne om sygdom og arbejdsglæde og historien om, hvor træls det er både at være den eneste kollega på stuen, når de to andre igen har lagt sig syge – og at være den migræneplagede, der næsten ikke tør linde på gardinet i det mørklagte soveværelse og ringe ind og fortælle kollegerne, at man er syg. Igen.

Skyld og skam og sygdom

»Der blev gået til folk, men på en god måde. Der var da dem, der blev kede af det, men alle blev budt ind til at fortælle deres historie, og det kom helt bag på mange, når deres kolleger beskrev både deres sygdom og al den skyld og skam, de føler, når de ringer ind og melder sig syge. Det blev pludselig meget klart, at der er forskel på et regulært migræneanfald og på at vågne op med en hovedpine, der kan kureres med to Panodiler og en aftale om at møde lidt senere,« siger Martin Rosenquist.

På næste møde beskrev konsulenten hvad han havde hørt og set i personalegruppen. Han tegnede billedet af en personalegruppe, der var træt, ikke fik hentet ny energi og var inde i en trummerum, hvor man sjældent følte sig helt frisk, men samtidig havde så dårlig samvittighed over at melde sig syg, at man gik på arbejde, før man var helt rask igen. Og derfor ofte endte med at lægge sig syg igen kort tid efter.

»Det blev pludselig legalt at røre rundt i materien. Det blev legalt at fortælle, hvordan det føles, når man ringer ind om morgenen og kan høre, at kollegaen i den anden ende af røret allerede på forhånd har dømt ’nå, nu er det hende igen’. Jeg tog mig selv i to gange at demonstrere samme attitude, og når et så negativt reaktionsmønster er feset helt ind i ledelsen, så har vi et problem. Vi endte med at konkludere, at det her handler mere om at forandre en kultur end om sygdom,« siger Martin Rosenquist.

På det næste møde blev der talt sygdom igen, men også løsninger. Det blev klart, at der er forskel på sygdom og på den offday, hvor man lusker lidt rundt for sig selv og sørger for at aftale med kolleger, at man i dag tager flere af de praktiske end de pædagogiske opgaver.

»Det har en dominoeffekt, når folk hoster sig igennem en dag eller kommer på arbejde med øjnene hængende helt ned på knæene og træder ind på stuen med et dybt suk. Da vi blev konfronteret med de følelser og reaktioner, det sætter i gang i andre, blev vi også i stand til at ændre på kulturen. Vi fik en kultur ind, hvor det er ok at være syg. Og er du syg, så gå dog hjem!«

Sygefraværet faldt

Året efter den åbne dialog om sygdom faldt Ellepilens sygdomsfrekvens til 21 dage pr. medarbejder. Sidste år faldt den til 15 og frem til efteråret i år – og influenzaepidemien – havde hver medarbejder gennemsnitlig ni sygedage.

Samtidig satte konsulenterne fra Strategos og kommunens medarbejdere i Distrikt Valby gang i et projekt, der senere kom til at omfatte i alt 15 københavnske institutioner. Målet var at finde en opskrift på nedbringelse af sygefraværet og blandt andet ved hjælp af statistiske analyseværktøjer identificere de faktorer, der påvirker sygefraværet. Projektet er afsluttet for nylig, og konklusionen er på én gang tydelig og meget individuel; nemlig at hver arbejdsplads har sit at kæmpe med, men får man identificeret de konkrete problemer på stedet og sat fokus på – højest to – konkrete indsatser, så kan sygefraværet reduceres markant.

Et par af institutionerne har i projektets levetid haft en så turbulent hverdag, typisk med ledelsesproblemer eller personaleudskiftninger, at sygefraværet endda er steget, mens andre institutioner med relativt få ændringer har skabt markante resultater og små mirakler med reduktioner af sygefraværet på 15-30 procent.

To ting går dog igennem samtlige tiltag, nemlig åbenhed som en kritisk nøglefaktor. Og en vinkel på sygefravær som et symptom på en ikke velfungerende arbejdsplads. Eller sagt med andre ord; præcis den samme konklusion, som Ellepilens medarbejdere i dag er landet på.

Syg, syg, syg!

»Der er altid en god grund til, at folk melder sig syge, og hos os har vi de samme problemer med sygdom, som de har alle andre steder. Forskellen er, at vi taler om dem. Ordet pjæk eksisterer ikke mere her, men vi kan se, at vi kontinuerligt skal tale om sygdom, og hvordan vi håndterer det,« siger Martin Rosenquist.

For eksempel arbejder Ellepilen i dag aktivt med at inddrage alle, der dagligt kommer og går i de røde barakker. Ikke mindst forældregruppen, der også får del i åbenheden og har vist sig at være en aktiv medspiller.

»Det betyder en hel masse for stemningen mellem forældre og pædagoger, når der på tavlen ved stuen står en forklaring om, at vi desværre har sygdom i dag, og at de kan hjælpe os, hvis de har mulighed for at hente deres børn lidt tidligere. Folk vil gerne bidrage, men der er ingen, der bryder sig om at blive mødt af en tavle med en række personalenavne og beskeden: Syg, syg, syg! Man kan lige så godt kalde en spade for en spade, og vi tager også helt åbent dialogen med de forældre, der sender deres børn for tidligt i institution igen, når de har været syge. Syge børn smitter; også pædagogerne. Og det får forældrene at vide her,« siger Martin Rosenquist, der også noterer sig, at tonen i personalegruppen har forandret sig.

Sladderkvoten er faldet væsentligt, og der bliver ønsket pænt ’god bedring’, når en kollega ringer ind og melder sig syg.

»Standardbemærkningen til dem, der render med sladder her, er: ’Hvad vil du gøre ved det?’ Jo bedre man har det med sine kolleger, jo bedre trivsel, og jo færre sygedage. Sådan er det. Og så skal man heller ikke kimse ad den måde, vi sætter ord på hverdagen: ’Ja, indimellem hinker vi os igennem dagen. Men vi klarede den jo!’ Det er den historie der er vigtig at fortælle.«