Regeringen falder i årskarakter

Af Gitte Redder

Vælgerne giver Helle Thorning-Schmidts ministerhold en gennemsnitskarakter på 4,1. Det svarer til en jævn præstation med adskillige væsentlige mangler. Med en personlig årskarakter tæt på dumpegrænsen trækker Annette Vilhelmsen snittet ned. Det er utilfredsstillende for enhver regering, mener valgforskere.

Foto: Foto: Niels Meilvang/Scanpix

SKUDSMÅL Alt i mens Helle Thorning-Schmidt bakser med at sammensætte et nyt ministerhold, afleverer vælgerne nu en syngende lussing til hele regeringsholdet. Det sker med den årlige karakterbog, som Ugebrevet A4 hvert år beder vælgerne om at udfylde.

Regeringen er nemlig, ifølge vælgerne, blevet dårligere til sit arbejde i 2013 og leverer en skuffende og middelmådig præstation. Et af de få lyspunkter i karakterbogen er dog, at ugens afsked med de to ministre Morten Bødskov og Villy Søvndal, også er en afsked med to af årets dårligste ministerkarakterer.

RubrikTekst før script
Tekst efter sscript

Men selv efter at de to ministre, begge med bundkarakterer, har forladt regeringen, bedømmer danskerne S-R-SF-regeringen til en årskarakter på sølle 4,1. Det svarer til en jævn præstation med adskillige væsentlige mangler.

Ti ministre leverer en præstation under det jævne og især socialminister Annette Vilhelmsen trækker med en karakter på 2,1 regeringens gennemsnit i dumperetning.

Det viser en omfattende undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4. Et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på 1.658 borgere har givet hver enkelt minister karakter for hans eller hendes evne til at forvalte sit ministerembede.

Og vælgerne er ikke imponerede over regeringens indsats i 2013. De seneste to år scorede regeringen også en sølle årskarakter på 4,2, og i år falder den dårlige karakter så yderligere.

Center

På 7-trins-skalaen, hvor 12 er topkarakter og alle under 2 dumper, er en karakter på 4,1 så skuffende, at ingen regering eller minister på holdet kan være tilfreds, fastslår valgforsker på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Rune Stubager.

»Et 4-tal er ikke nogen prangende karakter. Mange vælgere synes ganske enkelt ikke, at regeringen gør det særlig godt. Statsministeren plages også af diskussioner om løftebrud, og mange opfatter det som om, at regeringen ikke fører den politik, som vælgerne regnede med,« siger Rune Stubager.

Han henviser til, at regeringen netop har forhandlet en finanslov på plads med Venstre og Konservative, og dermed bliver det en mere blå finanslov, end mange af S og SF’s vælgere havde håbet på. Samtidig har forårets vækstpakke med blandt andet lavere selskabsskat sikkert også trukket karakteren ned blandt venstrefløjens vælgere.

Ingen hurra

Også valgforsker på Københavns Universitet professor Kasper Møller Hansen kalder det en hård dom fra vælgerne.

»Det er bestemt ikke noget at råbe hurra for og være stolt over. Ingen regering kan være glad for et 4-tal,« konstaterer han.

Alligevel er Kasper Møller Hansen overrasket over, at regeringens årskarakter ikke er dårligere.

»Jeg troede egentlig, at deres årskarakter var endnu lavere. I betragtning af, at der nærmest har været en kø af dårlige sager klistret til en række ministre, kunne resultatet have set endnu værre ud,« siger Kasper Møller Hansen og henviser blandt andet til den såkaldte solcellesag, som belaster klimaminister Martin Lidegaard samt de aktuelle sager omkring nu afgåede justitsminister Morten Bødskov og socialminister Annette Vilhelmsen.

 

»Lige præcis de ministre, der har haft nogle sager kørende, får et gevaldigt hak i tuden. Det viser, at vælgerne reagerer på sagerne og giver dem dårligere karakterer, der så trækker regeringen nedad,« siger han.

Begge valgforskere peger på at regeringens dårlige karakterer også hænger sammen med, at vælgerne bliver mere og mere skeptiske. Enten er man for S-R-SF-regeringen, eller også er man imod.  Og når meningsmålingerne er i de borgerlige partiers favør, vil det automatisk smitte af på deres bedømmelse af en socialdemokratisk ledet regering og give dårlige karakterer, forklarer de.

»En stor del af de borgerlige vælgere vil give ministre i en socialdemokratisk ledet regering lave karakterer, og når meningsmålingerne viser, at der er et borgerligt flertal, vil det trække voldsomt nedad,« konstaterer Rune Stubager.

Ser man på de tre regeringspartiers ministerhold hver for sig, trækker SFs ministerhold gennemsnitskarakteren betragteligt ned.  Hvor de radikale ministre i gennemsnit får 4,2, og de socialdemokratiske ministre får 4,5, så må SF-ministerholdet nøjes med 3,5. I disse gennemsnitskarakterer er både Villy Søvndal og Morten Bødskov medregnet.

Bundskraber

Og det er SFs egen partileder, socialminister Annette Vilhelmsen, der som årets bundskraber får SF til at bløde.  Med en gennemsnitlig årskarakter på 2,1, der svarer til ’det minimalt acceptable’, er vælgerne meget tæt på helt at dumpe socialministeren.  Og zoomer man ind på karaktergivningen, er det hver tredje vælger, der faktisk giver socialministeren dumpekaraktererne -03 eller 00.

Da vælgerne sidste år gav årskarakter, var de mere milde i deres bedømmelse af den dengang relativt nytiltrådte erhvervs- og vækstminister. I 2012 fik den nye pige i klassen 4,2, men nu får Annette Vilhelmsen hård medfart, fordi sagerne hober sig op, forklarer Rune Stubager.

 

»For et år siden var der stadig en forventning om, at Annette Vilhelmsen skulle skabe fremgang for SF, og at det skulle gå bedre for regeringen. Ingen af delene blev til noget. Lige nu er hun rodet ind i Zornig-sagen, og hun var ikke med til at forhandle sidste etape af finansloven på plads. Det hele tegner et billede af en minister, der ikke har styr på tingene,« fastslår Rune Stubager.

Annette Vilhelmsen kan heller ikke hente megen trøst hos sine egne SF-vælgere, for også her får hun en hård medfart. Blandt de 68 SF-vælgere, der har deltaget i undersøgelsen, får hun kun en gennemsnitskarakter på 4,7.  Karakteren fra SF-vælgerne skal dog læses med forsigtighed, da der er relativ få SF-vælgere med i undersøgelsen.

Men det er på hjemmebanen blandt SF’s egne vælgere, at den virkelige katastrofe lurer for Annette Vilhelmsen. Det vurderer valgforsker Kasper Møller Hansen.

»Det værste for socialministeren er, at hun får så dårlig en karakter hos sine egne vælgere. 4,7 er mildt sagt en katastrofe og viser, at hun er svækket som både minister og partileder,« siger han.

Tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF) roder også rundt nede i bunden af karakterskalaen. Han må nøjes med 3,0 i årskarakter og må dermed konstatere, at han kun er blevet marginalt mere populær ved at gå som partileder.  Sidste år fik han karakteren 2,9.

Ingen julestemning

SF’s politiske ordfører Jonas Dahl kommer da heller ikke ligefrem i julestemning over SF-ministrenes karakterbog.

»Det er klart, at det er utilfredsstillende karakterer. Men vi skal se på, at vi udover to ministre i bunden også har to SF-ministre i midten af feltet og to, der er rykket op i toppen,« siger Jonas Dahl.

Miljøminister Ida Auken placerer sig med en årskarakter på 4,8 øverst på ministerholdet, og næstbedst på SF’s ministerhold er sundhedsminister Astrid Krag med en karakter på 4,1. Begge ministre klarer sig i deres eget bagland markant bedre end deres egen partiformand. Således scorer Ida Auken en høj karakter på 8,3 og Astrid Krag 6,9 blandt SF-vælgerne.

Transportminister Pia Olsen Dyhr modtager en karakter på 3,7 fra vælgerne.

Ifølge Jonas Dahl er forklaringen på, at SF-vælgerne giver Annette Vilhelmsen en ublid medfart, at hun lige nu er i mediemøllen for den såkaldte Zornig-sag.

»Lige nu betaler Annette Vilhelmsen prisen både for et dårligt kommunalvalg og en uheldig håndtering af en enkeltsag. Men hun har været ude at beklage, og der er ikke andet at gøre end at komme op på hesten igen,« siger han, og er overbevist om, at det vil lykkes med blandt andet gennemførelsen af de såkaldte sociale 2020-mål.

Men samlet set erkender partiets politiske ordfører, at ministrene må smøge ærmerne op.

»Det er ikke godt nok, og derfor skal vi arbejde os ud af det,« fastslår Jonas Dahl.

Exit Bødskov

Da Ugebrevet A4 gennemførte sin undersøgelse i perioden 3. til 9. december hed justitsministeren stadig Morten Bødskov.  Men sammenlignet med Mortens Bødskovs karakter på 4,5 i 2012 styrtdykkede han i år til en tredjesidste plads med en karakter på kun 2,9.

Og forskerne er slet ikke i tvivl om, at Morten Bødskovs dramatiske fald på karakterskalaen hænger sammen med den aktuelle sag, hvor han over for Folketingets Retsudvalg skjulte grunden til, at udvalget ikke kunne besøge Christiania.

»Den aktuelle sag har uden tvivl svækket Morten Bødskov, der samtidig har været belastet af blandt andet en kontroversiel offentlighedslov samt sager om børn, der udvises af Danmark,« siger Rune Stubager.

Vestager får en flot julegave

Med en årskarakter på 5,5 topper økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager listen for tredje år i træk. Margrethe Vestager er den dygtige og magtfulde pige i klassen, der har styr på tingene, bedyrer valgforsker Rune Stubager.

»Samtidig får Vestager også gode karakterer hos borgerlige vælgere. Før Radikale gik ind i regeringen, sagde hun, at de ville bryde blokpolitikken og lave aftaler hen over midten. Det har hun gjort, og der står stor respekt omkring hende både hos midtervælgerne og hos de borgerlige vælgere,« siger han.

Margrethe Vestager er samtidig den minister, der scorer allerhøjest årskarakter i sit eget bagland. Blandt de 107 radikale vælgere, der har deltaget i Analyse Danmarks undersøgelse, får hun en gennemsnitskarakter på 9,9. Og ikke en eneste radikal vælger giver hende under 4.

Det er en fortrinlig præstation af en minister, vurderer Kasper Møller Hansen.

»9,9 i årskarakter er en flot julegave til Margrethe Vestager. Hun bliver nærmest båret frem af sine egne, siger han.

Corydon er populær hos de blå

Finansminister Bjarne Corydon (S) ligger også i toppen med en karakter på 5,3, og dermed er han den socialdemokratiske minister, der klarer sig suverænt bedst. Danmarks kassemester henter også pæne karakterer hos de borgerlige vælgere, viser tallene. Hver fjerde Venstre-vælger giver således finansministeren topkaraktererne 10 og 12, hvilket ifølge Rune Stubager er en del af forklaringen på finansministerens popularitet

»Mange borgerlige vælgere kan godt lide finansministeren, fordi han har styr på økonomien, og samtidig er han indflydelsesrig og troværdig,« konstaterer Rune Stubager.

Men på trods af kontroversielle udtalelser, hvor han blandt andet i Politiken lovpriste konkurrencestaten, og indgåelse af finanslov med Venstre og Konservative frem for Enhedslisten, er ”Blå Bjarne” stadig populær hos sine egne. Blandt de 280 socialdemokratiske vælgere, der har deltaget i undersøgelsen, får Bjarne Corydon 8,3 i årskarakter, hvilket svarer til en præstation et pænt stykke over middel.

»Det er en god nyhed for Bjarne Corydon, at han udover at trække gode blå karakterer også får høje karakterer hos sine egne vælgere. Han har formået at sælge sin politik på en meget troværdig måde, og der står bred respekt om ham,« siger Kasper Møller Hansen.

Mette Frederiksen er nr. 3

Også beskæftigelsesminister Mette Frederiksen klarer sig pænt. Blandt alle vælgere scorer hun 4,9 på karakterskalaen, hvilket placerer hende på en sikker tredjeplads i klassen.

Ligesom finansministeren får hun blandt sine egne vælgere 8,3 i årskarakter. Begge nævnes ofte som mulige afløsere for Helle Thorning-Schmidt, når hun ikke længere skal stå i spidsen for partiet, og det er ikke tilfældigt, at de to får så flotte karakterer i deres eget bagland, erklærer begge valgforskere.

»Mette Frederiksen kan det politiske håndværk, og så markerer hun sig med den sociale indignation, der er i overensstemmelse med klassiske socialdemokratiske værdier,« mener Rune Stubager.

Midterholdet

Forsvarsminister Nicolai Wammen er den socialdemokratiske minister, der med en karakter på 4,6 klarer sig tredje bedst, og sammen med kulturminister Marianne Jelved ligger han i top fem i klassen.  Samtidig kan den tidligere Europaminister Nicolai Wammen glæde sig over, at han får 7,0 i gennemsnitskarakter blandt sine egne vælgere og dermed markerer, at han i det socialdemokratiske bagland har næsten lige så stor opbakning som finansministeren og beskæftigelsesministeren.

Ny på ministerholdet er erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsen, og han scorer en karakter på 4,4. Selvom han ifølge Kasper Møller Hansen som ny minister stadig mangler at være synlig på de store dagsordener, får han høje karakterer, fordi vælgerne kender ham i forvejen.

Også fødevareminister Karen Hækkerup får et lidt-over-gennemsnittet skudsmål hos vælgerne. Den tidligere socialminister scorer 4,4 i karakter blandt alle vælgere og markerer sig dermed som en af de mere succesfulde ministre. Det understreges af, at hun blandt socialdemokratiske vælgere får en pæn karakter på 6,8.

Handels- og Europaminister Nick Hækkerup får med 4,2 en karakter en anelse lavere end Karen Hækkerup, men stadig blandt de ti bedste ministre i befolkningens øjne. Til gengæld må han nøjes med 6,6 i karakter fra sine egne vælgere.

Direktøren straffes for alle møgsager

Statsminister Helle Thorning-Schmidt lægger sig lige i midten af ministerholdet med en gennemsnitskarakter på 3,9. Både Kasper Møller Hansen og Rune Stubager understreger, at det altid vil være øretævernes holdeplads at være statsminister, fordi hun som ’direktør for firmaet’ bliver straffet for det hele.

»Som regeringsleder er der en såkaldt ’cost of ruling’, der betyder, at alle de møgsager, som resten af ministrene slås med, også rammer hende. Når en fagminister falder ved siden af, slider det også på Helle Thorning-Schmidt, « forklarer Kasper Møller Hansen.

»Når vælgerne ikke synes, det går godt, straffer de Helle Thorning. Statsministeren samler op for hele regeringen,« siger Rune Stubager.

Han understreger, at det også er i det lys, at det som regeringsleder er centralt at sætte det helt rigtige hold for at undgå brølere, rokader og fyresedler til ministre.

Blandt de socialdemokratiske vælgere scorer Helle Thorning-Schmidt 8,6 i årskarakter, og dermed er hun den socialdemokratiske minister, der i egne rækker får den flotteste bedømmelse. Seks ud af ti S-vælgere giver hende således topkaraktererne 10 og 12.

»Lige nu er det meget vigtigt for statsministeren, at hun får så flot en bedømmelse hos sine egne,« siger Kasper Møller Hansen med henvisning til, at Helle Thorning-Schmidts ministerhold lige nu er kastet ud i en historisk krise.

I midterfeltet – lige under Helle Thorning Schmidt – ligger også den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard. Den fremtrædende radikale minister må nøjes med 3,8 i årskarakter, og det overrasker Rune Stubager.

»Internt hos de Radikale spiller Morten Østergaard en stor rolle, men eksternt er han ikke særlig synlig,« siger Rune Stubager.

Han peger på, at hver fjerde vælger ikke giver ham karakter, fordi de ikke ved, hvordan de skal bedømme ham.

I længden er det utilfredsstillende med en så relativ dårlig karakter for en central radikal minister, understreger den århusianske valgforsker.

Kasper Møller Hansen vurderer, at Morten Østergaard klarer sig dårligt lige nu, fordi han har fået klø for reformer på universiteterne.

»Morten Østergaard har måttet tage skraldet for de uddannelsesreformer, der lige nu gennemføres, og det smitter af i nedadgående retning,« siger han.