Radikale vilde med rød regering

Af

Hver anden radikal vælger er klar til at gå på kompromis med partiets skattepolitik for at komme med i en rød regering. Ny måling viser overvældende radikal vælgeropbakning til en rød regering – med eller uden R. Men Margrethe Vestager skal tænke sig godt om, før hun går i regering med S og SF.

 









































RADIKALT VENSTRESVING
De radikale er berømte og berygtede for at søge indflydelse, hvor de kan, og den grundtanke lever stadig hos de fleste af dem, der sætter deres kryds ved liste B. Men der er alligevel en grænse: 9 ud af 10 radikale vælgere vil under ingen omstændigheder støtte en regering, der er afhængig af Pia Kjærsgaards (DF) stemmer.

Det er sandsynligvis forklaringen på, at de radikale vælgere hælder usædvanligt meget mod venstre i en helt ny måling: 6 ud af 10 radikale drømmer om at komme i regering med S og SF efter et valg. Men selv, hvis de radikale ikke kommer med i en eventuel ny, rød regering, vil kun 15 procent af partiets vælgere pege på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, mens 71 procent vil have Helle Thorning Schmidt (S) som statsminister.

Det viser en ny, opsigtsvækkende måling blandt 340 radikale vælgere, der enten stemte radikalt ved det seneste valg eller regner med at gøre det, hvis der valg i morgen. Målingen er foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Den giver den radikale top total opbakning fra vælgerne til at gå målrettet efter et regeringsskifte. Kun to procent af de radikale vælgere går ind for, at VK-regeringen skal fortsætte.

De radikale vælgere er spurgt, umiddelbart efter Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal (SF) offentliggjorde deres siden så udskældte fælles skatteudspil - og i samme omgang slog fast, at hverken skatte- eller udlændingepolitik ville være til diskussion med de radikale efter et valg.

Mens den radikale top har raset over de ultimative krav til et fremtidigt regeringssamarbejde, så er deres vælgere noget blødere i koderne. Faktisk mener halvdelen af de radikale vælgere, at partiet bør gå på kompromis med den radikale skattepolitik for at øge chancerne for et samarbejde med S og SF, mens fire ud af ti er parate til at bøje af på udlændingepolitikken.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, glæder sig over, at de radikale er i »så flot overensstemmelse med deres egne vælgere,« når de peger på Helle Thorning som statsminister.

»Vi vil meget gerne have dem med i et regeringssamarbejde. Det er jo meget nemmere at have de radikale med end at have dem udenfor, og vi mener også sagtens, vi kan indgå positivt i et respektfuldt samarbejde,« siger Henrik Sass Larsen (S).

Skinger bryllupsmusik

Men der er ikke meget bryllupsmusik mellem linjerne, når man taler med de to næstkommanderende i S og R om deres fremtidsplaner. Det skulle da lige være et af den slags, hvor der pruttes om kameler og guldstykker, før bruden bliver budt indenfor.

»På et eller andet tidspunkt bliver de jo nødt til at afstemme den vælgermæssige opbakning med, hvad de kan få igennem politisk. Det kræver jo et flertal at få ting igennem i Folketinget. Der lader de radikale vælgere heldigvis til at være relativt pragmatiske, og det er jo kun positivt. Så er al fokus jo på, hvordan vi får den nye regering og det nye flertal,« mener Sass Larsen.

God pointe, mener næstformanden for de radikales folketingsgruppe, Morten Østergaard. Især, hvis den erkendelse vil afholde Socialdemokraterne fra at føre sig frem med ultimative krav i fremtiden:

»Jeg er utrolig glad for, at netop Henrik Sass peger på, at der skal et flertal i Folketinget til at gennemføre politik. Hvis Sass tror, at han bare kan tælle de radikale stemmer med, så synes jeg, han skal snakke med nogle af sine partifæller, der har prøvet at sidde i regering med de radikale. Der skal altså mindst 90 mandater til,« siger Morten Østergaard.

Rent selvmord

Trods den hårde tone så ligger det stadig fast, at de radikale peger på Helle Thorning Schmidt som statsminister, understreger den radikale næstformand. Men dermed er det langt fra afgjort, om de radikale også vil i regering med hende. Et scenarie, der pludselig ser meget mindre fristende ud, efter S og SF’s ultimative krav, mener den radikale chefredaktør for Skive Folkeblad, Ole Dall:

»Det vil være en risikabel affære at gå ombord i et S/SF-regeringsfællesskab. Skulle nogen være i tvivl om graden af radikal indflydelse i sådan en regering, så kan de jo få alle deres bange anelser bekræftet nu. S og SF er blevet enige om politikken og vil bare have de radikale med som stemmekvæg. Det er en rød herremandspolitik, som de radikale ikke kan bruge til noget som helst. Det vil være rent selvmord at gå ind i sådan en regering.«

Når de radikale er så trætte af, at der bliver ført blokpolitik til højre, så skal man absolut ikke begynde at lave blokpolitik til venstre, påpeger Ole Dall, der til gengæld ser store muligheder i at satse på en rolle som forhandlingspartner for en rød regering.

»Det vil give indflydelse på nogle punkter og mulighed for at blokere for nogle af de værste røde elementer – herunder på skatteområdet. Og man vil få en radikal position, hvor man understreger en social-liberal midterrolle. Det er der masser af perspektiv i set med radikale øjne – i stedet for at blive et fast møblement i rød stue.«

Politisk kommentator og tidligere formand for K, Hans Engell, har også svært ved at se fordelen for de radikale ved at tage regeringsansvar.

»Hvis jeg var i Margrethe Vestagers sted, så ville jeg helt klart vælge at forblive udenfor en sådan regering. Radikale er i dag så svagt et parti, at de vil få alt for lidt indflydelse, hvis de går med. I en S/SF-regering vil de helt forsvinde.«

Står Margrethe Vestager med et hold af yngre radikale skarpskytter, der bliver centrale forhandlingspartnere for en S/SF-regering, kunne det derimod give en reel chance for en ny radikal storhedstid, mener Engell:

»Så får de en langt friere stilling med muligheder for at fremlægge egen politik – og også presse en S/SF-regering. Det kan give dem en meget høj profil og gøre dem til et meget synligt og interessant parti. I stedet for konstant at skulle slås med resten af regeringen og være er lidt irriterende element, kan de være det parti, der bliver afgørende i de vigtige forhandlinger.«

Når det er sagt, så tror Hans Engell ikke på, at Margrethe Vestager frivilligt vil sige nej til ministerposter til de radikale. Morten Østergaard lægger da heller ikke skjul på, at det stadig er første prioritet at komme med i en regering – forudsat det politiske grundlag er i orden.

»Vi vil gerne med i en regering, og det er jeg glad for, at de radikale vælgere bakker op om. Vælgerne giver udtryk for, at det er fornuftigt at have en hvis vilje til kompromis – men ikke sælge sin sjæl for at komme i regering, og det er jeg helt enig i.«

DF flytter med

Sjælen ligger ikke mindst i de radikales særstilling på udlændingepolitikken. Godt nok er fire ud af ti radikale vælgere klar til at bøje af for at bane vejen for et regeringssamarbejde med S og SF. Men for 54 procent af vælgerne er udlændingepolitikken så vigtig, at de ikke mener, der skal indgås kompromisser her.

Det kan imidlertid blive svært at holde en S/SF-regering på det radikale spor, hvis den frit kan forhandle sin politik igennem til højre og venstre, påpeger Morten Østergaard:

»Vi er ret optaget af at sikre, at sådan en regering ikke laver politik uden os. Og hvis vi vil være helt sikre på, at en regering ikke gør det, så er det nok en fordel, at vi er en del af den. Kristian Thulesen Dahl (DF) har jo meldt meget klart ud, at han ønsker at søge indflydelse, hvis der kommer en S/SF-regering efter et valg…«

For tænk nu, hvis de radikale får deres ønske om et regeringsskifte – uden at det mindsker Dansk Folkepartis indflydelse på udlændingepolitikken. Denne radikale skrækvision kan blive det, der alligevel skubber Margrethe Vestager med ned i dobbeltsengen til Villy og Helle – selvom hun kun får en plads i fodenden.