Ny regering på gammelt grundlag

Den nye SR-regering gør livet nemmere for sig selv ved at undlade at skrive nyt regeringsgrundlag, vurderer flere forskere. Regeringen slipper for beskyldninger om løftebrud og tvinger samtidig SF til loyalitet. Margrethe Vestager fastslår, at regeringen hellere vil i arbejdstøjet end skrive tykke bøger.

Foto: Foto: Lars Krabbe/Polfoto

EN NY START Poul Nyrup Rasmussen gjorde det fire gange, og Anders Fogh Rasmussen gjorde det også fire gange.  Men Helle Thorning-Schmidt har ikke tænkt sig at præsentere mere end ét egentligt regeringsgrundlag.

’Et Danmark, der står sammen’ hedder det regeringsgrundlag, som de daværende tre regeringsledere Villy Søvndal (SF), Margrethe Vestager (Rad) og Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede i oktober 2011 efter deres valgsejr. Men selvom regeringen ikke stod sammen, vil den nye to-parti-regering bestående af Socialdemokraterne og Radikale fortsat hvile på det regeringsgrundlag, SF er medunderskriver på.

I stedet for et nyt regeringsgrundlag nøjedes statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i går med at præsentere et to siders dokument under overskriften ’Flere job og bedre velfærd’. Og Margrethe Vestager understreger over for Ugebrevet A4, at det ikke er et ultralight regeringsgrundlag.   

»Det er en regeringserklæring, der kortfattet sætter noget retning på, hvad der er vigtigt for os i regeringen.  Derudover kommer vi jo med alle vores resultater,« siger hun.

I erklæringen fremhæver regeringen, at den har to hovedopgaver. For det første skal flere danskere i arbejde, blandt andet med nye vækstinitiativer, forenklet erhvervsregulering, forbedret offentligt service til virksomhederne og en klimalov.

For det andet vil regeringen skabe økonomisk grundlag for en bedre velfærd og sikre en rimelig social balance.  

Alt i alt en kort erklæring, der udstikker kursen, men heller ikke meget andet sammenlignet med det udførlige regeringsgrundlag på 76 tætskrevne sider, der blev formuleret over flere uger i Det Sorte Tårn i 2011.

Vil undgå bøvl og løftebrud

Flere forskere, som Ugebrevet A4 har talt med, vurderer, at det er for at undgå bøvl og beskyldninger om løftebrud, at S og R nu nøjes med et tyndt stykke papir.

Valgforsker på Syddansk Universitet, professor Asbjørn Sonne Nørgaard, er overbevist om, at regeringstoppens lyst til at skrive et nyt, fyldigt grundlag er oversteget af faren ved et nyt grundlag.

»Regeringen gør simpelt hen livet lidt lettere for sig selv ved at fortsætte med det nuværende regeringsgrundlag,« fastslår han.

»Hvis Helle Thorning og Margrethe Vestager havde præsenteret et nyt stort regeringsgrundlag, kunne man holde dem op på det om mindre end halvandet år, når vi skal til folketingsvalg. ’Er det nu smart?’ har de spurgt sig selv og kigget i historiebøgerne. Og da der ikke automatisk forlanges et nyt regeringsgrundlag og ikke er klare forventninger om det, har de besluttet at lade være,« siger han.

Værktøj til at disciplinere

Professoren vurderer også, at Socialdemokraterne og Radikale har diskuteret, hvordan de bedst muligt holder SF ind til kroppen. Et nyt regeringsgrundlag ville gøre det meget let for utilfredse SF’ere at springe ud som højtråbende oppositionspolitikere.  

»Men så længe SF har skrevet under på det gældende regeringsgrundlag, øger Helle Thorning sandsynligheden for, at SF er loyalt støtteparti til regeringen,« understreger han.

Endelig påpeger Asbjørn Sonne Nørgaard, at et regeringsgrundlag er et værktøj, der bruges i en til at holde partierne fast på at være loyale.

»Der er ikke i samme grad behov for sådan et disciplineringsværktøj i en regering med kun to partier, som der er i en regering bestående af tre partier,« siger han.

Risiko for unødige diskussioner

Også valgforsker på Københavns Universitet professor Kasper Møller Hansen mener, at det er meget velovervejet, at regeringen ikke fremlægger andet end en kort erklæring om dens videre arbejde.  

»Den nye regering forsøger at signalere stabilitet og sammenhold, for det er jo ikke det, de har været bedst til indtil nu. Hvis de skal til at gå regeringsgrundlaget igennem med en tættekam, vil det starte nogle unødige politiske diskussioner mellem de to regeringspartier,« siger han.

Kasper Møller Hansen tilføjer, at det ikke lige er det, som de to regeringspartier har behov for lige nu. I stedet holder de sig til den køreplan, der allerede er skemalagt for foråret med beskæftigelsesudspil og opfølgning på Produktivitetskommissionen.

»I de konkrete politikudspil kan de være mere specifikke end i et regeringsgrundlag, så det er her, de kan profilere sig og vise, hvad S-R-politik er,« siger Kasper Møller Hansen.

Han understreger, at han ikke ser noget problem i, at Socialdemokratiet og De Radikale fortsætter med det gamle regeringsgrundlag.

»De går jo fortsat ind for det regeringsgrundlag, de lavede med SF,« siger Kasper Møller Hansen.

Heller ikke professor emeritus Tim Knudsen er overrasket over, at den nye SR-regering holder fast i regeringsgrundlaget fra 2011.

»SF’s regeringsexit kom så pludseligt, at man ikke har haft tid til at forberede et nyt regeringsgrundlag. Det er en længere forhandling, som man ikke kan klare i en håndevending. Det kræver nærmest, at man rydder kalenderen i flere dage, og det har der ikke været mulighed for,« siger Tim Knudsen.

Naturligt med nyt grundlag

Derimod forstår lektor i politologi på Roskilde Universitet Flemming Juul Christiansen ikke, at den nye regering undlader at skrive nyt regeringsgrundlag.

»De emner, der var i det gamle regeringsgrundlag, er efterhånden udtømt, så derfor kunne det være naturligt at lave et nyt – på samme måde som andre regeringer efter to år har lavet nyt regeringsgrundlag,« siger han.

Flemming Juul Christiansen er medforfatter på en ny videnskabelig artikel om regeringsgrundlag i Danmark og henviser til, at de skiftende regeringer under Poul Nyrup Rasmussens ledelse fra 1993-2001 præsenterede fire forskellige regeringsgrundlag. 

Tilsvarende bød tiåret med VK fra 2001-2011 på fem forskellige borgerlige regeringsgrundlag.

Regeringsgrundlagene er kommet både i kølvandet på folketingsvalg, men også når der har været ommøbleringer i forskellige regeringer.

Oppositionen savner nyt grundlag

På Christiansborg mener oppositionen, at regeringen springer over, hvor gærdet er lavest.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, pointerer, at det er syvende gang Helle Thornings-Schmidt præsenterer nye ansigter i regeringen uden at ændre i regeringsgrundlaget.

»Regeringsprogrammet har længe været udtømt, og det arbejdspapir, som regeringen har præsenteret i dag, er alt sammen gammel vin på nye flasker. Men fine overskrifter er ikke nok – der skal handling til. For Danmarks skyld havde det være godt, hvis regeringen havde præsenteret et nyt regeringsprogram med reelt fokus på vækst, reformer og jobskabelse,« siger hun.

Også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen efterlyser et nyt grundlag.

»Hvis regeringen skal gøre sig nogen som helst forventninger om genvalg, så er jeg overbevist om, at de bliver nødt til at komme tættere på det, de gik til valg på. Det ville være godt med et nyt regeringsgrundlag, der sætter fokus på jobskabelse, en løsning af dagpengesituationen og genopretning af velfærden,« siger hun.

Vil hurtigt i arbejdstøjet

Men det nye ministerhold vil hellere i gang med arbejdet frem for at skrive nye tykke bøger, understreger den radikale vicestatsminister, Margrethe Vestager.

Hun henviser til, at der i de kommende måneder blandt andet skal udformes vækstudspil, ligesom både det såkaldte Carsten Koch-udvalg samt Produktivitetskommissionen kommer med rapporter, der skal danne grundlag for nye politiske udspil. Endelig skal både en erhvervsuddannelsesreform og en folkeskolereform føres ud i livet, ligesom Folketinget skal vedtage en klimaplan.

 »Vi har ikke planer om at sætte os ned og skrive tykke papirer. Regeringsgrundlaget fra 2011 er nok noget af det største, der er lavet af den type, og en stor del af det er på plads men der er så sandelig meget at gøre endnu. Og med regeringserklæringen siger vi, at nye job og bedre velfærd er i hovedfokus. Vi vil hellere komme i gang med arbejdet i stedet for at skrive nye bøger,« siger Margrethe Vestager.

Hun afviser, at det er for at blive hængt op på en løftebrudsdiskussion og bøvl, at regeringen ikke på ny sætter sig op i Det Sorte Tårn på Amager.  

»Det er i håbet om, at vi faktisk kan levere nogle resultater, som folk bliver glade for.  Det er for at komme i gang så hurtigt som muligt,« siger hun.