Ministerrokader er ingen mirakelkur

Af

I langt de fleste tilfælde har ministerrokader ingen eller ligefrem negativ betydning for opbakningen til den siddende regering. Det viser en analyse af de seneste 25 års ministerrokader, som Ugebrevet A4 har foretaget. Er de nye ministre i forvejen kendte, øges chancerne for succes imidlertid.

STOLELEG Hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gør sig forhåbninger om, at den forgangne uges ændringer på ministerholdet skaber voldsom fremgang i meningsmålingerne, kan han godt tro om igen. I langt de fleste tilfælde har ministerrokader nemlig ingen eller ligefrem negativ indvirkning på vælgernes opbakning til den siddende regering.

Det viser en omfattende analyse af de seneste 25 års ministerrokader, som Ugebrevet A4 har foretaget. I analysen er medtaget alle de mini-sterrokader, som er sket i Poul Schlüters (K), Poul Nyrup Rasmussens (S) og Anders Fogh Rasmussens regeringstid – og som ikke er sket umiddelbart før eller efter et folketingsvalg. Effekten af rokaderne er vurderet på tre meningsmålinger: Den seneste inden rokaden, den første samt den anden meningsmåling efter rokaden.

23 ministerrokader er foretaget i løbet af de 25 år. Af analysen fremgår det:

  • At kun i kølvandet på 12 af de 23 rokader har en af de efterfølgende meningsmålinger vist udsving på over to procentpoint.
  • Blot seks gange har udsvinget været mere end tre procentpoint.

Når der endelig sker markante udsving i meningsmålingerne i kølvandet på rokaderne, er det langt fra sikkert, at det er i positiv retning:

  • Kun tre gange, siden Poul Schlüter blev statsminister 10. september 1982, har en mini-sterrokade øget tilslutningen til regeringen med mere end to procentpoint.
  • Aldrig er den øgede tilslutning oversteget fem procentpoint.

Samlet set er billedet krystalklart: Ministerrokader er alt andet end en magisk løsning for en trængt regering.

Ugebrevet A4’s analyse vækker begejstring blandt flere af Danmarks førende valgforskere. Det er nemlig første gang, at der er blevet foretaget en systematisk gennemgang af ministerrokadernes mulige effekt på vælgernes opbakning til regeringen.

Lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen kalder resultaterne af Ugebrevet A4’s måling »markante« og »meget interessante«.

»Det overordnede billede er helt klart. Mini-sterrokader kan ikke aflæses i meningsmålingerne. Og når de endelig kan, så er udsvingene trods alt beskedne.«

Kendte ansigter højner chancen for succes

Kasper Møller Hansen tilføjer, at den manglende effekt af ministerrokaderne er ekstra bemærkelsesværdig i lyset af, at en rokade ofte følger i kølvandet på en periode, hvor regeringen har været i vanskeligheder.

»Ministerrokaderne gennemføres på et tidspunkt, hvor regeringen har problemer, og vælgeropbakningen må forventes at være i bund. Alligevel ser vi, at det kun er i meget få tilfælde, at regeringen i de efterfølgende meningsmålinger går markant frem,« siger han.

Med til historien hører selvfølgelig også, at der kan være andre ting end ministerrokaden, der påvirker meningsmålingerne. Det kan for eksempel være terrorangreb, fødevareskandale eller afsløringer af horrible forhold på et plejehjem.

Forskningsadjunkt Rune Stubager fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet tilføjer her, at skal udsvingene i meningsmålingerne knyttes til ministerrokaden, så skal man kunne se et markant udsving umiddelbart efter, at den eller de nye ministre er trådt til:

»Og her er det jo helt tydeligt i Ugebrevet A4’s undersøgelse, at det sker meget sjældent.«

De få tilfælde, hvor en ministerrokade har resulteret i markante udsving i vælgernes opbakning til regeringen, har ofte involveret en eller flere kendte politiske personligheder.

Det gjaldt eksempelvis den ministerrokade, som den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen foretog 20. september 1997. Her udskiftede han indenrigsminister Birthe Weiss (S) med den folkekære Århus-borgmester Thorkild Simonsen (S).

Målet med ministerskiftet var at give regeringen en skarpere profil på flygtninge- og indvandrerområdet, der på daværende tidspunkt var en akilleshæl for Socialdemokraterne. Tilsyneladende lykkedes missionen. I hvert fald steg tilslutningen til regeringen kort tid efter med 1,7 procentpoint, hvilket i mange danske aviser blev tilskrevet den dengang 71-årige Århus-borgmesters indtræden i regeringen.

Godt og vel to et halvt år senere gennemførte Poul Nyrup Rasmussen endnu en vellykket regeringsrokade. Den 23. februar 2000 gjorde Ritt Bjerregaard comeback i dansk politik, da hun efter en længere årrække som EU-kommissær overtog fødevareministeriet fra Henrik Dam Kristensen (S). Han overtog til gengæld Socialministeriet efter Karen Jespersen, der trådte ind på den nu 74-årige Thorkild Simonsens post som indenrigsmini-ster. Alt i alt en omfattende rokade med mange landskendte politikere involveret.

Resultaterne udeblev da heller ikke. Således steg opbakningen til regeringen med 4,6 procentpoint i de efterfølgende meningsmålinger. Det er til dato det største udsving i meningsmålingerne oven på en ministerrokade, siden Poul Schlüter tiltrådte i efteråret 1982.

Også den nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen har med succes foretaget ændringer på sit ministerhold. Den 2. august 2004 indsatte han Connie Hedegaard (K) på posten som miljøminister. Det betød, at den tidligere minister på området Hans Christian Schmidt (V) blev flyttet til fødevareområdet, hvor han har levet en forholdsvis anonym tilværelse, indtil han onsdag i sidste uge forlod regeringen.

Efter Connie Hedegaards indtog i Miljømini-steriet steg opbakningen til regeringen med knap tre procentpoint. Hvilket vidt og bredt blev tilskrevet den såkaldte »Connie-effekt«.

Forskningsadjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Rune Stubager, er da heller ikke i tvivl om, at »kendis-faktoren« har betydning.

»Selve det rituelle i en ministerrokade har ingen betydning. Så skal en ministerrokade batte det mindste, skal de nye ministre vække genkendelsens glæde hos vælgerne,« siger han.

Og det er i og for sig heller ikke så underligt, påpeger lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen:

»De nye ministre kan ikke nå at profilere sig på politikken eller deres evner. Så langt hen ad vejen er det et spørgsmål om indpakning i starten. Det politiske indhold må følge efter.«

Kan Karen lave en Thorkild?

Skal man følge den logik, skal statsminister Anders Fogh Rasmussen altså ikke regne med at hente den store gevinst ud af den ellers nok så sympatiske og dygtige konservative politiker Jakob Axel Nielsen, der har overtaget partifællen Flemming Hansens post som trafik- og energiminister.

Men hvad med den tidligere socialdemokrat, nu Venstre-politiker Karen Jespersen, der i sidste uge blev nyslået socialminister. Kan hun være mirakelkuren, der laver en »Thorkild« eller en »Connie« og bliver en af de få undtagelser, der bryder reglen om ministerrokaders indflydelse på meningsmålingerne?

Ifølge Ugebrevet A4’s analyse burde der være vis sandsynlighed for succes. Karen Jespersen er utvivlsomt en af Danmarks mest kendte politikere med en klar profil på socialområdet, hvilket er et godt udgangspunkt.

At dømme ud fra de foreløbige meningsmålinger er der imidlertid intet, der peger i retning af voksende opbakning til regeringen.

Umiddelbart efter offentliggørelsen af mini-sterrokaden i sidste uge gennemførte Epinion Capacent en måling for Danmarks Radio. Den viste, at blot 14 procent af vælgerne mente, det nye ministerhold gjorde det mere sandsynligt, at de vil stemme på et af regeringspartierne. 18 procent svarede, at ministerrokaden havde den stik modsatte indflydelse på dem.

Et værn mod ulighed

Rune Stubager og Kasper Møller Hansen er heller ikke så sikre på, at Karen Jespersen sender opbakningen til regeringen i vejret.

»Historien om Karen Jespersen er ikke kun positiv. Godt nok er hun kendt vidt og bredt, men det er blandt andet for hendes markante skifte fra VS til Venstre. Oppositionen vil udnytte hendes fortid på det kraftigste og så tvivl om hendes troværdighed. Jeg kan allerede se kampagnen for mig, »det sagde hun i går, det siger hun i dag«,« siger Kasper Møller Hansen.

Rune Stubager tilføjer:

»Hun er lidt speciel. Oprindeligt var hendes popularitet knyttet til, at hun var socialdemokrat med nogle skarpe holdninger, der også var populære hos de borgerlige. Men det modsatte gør sig ikke gældende. Der er formentlig ikke særlig mange socialdemokrater, der kan lide hende i dag.«

Det er dog ikke ensbetydende med, at Karen Jespersens indtog i regeringen bliver uden effekt. En af de ting, som Ugebrevet A4’s analyse ikke siger noget om, er, hvorvidt en ministerrokade bremser en nedtur i meningsmålingerne eller forhindrer, at der opstår problemer for regeringen på lidt længere sigt.

Og det er måske netop her, Karen Jespersen kommer ind i billedet. Hun kan om nogen dække velfærds- og særligt ulighedsflanken på en måde, som den tidligere minister på området Eva Kjer Hansen (V) ikke var i stand til, påpeger Rune Stubager.

Elendig skal man selvfølgelig ikke glemme, at der kan være andre grunde end stemmemaksimering til at gennemføre ministerrokader.

»Det kan være, at man ønsker at få styr på ministergruppen og derfor bliver nødt til at skaffe sig af med en eller flere ministre. Det kan også være, at man ønsker at få en bestemt politik igennem. Og så kan det selvfølgelig være naturlig afgang på grund af alder eller dødsfald,« siger Kasper Møller Hansen.

Heldigvis skal man helt tilbage til 16. februar 1980 for at finde et eksempel på, at en ministerrokade skete på baggrund af et dødsfald. Det var, da daværende statsminister Anker Jørgensen (S) blev tvunget til at finde en erstatning for den populære socialdemokratiske kulturminister Niels Matthiasen, i folkemunde kaldet »kultur-Niels«, der døde af et hjertetilfælde på et hotelværelse i London i en alder af 55 år.