SOS

Manu Sareen: Stress-kaptajn på en supertanker uden navigation og motorkraft

Af | @MichaelBraemer

Stress er udråbt som den nye folkesygdom. Men som grundlag for en patientforening har sygdommen foreløbig ikke kunnet sælge billetter. Det er altså noget af en opgave, tidligere socialminister Manu Sareen (R) er kommet på som formand for den nærmest ukendte Stressforeningen, der nu vil have en størrelse og indflydelse, som står mål med det enormt høje antal danskere med stress.

I sin tid som minister oplevede Manu Sareen, at han stadig var sårbar på grund af den stress, der havde ramt ham tidligere i livet. Han måtte bruge medicinsk cannabis for at lukke ned for de myldrende tanker om natten. 

I sin tid som minister oplevede Manu Sareen, at han stadig var sårbar på grund af den stress, der havde ramt ham tidligere i livet. Han måtte bruge medicinsk cannabis for at lukke ned for de myldrende tanker om natten. 

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh, Scanpix

Vi danskere er verdensmestre i foreninger. Ingen sag er for lille og ubetydelig til at danne grundlag for en forening. Og når det gælder alvorlige sager som sygdomsbekæmpelse og patientrettigheder, kommer danskerne nærmest stormende. For eksempel havde Kræftens Bekæmpelse i 2016 417.000 medlemmer og Hjerteforeningen 143.000.

Men stress er en undtagelse, som foreningsdanmark tilsyneladende ikke er i stand til at favne. Sølle 1.500 medlemmer var det blevet til, da Stressforeningen sidst holdt mandtal. Og dét på trods af, at stress er udråbt som en folkesygdom, og alle tal dokumenterer, at lidelsen bærer sit prædikat med rette.

Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt på grund at et dårligt psykisk arbejdsmiljø, som kan resultere i eksempelvis stress, udbrændthed, depression og psykosomatiske symptomer ifølge Stressforeningens hjemmeside.

Mellem 250.000 og 300.000 danskere lider af alvorlig stress, og 1.400 danskere dør hvert år af psykiske arbejdsbelastninger, blandt andet forårsaget af stress, oplyser foreningen.

Samfundsøkonomisk er stressen en rigtig dårlig forretning. Lidelsen er årligt skyld i 1,5 million ekstra fraværsdage, og sygefraværet på grund af arbejdsbetinget stress koster det danske samfund 27 milliarder kroner, oplyser Stressforeningen.

Alt i alt argumenter nok for at skabe en slagkraftig forening, skulle man mene. Og det er også det, foreningens nyvalgte formand, tidligere radikal socialminister Manu Sareen, har sat sig for.

Hjælpen skal være gratis

Men det bliver ikke i medlemstal, han kommer til at måle sin succes. Alle ydelser fra foreningen skal ifølge den nye formand være tilgængelige og brugbare for alle berørte uanset medlemskab.

»Det er ikke for at lyde som Henrik Sass omkring medlemsdemokrati, men det at have betalende medlemmer er slet ikke nødvendigt. Man kan støtte bevægelsen og donere penge ad den vej, og så kan vi tjene penge gennem for eksempel foredrag og skræddersyede stresspakker til virksomheder,« siger Manu Sareen.

Den dag, vi åbner op for, at alle kan ringe til vores stresstelefon eller at alle kan få rådgivning via chat, vælter vi. Manu Sareen, formand, Stressforeningen

Han behøver heller ikke et bugnende medlemskartotek til at blive bekræftet i, at foreningen har en vigtig mission og berettigelse. 3-400.000 årligt er i de senere år gået ind på foreningens hjemmeside for at søge hjælp.        

Den hjælp skal udbygges fremover. Siden Manu Sareen tiltrådte som ny formand for tre måneder siden, har foreningen præsenteret en ny hjemmeside, der er ved at blive fyldt med relevant viden og rådgivning om stress. Men af frygt for at blive løbet over ende, bliver de forskellige tilbud på hjemmesiden introduceret gradvist.

»Den dag, vi åbner op for, at alle kan ringe til vores stresstelefon eller at alle kan få rådgivning via chat, vælter vi. Og det er det, jeg bare ikke ønsker. Derfor er vi nødt til at gøre det her helt langsomt. Det nytter ikke noget, at vi åbner en butik, og det så vælter ind med kunder, som vi så ikke kan betjene,« siger han.  

Manu Sareens blå bog
  • 50 år
  • Født i Punjab, Indien, men flyttede med sin familie til Amager i 1970
  • Socialpædagog 
  • Forfatter til blandt andet børnebøgerne om Iqbal Farooq
  • 2002-11: Radikalt medlem af Borgerrepræsentationen i København
  • 2011-2015: Radikalt folketingsmedlem
  • 2011-2015: Minister først for ligestilling og kirke, senere for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
  • 2016: Folketingskandidat for Alternativet
  • 2017: Formand for Stressforeningen
UDVID

Manu Sareen mener, at vi som samfund bliver nødt til at erkende, at vi står over for en stressepidemi. Den erkendelse vil han personligt skubbe på ved at aftabuisere stress og sætte lidelsen på den politiske dagsorden.

»Stress er en kæmpe udfordring. Man plejer jo at sige, at alle kender én med kræft, men det gør de fandme også med stress. Men lige nu er hele stressområdet en supertanker, der driver rundt uden navigation og motorkraft,« mener han.

En dråbe i havet

1.500 medlemmer er i hvert fald en dråbe i havet i forhold til potentialet. Stressforeningen har brug for at opbygge en solid medlemskreds og en tydelig stemme i samfundsdebatten. Det mener Birgitte Larsen, nuværende næstformand og tidligere formand og grundlægger af foreningen.

Den præsenterer sig selv som en non-profit interesseorganisation, som formidler viden, støtter, rådgiver og danner sociale netværk baseret på hjælp til selvhjælp. Den er opstået, og er stadig forankret i, Aalborg, men vil nu finde lokaler i København, opbygge et sekretariat og være landsdækkende.

Stress er stadig et enormt tabu, især hvis der er psykiske faktorer inde over. Mænd vil for eksempel gerne tale om deres hjerteproblemer, men ikke om angst og depression. Birgitte Larsen, stifter af Stressforeningen

Forklaringen på det lave medlemstal er ifølge Birgitte Larsen, at det er så tabubelagt at være ramt af stress. 

Baggrunden for foreningen var, at Birgitte Larsen som medarbejder i De Frivilliges Hus i Aalborg og selv tidligere stressramt for 11 år siden inviterede til et offentligt møde om stress. Der var 300 pladser, men 700 tilmeldte, og hun vurderede, at der måtte være grundlag for en talstærk forening. Erfaringen har efterfølgende overbevist hende om, at det nok ikke bliver tilfældet.

»Vi har haft 2-3.000 telefoniske henvendelser om året, men folk har haft meget travlt med at sikre sig, at deres navne ikke bliver registreret og at ’nu kommer det vel ikke ud nogle steder’. At melde sig som medlem opfattes også som registrering. Stress er stadig et enormt tabu, især hvis der er psykiske faktorer inde over. Mænd vil for eksempel gerne tale om deres hjerteproblemer, men ikke om angst og depression,« fortæller hun.

Foreningen har i det hele taget ikke haft lette vilkår. På et tidspunkt var den ved at lukke på grund af store vanskeligheder ved at skaffe medlemmer til bestyrelsen. Der var ingen problemer med at skaffe frivillige til rådgivningen af de stressramte. Men engagerede personer med et personligt forhold til stress, som samtidig havde overskuddet til at gå ind i foreningsarbejde, var af naturlige årsager en mangelvare.  

Nu håber Birgitte Larsen, at foreningen med et kendt ansigt som Manu Sareen i spidsen, vil være i stand til at sikre sig den økonomi og indflydelse, som sagen fortjener.

»Vi har jo rystende tal for stressproblemer både blandt voksne og børn og unge. Dem skal vi have gjort noget ved,« mener hun.

Manu Sareens egen stress hænger ved

Manu Sareen er gået ind i sagen på grund af et personligt engagement, som har baggrund i den stress, han selv har gennemlevet og aldrig helt bliver fri af.

Det er 15 år siden, han blev ramt første gang. Han var familiefar med små børn, etnisk konsulent i Københavns Kommune og i gang med en politisk karriere, der i første omgang bragte ham i Borgerrepræsentationen i København.

»Oven i at jeg arbejdede meget, skulle jeg også løbe maraton, være den perfekte far, der hentede børnene tidligt, og have overskud til de eksotiske ferier. Jeg ville bare det hele,« fortæller han.

Men han kunne ikke det hele. En dag flippede han fuldstændig ud over for chefen, smækkede med døren og tog hjem. Heldigvis var chefen forstående nok til senere at kontakt ham og sige, at sådan plejede han da ikke at være, så der måtte være et eller andet galt. Hun sygemeldte ham.

Jeg kan huske, at jeg som minister snakkede om, at jeg kunne gå ud og sige, at jeg var blevet ramt af stress og fik at vide, at det skulle jeg bare ikke gøre. Det ville blive fejltolket og set på som et svaghedstegn Manu Sareen, formand, Stressforeningen

»Da hun sygemeldte mig og anerkendte de problemer, jeg havde, var det, som om kroppen slappede helt af. Jeg oplevede det som fantastisk bare at kunne lægge mig ned og ryge længere og længere ned i et hul. Men langsomt kom jeg tilbage,« fortæller Manu Sareen, der var sygemeldt tre-fire måneder.

Det var nok for kort tid, vurderer han i dag. Men som han påpeger, er man under personligt pres i en sådan periode. Han fik jo løn, han ville gerne tilbage til arbejdet og han var opmærksom på, at han havde nogle arbejdskolleger, som han svigtede lidt, husker Manu Sareen.

Kampsvedte under ministermøde

Da han næsten 10 år senere blev minister, poppede stressen op igen. Selv om han passede på sig selv og praktiserede sunde og rigtige leveregler, kunne han ikke helt undgå den.

»Jeg sov ad helvede til, fordi jeg var her oppe hele tiden,« fortæller han, mens han holder hænderne et godt stykke over hovedhøjde.

»Det der reddede mig var, at jeg begyndte at tage medicinsk cannabis. Det gjorde simpelthen, at jeg sov som et barn.«

Ikke desto mindre sad han en morgen klokken ni i jakkesæt til ministermøde hos statsminister Helle Thorning Schmidt (S), da han helt umotiveret begyndte at kampsvede og måtte smide jakken for at kunne være til. Han tog i al diskretion sin egen puls, og den var over 150.

»Så ringede jeg til lægen, som bad mig om at komme med det samme. Han fortalte mig, at jeg var under massiv stress, og hvis jeg ikke tog det alvorligt, ville jeg falde om og dø. Nogle kommer sig over stress, men for andre er det noget, man aldrig slipper, men bærer rundt på som en bagage,« forklarer han.

Det var nogenlunde samtidig, at han blev opmærksom på, at der var et kæmpestort tabu omkring stress.

»Jeg kan huske, at jeg som minister snakkede om, at jeg kunne gå ud og sige, at jeg var blevet ramt af stress og fik at vide, at det skulle jeg bare ikke gøre. Det ville blive fejltolket og set på som et svaghedstegn. Derfor er jeg også glad for, at jeg som mandlig formand i Stressforeningen repræsenterer en stor gruppe, som ikke er vant til at stå frem og sige, at de er ramt af stress.  Mænd rammes faktisk mere af stress end kvinder,« fortæller Manu Sareen.

Stress skal anerkendes

Han er opmærksom på, at ud over sit køn og personlige engagement har hans fortid som netop minister og toppolitiker nok også været med til at bane vejen for hans formandskab. Der er et ønske og forventning i foreningen til, at han blandt andet kan være med til at sørge for, at der bliver lavet en diagnose for stress, som ikke eksisterer i dag. Det gør han gerne.

»Uanset udbredelsen og konsekvenserne af stress, så er lidelsen ikke anerkendt som en sygdom. Det er jo helt vildt. Anerkendelsen er sindssygt vigtig.  Som det er, går folk rundt med symptomer og en oplevelse af at være syg, men sygdommen hedder ikke noget officielt, og det er ikke én, du kan gå til lægen og få en behandling for,« påpeger Manu Sareen.  

Det er ikke sikkert, at stress, som de fleste jo kommer sig over, opleves som en permanent udfordring i stil med gigt og hjerteproblemer. Bjarne Ibsen, ekspert i folkelige bevægelser og foreninger, SDU

Som en af dem, der har haft en politisk kasket på, bilder han sig ind, at han godt ved, hvorfor det er sådan, og hvad politikerne tænker.

»Den dag, du anerkender stress som den sygdom, den er, kommer det til at koste penge. Mange penge. For så er man nødt til at tale om behandlinger af en helt anden slags end de psykologsamtaler, der i bedste fald er tale om i dag. Jeg tror, det er et økonomisk spørgsmål,« siger han.

Det er meget magtpåliggende for Manu Sareen at få gjort op med stress som en individuel tilstand. Han mener, at lidelsen skal bringes op på samfundsmæssigt niveau, hvor den ses i sammenhæng med den måde, vi har valgt at indrette samfundet på. Det kan være alt lige fra det stadig mere opskruede tempo på arbejdsmarkedet til undernormering i daginstitutionerne.   

Vi har også selv et ansvar

Og når det gælder bekæmpelsen af stress, lader han sig ikke feje af banen med argumenter fra produktivitetskommissionen om, at vi bliver nødt til at løbe endnu hurtigere, eller at de offentlige budgetter er begrænsede.

»Tænk på, at jeg har siddet på den anden side og kommet mennesker ned i regneark, og det er noget, djævelen har skabt. Det kommer der ikke noget godt ud af. Selvfølgelig har vi muligheden for og skal se på, hvordan vi får de gode liv. Det har arbejdsgiverne, politikerne og også du selv et ansvar for. Det handler jo også om, at du selv går ind og foretager nogle valg. Hvad er det for et liv, du vil leve,« spørger Manu Sareen.

Men det personlige valg friholder ikke samfundet og politikerne fra at håndtere stressepidemien, mener Manu Sareen, som kalder det en skandale, at det offentlige ikke tilbyder et beredskab som det, Stressforeningen nu er i færd med at opbygge.

»Går man ind på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, kan man se, at den seneste handleplan på området er 10 år gammel. Det er jo helt vildt,« siger han.

Folkesygdom, men ikke folkesag

Spørgsmålet er, om Manu Sareen i sig selv vil være i stand til løfte foreningen op på et niveau, som målt i støttemedlemmer og økonomi er i bedre overensstemmelse med antallet af danskere, der er berørt af stress. Bjarne Ibsen, der er ekspert i folkelige bevægelser og foreninger på SDU, tvivler.

»Forudsætningen for at man vil bakke en sag op er, at den er vedkommende og betyder meget for folk. Og der er det ikke sikkert, at stress, som de fleste jo kommer sig over, opleves som en permanent udfordring i stil med gigt og hjerteproblemer,« mener han.

Der er andre faktorer i spil end hvor mange, der er umiddelbart er berørt af en given sygdom, påpeger Bjarne Ibsen.

»Umiddelbart er det jo ikke logisk, at det er lettere at samle penge ind til forskningen i kræft end til diabetes, som en stor del af befolkningen lider af. Men her siger nogle, at det er fordi, diabetes opfattes som selvforskyldt og er knyttet til livsstil, mens kræft opleves mere skæbnebestemt,« siger Bjarne Ibsen.