HÅNDØRER

LO kalder Koch-tilbud naivt

Ufaglærte arbejdsløse over 30 år skal kunne gå i gang med en uddannelse fra første dag som ledig. Det lægger Carsten Koch-udvalget op til. Fagbevægelsen er dog skuffet over forslaget.

Ledige over 30 år skal kunne uddanne sig, men på en ydelse, der er lavere end dagpengene, foreslår Carsten Koch. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil ikke lægge sig fast på, hvad ydelsen bliver.

Ledige over 30 år skal kunne uddanne sig, men på en ydelse, der er lavere end dagpengene, foreslår Carsten Koch. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil ikke lægge sig fast på, hvad ydelsen bliver.

Foto: Lars Krabbe/Polfoto

Naivt og forkert tænkt. Så hård er dommen fra LO over forslaget fra Carsten Koch-udvalget om, at ledige skal gennemføre en uddannelse på nedsatte dagpenge.

Fra første dag som ledige skal ufaglærte, forsikrede arbejdsløse over 30 år have mulighed for at tage sig en erhvervsuddannelse og blive faglærte. De ledige kan bruge op til to år på at tage uddannelsen, og de skal ikke stå til rådighed imens. Sådan lyder forslaget fra udvalget af eksperter under Carsten Koch.

Umiddelbart kan tilbuddet om uddannelse lyde vældigt godt. Men der er den finte i forslaget, at uddannelse skal foregå på en ydelse, som ligger under det nuværende niveau for dagpenge. Ifølge forskellige kilder kan det blive et beløb på 80 procent af dagpengene, svarende til cirka 13.700 kroner om måneden. En ydelse, der vil synes meget lille for de mange ufaglærte over 30 år, som har bolig, bil og børn.

Se fakta om forslaget her.

I LO-fagbevægelsen er formand Harald Børsting glad for, at Carsten Koch-udvalget anerkender, at det er vigtigt med uddannelse. Men at tro, at mange ufaglærte vil gå ned på en månedsindtægt på 13.700 kroner for at blive faglært, er ifølge Harald Børsting naivt.

Det er tænkt helt forkert. Harald Børsting, formand for LO

»De ufaglærte ledige over 30 år er i forvejen den gruppe, som vi har allersværest ved at motivere til at tage sig en uddannelse, for mange af dem har dårlige erfaringer med at gå i skole. Så der er i høj grad brug for at give dem motivation, og den får man ikke ved at sætte dem ned i ydelse. Det er tænkt helt forkert,« siger Harald Børsting til Ugebrevet A4.

Lederen af Dansk Metals A-kasse, Torben Poulsen, bryder sig heller ikke om den nedsatte ydelse til ufaglærte ledige.

»Initiativet om opkvalificering af ufaglærte over 30 er rigtig godt og ganske fornuftigt. Det er ærgerligt, at man så lige skal kaste den malurt i, at det bliver på en nedsat sats for at fremme motivationen. Det er et tyndt argument,« siger Torben Poulsen.

En investering for den ledige

Carsten Koch forsvarer over for A4 forslaget om, at ufaglærte under uddannelse skal kunne klare sig for mindre end dagpenge.

»Vi ønsker, at de ufaglærte tager ejerskab til deres uddannelse, og det kan man gøre ved at sætte dem lidt ned i ydelse,« siger Carsten Koch.

Han påpeger i øvrigt, at ufaglærte ledige på vej til at blive faglærte kan låne sig frem til at dække hullet mellem den nedsatte dagpengeydelse og de fulde dagpenge.

Harald Børsting ryster på hovedet over Carsten Kochs argumentation og siger:

»Det er underligt, at ufaglærtes motivation til få sig en uddannelse skal bestå i, om de har råd eller ej. Det forslag er simpelthen ikke gennemtænkt,« siger Harald Børsting.

Carsten Koch siger til A4, at udvalget regner med, at omkring ’fem procent’ af forsikrede, ufaglærte ledige over 30 år vil benytte sig af tilbuddet om opgradering til faglærte. Med andre ord bliver der kun tale om nogle få tusinde om året.

Dermed vil der være meget, meget langt til et løft af de 40.000 ufaglærte, som S og SF slog til lyd for under valgkampen i 2011. I går indgik regeringen ganske vist et bredt forlig om en reform af erhvervsuddannelserne. Heri lægges der op til, at ufaglærte i arbejde – og deres arbejdspladser – bliver tilskyndet til, at flere får uddannelse, så de med tiden kan få et svendebrev. Men hverken tiltagene i den nye reform af uddannelserne eller forslagene fra Carsten Koch vil få løftet 40.000 ufaglærte til faglærte i løbet af få år.

Mette Frederiksen træder vande

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil ikke afsløre, hvor hun står henne i forhold til at få flere ufaglærte ledige løftet op til faglærte. Men hun siger dog:

»Der bliver ikke tale om, at ledige ufaglærte skal gå for en ydelse svarende til 50 procent af dagpengene. Det bliver en højere ydelse end det, men mere kan jeg ikke sige. Og jeg er opmærksom på, at fagbevægelsen gerne ser ydelsen sat op til den fulde dagpengesats.«

Det er lidt underligt at bruge beskæftigelsessystemet til at give uddannelsesrettigheder. Henrik Bach Mortensen, direktør i DA

Venstres arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen vil granske forslaget om at give ufaglærte ledige et tilbud om at blive faglærte.

»Det ligger Venstre meget på sinde, at al uddannelse af ledige bliver målrettet job og jobåbninger. Hvis vi kan holde fast i det i de videre forhandlinger, så ser vi på uddannelse med nogen velvilje,« siger Hans Andersen.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er ikke særligt lune på at give ufaglærte ledige ret til uddannelse fra første ledighedsdag. Det fortæller lederen af den arbejdsmarkedspolitiske afdeling i DA, direktør Henrik Bach Mortensen.

»Vi synes, det er lidt underligt at bruge beskæftigelsessystemet til at give uddannelsesrettigheder. Det med generelt at sige, at alle ufaglærte skal indrulleres i en uddannelse, det, synes vi, ikke har med beskæftigelsespolitik at gøre,« siger Henrik Bach Mortensen