MÆND I BEVÆGELSE

Kritik: Fagtoppen har glemt ligestilling

Af | @GitteRedder

Det går trægt med at få flere kvinder valgt på topposter i LO-fagbevægelsen. Det er et kæmpe demokratisk problem, mener flere faglige topfolk og ligestillingseksperter. Taberne er de kvinder, som halter efter mændene på løn og pension, fordi toppen af fagbevægelsen ikke har tilstrækkeligt fokus på ligestilling.

Det er et demokratisk problem, at der er så få kvinder i toppen af fagbevægelsen. Og det bremser udviklingen mod lige løn og pension til mænd og kvinder, mener forskere. 

Det er et demokratisk problem, at der er så få kvinder i toppen af fagbevægelsen. Og det bremser udviklingen mod lige løn og pension til mænd og kvinder, mener forskere.  Foto: Nils Lund Pedersen/Scanpix

Halvdelen af LO’s medlemmer er kvinder, men når LO’s daglige ledelse mødes, er kun tre kvinder med til at diskutere faglige og politiske spørgsmål. De andre elleve omkring bordet er mænd.

Kun 2 ud af LO’s 17 fagforbund har kvinder i formandsstolen, og det betyder også, at kvinderne er i undertal i LO’s hovedbestyrelse. Her er 16 kvinder og 25 mænd.

Kun få kvinder når LO-toppenKønsfordelingen i LO i 2014.
Kilde: Ugebrevet A4s egen optælling på baggrund af LO’s hjemmeside.

Manglen på kvinder i toppen af dansk fagbevægelse betyder, at fagbevægelsen forsømmer arbejdet for ligeløn og andre ligestillingspolitiske dagsordener, mener en række centrale ledere i fagbevægelsen.

Næstformand i 3F Jane Korczak mener, at toppen af LO-fagbevægelsen ikke anser ligestilling for at være et tilstrækkeligt væsentligt problem.

»Det er et kæmpe problem, at ligestilling ikke bliver taget mere alvorligt herhjemme, hverken i fagbevægelsen eller i samfundet generelt,« siger hun.

Jeg gætter på, at vi vil se ligestilling i resten af samfundet, før vi ser ligestilling i fagbevægelsen. Gita Grüning, afgående formand, TL

Forbundsformand for Teknisk Landsforbund Gita Grüning sætter lørdag punktum for 20 år i toppen af dansk fagbevægelse, når hun træder tilbage. Som formand har hun siddet med i LO’s daglige ledelse og hovedbestyrelse, og hun nikker genkendende til Jane Korczaks oplevelse af, at det går meget trægt med at få kvinder valgt ind på de øverste poster.

»Jeg gætter på, at vi vil se ligestilling i resten af samfundet, før vi ser ligestilling i fagbevægelsen,« fastslår Gita Grüning.

Også forbundsformand i FOA og medlem af LO’s ledelse Dennis Kristensen er brandærgerlig over, at LO-toppen ikke afspejler medlemssammensætningen.

»LO er betydeligt bagefter, når det handler om at leve op til det, som vi selv kræver i alle mulige andre sammenhænge, nemlig at ledelsen af fagbevægelsen skal afspejle sammensætningen af medlemmerne – både i forhold til kvinder og etniske minoriteter. Det giver os et klart handicap, at der ikke er det samme i bagbutikken som i udstillingslokalet, og det er noget skidt,« konstaterer Dennis Kristensen.

2 ud af 17 forbundsformænd er kvinderAntal forbundsformænd og medlemmer fordelt på køn i LO-forbund i 2014.
Kilde: LO’s årsrapport 2013, samlet medlemstal pr. 31. december 2013.

Men næstformand i LO Lizette Risgaard kalder det overdrevet, at ligestillingskampen sygner hen i LO.

»At der ikke er flere kvinder i LO-toppen lige nu, er ikke det samme som, at der ikke sker noget. I min tid som næstformand har LO vedtaget en ligelønsstrategi og kæmpet for den kønsopdelte lønstatistik, der nu er på vej, ligesom vi arbejder for at sætte mere fokus på det kønsopdelte uddannelsesvalg. Vi havde også et fælles mandat til at kæmpe for mere barsel til fædre. At regeringen så vælger at droppe fædrebarsel, er deres ansvar. Vi arbejder fortsat for at sikre fædrenes rettigheder til mere barsel og til mere ligestilling,« noterer Lizette Risgaard.

Ingen energi i ligestillingsarbejdet

Jane Korczak var næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund, der for godt ti år siden blev lagt sammen med Specialarbejderforbundet til det nuværende 3F. Når hun skal gøre status over ligestillingsarbejdet i dansk fagbevægelse i det sidste årti, er hun modløs. Hvor LO-fagbevægelsen skulle være løftestang for ligestilling, oplever hun en større ligegyldighed omkring ligestillingsarbejdet i dag end tidligere.

»Det er mærkeligt, at man ikke har en overordnet idé eller vision for ligestillingsarbejdet. Der mangler både energi og forpligtelse i forhold til den her dagsorden i fagbevægelsen,« konstaterer hun.

Den skæve kønsfordeling i toppen af fagbevægelsen har stort set ikke rokket sig ud af stedet i ti år, viser en sammenligning, som Ugebrevet A4 har foretaget. Tilbage i 2003 var der også to forbundsformænd i LO-familien, nemlig formand for det daværende Kvindeligt Arbejderforbund Lillian Knudsen og formand for Socialpædagogernes Landsforbund Kirsten Nissen.

I dag har kun Artistforbundet og Teknisk Landsforbund kvinder i spidsen. De enkelte LO-forbund er suveræne, og når 15 ud af 17 forbundskongresser vælger mænd til at sætte sig i formandsstolen, giver det den skæve kønsbalance i LO-toppen.

I en lang række forbund sidder der kvinder på næstformandsposterne eller som sektorformænd. I HK-Danmark, hvor tre ud af fire medlemmer er kvinder, har man således valgt Kim Simonsen som formand og Mette Kindberg som næstformand. Til gengæld er de fire sektorforbund ligeligt fordelt med kvinder i spidsen for HK Kommunal og HK Stat og mænd i spidsen for HK Privat og HK Handel.

Ligestillingsspørgsmål er desværre en karriere-killer i dansk fagbevægelse. Jane Korczak, næstformand, 3F

Dennis Kristensen står i spidsen for FOA, hvor syv ud af otte medlemmer er kvinder. I FOA er kvinder som Mona Striib, Inger Bolwinkel, Karen Stæhr og Nanna Højlund også valgt på fremtrædende pladser, men uden at stryge helt til tops.

Også i 3F er flere kvinder kommet med i første række. Blandt andet er Eva Obdrup blevet formand for 3F’s A-kasse; Ellen Lykkegaard står i spidsen for Den offentlige gruppe og Tina Møller Madsen for Privat Service, Hotel og Restauration. Og så er der Jane Korczak som næstformand.

Ligestilling tager livet af karrieren

Når ligestillingsarbejdet ikke står så højt på dagordenen i fagbevægelsen hænger det blandt andet sammen med, at så få kvinder når helt til tops, anfører Jane Korczak.

»Det er jo en naturlig konsekvens, at når der er så få kvinder i LO-toppen, prøver man slet ikke at løfte de her problemstillinger. Det er jo en lille eksklusiv skare, der beskæftiger sig seriøst med det her. Ligestillingsspørgsmål er desværre en karriere-killer i dansk fagbevægelse,« fastslår Jane Korczak.

3F’s næstformand efterlyser, at en samlet fagbevægelse – og SR-regeringen for den sags skyld – tager ansvaret på sig og ændrer på nogle af de grundlæggende mekanismer, der fastholder uligestilling.

TL’s afgående formand Gita Grüning har dog ikke oplevet, at forbundsformændene ser skævt til hende, når hun igennem de senere år har taget ordet i LO’s daglige ledelse og hovedbestyrelse for at tale om ligestillingspolitiske emner.

»Man bliver ikke peget fingre ad eller talt om som en rødstrømpe, fordi man taler ligestilling. Det er man ude over. Men det kan godt være sådan, at ligestillingspolitiske spørgsmål ikke har helt samme fokus, som hvis der var en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i LO-toppen. Der kan man godt nedtone nogle temaer i forhold til behovet hos mændene. Og det går ud over resultaterne,« siger hun.

Ligeløn, det kønsopdelte arbejdsmarked, den lave prioritering og aflønning af omsorgsfagene og hele den familiemæssige dagsorden lider alt sammen under, at fagbevægelsen i dag er mandsdomineret. Dennis Kristensen, forbundsformand, FOA

Det giver 3F’s næstformand, Jane Korczak, hende ret i.

»Det burde da være en fælles faglig målsætning at mindske løngabet, og det må sgu da være en fælles faglig målsætning at sikre fædrebarsel, ligesom vi må ud og sikre et mindre kønsopdelt arbejdsmarked. Men kanonerne tier stille ved den ligestillingspolitiske front,« siger Jane Korczak.

Verden betragtes med mandebriller

FOA-formand Dennis Kristensen siger ligeud, at der ikke for alvor bliver gjort noget ved de store lønforskelle mellem mænd og kvinder, før der kommer flere kvinder i forbundsstolene og i toppen af LO.

»Hvis der skal ske afgørende gennembrud i forhold til ligestilling herhjemme, skal der flere kvinder i toppen af fagbevægelsen. Ligeløn, det kønsopdelte arbejdsmarked, den lave prioritering og aflønning af omsorgsfagene og hele den familiemæssige dagsorden lider alt sammen under, at fagbevægelsen i dag er mandsdomineret,« siger han.

Når de afgørende beslutninger skal træffes, er det jakkesættene, inklusive Dennis Kristensen selv, der tegner butikken. Og det medfører ifølge Dennis Kristensen, at ligestillingspolitiske tiltag trænges i baggrunden.

»Når der skal tages en beslutning om, hvorvidt der skal satses på ligeløn i forbindelse med en overenskomstfornyelse på det private arbejdsmarked, som kan sætte sporene for hele arbejdsmarkedet, er det en mandeverden, der vurderer det. Og det har en helt konkret og praktisk betydning, at vi træffer beslutninger med mandebriller og meget lidt med kvindebriller,« siger han.

Dennis Kristensen, der selv som mand står i spidsen for det LO-forbund med flest kvindelige medlemmer, forventer selv, at hans afløser som FOA-formand ikke bliver en slipsedreng. Derudover fremhæver han, at otte ud af ti tillidsrepræsentanter i FOA er kvinder, ligesom 69 procent af afdelingsformændene.

Men uanset hvor meget han fremhæver, at FOA har en mindre skæv kønssammensætning end andre LO-forbund, er Dennis Kristensen godt klar over, at man ikke kan snakke sig ud af problemerne.

»Man er altså tungere i røven i en mandsdomineret verden til at træffe beslutninger, der kan ændre afgørende på en organisationsverden, hvor kvinder presses over i et hjørne,« siger han.

Kvinder taber på løn og pension

Flere eksperter giver de faglige topfolk ret i, at der er en direkte sammenhæng mellem de få kvinder i toppen af fagbevægelsen og manglen på landevindinger på det ligestillingspolitiske område.

Samfundsforsker på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet professor Anette Borchorst finder det ’mærkeligt’, at der ikke er større diskussion om ligestilling i dansk fagbevægelse.

»Det er et demokratisk problem, at fagbevægelsen kun har ganske få kvinder i toppen. Og det er især et problem, fordi vi kan se, at der er en række kernespørgsmål på ligestillingsområdet, for eksempel om løn og pension, hvor der jo bare ikke sker ret meget,« siger hun.

Vi ved, at arbejdsmarkedet er kønsopdelt, og at kvinderne er taberne i forhold til løn og pension, og så er svaret fra bevægelsen, at der ikke er brug for kvinder i toppen. Anette Borchorst, samfundsforsker, Aalborg Universitet

Når der ikke er en ligelig fordeling af kvinder og mænd på topforhandlerniveau i fagbevægelsen, flytter lønkampen og andre ligestillingspolitiske sager ifølge forskeren ofte langt ned på dagordenen.

»Taberne er kvinderne, fordi de får mindre i løn og pension. Vi ved, at kvinder lever længere end mænd, og samtidig har de haft en lavere løn og været på barsel, hvor de mister pension. Folkepensionen kommer til at dække mindre fremover, så kvinderne står med et problem på langt sigt, som ingen i fagbevægelsen for alvor tager hånd om. Det hænger simpelthen sammen med de få kvinder i toppen,« fastslår Anette Borchorst.

Som eksempel på, at ligestilling glider mere og mere i baggrunden i dansk fagbevægelse, fremfører hun, at LO-kongressen i 2003 besluttede at udgive et årligt ligestillingsregnskab for at holde fokus på kønsrepræsentation. Det ligestillingsregnskab er siden skrottet, fordi det var for ressourcekrævende at lave.

»Når det halter med en ligelig kønsfordeling, signalerer det, at man hverken anser det for vigtigt eller for et demokratisk problem. Vi ved, at arbejdsmarkedet er kønsopdelt, og at kvinderne er taberne i forhold til løn og pension, og så er svaret fra bevægelsen, at der ikke er brug for kvinder i toppen. Det ser jo ikke godt ud,« konstaterer Anette Borchorst.

Maskuline oligarkier

Også arbejdsmarkedsforsker på RUC Lise Lotte Hansen vurderer, at den skæve kønsfordeling både signalerer, at fagbevægelsen er gammeldags samt, at det går ud over interessevaretagelsen.

»Når jeg underviser de unge, forbinder de fagbevægelsen med hvide mænd med røde seler. Når vi hele tiden ser de samme mænd og ikke ser flere kvinder og flere med anden etnisk baggrund i toppen af fagbevægelsen, signalerer det ikke fornyelse,« siger hun.

Lise Lotte Hansen fremfører, at der rundt omkring i fagbevægelsen og især i mange lokale afdelinger er fornyelse, og at flere fagforbund, blandt andet 3F, arbejder med mangfoldighed, fair repræsentation og nye måder at organisere medlemmer på.

»Men bestræbelserne på fornyelse i fagbevægelsen slår jo ikke igennem, hvis toppen stadig er de samme mænd. Udadtil signalerer det mangel på fornyelse, og indadtil signalerer det også, at man som kvinde eller etnisk minoritet ikke kan blive forbundsformand eller formand for LO,« siger Lise Lotte Hansen.

Professor Anette Borchorst kalder den mandsdominerede ledelse i LO-fagbevægelsen for en ’logebrødrekultur’, mens Lise Lotte Hansen fremhæver, at mændene sidder tungt på magten.

»Alle mulige steder i dansk fagbevægelse kan vi identificere noget, som vi vist godt kan kalde for maskuline oligarkier. Og jeg giver Jane Korczak ret i, at ligestillingsspørgsmål som kamp for ligeløn ikke er noget, man laver en karriere på i dansk fagbevægelse,« siger Lise Lotte Hansen.

Måltal og sanktioner nødvendige

Begge eksperter vurderer, at den skæve kønsbalance i LO-fagbevægelsen først bliver rettet op, når der fra centralt hold indføres måltal eller en form for kvoter samt sanktioner, hvis måltallene ikke nås.

Anette Borchorst fremhæver, at enhver tale om kvoter er kontroversiel herhjemme, og også i fagbevægelsen ryger folk op i det røde felt, hvis nogen bare foreslår kvoter.

»Men man kunne begynde med at have måltal for, hvor mange kvinder man ønsker i LO’s besluttende organer. Hvis der ikke engang er en målsætning om at gøre det mindre skævt, sker der ikke noget,« siger Anette Borchorst.

Lise Lotte Hansen er fuldstændig enig i den vurdering.

»I danske fagforeninger vil man helst ikke bruge det, som man betragter som radikale ligestillingsmetoder. Man bliver ved med at sige, at det kommer til at ske af sig selv. Men nu kan vi efter ti år se, at det ikke sker af sig selv,« siger hun.

Med den træghed mener hun, at fagbevægelsens top er nødt til at erkende, at der ikke er nogen vej udenom at diskutere måltal for antallet af kvinder og mænd i de besluttende organer.

»Og der skal være sanktioner, hvis man ikke når målet. For uden sanktioner bliver målene ikke taget alvorligt,« siger Lise Lotte Hansen.

Nej tak til kvoter

Men TL-formand Gita Grüning mener ikke, at måltal og sanktioner vil føre noget godt med sig.

»Jeg er godt klar over, at det er en naiv tankegang, men jeg mener, at en mere ligelig kønsfordeling skal komme af sig selv. Blandt andet ved at talentspotte mere og puffe kvinderne fremad. Og det skal de mange mænd i toppen bidrage til,« siger hun.

Derudover peger hun på, at tillidsrepræsentanterne skal på banen.

»Det er ude på de enkelte arbejdspladser, at de afgørende ligestillingskampe skal tages,« siger hun og føjer til, at LO-toppen kan tale nok så meget om at ville lukke løngabet. Det er ude på arbejdspladsen ved den lokale lønforhandling, at det skal gøres, og derfor skal uddannelsen af tillidsfolkene have fokus på ligestilling.

Heller ikke næstformand i LO Lizette Risgaard mener, at kvoter er vejen frem.

»Det er klart, at vi i vores besluttende organer bør afspejle medlemssammensætningen, som faktisk er fifty-fifty. Og jeg synes, at LO-fagbevægelsen har en kæmpe udfordring, når der over et ti år stadig ikke er kommet nævneværdigt flere kvinder i toppen. Det flytter sig ikke rigtigt, hvad enten vi taler på ’top-niveau’ eller i fagforeningerne lokalt, og det skal og må vi ændre på. Ikke ved hjælp af kvoter, men ved fremadrettet at have et langt større fokus på at få flere kvinder valgt,« fastslår hun.