Indvandrerkvinder: Tørklæde er en hindring for at få job

Af

Hovedbeklædning betyder, at arbejdsløse indvandrerkvinder ikke får arbejde. Det vurderer et flertal af indvandrerkvinder, der står uden for arbejdsmarkedet, i en ny undersøgelse. Meget tyder på, at kvinderne kan have ret, vurderer eksperter – eksempelvis må de ansatte i supermarkedet Netto ikke bære tørklæde, men gerne en piercing i næsen.

DRESSCODE Hvordan var det nu med Hjemmeværnet – må kvinder bære tørklæde under uddannelsen, eller må de ikke?

Og var det nu Dommerforeningen, som så et stort fremtidigt problem i tørklædeklædte dommere, eller var det politikerne?

Der er næppe en beklædningsgenstand, som i nyere tid har sat sindene så meget i kog i Danmark, som muslimske kvinders forskellige hovedbeklædninger: tørklæde, niqab, burka.

Derfor er det måske ikke overraskende, at indvandrerkvinderne i en ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 503 arbejdsløse indvandrerkvinder, mener, at hovedbeklædninger holder dem ude af arbejdsmarkedet.

Hele 55 procent af kvinderne er i ’høj grad’ eller ’i nogen grad’ enig i, at hovedbeklædning er en forhindring for at få job.

Især kvinderne mellem 18 og 29 år er gennemsyret af den holdning. Her vurderer 6 ud af 10, at tørklæder kan koste et potentielt job.

Kvinderne, som har deltaget i telefoninterview på enten dansk eller deres originalsprog i december 2010 og januar 2011, kommer fra traditionelle indvandringslande som Pakistan, Irak, Libanon, Tyrkiet og Bosnien-Hercegovina.

Ifølge fuldmægtig Anne Marie Frederiksen, Beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune, tyder meget på, at kvinderne har ret.

Aarhus har 2.000 indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande uden for arbejdsmarkedet, og her er konklusionen blandt kommunens virksomhedskonsulenter og integrationseksperter, at der er noget at komme efter, fortæller Anne Marie Frederiksen.

»Problemerne opstår oftest i meget homogene virksomheder, hvor man ikke er vant til, at nogen ser anderledes ud. Der skal tit en til at bryde isen,« siger hun og konkluderer:

»Tørklædet er et problem, men sjældnere og sjældnere.«

Også på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd vurderer Vibeke Jakobsen, der forsker i integration, at tørklædet kan have negativ betydning for kvinders muligheder for at få et arbejde:

»Forskning tyder på, at hvis du kommer og skal have et job, og du er meget anderledes end dem, der plejer at få jobbet, så bliver du spurgt om nogle andre ting, der gør det sværere at vise, hvilke kompetencer du egentlig har,« siger hun.

Vibeke Jakobsen sammenligner situationen med den, hvor en ung kvinde, der skal søge et job, kan risikere at blive spurgt mere til familieforhold og det med at have syge børn, end mænd kan.

»Der er også studier, som viser, at hvis du er etnisk minoritetskvinde, kan du godt risikere at blive spurgt mere til kønsroller i forhold til dit arbejde. Jeg tror, det handler om, at hvis du er en anden type, end virksomheden plejer at have, bliver du spurgt til nogle andre ting, der gør det sværere at vise de gode kvalifikationer, du har. Det giver ulige vilkår. Der går tid fra at tale om det, du kan,« vurderer Vibeke Jakobsen.

Lad dem dog

Forestillingen om hovedbeklædningers forbandelser på arbejdsmarkedet er efterhånden relativt grundfæstet i os.

I 2007 – godt 16 måneder efter, at han stod meget fast over for muslimer under Muhammed-krisen – sagde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sådan her i sin grundlovstale:

»I det hele taget kunne det bidrage til religiøs fred i det offentlige rum, hvis vi var meget mindre optaget af religiøse symboler. Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil – også i det offentlige rum.«

I 2000 fik stormagasinet Magasin en dom i Østre Landsret for at afvise en praktikant med tørklæde, og det fik hurtigt virksomheder, som eksempelvis Coop Danmark, til at designe firmatørklæder, så firmaet på den måde kom muslimske medarbejdere i møde.

Men fem år senere, i 2005, vandt Føtex en anden principiel sag i Højesteret, som sagde, at Føtex godt måtte bortvise en muslimsk kvinde, som, supermarkedskæden mente, havde forbrudt sig imod firmaets beklædningsreglement ved at bære tørklæde.

En undersøgelse fra 2007 blandt store danske virksomheder såsom TDC, Dansk Supermarked og Coop Danmark, viste, at 80 procent af virksomhederne havde en politik for tørklæder i en eller anden form. Undersøgelsen, der var bestilt af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, konkluderede i øvrigt, at 9 ud af 10 virksomheder var positive over for tørklæder og slør.

Ok med sten i næsen

Trods dette har en af Danmarks store virksomheder Dansk Supermarked tørklædeforbud, og det giver problemer fra tid til anden. Det vidner en konkret sag fra Ry i Midtjylland om.

Her havde en bestyrer i en Netto-butik i 2009 ansat en lokal, afghansk kvinde med tørklæde i ulønnet praktik, og det gik også fint i flere uger, indtil en overordnet i Netto-koncernen opdagede ’forbrydelsen’ og fik forholdet stoppet.

I dag er Ry-sagen ifølge Nettos øverste direktør Morten Kaas Jespersen stadig »følsom« for firmaet:

»Man kan hurtigt blive misforstået, når man snakker om det her. Det handler jo om et beklædningsreglement. Men folk vil gerne udstille det, som om vi ikke vil have indvandrere ansat i vores butikker. Det er ikke det, det handler om. Det handler om et beklædningsreglement, vi gerne vil håndhæve. Vi tillader heller ikke, at vores medarbejdere går rundt med strikkede tophuer, fordi det nu er moderne. Vi har masser af indvandrere ansat, og vi er rigtig glade for dem. Jeg tror, over 15 procent af de ansatte i Dansk Supermarked er indvandrere,« siger han og mailer efterfølgende et udsnit af Nettos beklædningsreglement:

  • ’En del af Dansk supermarkeds/Nettos beklædningspolitik er, at vi ikke bærer hovedbeklædning – hverken huer, hatte eller tørklæder,’ står der og videre:
  • ’Du kan naturligvis gå med ur, armbånd, halskæde og fingerringe. Kvinder kan gå med maksimalt to øreringe per øre og en diskret piercing – for eksempel en lille sten i næsen. Samme regler gælder for mænd, dog kun een ørering og een diskret piercing.’

»Jeg kan ikke huske, hvor længe det har været sådan, jeg tror, det har været i 15-20 år. Vi har sådan en velkomstfolder, hvor det her er angivet,« siger Morten Kaas Jespersen.

Ifølge ham er reglerne lette at håndhæve – de er udelukkende sat i verden for ikke at »støde« kunderne. Men det vil altid være en konkret ledelsesmæssig vurdering, bedyrer han.

Formanden for HK/Handel, Jørgen Hoppe, ryster dog på hovedet.

»Det er ærgerligt med den form for barrierer, for der er ikke tvivl om, at vi i fremtiden får behov for at få flere folk ind i detailhandlen. Branchen er også kendt for at få folk ind, som ikke normalt er på arbejdsmarkedet, derfor ærgrer det her mig. Og når både Coop og Ikea kan finde ud af at designe tørklæder, så de, der vil gå med tørklæde, også kan være der, synes jeg, det er ærgerligt, at den barriere stadig er i Netto,« siger han og fortsætter:

»Vi accepterer, der er regler, som siger, hvordan man skal se ud. Det hjælper for eksempel ikke, at man er piercet i hele hovedet, hvis man skal sælge kjoler til 60-årige damer. Men det er vigtigt, at beklædningsreglementer følger med tiden. Det er vigtigt, at de mennesker, som arbejder i butikker, afspejler kunderne, og det synes jeg også, man skal i Dansk Supermarked. Jeg synes, man skal få opdateret sit beklædningsreglement.«  

Har selv ansvar

Men måske er kvinderne bare alt for optaget af sig selv og religiøse følelser. Måske glemmer de deres eget ansvar og lader sig rive med af følelser og fordomme, påpeger kilder.

I hvert fald svarer 4 ud af 10, at et arbejde i en eller anden grad ville »kræve, at jeg gik på kompromis med mine religiøse følelser«.

Nogenlunde samme antal – 41 procent – er enten ’helt enig’ eller ’delvist enig’ i, at arbejdsmarkedet diskriminerer indvandrerkvinder i forhold til etnisk danske kvinder.

Lars Larsen, der i firmaet LG Insight har foretaget masser af integrationsundersøgelser for offentlige myndigheder, vurderer, at tørklædeproblematikken er stendød i de fleste virksomheder i dag:

»Hvis det er den form for tørklæde, hvor man lige dækker hårgrænsen, er det min opfattelse, at så spiller hovedbeklædningen ingen som helst rolle. Det er meget få virksomheder, som forholder sig negativt til tørklæder. Selv de virksomheder, hvor man har uniformsdesign, har man i dag tænkt tørklædet ind for netop at komme de piger og kvinder, som går med tørklæde, i møde. Af alle de jobcentre, vi samarbejder med – og det er rigtigt mange – hører jeg aldrig, at tørklædet spiller en rolle. Selvfølgelig, hvis det er meget tildækket, en niqab, hvor der kun er en lille sprække til øjnene, siger de fleste dog fra,« siger han.

Lars Larsen tror, at kvinderne har en paranoid forestilling omkring arbejdsmarkedet, som ikke holder.

»Kvinderne i jeres undersøgelse er jo uden for arbejdsmarkedet og er måske i netværk, hvor kun få er i arbejde. Det giver rum for at holde de her fordomme i live,« vurderer han.

Anne Marie Frederiksen fra Aarhus Kommune, retter også geværet tilbage mod indvandrerkvinderne selv:

»Ofte tror jeg også, det handler om, at kvindernes egen selvtillid halter. I nogle tilfælde kan kvinderne ikke se sig selv på arbejdsmarkedet, de tør ikke. Man er bange for arbejdsmarkedet: Jeg slår nok ikke til derude. Og der kan det være belejligt at skyde skylden på et tørklæde: Når jeg ikke kan få arbejde, er det nok også, fordi jeg går med tørklæde. Det er derfor ofte et problem, vi ser sammen med en række andre problemer.«