Historisk vælgerbedrag

Af | @JanBirkemose

Vælgerne gav VK-regeringen mandat til at føre en helt anden politik end den, der nu præsenteres. Det er derfor ikke overraskende, at den borgerlige lejr nu styrtbløder.

LEDER 1.844.703 borgerlige vælgere bestemte for tre år siden, at VK-regeringen skulle fortsætte. I dag har de næsten to millioner borgerlige – eller tidligere borgerlige vælgere – al mulig grund til at føle sig snydt og bedraget.

Ikke alene stak deres favoritstatsminister af og overlod magten til Lars Løkke Rasmussen, uden at vælgerne blev spurgt til råds. Men hvad værre er for de borgerlige vælgere, tog Anders Fogh Rasmussen den politik, som vælgerne bakkede op om, med sig ud af Danmark.

Det er derfor ikke overraskende, at debatindlæggene på især Venstres hjemmeside i disse dage domineres af skuffede vælgere, der føler sig ført bag lyset. Fælles for de frustrerede borgerlige vælgere er, at de føler sig udsat for et gigantisk politisk bedrag, hvor de har købt én vare og nu fået en helt anden leveret.

Og set nøgternt på de politiske realiteter ligner den borgerlige lejr da også noget, der er klippet ud af et forbrugerprogram, der afslører falsk markedsføring. Skåret helt ind til kernen kan Anders Fogh Rasmussens populære koncept beskrives i et ord: tryghed. Derfor opfandt han kontraktpolitikken, hvor han garanterede, at regeringen ikke foretog større forandringer af folks hverdag, uden at de var blevet advaret om det før et valg. Samme filosofi lå bag skattestoppet, som skulle sikre nattesøvnen hos skatteyderne. Og endelig var det et generelt træk i Foghs politik, at regeringen aldrig for alvor generede større vælgergrupper.

Men nu er alt vendt på hovedet. Fogh er over alle bjerge, skattestoppet er erstattet af skattestigninger, og reformer, der kan drive folk fra hus og hjem, bliver udrullet i nattens mulm og mørke. Og frem for alt bliver alle besparelser, reformer, opstramninger og forlig bulldozet igennem med det snævrest tænkelige flertal. Selv her prøvede Anders Fogh Rasmussen i det mindste at bilde vælgerne ind, at regeringen altid – som det er god dansk skik – gik efter et bredt flertal.

Murbrækkeren, der i Løkkes øjne legitimerer, at regeringen sælger ud af hele butikken, er krisen. Idéen om, at man kan blive nødt til at lave en politisk kovending, hvis omstændighederne forandrer sig radikalt, kan være rimelig nok. Men i regeringens hænder bliver krisen misbrugt som dårlig undskyldning for at gennemføre gamle, borgerlige drømme, som ikke kunne lade sig gøre i Foghs syv år lange charmeoffensiv mod midtervælgerne. Det gælder for eksempel halveringen af dagpengeperioden, som ifølge regeringen dels er nødvendig, fordi krisen kradser lige nu, og er helt harmløs, fordi indgrebet først er fuldt gennemført i 2013, hvor krisen ifølge Løkke er overstået. Med andre ord giver halveringen af dagpengeperioden i regeringens egen optik absolut ingen effekt, før krisen er overstået.

Det er derfor fuldstændig indholdsløst, når regeringen benytter krisen som undskyldning for at halvere dagpengeperioden. Indgrebet er en gammel borgerlig drøm, som kunne have været vedtaget med nøjagtig samme begrundelse før højkonjunkturen for få år siden. Eneste problem dengang var, at regeringen var bundet af Foghs kontraktpolitik.

Den slags bindinger føler Foghs efterfølger sig åbenbart ikke bundet af. Men det var det koncept, de borgerlige vælgere gav opbakning til i 2007. Det er derfor ikke overraskende, at de ifølge de nyeste vælgermålinger flygter fra den borgerlige lejr.