GENOPRETNINGSPLAN

Haves: Kaos. Ønskes: Ro i geledderne

Af | @GitteRedder

Efter det dramatiske opgør i Venstre i går venter den svære kamp for at genvinde de borgerlige vælgeres tillid. Kun hver fjerde blå vælger peger på Lars Løkke Rasmussen som deres statsministerkandidat. Flere foretrækker Kristian Thulesen Dahl.

To, der står sammen: Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen får en maratonopgave med at genvinde de borgerlige vælgeres tillid.

To, der står sammen: Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen får en maratonopgave med at genvinde de borgerlige vælgeres tillid.

Foto: Ole Frederiksen/Polfoto

Jorden brænder stadig under Venstres partileder Lars Løkke Rasmussen. Efter sin overlevelseskamp på et maratonmøde i Venstres hovedbestyrelse, venter nu en overlevelseskamp blandt vælgerne. Og den er næppe overstået på en enkelt aften.

Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4.  Hver tredje dansker har nemlig ikke lyst til at sætte kryds ved blå blok, så længe Lars Løkke Rasmussen er den borgerlige oppositions statsministerkandidat.

Samtidig er blå bloks vælgere på vild flugt fra Lars Løkke Rasmussen som blå bloks statsministerkandidat.

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti er de blå vælgeres foretrukne kandidat til posten, og Venstres næstformand, Kristian Jensen, vinder frem hos de borgerlige vælgere.

Løkke skræmmer vælgerePåvirker det din lyst til at stemme på et parti i blå blok i positiv eller negativ retning, at Lars Løkke Rasmussen er statsministerkandidat?
Kilde. Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Indsamlet 27 maj - 2. juni 2014.

Undersøgelsen er gennemført fra 27. maj til 2. juni - og altså før det højspændte møde i Venstres hovedbestyrelse.

1.256 danskere er blevet spurgt, hvordan det påvirker deres lyst til at stemme på et parti i blå blok, at Lars Løkke Rasmussen er statsministerkandidat.

31 procent erklærer, at det påvirker dem negativt, at Lars Løkke står i spidsen for oppositionen.

Kun 11 procent af vælgerne angiver, at de får mere lyst til at stemme på blå blok, så længe Lars Løkke står ved roret.

Borgerlig skepsis over for Løkke

Mange borgerlige vælgere så også helst en anden statsministerkandidat end Lars Løkke Rasmussen. Hvis der var folketingsvalg i dag, ville kun hver fjerde foretrække ham som statsministerkandidat.

Tilbage i december 2013 ønskede 43 procent af de borgerlige vælgere, at Lars Løkke Rasmussen blev Danmarks næste statsminister.

Værst for Lars Løkke Rasmussen er det ifølge målingen, at Venstres egne vælgere heller ikke har nævneværdig tiltro til ham som deres statsministerkandidat.

Hver niende blå vælger peger på Kristian Jensen Hvilken politiker foretrækker du som statsministerkandidat? I procent af blå bloks vælgere
Kilde: Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

Kun fire ud af ti Venstre-vælgere ønsker i dag ifølge undersøgelsen, at Lars Løkke Rasmussen er blå bloks statsministerkandidat. For et halvt år siden bakkede to ud af tre Venstre-vælgere op om deres partiformand som blå bloks bud på en statsminister

Mange borgerlige vælgere vil være bekymrede for, om endnu flere sager med samme mønster dukker op. Morten Skovsgaard, lektor, Syddansk Universitet

Valgforsker på Syddansk Universitet Morten Skovsgaard fremhæver, at ingen partileder i det største oppositionsparti vil kunne leve med, at kun hver fjerde vælger i borgerlig blok peger på vedkommende som statsminister.

»I befolkningen anses Venstre som den naturlige leder af oppositionen, og derfor er det også det parti, der skal stille med blå bloks statsministerkandidat. Tallene vil sandsynligvis rette sig, og flere vil bakke op end de nuværende 25 procent, men mange borgerlige vælgere vil være bekymrede for, om endnu flere sager med samme mønster dukker op,« siger han.

De mange bilagssager slider

Valgforsker på Aarhus Universitet, professor Rune Stubager, understreger, at Lars Løkke Rasmussens nedtur er total, når kun 25 procent af blå bloks vælgere foretrækker ham som statsministerkandidat.

»Spørgsmålet er, om Lars Løkke atter kan genrejse sig, for mønstret med mange sager slider selvfølgelig,« siger Rune Stubager.

Valgforskeren noterer, at Venstres partileder mere eller mindre kom oven på igen i kølvandet på GGGI-sagen sidste efterår.

»Når mere end 40 procent af de borgerlige vælgere i december måned peger på Løkke som statsministerkandidat, er det tegn på, at han fik styr på sagerne igen efter skandalen omkring flyrejser på første klasse og diverse bilagssager. Men nu ser vi kort tid efter igen, at han ikke har styr på det,« konstaterer Rune Stubager.

Der venter et betydeligt reparationsarbejde

Begge valgforskere fremhæver, at partilederen får en umanerlig sej sommer med at genrejse et parti i total opløsning.

Det er bestemt ikke nogen lille opgave, som Venstres partileder skal løse. Rube Stubager, professor, Aarhus Universitet

I kølvandet på Lars Løkke Rasmussens omstridte bilagssager er Venstre gået fra at være Danmarks største parti til kun at være det tredjestørste i meningsmålingerne, ligesom partiet fik et elendigt EU-parlamentsvalg.

»Det er bestemt ikke nogen lille opgave, som Venstres partileder skal løse. Han skal samle partiet og forlige de stridende fløje. Der skal bygges bro mellem de folketingsmedlemmer og kredse, der har støttet ham, og de Venstre-folk, der offentligt har undsagt ham,« siger Rune Stubager.

Hvis det skal lykkes at skabe ro og ny gejst i det kriseramte parti, handler det først og fremmest om at skabe ro og klogt skabe alliancer med alle fløje i partiet.
»Der venter et betydeligt reparationsarbejde,« fastslår Rune Stubager.

Ikke et opgør om den politiske linje

Også lektor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Morten Skovsgaard understreger, at partiformandens allerførste og allersværeste opgave bliver at samle partiet og få ro på fremadrettet.

»Men det er vigtigt at bemærke, at Venstres nedsmeltning ikke skyldes et opgør om den politiske linje. Striden har alene været bundet op på Lars Løkke Rasmussens person, hvilket gør opgaven lidt lettere, end hvis det både handlede om at samle forskellige politiske og personlige fløje,« siger Morten Skovsgaard.

Oprøret vil fortsat ulme

Selvom Lars Løkke Rasmussen i første omgang genvandt hovedbestyrelsens tillid, vil oprøret i blå bloks geledder fortsat ulme. Partiets næstformand Kristian Jensen, der frem til Venstres hovedbestyrelsesmøde så ud til at ville udfordre sin partileder, kan da også få blod på tanden til at fortsætte formandsopgøret, når han læser A4-målingen.

Da vælgerne i blå blok i december 2013 blev spurgt, hvem de foretrak som statsministerkandidat, pegede kun 4 procent af de borgerlige vælgere på Kristian Jensen. I dag foretrækker  11 procent af blå bloks vælgere Kristian Jensen som blå bloks bud på en kommende statsminister.

Blandt Venstres egne vælgere pegede kun 5 procent i december på Kristian Jensen som borgerlig statsministerkandidat. I dag ser 16 procent af Venstres vælgere Kristian Jensen som nummer et til at flytte ind i Statsministeriet.

Valgforsker på Syddansk Universitet Morten Skovsgaard fremhæver, at ingen partileder i det største oppositionsparti ville kunne leve med, at kun hver fjerde vælger i borgerlig blok pegede på vedkommende som statsminister.

»Når Kristian Jensen nu samler opbakning fra godt hver tiende vælger i blå blok, er det udtryk for, at vælgerne synes, at han er det naturlige næstevalg efter Løkke,« siger han.

Panderynker hos Kristian Jensen

Men selvom Kristian Jensen kan glæde sig over stigende opbakning blandt de borgerlige vælgere, vil A4-målingen ifølge Morten Skovsgaard sikkert også give ham rynker i panden.

»Jeg tror, at jeg ville være lidt utilfreds med, at kun 11 procent af de borgerlige vælgere pegede på mig. Jeg ville have en lunken fornemmelse af, at folk bakker op, men at det ikke er entydigt. For det er jo ikke engang alle de borgerlige vælgere, der har opgivet Løkke som statsministerkandidat, der i stedet ønsker Kristian Jensen,« siger han.

Alligevel kan Kristian Jensen godt notere sig, at der er et potentiale, anfører han.

»Kristian Jensen har ikke haft noget lederskab endnu, hvor han har kunnet bevise, at han kan styre et parti og en blok mod statsministerposten. I det lys er 11 procent ikke noget dårligt udgangspunkt,« siger han.

Også Professor Rune Stubager vurderer, at markant flere vælgere vil pege på Kristian Jensen som blå bloks statsministerkandidat i samme øjeblik, som han er valgt.

»Når Kristian Jensen ikke har større tilslutning lige nu, handler det om, at han stadig ikke sidder i formandsstolen i Venstre og har haft mulighed for at vise, hvad han kan. Hvis Kristian Jensen får styr på Venstre og ikke dummer sig, hvad jeg ikke har grund til at tro, så vil markant flere borgerlige vælgere meget hurtigt bakke op omkring ham,« siger Rune Stubager.

Kristian kan konkurrere med Kristian

Valgforskeren føjer til, at Kristian Jensen som den sindige, stabile og uplettede venstremand kan appellere bredt hos de borgerlige vælgere og på mange strækninger vil udstråle det samme som Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl.

Ifølge A4-målingen peger godt hver fjerde borgerlige vælger på Kristian Thulesen Dahl som statsministerkandidat.  Dermed peger flere af de borgerlige vælgere på Dansk Folkepartis leder end på Lars Løkke Rasmussen som statsministerkandidat.

Både Morten Skovsgaard fra SDU og Rune Stubager fra Aarhus Universitet mener, at Dansk Folkepartis partileder udstråler en overbevisende ro, autoritet og fremstår som en leder, der har styr på sit parti.

»Kristian Thulesen Dahl fremstår simpelthen som en stærk leder med ro omkring sig, og det er forklaringen på, at flere borgerlige vælgere i målingen peger på ham som statsministerkandidat end på Løkke, der netop i den periode har været belastet af skandaler og uro,« siger Morten Skovsgaard.

Barfoed må ærgre sig

Netop ro, karisma og styrke mangler også den konservative partileder, Lars Barfoed, fremfører forskerne.

»Det er bemærkelsesværdigt, at 27 procent af de borgerlige vælgere foretrækker Kristian Thulesen Dahl som statsministerkandidat, og kun 3 procent peger på Lars Barfoed,« siger Morten Skovsgaard og uddyber:

»Den konservative leder er bare ikke den, som man automatisk peger på som et alternativ til Løkke. Og det må virkelig ærgre og vække til bekymring hos Konservative, at Lars Barfoed overhovedet ikke har lukreret på Lars Løkkes krise,« siger han.