Forsker: Selvfølgelig tager vi følelserne med på job. Vi er jo mennesker

Af

INTERVIEW. Vi går på arbejde med liv og sjæl. Søger anerkendelse. Og kærlighed. Men når vi ikke får det - og når forventningerne bliver for høje - sætter skammen ind. Det er nonsens at tro, at vi kan parkere følelserne derhjemme. Men vi skal lære at håndtere dem, siger forskeren bag ny undersøgelse.

Følelsen af skam er er en væsentlig del af de stress-relaterede sygemeldinger, der vælter ind over det danske arbejdsmarked. Det siger CBS-forsker Pernille Steen Pedersen.

Følelsen af skam er er en væsentlig del af de stress-relaterede sygemeldinger, der vælter ind over det danske arbejdsmarked. Det siger CBS-forsker Pernille Steen Pedersen. Foto: Scanpix - MODELFOTO

Er du bange for at blive afsløret, når du er på arbejde? Angst for at de andre finder ud af, at du i virkeligheden ikke er den dygtige medarbejder, de tror, du er? Skammer du dig over kvaliteten af det, du laver, eller føler du dig krænket over andres måde at behandle dig på? Så risikerer du en sygemelding.

Familierelationerne sejler hos mange, og så søger vi anerkendelse og kærlighed på jobbet. Mange er blevet afhængige af det for overhovedet at kunne føle, at de er noget værd.

Forsker Pernille Steen Pedersen fra CBS (Copenhagen Business School) har interviewet 50 ledere og langtidssygemeldte medarbejdere fra frontlinjen på arbejdsmarkedet. Hun er konsekvent stødt på moralske konflikter: Sygeplejersken har faglige idealer, hun ikke føler, hun kan leve op til. Den bankansatte har brug for skulderklap af chefen, men føler, hun ignorerer ham. Jordmoderen vil gerne være til stede for de fødende, men kan ikke nå det. Konflikterne er ofte katalysator for en nedbrydende skamfølelse.

»Nogle kan håndtere konflikten, andre kan ikke. De sidste er ofte fyldt med skamfølelse. De forsøger at skjule noget, og er hele tiden bange for at blive afsløret. Det var et tydeligt mønster, der tegnede sig, og det har vakt stor genkendelse hos folk,« siger Pernille Steen Pedersen.

Pernille Steen Pedersen
Pernille Steen Pedersen

Pernille Steen Pedersen er cand.scient.pol, ph.d. og har en fortid i beskæftigelsesministeriet, hvor hun gennem ti år har arbejdet med sygefravær. - Foto: Jens Welding Øllgaard

»Pinligt at jeg ikke kan løse det« 

Pernille Steen Pedersen er cand.scient.pol, ph.d. og har en fortid i beskæftigelsesministeriet, hvor hun gennem ti år har arbejdet med sygefravær. I forbindelse med sit CBS-baserede forskningsprojekt om stress har hun talt med en bred skare af medarbejdere: Bankansatte, pædagoger, sagsbehandlere, ansatte i forsikringsselskaber, håndværkere, lærere og sygeplejersker. De stress-sygemeldte fra både det private og offentlige er blevet bedt om åbent at fortælle om deres erfaringer. Fælles for mange var, at de var bange for, at nogen skulle blotte dem, eller de skulle blotte sig selv. Afsløre, at de ingenting kunne.

»Den frygt er tæt forbundet med skamfølelse. Nogle gange er man bange for at blive afsløret i noget, man end ikke ved, hvad er. Skammen og den dårlige samvittighed kan ende med at gøre folk syge, invalidere dem simpelthen, fordi fornuftens stemme bliver overdøvet,« siger Pernille Steen Pedersen.

Læs også: Angst sender flest danskere på førtidspension

Skammen boltrer sig i takt med, at forandringer marcherer ind på vores arbejdspladser. Omstruktureringer, sammenlægninger, opskruet arbejdstempo, ny lovgivning. Det hele er med til at skabe angst for - og skam over - ikke at kunne håndtere det nye. Hvordan frygten for at blive afsløret kan tage magten, viser dette udsagn fra en af de interviewede.

Jeg er bange for, at de andre skal se, hvor forfærdeligt det er, det jeg laver. Jeg er bange for at blive afsløret i slet ikke at have styr på det, og jeg tænker, at de andre har forventninger om, at jeg kan mere end jeg kan, og det er pinligt, simpelthen pinligt, at jeg ikke kan løse den her.

Skam bliver vækket ved andre menneskers måde at dømme os på, eller som vi tror, de dømmer os. Eller den opstår ud af vores egen hårde dom over os selv.

Nogle medarbejdere bliver så usikre, når der laves omstruktureringer, at de skaber forvrængede billeder af virkeligheden.

»En sygeplejerske, jeg interviewede, sagde, at hun ikke kunne være de ti minutter hos patienterne længere, som var så vigtige for hende. Det viste sig dog, at den tid havde hun faktisk stadig. Men hun var sat til nye opgaver, som hun skammede sig så meget over ikke at kunne håndtere med det samme, at hun slet ikke var til stede i hovedet, mens hun var sammen med patienterne.«

Skam overdøver al fornuft

Egentlig er skam et værn, som beskytter os. Følelsen betyder, at vi ikke går nøgne på arbejde eller laver andre pinlige ting. Men skam er også tæt knyttet til vores behov for at være elsket og tilhøre flokken, og den kan få så meget magt, at den går hen og blive destruktiv og »laver undergravende virksomhed,« som Pernille Steen Pedersen kalder det.

»Skam bliver vækket ved andre menneskers måde at dømme os på, eller som vi tror, de dømmer os. Eller den opstår ud af vores egen hårde dom over os selv. Vi har den alle som del af vores samvittighed, men den kan altså blive skadelig og ende med sygefravær, når den kommer til at fylde for meget,« siger hun.

Læs også: Offentlige ledere magter ikke det psykiske arbejdsmiljø

Hvordan skammen og frygten for at blive afsløret, bemægtiger sig den enkelte medarbejder, vidner følgende citat fra en folkeskolelærer om:

Min leder forsøgte at gøre mig klart, at hun faktisk mente, at kende mig og mine kvaliteter så godt, at hendes grundlag for at rose mig bestemt ikke kun var de to timer, hun havde fulgt min undervisning. Jeg kunne godt høre, hvad hun sagde til mig, og jeg var bestemt også glad for det, men jeg blev ved med at have følelsen af, at det var ufortjent, og at jeg havde ’snydt’ hende.

Det er farligt at udlicitere opgaven til en robusthedscoach og så bare tro, at alt er i orden, når medarbejderen kommer tilbage. Eller at foregive at mennesker kan hænge deres følelser hjemme eller i garderoben. Det kan ikke lade sig gøre, vi er mennesker af kød og blod.

Elsk mig på jobbet

Men hvorfor er det så vigtigt for os at blive anerkendt, set, hørt og elsket af flokken, at vi ligefrem bliver syge af det? Ifølge Pernille Steen Pedersen handler det om kærlighedshunger, der er flyttet ud af privaten.

»Vi går så meget på arbejde med liv og sjæl i dag, at vores kærlighedsliv er blevet forskudt til arbejdspladsen. Familierelationerne sejler hos mange, og så søger vi anerkendelse og kærlighed på jobbet. Mange er blevet afhængige af det for overhovedet at kunne føle, at de er noget værd.«

Men er det ikke en lidt vild påstand, at vores kærlighedsrelationer ligger på jobbet i stedet for i familien?

»Jo, og det er selvfølgelig også i modificeret grad. Men det kick, det giver mange, når de laver den perfekte præstation, minder om noget, du får i et kærlighedsforhold, og når du er noget for et andet menneske, du har tæt på. Følelser som jalousi og aggression, som vi kender fra kærlighedsforhold, råder også på arbejdspladserne, kan du tro.«

Forsvar for arbejdsfællesskabet

Men hvad stiller vi så op med den nedbrydende skamfølelse? For stressepidemien koster milliarder i sygefravær og har store menneskelige omkostninger. Et bud er, at vi skal holde op med at mærke efter og parkere følelserne derhjemme. Andre plæderer for at sende medarbejderne på robusthedskurser. Begge dele er farlige lappeløsninger, mener Pernille Steen Pedersen.

»Det er farligt at udlicitere opgaven til en robusthedscoach og så bare tro, at alt er i orden, når medarbejderen kommer tilbage. Eller at foregive at mennesker kan hænge deres følelser hjemme eller i garderoben. Det kan ikke lade sig gøre, vi er mennesker af kød og blod.«

Men er det ikke rigtigt, at vi kan bruge for meget energi på at mærke efter i stedet for ’bare’ at løse vores opgaver?

»Jeg er enig i, at terapi ikke hører til på jobbet, og at kurser i mindfulness bestemt ikke gør det alene. Men det er noget vrøvl, at vi kan adskille vores følelser fra os selv,« siger Pernille Steen Pedersen, der har kaldt sin bog om emnet ’Slip stress ud af skammekrogen - et forsvar for arbejdsfællesskabet.’

Hun mener, at vi skal anerkende, at følelser – herunder skam – i den grad råder og regerer på arbejdspladserne, og så skal vi lære at håndtere både vores egne og andres følelser.

»Forskning, praksis og arbejdsmarkedets parter bør sætte sig sammen og udvikle praktiske redskaber, så både ledere og medarbejdere kan navigere i dette. Vi må anerkende, at vi har følelser med i det, vi laver, og at vi håndterer dem vidt forskelligt. Følelser hører til det at være menneske, og det skal vi ikke skamme os over.«