ARBEJDERKULTUR

'Følelsen af at tilhøre en klasse er forsvundet'

Af

Gemytligheden er forsvundet fra den offentlige samtale, og de farverige typer forsvinder. Det mener forfatteren Bent Vinn Nielsen, som med en baggrund som ufaglært arbejder har skrevet om plattenslagere, fantaster og outsidere i randområderne.

»Der er uhyggeligt megen ensretning i dag. De farverige typer forsvinder, og tiden har aldrig været så konform som nu,« siger forfatteren Bent Vinn Nielsen.

»Der er uhyggeligt megen ensretning i dag. De farverige typer forsvinder, og tiden har aldrig været så konform som nu,« siger forfatteren Bent Vinn Nielsen.

Foto: Mads Nissen/Polfoto

Når Bent Vinn Nielsen omtales i portrætter, fremhæves hans baggrund som ufaglært arbejder med rødder i et nordjysk arbejdermiljø hyppigt som en bærende væg i  forfatterskabet.

Det er der for så vidt intet mystisk ved. Han arbejdede i ti år som ufaglært arbejdsmand før debuten med romanen ‘Arbejdssky’ i 1978.

Op til og med ‘Den svævende tankbestyrer’ fra september i år har han siden i godt en snes meget roste romaner samt i noveller og radiospil indgående og med kærlig humor beskrevet mere eller mindre marginaliserede mennesker og miljøer fra provinsen - eller Udkantsdanmark med tidens foretrukne term.

Jeg har aldrig selv brugt udtrykket arbejderforfatter. Jeg synes, det er noget pjat.

Fra tid til anden har han derfor fået prædikatet arbejderforfatter hæftet i nakken, hvilket han selv venligt, men bestemt har frabedt sig.

»Nogle har kaldt mig det, og andre forfattere har taget udtrykket til sig, men jeg har aldrig selv brugt udtrykket arbejderforfatter. Jeg synes, det er noget pjat. Man kalder jo heller ikke Leif Panduro for en tandlægeforfatter,« siger Bent Vinn Nielsen og fortsætter:

»Jeg kommer fra det miljø, og det påvirker altid en forfatter, hvor man kommer fra. Men personer i mine bøger tænker jeg ikke på som repræsentanter for en klasse. Jeg skriver om dem som mennesker. Det er ikke min opgave at oplyse om, hvordan jævne folk har det. Jeg skriver om dem, jeg kender.«

Fagbevægelsen har fokus på det materielle

Fra sin opvækst erindrer Bent Vinn Nielsen, der i dag er 63 år, hvordan arbejderbevægelsen stadig var en kulturel kraft i samfundet. Faderen var jord- og betonarbejder, og han fik berøring med kunsten og kulturen via bevægelsens udgivelser.

»I 1950’erne i skrev Broby-Johansen om kunst i Fagbladet, og forlaget Fremad havde en fortræffelig bogklub, der formidlede international litteratur til arbejderne. I dag er der nærmest ingen forbindelse mellem arbejderbevægelsen og kulturen. Det, synes jeg, er en skam, fordi kunsten og kulturen kan bidrage med et væsentligt perspektiv på verden,« siger han og tilføjer:

»Men man må heller ikke glemme, at fagbevægelsen først og fremmest har koncentreret sig om det materielle. Der har i fagbevægelsen også hersket en betydelig skepsis og modstand mod det kulturelle.«

Tidligere betød klasseforholdet noget. Man var stolt af at være landmænd, arbejdere, embedsmænd, bankfolk.

At arbejderkulturen kan være vanskelig at få øje på i ikke blot litteraturen men i samtidskunsten generelt, er ifølge Bent Vinn Nielsen ikke noget særsyn i den forstand, at kunsten i årtier ikke har været spændt for nogen anden vogn end kunstens egen.

»Der findes nyere og yngre forfattere, der skriver om arbejderklassen, men det sker mere registerende, ikke som agitatorer for bedre tider i traditionen fra Martin Andersen-Nexø. Der er ingen særlig stil eller tone, der skal appellere til nogen bestemt klasse, og det ser jeg heller ingen grund til, at der skulle være,« siger han og uddyber:

»Arbejderne bryder sig heller ikke selv om begrebet arbejderklasse. Det lyder af fortid. Men i offentligheden tilkendegiver ingen jo klassefølelse overhovedet; det er nærmest blevet uartigt. I stedet taler vi om tabere og vindere. Tidligere betød klasseforholdet noget. Man var stolt af at være landmænd, arbejdere, embedsmænd, bankfolk. ‘Vores samfundsklasse er vigtig for helheden’, tænkte man. Og det er forsvundet i dag.«

Vi lever i en fattig tid

Bent Vinn Nielsen har modtaget en stribe priser for sit forfatterskab. Gennembruddet kom med ‘Realiteternes verden’ fra 1992, og i 1998 modtog han Kritikerprisen for ‘En skidt knægt.’ I 1996 fik hans Statens Kunstfonds livsvarige ydelse og i 2006 Det Danske Akademis store pris.

Tiden har aldrig været så konform som nu. Og det kan godt undre, når vi aldrig har været rigere rent materielt som samfund betragtet.

Mens etablissementet således har hædret ham, har han samtidig i sine romaner og i sine klummer i dagbladet Information observeret og hudflettet de kulturelt, økonomisk og politisk toneangivende og privilegerede lag i samfundet. Og når han kaster sit blik på tendenser i samtiden, vækker det ikke just munter optimisme.

»Der er kommet en fjendtlig og ubehagelig tone i dag. Gemytligheden er forsvundet fra den offentlige samtale. Typisk arbejderadfærd, som at ryge på værtshuse, ses der på med foragt. Arbejderne anskues som passive; de har ingen ambitioner og kommer ikke ud af stedet, men det kan jo være ganske tiltalende, at folk ikke har ambitioner. Vi er blevet underligt nidkære. Alt skal give nytte. Hvis folk vælger at studere slavisk sprog på universitetet, skal de stå til regnskab for, hvorfor de dog vælger noget så brødløst,« siger han.

Set fra Bent Vinn Nielsens udsigtspost i Nykøbing Falster findes der et sælsomt paradoks i tiden. Samtidig med at individualiteten hyldes som ingensinde før, er konformiteten iøjnefaldende og overvældende.

»Der er uhyggeligt megen ensretning i dag. De farverige typer forsvinder, og tiden har aldrig været så konform som nu. Og det kan godt undre, når vi aldrig har været rigere rent materielt som samfund betragtet. Det kan skyldes, at vi ikke har så meget brug for hinanden. Tidligere, når vi skulle på møntvask og ned til telefonboksen, kunne vi dog risikere at møde et andet menneske. Vi er egenrådige, og vi sidder hjemme i vores egen verden. Vi lever i en fattig tid, hvor få vover at skille sig ud.«