Sidste salgsdato

EHL: Arbejdsgivere skal bevise, at de ikke diskriminerer

Af | @MichaelBraemer

Enhedslisten mener, at det er nødvendigt at indføre omvendt bevisførelse i sager, hvor ældre ansøgere diskrimineres ved ansættelser.

Enhedslisten vil bremse diskrimination af seniorer med lovgivning. 

Enhedslisten vil bremse diskrimination af seniorer med lovgivning. 

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Polfoto

Enhedslisten er parat til at stille forslag om omvendt bevisførelse i sager, hvor der er mistanke om, at en arbejdsgiver har diskrimineret ældre jobsøgere. På den måde skal de kunne bevise, at alder IKKE har været afgørende for, at en senior-jobansøger er blevet vraget i en ansættelsessituation.

Skærpelsen af lovgivningen er nødvendig for at få den massive diskriminering af seniorer på arbejdsmarkedet frem i lyset, mener arbejdsmarkedsordfører i Enhedslisten Christian Juhl.

Det er uacceptabelt med enhver form for forskelsbehandling i ansættelsessituationer. Christian Juhl, arbejdsmarkedsordfører, Enhedslisten

Som det fremgik af Ugebrevet A4 i dag, kaster hver sjette chef seniorers jobansøgninger direkte i papirkurven eller vil kun overveje ældre ansøgere, hvis de har bedre kvalifikationer end yngre.

»Det er uacceptabelt med enhver form for forskelsbehandling i ansættelsessituationer. Men som lovgivningen er, er det hamrende svært at løfte bevisbyrden i ansættelsessager. Det vil omvendt bevisførelse kunne rette op på i sager om aldersdiskrimination, som den har gjort i sager om forskelsbehandling mellem mænd og kvinder,« siger Christian Juhl.

HK-model

Som model for at komme aldersdiskriminationen til livs fremhæver han fagforbundet HK’s indsats i sager, hvor kvinder er blevet forskelsbehandlet.

»Det er først og fremmest fagforeningernes opgave at rejse de her sager, og det har HK gjort med stor ihærdighed. HK har også vundet mange sager, fordi forbundet på landsplan er gået ind og har hjulpet de lokale afdelinger med juridisk ekspertise,« påpeger han.

Fra sin egen fortid som lokal 3F-formand i Silkeborg ved Christian Juhl dog, hvor svært det kan være at få sagerne frem i lyset. Problemet er blandt andet at få de diskriminerede seniorer til at stå frem.

»Jeg har aldrig haft mulighed for at føre en egentlig sag om aldersdiskrimination. Det endte altid med, at medlemmet sagde, at det ville vedkommende ikke i en retssag om, fordi medlemmet så mistede chancen næste gang, arbejdsgiverne havde et job. Eller også vurderede vi, at vi ikke kunne bevise en forskelsbehandling, fordi vi ikke vidste, hvem medlemmet havde været oppe imod, og hvad ansættelseskriterierne havde været,« siger Christian Juhl.

Med omvendt bevisførelse i hånden vil der være lettere adgang til at få sagerne prøvet ved en dommer, mener Enhedslistens arbejdsmarkedspolitiske ordfører.

Ingen kommentar

Statsminister og formand for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt talte varmt for seniorernes placering på arbejdsmarkedet i sin nytårstale.

Ugebrevet A4 har på den baggrund prøvet at få en kommentar fra Socialdemokraterne til den udbredte diskrimination af seniorer på arbejdsmarkedet og til Enhedslistens forslag om at bekæmpe problemet med omvendt bevisførelse, men forgæves.