Din pengepung afgør dine holdninger

Af

Danskernes holdninger til skat og ulighed afgøres af, om vi får en fordel ud af det. Både højt- og lavtlønnede har skarpt fokus på, om de får gavn af skattelettelser eller ej. Politikere afviser, at de spiller på vælgernes egeninteresser.

Foto: Foto: Thinkstock.

EGOLAND Vores holdning til fundamentale politiske spørgsmål er helt afhængig af, om vi personligt vinder eller taber. Derfor er vi oftest enige med de andre i vores klasse eller samfundsgruppe.

Det konkluderer et nyt forskningsprojekt, som de tre valgforskere Jørgen Goul Andersen, Rune Stubager og Kasper Møller Hansen offentliggør i næste uge.

Forskerne har med udgangspunkt i folketingsvalget 2011 undersøgt næsten 2.000 danskernes holdning til de spørgsmål, som har domineret dansk politik i en stor del af sidste århundrede – og i høj grad stadig gør det i dag:

Slagsmålet om hvorvidt de rigeste skal bære de tungeste byrder; hvorvidt ulighed gavner samfundet; og om danskerne foretrækker velfærd frem for skattelettelser.

Ifølge forskerne er danskerne i nogle afgørende spørgsmål meget gode til at finde ud af, hvilken holdning de selv har mest at vinde på.

»Når egeninteressen bliver klar, brænder det, der gavner egeninteressen, klart igennem,« siger lektor Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

Lønkontoen afgør syn på skat

Særligt spørgsmålet om de rigestes skattebyrde er det, der tydeligst skiller vandene.

For mennesker, der har en årlig husstandsindkomst på 800.000 kroner eller derover, er der en klar tendens i retning af, at de ikke vil betale mere i skat.

Mens personer, som har en husstandsindkomst mellem 200.000 og 400.000 kroner, i den grad synes, det er en god idé, hvis rige beskattes hårdere end i dag. Ifølge Rune Stubager er der en enkel forklaring:

»Dem med lave indkomster synes, det er en god idé, at de rigeste betaler mere i skat, for de lavtlønnede vil ikke selv blive ramt. De kunne nemt tjene på det. Mens dem med høje indkomster har nemt ved at se, hvem der skal holde for,« siger Rune Stubager.

Stadigvæk klasseopdelt

I befolkningen som helhed bakker danskerne dog op om velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Altså, at de rigeste løfter den tungeste skattebyrde, at vi foretrækker velfærd frem for skattelettelser, og at ulighed ikke gavner samfundet.

Center

Men nedenunder er der klare tendenser til, at vi, trods diskussioner om at klassesamfundet er dødt, stadig placerer os på traditionelle højre- og venstreorienterede akser.

  • Er du mand, yngre, velhavende, privatansat, højere funktionær eller højtlønnet tenderer du til at foretrække skattelettelser frem for velfærd, og mene, at ulighed er godt, ligesom de rige ikke skal betale mere i skat.
  • Helt modsat forholder det sig med kvinder, arbejdere, lavere funktionærer, offentligt ansatte eller lavtlønnede. Disse grupper har en klar tendens til at være venstreorienterede.

Løkke dummede sig med efterløn

Men får danskernes snævre interesser så også betydning i forhold til det, politikerne fordrer os med? Både og, mener forskerne.

På den ene side er det at afgive sin stemme ved et valg en kompleks sammenvejning af forskellige hensyn, holdninger og erfaringer.

Omvendt viste folketingsvalget i 2011 ifølge forskerne, at der var 22 procentpoint flere af dem, som forventede at gå på efterløn, der stemte på SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne, i forhold til de partier, som ville forringe ordningen.

Valgresultatet var så tæt, at Lars Løkke Rasmussen formentlig kunne have vundet, hvis han ikke havde besluttet at gennemføre sin efterlønsreform, vurderer Rune Stubager.

Så det er klart, at danskernes egeninteresser giver politikerne særlige udfordringer, påpeger han.

»De skal enten forsøge at overbevise folk om, at de skal ofre lidt for at få noget andet. Eller også skal man, lidt mere kalkulerende, sørge for, at tilpas mange kan se, at de ikke får noget i klemme ved et politisk tiltag,« siger Rune Stubager.

Politikere afviser egoisme-appel

På Christiansborg er der næppe to partier, der står mere stejlt over for hinanden i skatte- og velfærdsspørgsmål end Liberal Alliance og Enhedslisten.

Selv om begge partier erkender, at der selvfølgelig hersker en vis egeninteresse hos vælgerne, er det ikke det, der er afgørende for den måde, de vil sælge deres politik på.

Politisk ordfører for Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll, påpeger, at partiets holdninger, der blandt andet handler om, at skatten maksimalt må være 40 procent for de rigeste, er skabt ud fra tanken om, at det er mere retfærdigt og vil føre til mere velstand i Danmark.

»Det her viser, at vi har en stor pædagogisk opgave i, at fortælle mennesker på overførselsindkomst, eller de, som måske ikke har så mange penge, at de vil have lettere ved at få et arbejde, hvis Danmark bliver mere konkurrencedygtigt. Der er en udfordring i at få fat i folk, som ikke kan se, de får en fordel i morgen, men mere på lidt længere sigt,« siger han og peger på, at partiets annoncer op til seneste valg mere overordnet sigtede på at gøre det klart, at partiets politik ville skabe job og velstand for den enkelte.

»Det er med at få det lidt længere perspektiv på en gang imellem. Det prøver vi at indtænke i vores kommunikation,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

’Højtlønnede bør værdsætte solidaritet’

Enhedslistens Stine Brix, der var valgkampsansvarlig under valget i 2011, afviser, at partiet lefler for folks snævre interesser, når de igen og igen kræver velfærd frem for skattelettelser.

Center

»Når vi siger, der har været for mange skattelettelser de seneste ti år, og at det er gået hårdt ud over velfærden, er det fordi, det er et kæmpeproblem for uligheden i vores samfund og de muligheder, som de børn - der vokser op hos forældre, der ikke har så mange penge - får,« siger Stine Brix og kalder det på den ene side forventeligt, at danskerne er styret af snævre interesser.

På den anden side kalder hun det også ’trist’, at især højtlønnede i hendes øjne ikke sætter mere pris på, at der er stor social tryghed i Danmark.

»Man kan godt leve i andre lande, og have mange penge til sig selv. Men i et land som Brasilien lever man bag høje hegn og pigtråd for at holde de meget fattige væk. Så jeg mener, at især for folk med høje indkomster udgør det høje velfærdsniveau en kæmpefordel. Den erkendelse savner jeg,« siger Stine Brix.

Flertalsdiktaturet bestemmer

Mens undersøgelsen fra forskerne peger på, at holdningen til skattelettelser påvirkes af hvem, der får mest ud af det, har især borgerlige debattører de senere år påpeget, at den danske velfærdsstat ikke ændrer sig markant, fordi alt for mange mennesker har en interesse i at fastholde en stor offentlig sektor, som vi kender det i dag.

For et år siden beregnede den liberale tænketank Cepos ifølge Politiken, at mere end 2,8 millioner mennesker er del i det, Cepos kalder »Velfærdskoalitionen« - heri var medregnet pensionister, studerende, offentligt ansatte og mennesker på overførselsindkomster.

Ifølge Rune Stubager tyder undersøgelsen på, at tesen om velfærdskoalitionen med visse forbehold holder. Det gælder i hvert fald i forhold til spørgsmålet om øget skat på høje indtægter.

Her hælder privatansatte til, at øget skat til de rigeste er en dårlig idé, mens offentligt ansatte ikke vil have noget problem med højere skatter til millionærerne.

»Folk, der er ansat i den offentlige sektor, er mere venstreorienterede på de her punkter, ligesom folk uden for arbejdsmarkedet er. Så der er nogle grupper, som har en interesse i at fastholde skat og en offentlig sektor på det nuværende niveau,« siger han.

Gider ikke de dovne

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll ved godt, at han med sin evige tale om lavere skatter risikerer at tale imod en masse menneskers snævre interesser. Men sådan ser han det slet ikke.

»Jeg taler jo for den dygtige folkeskolelærers interesse i, at hun ikke skal have en doven kollega. Jeg taler for den, som er på dagpenge eller kontanthjælp, og som gerne vil have et arbejde. Men det er klart, at dem, der ikke gider arbejde, har jeg ingen fælles interesse med,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Han afviser, at han løber panden mod en mur. Der ligger bare en forklaringsopgave foran ham og Liberal Alliance.

»Jeg mener, at eksempelvis studerende og pensionister har en egeninteresse i, at vi har et ordentligt samfund, og det kræver, at nogle går på arbejde. De studerende har en forventning om at få et job, og pensionisterne har haft et job. Dermed mener jeg, at de er del af den arbejdende koalition, og offentligt ansatte arbejder jo også og er dermed også del af den arbejdende koalition. Jeg føler bestemt ikke, at jeg ikke er allieret med offentligt ansatte,« siger han.

Drevet af samfundssind

Men ville færre offentligt ansatte så ikke bare føre til, at danskerne langsomt blev mere højreorienterede?

Nej, vurderer Rune Stubager. Han peger på forskning, som viser, at nogle offentligt ansatte også er drevet af en overordnet lyst til at gøre noget for samfundet. ’Public service-motivation’ kalder han det.

»Har man sådan en motivation, er man i udgangspunktet nok også en lidt mere venstreorienteret person udover det, der handler om at redde sin egen mås. Derfor er det ikke givet, at hvis man fyrede en masse offentligt ansatte, ville man overnight få en mere højreorienteret befolkning. Det kunne godt være, de var venstreorienterede i forvejen, og derfor havde valgt at arbejde i den offentlig sektor alligevel,« siger han.