UBESKREVNE BLADE

Der er Uffe Elbæk – og så er der de 17 andre

Af | @Ulrik_Offersen

Klokken 12 i dag udløb fristen for at blive opstillet for det nystartede parti Alternativet. 18 kandidater har meldt sig. Med undtagelse af partistifter Uffe Elbæk er resten af feltet stort set ukendte.

Det er ikke kendis-faktoren, der skal trække Alternativet ind Folketinget. Uffe Elbæk får selskab på Alternativets kandidatliste af 17 navne, der er relativt ukendte i offentligheden.

Det er ikke kendis-faktoren, der skal trække Alternativet ind Folketinget. Uffe Elbæk får selskab på Alternativets kandidatliste af 17 navne, der er relativt ukendte i offentligheden.

Foto: Jakob Dall/Scanpix

Kender du Rolf Bjerre, Torsten Gejl, Niko Grünfeld eller Sighrid Marie Stjernaux?

Nej, vel?

Ikke desto mindre er de sandsynligvis at finde blandt dem, der skal bære det nystartede parti, Alternativet, ind i Folketinget ved næste valg.

Ligesom 14 andre har de meldt sig ind i kampen om at blive en af de ti spidskandidater – en kandidat for hver af landets storkredse – som Alternativet skal vælge på deres landsmøde den 13. september i år.

Den der kendis-effekt skal vi nok skabe over tid. Uffe Elbæk, partistifter, Alternativet

Partistifter Uffe Elbæk kalder holdet for ’mangfoldigt’.

»Der er en bred fordeling både på køn og alder, men også på praktiske erfaringer i livet. Der er alt fra dygtige iværksættere, en tidligere Europa-parlamentariker til formanden for lokalrådet på Nørrebro,« siger han og fortsætter:

»Det er en stor styrke – og vigtigt hvis man skal vitalisere folkestyret, som vi vil – at de folk, der bliver stemt ind, tager forskellige typer livserfaring med sig. På den måde bliver det ikke kun personer, der har læst statskundskab, der er på Christiansborg, og det er vigtigt,« siger Uffe Elbæk.

Klik her for at læse artiklen: "Vi er ikke naive. Det er naivt ikke at gøre det"

Han er ikke nervøs over, at navnene på listen er ukendte for den brede offentlighed.

»Der er en del af dem, der ikke har været i medierne, men det har ikke været vores succeskriterium. Kriteriet var tværtimod, at vi kunne stille med folk fra egne rækker. Den der kendis-effekt skal vi nok skabe over tid,« siger han.

'Det er helt anderledes i Alternativet'

En af kandidaterne er den 29-årige Rune Wingård. Han er cand.soc. i socialvidenskab og Internationale udviklingsstudier fra RUC og arbejder som telemarketingkonsulent i Amnesty International.

Hos både SF og Radikal Ungdom skal man så at sige ’købe’ hele den politiske pakke og har ikke så meget at skulle have sagt. Det er helt anderledes i Alternativet. Rune Wingård, Alternativet

»Jeg skrev speciale om grøn omstilling i Danmark, og jeg er meget glad for, at Alternativet tør tænke bæredygtighed centralt ind i deres politik,« siger Rune Wingård, der tidligere har været medlem af SF Ungdom og Radikal Ungdom.

»Jeg har oplevet en ret stor forskel i de tre partier. Hos både SF og Radikal Ungdom skal man så at sige ’købe’ hele den politiske pakke og har ikke så meget at skulle have sagt. Det er helt anderledes i Alternativet. Jeg har eksempelvis været tovholder for partiets økonomiske bæredygtighed, og det er sjovt at være med til at udforme et partis politik,« siger han og fortsætter:

»Min primære politiske mærkesag vil være en nytænkning af den måde, som økonomi bliver opfattet på. Vi skal tænke det sådan, at økonomien er et middel for at nå nogle mål i stedet for, at økonomien bare skal blive så stor som mulig. Det handler om at være bæredygtige i vores tilgang og udnytte ressourcerne bedre,« siger Rune Wingård.

Mere yoga – mindre overvågning

En anden kandidat er den 71-årige Ulla Sandbæk, der fra 1989 til 2004 var i Europa-Parlamentet for JuniBevægelsen. Her sad hun i miljøudvalget, socialudvalget, udviklingsudvalget og underudvalget for menneskerettigheder.

Jeg har længe tænkt, at der skulle komme et nyt parti, for jeg gider ikke de normale partier, der ikke laver andet end at sværte hinanden til. Ulla Sandbæk, Alternativet

»Jeg har længe tænkt, at der skulle komme et nyt parti, for jeg gider ikke de normale partier, der ikke laver andet end at sværte hinanden til. Jeg mener, jeg har gode forudsætninger for at gøre et godt stykke arbejde i Folketinget på grund af mine forskellige erfaringer,« siger Ulla Sandbæk.

Hun er uddannet præst og er nu pensioneret, er aktiv i Bedsteforældre for Asyl og Dansk Flygtningehjælp og har tidligere været medlem af Amnesty Internationals hovedbestyrelse og hovedbestyrelsen for Sex og Samfund.

Derudover har Ulla Sandbæk en alternativ uddannelse udi meditation og yoga på og har de seneste fem år brugt seks måneder om året på at undervise palæstinensiske kvinder, der har siddet i israelske fængsler, i meditation, yoga og vejrtrækningsteknikker.

»Hvis jeg ender med at komme i Folketinget, vil jeg kæmpe for, at vi ikke blindt indlægger mennesker, der lider af stress og depression. Der er mere effektive behandlingsformer end det. Derudover er jeg dødtræt af overvågningen i vores samfund. Det er dehumaniserende og en forkert brug af vores tid, at de ansatte i den offentlige sektor skal bruge deres tid på at dokumentere deres arbejde,« siger Ulla Sandbæk, der fik 31.000 personlige stemmer ved valget til Europa-Parlamentet i 1999.

'Det skal nok lykkes'

I sidste uge havde Alternativet indsamlet 17.870 underskrevne vælgererklæringer. Heraf er foreløbig 7.155 godkendt af kommunerne. Der kræves 20.000 for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

Uffe Elbæk er optimistisk omkring mulighederne for at nå grænsen før det næste folketingsvalg.

»Alle siger, at det går godt for os, og at det nok skal lykkedes. Men selvfølgelig håber vi på et sent folketingsvalg,« siger han.

Senere onsdag kan du læse mere om de enkelte kandidater på Alternativets hjemmeside: www.alternativet.dk