DESIGNERPOLITIK

Demokratisk design sætter dansk arkitektur i førersædet

Af

Nærhed, åbenhed, dialog og social interaktion. Danske arkitekters evne til at involvere beboere, brugere og det omkringliggende samfund i deres bygningsværker gør dem efterspurgte over hele verden. Og bæredygtighed? Det er så stor en selvfølge, at det næsten ikke er værd at nævne.

Hvert år forvandles Dyrskuepladsen i Roskilde til et levende, arkitektonisk eksperimentarium. Billedet er fra 2013, hvor der under festivalen blev bygget en kirke af øldåser, der skulle sendes til genbrug. 

Hvert år forvandles Dyrskuepladsen i Roskilde til et levende, arkitektonisk eksperimentarium. Billedet er fra 2013, hvor der under festivalen blev bygget en kirke af øldåser, der skulle sendes til genbrug. 

Foto: Kasper Palsnov/Scanpix

Når Roskilde Festival onsdag lukker de første utålmodige gæster gennem hegnet til den forjættede festivalplads, tænker de færreste nok på, at de træder ind i et af verdens mest forbilledlige eksempler på politisk arkitektur.

Men god arkitektur er på disse breddegrader netop i langt højere grad et spørgsmål om, hvordan arkitekturen skaber rammer for mennesker – og mindre om, at brugerne stopper op for at tænke over og beundre, hvilket kunstværk de egentlig er vidne til, forklarer Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center (DAC).

»Roskilde Festival rejser på en uge en af Danmarks tætteste byer med plads til over 100.000 mennesker, hvor der er lav kriminalitet, stor brugerdrevethed og et enormt ejerskab. Derfor bliver festivalen brugt som inspiration for alverdens arkitekter og som et laboratorium for eksempelvis at udvikle flygtningelejre i en højere kvalitet – så de ikke bare opbevarer mennesker, men også har en bymæssig kvalitet,« siger Kent Martinussen.

Danske arkitekter ser sig selv som demokratiske aktivister, og arkitekturen er blevet en langt mere involverende og involveret part i det politiske, end den har været det i en del årtier. Kent Martinussen, direktør, Dansk Arkitektur Center

Politik kommer af det græske ord ’polis’, der betyder by, så allerede i det gamle Grækenland vidste man, at der skal være et socialt rum – en by, der lægger op til samtale og fællesskab – før man kan have politik og demokrati. Denne viden bliver i høj grad integreret i den danske arkitektur – og det er kun blevet mere udpræget de senere år, siger Kent Martinussen.

»Danske arkitekter ser sig selv som demokratiske aktivister, og arkitekturen er blevet en langt mere involverende og involveret part i det politiske, end den har været det i en del årtier. Vi ser en stærk trend væk fra kloge arkitekter og ingeniører, der tegnede noget til folket, hen imod det, vi kalder co-creation – altså en anden og tættere samklang og dialog med brugerne. I takt med den digitale revolution er afstanden mellem ekspert, folk og politikere jo blevet næsten ingenting, i hvert fald i skandinavisk kultur, og det skaber en transparens, der gør nutidens politiske kunst til noget helt andet end den klassiske politiske kunst,« siger DAC-direktøren, der også nævner den offentlige park Superkilen på Ydre Nørrebro som eksempel på den moderne, involverende arkitektur.

Superkilen. Foto: Iwan Baan.

Parken, der åbnede i 2012, er designet i et samarbejde mellem arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group (BIG), kunstgruppen Superflex og det tyske landskabsarkitektfirma Topotek1 og har et væld af referencer til bydelens etniske mangfoldighed.

»Man giver borgerne deres hjemlige symboler, kobler det til et digitalt netværk, så folk via deres iPhones kan spille musik for hinanden; tager striber, figurer og former fra hele verden og sætter det sammen med plæner, som vi kender dem fra nordeuropæisk landskabsarkitektur,« forklarer direktøren. Han fremhæver også Bjarke Ingels’ prisbelønnede boligprojekter som 8-tallet og VM Bjerget, begge beliggende i Ørestad, som værende politiske – på den moderne måde.

Inklusion a la Grundtvig

Involvering og social interaktion er også nøgleord hos en af Danmarks mest anerkendte arkitekter Kim Herforth Nielsen, grundlægger af og kreativ direktør i arkitektfirmaet 3XN.

Det er en generel attitude i dansk arkitektur at udvise åbenhed og sætte mennesket i fokus. Der er noget grundtvigiansk over det at inkludere i stedet for at ekskludere – alle skal være med. Kim Herforth Nielsen, kreativ direktør, 3XN

3XN har eksempelvis med det otte år gamle Ørestad Gymnasium skabt en bygning, der fysisk understreger institutionens ønske om åbenhed og social interaktion.

»Det er en generel attitude i dansk arkitektur at udvise åbenhed og sætte mennesket i fokus. Der er noget grundtvigiansk over det at inkludere i stedet for at ekskludere – alle skal være med. Det er en meget social tankegang. Og danske arkitekter bliver ofte valgt til opgaver i udlandet, fordi vi evner dialogen mellem mennesker og ikke bare er ude efter at manifestere egen arkitektur og egne evner,« siger Kim Herforth Nielsen, der ud over sit eget virke er formand for arkitekturudvalget i Statens Kunstfond.

Ørestad Gymnasium. Foto: Adam Mørk

Han anser det for helt essentielt, at bygninger interagerer med deres omgivelser og bliver en del af hverdagen.

»Tag for eksempel Skuespilhuset i København. Hele området omkring det er på en sommerdag totalt fyldt op med mennesker, fordi bygningen ønsker at give noget tilbage til sine omgivelser og involvere mennesker – det handler ikke kun om at sælge billetter,« fortæller han om huset, der er tegnet af det danske arkitektfirma Lundgaard & Tranberg.

Denne evne til at skabe liv på gadeplan forudser Kim Herforth Nielsen bliver endnu vigtigere hos arkitekter i fremtiden, da flere og flere mennesker flytter til byerne, hvilket kalder på flere højhuse – hvilket igen øger behovet for arkitektur, der involverer beboerne i gadelivet.

»I Danmark har vi det højeste antal boligkvadratmeter per person, omkring 60 kvadratmeter i gennemsnit, og der er mange, der bor alene. Så selvom der er kommet flere boliger i centrum af København, for eksempel i et område som Islands Brygge, så bor her færre mennesker end for 100 år siden. Så vi har stadig kapacitet til flere mennesker i gademiljøet,« siger han.

Bæredygtighed er en selvfølge

En anden tydelig politisk trend i nutidens arkitektur er bæredygtighed. Men ifølge både Kent Martinussen og Kim Herforth Nielsen er det faktisk ikke en trend mere – i hvert fald ikke her i Skandinavien. Det er slet og ret en selvfølge, at al ny arkitektur fra vores breddegrader har dén dimension tænkt ind fra starten.

»For 10-15 år siden gik det meget op i grønt og halmballer. Det handlede meget om statements, og man glemte lidt det arkitektoniske. Nu må vi snart være kommet dertil, at vi ikke behøver at tale om grønne huse, for det er de bare. Man behøver ikke have græs på facaden for at vise, at det er et grønt hus – det grønne er for mig meget mere holistisk, det handler om, hvordan huset og materialerne er tænkt, og hvordan funktionerne indvendigt er optimeret,« siger Kim Herforth Nielsen.

Ingen politiske statements

Mens det politiske i form af demokratisk tankegang og bæredygtighed ligger dybt indlejret i danske arkitekter, skal man i dag lede længe efter mere aktivistiske personligheder, mener Anne Skovbro. Hun er direktør i økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, men er fra august filantropidirektør i Realdania, som har fokus på at øge danskernes livskvalitet gennem det byggede rum.

Som direktør i økonomiforvaltningen har hun været tæt på de mange store byggerier og byudviklingsprojekter i København, blandt andet vidensbydelen Nørre Campus. Og hun nikker genkendende til beskrivelserne af den demokratiske tilgang og danske arkitekters ønske om at bygge, så det ikke bare er smukt at se på, men giver glæde ved at blive brugt. Den tilgang er ikke kommet af sig selv, siger hun, men til gengæld er den nu meget udbredt.

»Vi har som kommune arbejdet meget aktivt for større tværfaglighed i byggerierne, så vi i nogle tilfælde har insisteret på for eksempel at inddrage antropologer eller mennesker med forstand på erhvervsudvikling for at være sikre på at få alle aspekter med. Det blev oprindelig mødt med skepsis fra arkitekternes side, for var det nu et angreb på deres faglighed? Det var det ikke, men det er sundt at få belyst mange aspekter,« siger Anne Skovbro. Hun tilføjer, at den tværfaglige tilgang nu er en naturlig del af arkitekturen.

»Danske arkitekter er opmærksomme på bygninger som brugskunst, hvor nogle landes arkitekter i højere grad betragter bygninger som kunstværker, hvor brugsværdien kommer i anden række,« siger Anne Skovbro.

Til gengæld kan hun ikke få øje på arkitekter i dagens Danmark, som er klart politiske på samme måde som fx en PH (Poul Henningsen) og Arne Gaardmand, som var en af de ledende kræfter bag magasinet Politisk Revy og aktiv i Vesterbro Boligaktion i 1950’erne.

»Det hænger nok også sammen med, at det ikke opfattes som politisk at bygge sunde boliger, men det var det engang. Vi tager en masse for givet, som overrasker i andre lande. Bare det, at vi insisterer på, at værelser skal have vinduer; at mennesker behøver lys for at trives. Det er ikke en selvfølge i alle lande,« siger Anne Skovbro.

I nogle andre lande ville det være et politisk statement at insistere på at inddrage brugerne eller bygge bæredygtigt. Anne Skovbro, kommende filantropidirektør, Realdania

Hun nævner et eksempel, hvor en ung canadisk tegnestue brugte et legat på at rejse verden rundt og mødes med mennesker inden for arkitektur. I 12 lande inviterede de 12 gæster. I Danmark var Anne Skovbro med, og de unge canadiere spurgte, hvad der kendetegnede dansk arkitektur.

»Det sjove var, at der var ret stor enighed i vores svar. Respekt for naturen, menneskelighed og en pragmatisk tilgang. Det opfatter vi ikke som politisk, fordi der generelt er stor enighed om det i Danmark, men i nogle andre lande ville det være et politisk statement at insistere på at inddrage brugerne eller bygge bæredygtigt,« siger Anne Skovbro.

Populære i udlandet

Den tværfaglige og pragmatiske tilgang med bæredygtighed i centrum har gjort danske arkitekter efterspurgt i udlandet. Senest har BIG fået opgaven med at bygge et nyt World Trade Center i New York, men danske tegnestuer arbejder i det meste af verden med alt fra boliger til store bydelsplaner.

»I udlandet bliver danske arkitekter betragtet som meget kompetente til at lave noget, der indgår i samfundet, samtidig med at det er af meget høj designkvalitet. Dansk arkitektur og byudvikling er en ny udgave af, at kunsten er blevet politisk,« siger Kent Martinussen fra DAC.

Han bakkes op af Kim Herforth Nielsen:

»På verdensplan er dansk arkitektur ligesom dansk mad mere på toppen end nogensinde før. Når jeg rejser rundt, får jeg konstant at vide, at det er da helt vildt, hvad man hører om dansk arkitektur. Og de spændende projekter kommer fra både de unge og de mere etablerede arkitekter, der har formået at forny sig meget. Vi gør alle sammen hinanden bedre og inspirerer hinanden til at gøre ting anderledes,« siger arkitektudvalgsformanden.

Anne Skovbro minder om, at der også er en opgave at løse herhjemme, og som hun vil have særligt fokus på i sit virke som filantropidirektør for Realdania:

»Vi har en opgave at løse i det, som nogle kalder Udkantsdanmark. Hvordan kan arkitekturen og det byggede rum være med til at komme med nye svar og løsninger, så vi kan forbedre levevilkårene og livskvaliteten der?«