Danskere får færrest år som pensionister

Af

I 2050 har Danmark den højeste pensionsalder blandt 34 lande i den vestlige verden, viser ny rapport fra OECD. Samtidig er vi et af de lande, hvor folk får færrest år som pensionister. Kun 17 år for mænd og 20 år for kvinder. Store skævheder kan betyde, at ufaglærte i Danmark får meget kort tid som pensionister. En professor mener, at der foregår »en grim gang klassekamp fra oven«, hvor ufaglærte og kortuddannede bliver snydt

Foto: Illustration: Rune Johansen, Scanpix.

OTIUM Udover at spare op til tilværelsen som pensionist, lægger vi danskere også mange planer for alt det, som vi skal nå som folkepensionister. Men det er langt fra sikkert, at vi når at nyde vores otium og realisere alle drømmene.  Sammenlignet med andre lande kommer danskerne nemlig i fremtiden til at leve færrest år som pensionister.

Danske mænd kan i 2050 kun se frem til i gennemsnit at leve 17 år som folkepensionister, mens danske kvinder tilsvarende kan se frem til 20 år som pensionister.

Det viser en opgørelse over pensionsaldre fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der er en sammenslutning af 34 af verdens rigeste lande.

Danmark vil sammen med Italien i 2050 have den højeste pensionsalder overhovedet i OECD-landene, nemlig 69 år. Et flertal i Folketinget har besluttet at forhøje pensionsalderen i takt med, at vi lever længere.

Men for at gøre ’ondt’ endnu værre, har Finansministeriet i forbindelse med regeringens 2020-plan for nylig lagt yderligere to ekstra arbejdsår oven i danskernes arbejdsliv. Og helt uden offentlig debat.

Finansministeriet vurderer således, at danskerne skal være fyldt 71,5 år, før vi får lov til at gå på pension i 2050. Forskellen skyldes, at Finansministeriet og OECD benytter forskellige modeller til fremskrivningen.

Med andre ord skal der fremover knokles, og flere samfundsforskere vurderer nu, at ingen endnu kan forudsige, hvor mange år der venter os på fremtidens arbejdsmarked.

»Vi er helt fremme i avantgarden på pensionsområdet. Ingen andre er gået så langt. Det er nok ikke helt gået op for befolkningen, hvad det er, man har vedtaget,« siger professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet.

De forhøjede pensionsgrænser skyldes først og fremmest, at Danmark i 2006 besluttede at levetidsregulere pensionsalderen, hvilket betyder, at jo længere vi lever, jo højere bliver pensionsalderen. Da den såkaldte »Tilbagetrækningsreform« sidste år blev vedtaget, blev prognoserne yderligere korrigeret.

Paradokset er, at vi er blandt de lande, hvor befolkningen lever kortest tid som pensionister.

Korteste otium

Ifølge OECD kan en dansk mand forvente at leve 17 år som pensionist i 2050, hvilket indbringer os en delt næstsidsteplads i OECD-regi sammen med polske, ungarske, estiske og tyrkiske mænd. Kun tjekkiske mænd har en værre udsigt og kan i gennemsnit kun forvente at leve 16 år som pensionister.

Danske kvinder kan i 2050 forvente at leve 20 år som pensionister. Umiddelbart kan det synes en anelse bedre end mændene, men i OECD-sammenhæng giver det Danmark en delt sidsteplads sammen med tjekkiske og tyrkiske kvinder.

Men igen har Finansministeriets modeller ’kappet’ nogle år af både mænd og kvinders fremtidige otium-tilværelse. Pensionistårene for de personer, der når folkepensionsalderen i 2050, er beregnet til kun 16 år for mænd og 17,3 år for kvinder.

Ifølge velfærdsforsker Bent Greve, Roskilde Universitetscenter (RUC), udfordrer scenariet den indforståede velfærdskontrakt, vi har med hinanden. For hvorfor arbejde og betale en høj skat i en hulens masse år på arbejdsmarkedet, hvis ikke der bliver tid i den 3. alder til at nyde resultatet af anstrengelserne?

»Det afgørende bliver, om folk oplever det som logisk retfærdigt, hvor mange år man bidrager med på arbejdsmarkedet, og hvor mange år man får til at nyde sit otium i bagefter,« siger Bent Greve.

Fattige lever kortest

Udover at danske pensionister i europæisk sammenhæng kan forvente at leve få år, så vil der være store forskelle mellem den pensionerede tandlæge og den pensionerede jord- og betonarbejder. Lektor Henrik Brønnum-Hansen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der har forsket i middellevetiden, forklarer, at der er en markant forskel på høj- og lavindkomstgruppers forventede levetider.

I marts i år offentliggjorde han i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en undersøgelse, der påviste, at den rigeste fjerdedel af danske mænd i 2011 kunne forvente at blive 82 år, mens den fattigste fjerdedel af danske mænd kun bliver 72 år. Og der en problematisk forskel, konstaterer han.

Men det virkeligt alarmerende er, at forskellen næsten er fordoblet de seneste 25 år. I 1987 var forskellen mellem rige og fattige mænd kun 5,5 år.

»Der er ikke nogen umiddelbar grund til at tro, at middellevetiden ikke fortsat stiger i fremtiden. Spørgsmålet er så, om den sociale ulighed i levetid også vil øges, eller om man vil gøre noget ved problemet. Foreløbig har man jo kun talt om at gøre noget, men der skal virkelig gøres noget radikalt på dette område,« siger Henrik Brønnum-Hansen.

Forskeren fremhæver, at også antallet af ’raske’ leveår for 30-årige mænd med henholdsvis højt og lavt uddannelsesniveau tidligere er blevet beregnet. Den lavtuddannede mand kunne forvente at få yderligere knap 30 år med godt helbred. Til sammenligning kunne den højt uddannede 30-årige mand sætte mere end 41 gode år ind på ’livets konto’.

»De fattigste har simpelthen færre raske år end den bedre stillede del af befolkningen,« siger Henrik Brønnum-Hansen.

Øget uddannelse og arbejdsmiljø

I fagforbundet 3F, der organiserer ufaglærte og lavtuddannede, fremhæver forbundssekretær Per Christensen, at 3F’s medlemmer allerede nu lever fire år kortere end en akademiker.

Middellevetiden hos 3F’s medlemmer er simpelthen lavere end hos andre forsikrede faggrupper.

Skrækscenariet er derfor, at en ufaglært i fremtiden knokler endnu flere år end i dag blot for at falde død om kort inde i pensionsalderen.

»Hvis det her holder stik, er vi nødt til at få kigget ganske meget mere alvorligt på at få sikret et ordentligt arbejdsmiljø for 3F’erne. Det er jo en vigtig faktor i forhold til den lavere middellevetid, som 3F’erne har,« siger han og fortsætter:

»Jeg er ikke helt sikker på, at bevidstheden om det nye arbejdsmarked, hvor man skal arbejde nogle flere år, er gået op for folk. Det kan sagtens være, at der kan komme en reaktion, og et kraftigt krav om at få kigget på, hvordan fa’en man får det her gjort på fornuftig vis, når det går op for folk, hvor lang tid, der er til, de skal nyde deres otium.«

Professor Bent Greve er enig i, at der er en social slagside i fremtidens pensionssystem. Måske ser vi endda et oprør fra ’neden’ fra lavtlønnede og lavtuddannede på et tidspunkt, vurderer han:

»De vil selvfølgelig stille spørgsmål ved, om det er fair, de skal have det samme i pension i et kortere antal år, end mennesker, der kommer til at leve længe,« vurderer han.

En af mulighederne for at øge levetiden er ifølge forbundssekretæren i 3F Per Christensen mere uddannelse. Dermed øger den enkelte sine egne chancer for at være ’herre-i-eget-job’, hvilket ifølge Per Christensen er en væsentlig livsforlængende faktor hos mange.

Paradoksalt nok betyder en eventuel længere levetid så også bare, at 3F’erne risikerer at skulle arbejde længere, fordi pensionsalderen som bekendt stiger jo længere, vi lever, jævnfør Finansministeriets indekseringsmekanisme.

Klassekamp fra oven

Professor Jørgen Goul Andersen er også opmærksom på den sociale skævhed i levetiden, men han anfører, at vi har et af verdens mest lighedsskabende pensionssystemer i Danmark.

I en verden, hvor pensioner bliver mere og mere ulige, fordi pensioner afspejler, hvad folk har ydet i deres arbejdsliv, er det i Danmark afbalanceret, fordi man har holdt fast i resterne af folkepensionssystemet inklusive boligydelsen.

Jørgen Goul Andersen peger dog også på, at den formelle pensionsalder gradvist kommer til at betyde mindre, fordi man kan vælge mellem langt otium og mindre pension eller kort otium og høj pension.

»Især vellønnede og højtuddannede vil selv kunne vælge at arbejde så længe, som de har lyst. Eller trække sig ud af arbejdsmarkedet, når de har lyst. Måske også tidligere end den officielle pensionsgrænse. Men de kortuddannede bliver fortsat afhængige af folkepensionen. Der kommer den sociale ulighed ind som en virkelig grim tidsel i den flotte buket,« siger han.

Pointen er ifølge Jørgen Goul Andersen også, at lavt uddannede og ufaglærte, som ikke har haft ret meget andel i den generelle forbedring af helbred og levealder, slet ikke får lov at vælge, hvornår de vil trække sig ud af arbejdsmarkedet.

»Vi får en gruppe, som vi kræver, skal arbejde i meget lang tid, og som vi meget nødig vil give førtidspension. Når de så endelig slipper, har de meget få leveår tilbage. Det er næppe tilsigtet, men objektivt set er det en grim gang klassekamp fra oven. Det er en social udfordring, som man under alle omstændigheder kommer til at se på,« fastslår Jørgen Goul Andersen.

Levetid bliver konfliktemne

Professor Ove Kaj Pedersen, Copenhagen Business School, mener godt, at danskerne er klar over, vi skal arbejde meget længere end i dag. Det stod klart for de fleste under debatten om efterløn og tilbagetrækningsreform i 2011.

Ove Kaj Pedersen kalder det også »yderst spekulativt« at forudsige levetider i 2050. Men ender pensionsalderen i 2050 med at være på den anden side af 70 år, venter formentlig et opgør med danskernes velfærdsforventninger, vurderer han.

Tidligere generationer regnede nemlig overhovedet ikke med at få en tredje alder efter arbejdsmarkedet, men det gør nutidens, vurderer han.

»Det er spørgsmålet om denne velfærdsforventning afstedkommer reaktioner på for eksempel overenskomstspørgsmål i fremtiden. At der gradvist vil blive rejst en diskussion af restlevetiden, og at medarbejdere vil sikre sig, at der bliver en restlevetid. Indtil videre er diskussionen gået på, at vi skal arbejde længere. Den er ikke gået på, at vi som pensionister får en betydelig restlevetid,« siger han.

»Pensionsalder, levetid og dermed restlevetiden efter, at man er blevet pensioneret, er nok et af fremtidens store konfliktemner«, fastslår Ove Kaj Pedersen.