DEMOKRATISK UNDERSKUD

Dansk politik mangler indvandrer-stemmer

Af | @MichaelBraemer
| @journallan

Både i Folketinget, regionsrådene og byrådene er der en klar underrepræsentation af indvandrere med ikke-vestlig baggrund. Det viser en opgørelse, som tænketanken Cevea har foretaget for Ugebrevet A4. Vi står med et demokratisk problem og mangler værdifulde erfaringer i den politiske håndtering af flygtningene, lyder kritikken fra alle sider.

Der skulle være flere indvandrere i Folketinget, hvis befolkningsgruppen skulle være repræsenteret i forhold til dens størrelse. Billedet er taget fra statsborgerskabsdagen 2015. 

Der skulle være flere indvandrere i Folketinget, hvis befolkningsgruppen skulle være repræsenteret i forhold til dens størrelse. Billedet er taget fra statsborgerskabsdagen 2015. 

Foto: Linda Kastrup/Scanpix

Flygtninge og integration er uden sammenligning det varmeste politiske emne i Danmark lige nu. Det gælder både på Christiansborg og ude i det regionale og kommunale Danmark, hvor man skal løfte opgaven med at integrere de mange nytilkomne borgere i samfundet og på arbejdspladser.

Men når de politiske beslutninger på integrationsområdet skal træffes, er det småt med stemmer fra den gruppe, det hele handler om. En opgørelse, som tænketanken Cevea har lavet for Ugebrevet A4 viser, at der i både Folketinget, de 5 regionsråd og landets 15 største kommuner er en klar underrepræsentation af politikere med ikke-vestlig baggrund.

Blandt de 179 politikere, der blev valgt ind i Folketinget sidste sommer, er der bare to personer med ikke-vestlig baggrund: Naser Khader (K) og Yildiz Akdogan (S).  Dertil kommer De Radikales Emrah Tuncer, som i øjeblikket er suppleant for Zenia Stampe.

Det svarer til en andel på 1,7 procent, mens gruppen af personer med ikke-vestlig baggrund udgør 7,4 procent af befolkningen over 18 år.

Analysechef i Cevea Frank Skov ser underrepræsentationen af etniske minoriteter som dybt problematisk.

»Folketinget skulle gerne afspejle sammensætningen af den danske befolkning. Og ikke mindst i forhold den integrationsopgave, vi skal i gang med, er det jo helt tosset, at der ikke er flere, som selv har erfaring med at komme som fremmede her til landet. Det handler jo om at have blik for, hvordan vi får udnyttet ressourcerne hos folk, der kommer med en anderledes baggrund,« siger han.

I regionsrådene udgør personer med ikke-vestlig baggrund 2,4 procent af de politisk valgte og i byrådene i de 15 største kommuner er den ikke-vestlige repræsentation oppe på 4,4 procent.

»Det glædelige er trods alt, at jo tættere de politiske organer kommer på borgerne, desto flere ikke-vestlige politikere er der,« mener Frank Skov.

Status quo

Nydanskere har altid været underrepræsenteret i dansk politik, og et tilløb til bedre repræsentation er gået i sig selv igen. Det fortæller Yosef Bhatti, seniorforsker i KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og forskning).

»Op gennem 1990’erne var der en stigning i antallet af nydanskere i byrådene, og i Folketinget blev der for første gang indvalgt nydanskere i Folketinget i 2001, da Naser Khader og Kamal Qureshi blev valgt ind. Der er så sket en stagnering i midten og slutningen af 00’erne, så der i kommunalbestyrelserne er lige i underkanten af 50 procent i forhold til andelen i befolkningen. I Folketinget steg antallet indtil 2007 og 2011, men efter det seneste valg er man tilbage på to indvalgte,« siger han.

Fraværet af etniske minoriteter i besluttende organer betyder, at når man skal sidde og vedtage integrationspolitik, så bliver det ’om’ dem og ikke ’med’ dem. Özlem Cekic, tidligere folketingsmedlem for SF

Men om underrepræsentationen nødvendigvis fører til dårligere integrationspolitik, er Yosef Bhatti ikke 100 procent sikker på.

»I statskundskaben diskuterer man det her ud fra to forskellige synsvinkler. Den ene går på, at man sagtens kan repræsentere folk, som man ikke ligner. Og derfor er det ikke noget problem i sig selv, at der er en underrepræsentation. Den anden går på, at det betyder noget. Dels at der er nogen, der ligner mig, og dels at det gør det nemmere at forstå problemstillingerne, hvis man selv kender til det fra sit eget liv.«

Kæmpe ressource udelukkes

For Özlem Cekic er der imidlertid ingen tvivl om, at underrepræsentationen af etniske minoriteter i politik ikke alene udgør et demokratisk problem, men også gør den førte integrationspolitik dårligere. Hun har repræsenteret SF i Folketinget i flere perioder, men røg ud ved det seneste valg som følge af sit partis store tilbagegang.

»Fraværet af etniske minoriteter i besluttende organer betyder, at når man skal sidde og vedtage integrationspolitik, så bliver det ’om’ dem og ikke ’med’ dem. Det er en kæmpe erfaring og ressource, som man udelukker,« påpeger Özlem Cekic.

I den aktuelle situation med den store flygtningestrøm påhviler derfor politikerne et ansvar for at gå i dialog med indvandrergrupper, så deres erfaringer kan bruges konstruktivt, mener SF’eren.

Yasar Cakmak, formand for Rådet for Etniske Minoriteter, mener også, at de alt for få politiske repræsentanter for etniske minoriteter er et problem, der bør gøres noget ved.

Man skal ikke undervurdere signalværdien i, at der er folk med forskellig baggrund – herunder også etnisk baggrund – i forskellige positioner. Og det er uanset om det er på fodboldlandsholdet, i politik eller på arbejdsmarkedet. Yasar Cakmak, formand, Rådet for Etniske Minoriteter

»Det er da et problem, at man har de her grupper i samfundet, der er underrepræsenteret på det politiske niveau. Og det gælder både etniske minoriteter, køn eller aldersgrupper, som vi også har hørt om på det seneste. Det kan betyde, at man utilsigtet kommer til at træffe nogle skæve beslutninger, fordi man ikke er opmærksom på, hvordan virkeligheden ser ud fra deres synspunkt,« mener han.

Og ikke mindst med henblik på den forholdsvis lave valgdeltagelse blandt indvandrere mener Yasar Cakmak, at det ville være velkomment med flere politikere med indvandrerbaggrund.

»Man skal ikke undervurdere signalværdien i, at der er folk med forskellig baggrund – herunder også etnisk baggrund – i forskellige positioner. Og det er uanset om det er på fodboldlandsholdet, i politik eller på arbejdsmarkedet. Det giver en synlighed, som kan vise andre, at det ikke er lukket land eller umuligt at blive en del af samfundet på den måde,« påpeger han.

Vigtig signalværdi

Netop signalværdien i at have etniske minoriteter repræsenteret i folkevalgte organer tillægger også socialdemokratiske Nuuradiin S. Hussein meget stor betydning.

Med et personligt stemmetal på 1.283 skrev han sig ved det seneste kommunalvalg ind i historiebøgerne som den første indvandrerpolitiker, der nogensinde har fået en plads i kommunalbestyrelsen i Aalborg.  Det krævede hårdt arbejde, men lykkedes først og fremmest, fordi forskellige minoritetsgrupper i Limfjordsbyen bakkede op og arbejdede aktivt for ham.

»Når man stiller op, sender det et signal, der er meget vigtigt for borgere med minoritetsbaggrund. Det kom bag på mig, da jeg blev valgt ind, hvor mange der følte, at det var på tide og godt for integrationen. Og at det gav håb for unge med minoritetsbaggrund, at de kunne se, at man med deres baggrund kunne gå ind og få stor indflydelse på, hvordan samfundet skal udvikle sig i fremtiden,« siger Nuuradiin S. Hussein.

Man skal ikke gå ind i politik, fordi man tilhører en etnisk minoritet, men fordi man interesserer sig for politik på enten lokalt, regionalt eller nationalt niveau, understreger han.

Men når man gør det, er der tillægsgevinster, som ikke kun handler om signaler, men også kvaliteten i den politik, man er med til at udarbejde på forskellige områder. Som for eksempel i den nuværende situation med store integrationsudfordringer i kommunerne, påpeger 41-årige Nuuradiin S. Hussein.

Han kom selv til Danmark som 18-årig som flygtning fra det borgerkrigshærgede Somalia og er i dag uddannet socialrådgiver.

»Jeg kan sætte mig ind i, hvordan det er at komme fra et borgerkrigshærget land og være ny i Danmark. For mit eget vedkommende var der folk omkring mig, der troede på mig. Jeg følte, jeg selv fik den hjælp, jeg havde brug for i forhold til sprog, kultur og samfund. Og via det netværk, jeg fik i uddannelsessystemet, fik jeg senere foden indenfor på arbejdsmarkedet.«

Blanke pletter på landkortet

Opgørelsen over politikere med ikke-vestlig baggrund viser, at der er helt blanke pletter på landkortet, når det gælder nydanske politikere.

I Region Midtjylland er der ingen af de 41 valgte regionsrådsmedlemmer, som har ikke-vestlig baggrund. Og blandt landets 15 største kommuner er der tre byråd helt uden politikere med ikke-vestlig baggrund: Vejle, Viborg og Kolding.

Jeg synes, at vores arbejde med integration viser, at det kan man på sin vis godt være god til, uden at man har en direkte repræsentation i byrådet. Arne Sigtenbjerggaard (V), borgmester, Vejle Kommune

I Vejle Kommune mener borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) dog ikke, at den manglende repræsentation er et problem for de politiske beslutninger på integrationsområdet.

»Var det nu sådan, at vi var rigtigt dårlige til at integrere, så kunne man måske have sagt, at det var derfor. Men når man nu ser, at vi er en af de bedste kommuner i landet til at integrere, så har jeg svært ved at se, at det skulle være et problem.«

Borgmesteren henviser til, at Vejle Kommune ofte bliver fremhævet for deres integrationsindsats, som bygger på den såkaldte branchepakkemodel, der skal bringe flygtninge og indvandrere hurtigere i arbejde.

»Jeg synes, at vores arbejde med integration viser, at det kan man på sin vis godt være god til, uden at man har en direkte repræsentation i byrådet. Men vi har en politik om, at vores medarbejderstab gerne må afspejle befolkningens sammensætning, og det så jeg da egentlig også gerne i byrådet. Så en vis procentdel med ikke-vestlig baggrund ville da være fint,« siger Arne Sigtenbjerggaard.

Radikale fører an

Opgørelsen viser også, at der er store forskelle på de politiske partier, når det gælder andelen af politikere med ikke-etnisk baggrund.

Blandt Folketingets partier skiller Dansk Folkeparti og Liberal Alliance sig ud ved ikke at have en eneste politiker med ikke-vestlig baggrund i hverken Folketinget, de fem regionsråd eller de 15 største kommuner.

I den modsatte ende er Radikale Venstre det eneste parti, der har en højere andel af politikere med ikke-vestlig baggrund i både Folketinget, regionerne og de største kommuner, end den tilsvarende andel i befolkningen over 18 år.

Özlem Cekic påpeger, at partierne bliver nødt til at se mere langsigtet på, hvad de kan gøre bedre i forhold til at få etniske minoriteter repræsenteret.

»I den periode, hvor vi fra SFs side lavede en mangfoldighedsstrategi og satte fokus på udfordringen, så det faktisk meget bedre ud. Men det her kræver et kontinuerligt fokus. Det er ligesom ved kommunalvalg, hvor man vil rette op på den lave valgdeltagelse med en kæmpekampagne. Men når valget er slut, slutter kampagnen også. Det dur ikke. «

Hård politisk kultur

Samtidig opfordrer hun til at gøre op med den politiske kultur, som hun vurderer er for hård, når det gælder politikere med anden etnisk baggrund.

»Etniske minoriteter har det desværre lige som kvinder; de skal være dygtigere for at blive stillet op, og dommen er hård, hvis de træder ved siden af. Folk overvejer, om de vil stille op og blive udstillet som fundamentalister og det ene og det andet. Og det gør, at nogle vælger det fra. «

Også Yasar Cakmak, formand for Rådet for Etniske Minoriteter, mener, at de politiske partier bør gøre en større indsats, selvom han understreger, at han ikke har nogen ”mirakelløsning”.

»Men de politiske partier bør gribe i egen barm og spørge sig selv: Hvad er det, der gør, at vi ikke har et bredt nok rekrutteringsgrundlag? Der ligger selvfølgelig også en opgave hos de etniske minoriteter for at tage medansvar i det samfund, som de er en del af. Det er vigtigt at understrege. Men de politiske partier har en stor opgave og et medansvar for at forsøge at inddrage alle forskellige grupper i samfundet.«