NERVEKRIG

Blå forbrødring eller brydekamp resten af 2016?

Af | @GitteRedder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er stærk svækket, og sammenholdet i blå blok kan ligge på et meget lille sted, vurderer ekspert. Det eneste der kan holde blå blok sammen, er udsigten til at miste magten, mener Ove Kaj Pedersen. Udfordringerne tårner sig op for de borgerlige partier, og nu står fagbevægelse og rød blok også i et dilemma: Hvor langt vil man strække sig for at sikre Løkke en trepartsaftale?

Problemerne tårner sig op i blå blok, og sidste uges opgør mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Pape Poulsen (K) er sandsynligvis kun begyndelsen på et turbulent 2016 med masser af blå slagsmål. 

Problemerne tårner sig op i blå blok, og sidste uges opgør mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Pape Poulsen (K) er sandsynligvis kun begyndelsen på et turbulent 2016 med masser af blå slagsmål. 

Foto: Foto: Jonas Skovbjerg Fogh, Scanpix.

Efter en uge, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Pape Poulsen (K) har været ved at rive hovederne af hinanden, er de nu forbrødret.  Den politiske uro i blå blok er på overfladen afløst af ro og idyl efter en regeringsrokade, hvor miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen blev skiftet ud efter pres fra Konservative. 

Men forbrødringen kan igen blive afløst af brydekamp mellem de fire borgerlige partiledere, mener flere valgforskere.   

Udfordringerne i blå blok tårner sig nemlig op, og hvis de fire borgerlige partier ikke har taget ved lære af krisen omkring landbrugspakken, også kaldet Gyllegate, vil der sandsynligvis komme flere dramatiske opgør om især skatte- og udlændingepolitikken.

Men også uenighed om Irak-kommissionen og trepartsforhandlingerne trænger sig på, ligesom en besværlig finanslov lurer forude.

Samfundsforsker på CBS, professor Ove Kaj Pedersen, tror ikke på, at der er skabt ro og forbrødring i den blå lejr.

»Det her lægger op til mere konkurrence mellem de fire partier i blå blok og et meget turbulent politisk år. Jeg tror ikke på, at vi får forbrødring, men tværtimod får vi en mere anspændt politisk situation,« siger han.

Pape vågnet efter lang dvale 

Ove Kaj Pedersen peger på, at magtbalancen i de senere uger har ændret sig i blå blok, samtidig med at statsministeren er svækket, og regeringen oven i købet står til at miste sit parlamentariske flertal, hvis meningsmålingerne holder stik.  

Nu ved de fleste danskere i hvert fald, hvem Søren Pape Poulsen er, og partiet har også markeret sig som et parti, som de andre på Christiansborg er nødt til at tage alvorligt. Rune Stubager, professor og valgforsker på Aarhus Universitet.

»Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har nu behov for også at manifestere sig, samtidig med at slagsmålet om landbrugspakken har slået store skår mellem Venstre og Konservative. Når Konservative efter en lang dvale er trådt ud af en underordnet rolle og nu har taget sin egen position, kan det kun tyde på, at der kommer flere konflikter end tidligere, fordi Søren Pape vil beholde sin nye position og ikke vil trynes,« siger han.

Samtidig mener Ove Kaj Pedersen, at statsministeren er forslået som aldrig før, ligesom han står i spidsen for et parti i splid med sig selv på både værdipolitikken og landbrugspolitikken.

»Statsministeren er stærkt svækket. Den, der diskussion om Løkke som en dygtig politisk håndværker er jo manet i jorden. For det er ikke en god håndværker, der hele tiden befinder sig med ryggen mod muren, og hvor han må spille hårdt med musklerne og derefter tabe,« siger han.

Løkke klemt fra alle sider  

Allerede med flygtningespørgsmålet  har Venstre fået nogle interne skillelinjer, der ikke har været der tidligere, anfører han og henviser til, at blandt andre Jens Rohde har smækket med døren af den grund.

»Landbrugspakken har stillet det klassiske bonde-Venstre overfor det nye moderne Venstre og skabt nogle skår blandt traditionelle Venstrefolk, og jeg er spændt på, hvordan det vil udvikle sig. Samlet set vil jeg sige, at Lars Løkke sidder betydelig mere usikkert i statsministerposten i dag, end han gjorde før. Og har betydelig flere konfliktlinjer at håndtere end tidligere,« siger han.

Det eneste, der eventuelt kan holde blå blok sammen over det næste halve eller hele år, er udsigten til, at de ikke længere står til en samlet valgsejr. Ove Kaj Pedersen. Professor og samfundsforsker på CBS.

Med udsigten til en Søren Pape, der spænder musklerne og bider fra sig, og en Anders Samuelsen fra Liberal Alliance og Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, der har behov for at markere deres politiske ønsker, samt interne slagsmål i Venstre, kan både små og store politiske sager eksplodere i hænderne på Lars Løkke de næste måneder, lyder vurderingen fra Ove Kaj Pedersen. 

Kun udsigten til magttab holder blå blok sammen  

»Det eneste, der eventuelt kan holde blå blok sammen over det næste halve eller hele år, er udsigten til, at  de ikke står til en samlet valgsejr. I øjeblikket viser meningsmålingerne, at centrumvenstre sandsynligvis vil overtage regeringsmagten, hvis der blev udskrevet valg. Det er det eneste incitament, som de fire borgerlige partier har til at holde sammen,« siger han.

Valgforsker på Aarhus Universitet, professor Rune Stubager, vurderer, at den borgerlige-liberale fløj i Folketinget har udstillet, at kommunikationen og de politiske uenigheder er store.  

»Der er ikke nogen tvivl om, at blå blok samlet set har tabt på al den uenighed og virak om miljø- og landbrugspolitikken,« siger han.

Nu ved folk hvem Pape er

Også Rune Stubager mener, at Konservative har vundet anseelse og respekt i sagen om landbrugspakken. 

»Nu ved de fleste danskere i hvert fald, hvem Søren Pape Poulsen er, og partiet har også markeret sig som et parti, som de andre på Christiansborg er nødt til at tage alvorligt,« fastslår han.

Rune Stubager noterer, at Venstre har tabt på det interne slagsmål, mens Konservative har vundet ved at stå fast på nogle principper.

»Mon ikke det her slagsmål har været lidt af en øjenåbner i blå blok forstået på den måde, at ingen af dem har en interesse i at gentage det her forløb for åbent tæppe en gang mere. Jeg tror, at de har lært noget og er bedre i stand til at håndtere konflikter bag lukkede døre i fremtiden,« siger han.

Vi ved ikke, hvad udfaldet af briternes folkeafstemning om EU i juni bliver. Flygtningesituationen kan ændre den politiske dagsorden i løbet af en eftermiddag, og trepartsforhandlingerne kan være kørt fast. Ove Kaj Pedersen. Professor og samfundsforsker på CBS.

Men dermed mener Rune Stubager ikke, at der er fred og fordragelighed i blå blok.

»Lige nu er faren for et valg drevet over. Det vil ikke give nogen videre mening for nogen af de blå partier at tage et valg i år. Så på den måde kan de seneste ugers politiske uro betyde, at efteråret bliver lidt mindre turbulent end forventet,« siger han.

Valgrummel igen til efteråret 

Men der vil altid være en risiko for valgrumlen i efteråret, konstaterer han og fremhæver, at Danmark og EU står midt i en historisk flygtningekrise, og at det vil kaste skygger over økonomien, forhandlinger om finanslov og meget andet resten af året.    

»Når røgen har lagt sig, og de nye ministre og en tillægstale til landbrugspakken er på plads, tror jeg, at vi straks vender tilbage til, at flygtningepolitikken igen bliver den store dagsorden.  Nu bliver vejret bedre i Grækenland, og så stiger antallet af flygtninge sandsynligvis igen, og der opstår fornyet flygtningepres op igennem Europa. Det skal blå blok fortsat tackle og har forskellige svar på,« siger Rune Stubager.

En hurtig opremsning af de politiske udfordringer for resten af 2016 viser ifølge både Ove Kaj Pedersen og Rune Stubager, at blå bloks sammenhold skal stå sin prøve ikke bare en eller to eller tre gange men nærmest i alle sager:   

  • Udlændingepolitikken. Dansk Folkeparti kræver yderligere opstramninger i asylpolitikken og en stærkere grænsekontrol, mens de øvrige borgerlige partier ikke vil være med til en helt så rabiat udlændingekurs.
  • Irak-kommissionen er også en hovedpine for regeringen. Liberal Alliance kræver, at regeringen offentliggør dokumenter fra den kommission, som V-regeringen har nedlagt. Men Søren Pind nægter at udlevere dokumenter, selvom et flertal i Folketinget ønsker det.
  • Trepartsforhandlinger, der skal føre til en bedre integration af flygtninge på det danske arbejdsmarked er i fuld gang. Senere skal LO og DA sammen med regeringen finde løsninger på problemer omkring praktikpladser, arbejdsmiljø og uddannelse. DF ser gerne, at treparten falder på gulvet.       
  • Brexit 23. juni. Briterne skal i en folkeafstemning beslutte om de vil blive i EU eller ej. Hvis de stemmer nej, kan det få konsekvenser for dansk politik og sammenholdet i blå blok.     
  • Skattelettelser eller ej. Liberal Alliance vil holde fast i regeringens ambition om at lette skatten på den sidst tjente krone med 5 procentpoint. Mens Dansk Folkeparti slet ikke mener, at der er plads til skattelettelser. Venstre har bebudet et skatteudspil i efteråret 2016.  
  • Finanslovsforhandlinger i efteråret bliver en gyser. Samtidig præsenteres en økonomisk 2025-plan, der både skal finde midler til bedre velfærd, skattelettelser i bund og top samt de øgede udgifter til asylansøgere og flygtninge. Det bliver et svært regnestykke og en næsten umulig kabale at lægge for Løkke, mener forskerne.    
  • Gymnasiereform. De borgerlige partier slås for at få adgangskrav til gymnasiet, men er uenige, om man skal have 4, 6 eller 7 for at komme på gymnasiet. Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) er på vej med et udspil.

Dilemmaer skærpes i alle partier 

Valgforsker Ove Kaj Pedersen pointerer, at konflikterne og dilemmaerne i de borgerlige partier er blevet flere og større henover de seneste uger.

»Blå blok må nu tænke ganske taktisk over, hvad de vil gøre. Der er kommet flere konflikter og dilemmaer, og alle er tvunget til at tænke taktisk. Vi ved ikke, hvad udfaldet af briternes folkeafstemning om EU i juni bliver. Flygtningesituationen kan ændre den politiske dagsorden i løbet af en eftermiddag, og trepartsforhandlingerne kan være kørt fast,« siger han.

Statsministeren er stærkt svækket. Diskussionen om Løkke som en dygtig politisk håndværker er jo manet i jorden. For det er ikke en god håndværker, der hele tiden befinder sig med ryggen mod muren. Ove Kaj Pedersen. Professor og samfundsforsker på CBS.

Ove Kaj Petersen mener også, at en svækket Lars Løkke Rasmussen og meningsmålinger, der giver mulighed for et magtskifte, sætter overvejelser i gang hos Mette Frederiksen (S), Morten Østergaard (Rad) og de øvrige partiledere i rød blok.

»Alle taler ganske givet taktik nu. Både i centrumvenstre, blå blok og fagbevægelsen. For trepartsforhandlingerne er også blevet mere spændende i kølvandet på landbrugsdramaet. Hvor langt vil fagbevægelsen og rød blok strække sig for at sikre, at Lars Løkke får opbakning til en trepartsaftale? På grund af muligheden for et magtskifte er alle kommet i en mere anspændt situation, hvor dilemmaerne skærpes i alle partier,« siger han. 

Rune Stubager peger på, at de latente konflikter mellem de blå partier kan eksplodere igen allerede i forbindelse med Irak-Kommissionen.

»Der er i den grad lagt op til slagsmål omkring Irak-Kommissionen. Sagen bliver testen på, hvor meget de borgerlige partier har lært af slagsmålet omkring landbrugspakken. Lige nu har Liberal Alliance skruet ned for retorikken omkring udlevering af dokumenter om Irak-krigen, men det kan jo ændre sig,« siger han.