B-mennesker mistrives på arbejdsmarkedet

Af Anna Glent Overgaard

Arbejdslivet er ikke for syvsovere og natteravne. Typiske 8-16 mødetider forhindrer nemlig B-mennesker i at leve op til deres fulde potentiale på jobbet. Og så føler mange sig marginaliserede på et arbejdsmarked, der hylder en A-kultur, hvor arbejdsdagen starter klokken 8 og slutter klokken 16, viser en ny undersøgelse fra Ugebrevet A4.

Foto: Foto: Per Morten Abrahamsen (Scanpix)

MORGENMARERIDT. Man skal stå tidligt op, hvis man vil gøre sig gældende på det danske arbejdsmarked. Mens A-mennesker trives med en typisk 8-16 hverdag, slås B-mennesker med arbejdstider, der strider mod deres døgnrytme. Og det har konsekvenser for B-menneskenes arbejdsliv, hvor tidlige mødetider forhindrer mange i at yde deres bedste på jobbet. Det viser en ny undersøgelse som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

A4-Undersøgelsen tager afsæt i danskernes foretrukne døgnrytme, og undersøger hvad forskellen på at være et morgenfriskt a-menneske og et natteaktivt b-menneske betyder for effektivitet, trivsel og kollegial forståelse på arbejdsmarkedet.

I undersøgelsen betegnede 43 procent sig som A-mennesker og 39 procent som B-mennesker. Og det er først og fremmest B-mennesker, som arbejder på tidspunkter, der i virkeligheden ikke passer til deres døgnrytme.

Det oplever hvert fjerde B-menneske, mens det kun gælder for en forsvindende lille del af deres morgenfriske kolleger – svarende til 6 procent.

At der er markant forskel på A- og B-menneskers trivsel på arbejdsmarkedet overrasker ikke arbejdspsykolog og lektor ved Aalborg Universitet Einar B. Baldursson.

»B-mennesker bruger jo en del af deres halvvågne tid på at befinde sig i en arbejdsmæssig situation, hvor de ikke kan levere deres bedste. De morgentimer er jo et mareridt,« siger han.

Burde sove om morgenen

»Når arbejdstiden strider mod vores døgnrytme, betyder det, at vi tvinges til at være vågne på tidspunkter, hvor vi faktisk ville få mest ud af at sove. Det betyder at B’erne skal presse sig selv rimeligt hårdt i begyndelsen af dagen for at komme op i omdrejninger,« forklarer Einar B. Baldursson.

Noget tyder på, at han har ret. For A4 undersøgelsen viser, at knap hvert tredje B-menneske har svært ved at koncentrere sig de første timer på arbejdsdagen, og samtidig mener hver femte ligefrem, at deres mødetidspunkt forhindrer dem i at leve op til deres fulde potentiale på jobbet.

Helt anderledes ser det ud for de morgenfriske A-mennesker, hvor kun 2 procent har svært ved at koncentrere sig om morgenen, og kun 7 procent mener, at deres mødetidspunkt forhindrer dem i at nå deres potentiale.

Samfundet hylder de morgenfriske

Problemet er så udbredt, at B-menneskene sågar har oprettet deres helt egen interesseorganisation, Foreningen B-samfund, der arbejder for et mere fleksibelt mødeskema. Her forstår formanden, Camilla Kring, godt, at der er så stor forskel på A- og B-menneskers trivsel på arbejdsmarkedet.

»Samfundet understøtter A-mennesker og en 8-16 rytme. Det gælder både skoler, børnehaver og arbejdspladser, så det er ikke så mærkeligt, hvis B-mennesker trives dårligt under den gældende samfundsstruktur,« siger hun og fortsætter:

»Der er simpelthen behov for en arbejdskultur, der giver plads til, at vi kan arbejde på forskellige tidspunkter - og måder.«

Det er ansættelsesretschef i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Flemming Dreesen for så vidt enig i, men han understreger, at arbejdets karakter indimellem sætter grænser for, hvor frit medarbejderne kan variere deres mødetider.

»Det gælder for eksempel for mange produktionsvirksomheder, at der er nogle procedurer, rutiner og mødetider, der nødvendigvis skal overholdes. Og så er der altså grænser for, hvor fleksibel man kan være overfor den enkelte,« siger han.

Ifølge A4-undersøgelsen ville B-mennesker, hvis de frit kunne vælge deres mødetid, starte arbejdsdagen et sted mellem klokken ni og ti, mens morgenmenneskene foretrækker en noget tidligere start mellem klokken syv og otte. B- menneskenes energimæssige peak ligger om aftenen og natten, mens A-mennesker føler, at de har mest energi og overskud om morgenen og formiddagen.

I sig selv ikke overraskende, men de forskudte døgnrytmer kan give anledning til konflikt og snakken i krogene, når A-mennesker må se deres morgenfriske arbejdsgiver mødt med en søvndrukken sindsro. Mere end hvert tredje A-menneske oplever »nogle gange« irritation over »morgentrætte« kolleger, og hver tiende mener, at B-mennesker slet og ret er dovne.

Men den opfattelse ser Einar B. Baldursson helst manet til jorden med det samme:

»B’erne skal måske nok stramme sig an for at følge med A’erne først på dagen, men senere på dagen vender billedet, hvor A’erne har svært ved at komme i omdrejninger. De har deres forcer på forskellige tidspunkter.«

Han mener dog, det er uundgåeligt, at der indimellem vil opstå gnidninger mellem A- og B-mennesker, når så forskellige temperamenter skal arbejde side om side.

Tabu at være B-menneske

Spørger man erhvervspsykolog Steffen Tange kan meget forklares med, at der i det moderne og travle erhvervsliv ligger en uskreven regel om, at det mest ”rigtige” er at være A-menneske:

»Her sender du et signal om, at du er vaks ved havelågen, hvor B-mennesker hurtigere bliver tilskrevet, at den der morgentræthed er udtryk for sløvhed og mangel på energi – at de generelt rummer mindre kapacitet end A-mennesker,« siger han.

Det billede er der nok mange b-mennesker, der kan nikke genkendende til, for knap hver femte oplever, at »morgenfriske« kolleger ser skævt til dem, hvis ikke de følger den samme dagsrytme.

Omvendt er det kun 8 procent af A-menneskene, der føler, at de modtager misbilligende blikke fra deres »morgentrætte« kolleger, hvis de følger en anden dagsrytme.

Camilla Kring mener, at det er på tide at se på, hvad det er for en arbejdskultur, der hersker på arbejdspladserne:

»Mellem linjerne ligger der en mobbekultur, der siger, at hvis jeg arbejder på én måde, så skal du også« siger hun og uddyber:

»Vi skal væk fra det lighedstyranni, der hedder, at fordi jeg tager en morgenvagt, så skal du også, eller fordi jeg tager en aftenvagt, så skal du også. Hvad med at spørge folk, hvilke arbejdstider de i virkeligheden trives bedst med?«

Erhvervspsykolog Steffen Tange peger på lederen som den, der holder nøglen til en bedre forståelse og accept af folks forskelligheder – også når det gælder døgnrytmer.

»Hvis der opstår en kultur, hvor man ser lidt skævt til de kolleger, der foretrækker at møde senere og som er lidt længere tid om at vågne, så er det lederens opgave at skære igennem og legitimere forskellige arbejdstider og rytmer« siger han og tilføjer:

»Den enkelte ansatte har selvfølgelig også et ansvar for at acceptere, at kollegerne ikke nødvendigvis er som en selv.«

Det faste stål og den flydende strøm

Arbejdsmarkedspsykolog Einar B. Baldursson er overbevist om, at billedet er ved at vende, så det snart er A-menneskene, der skal tilpasse sig et arbejdsmarked, der i langt højere grad passer til et B-menneskes døgnrytme.

»Døgnkulturen vinder langsomt frem og det er jo en B-kultur. Der er ved at ske et skift fra en verden smedet i A’ernes stål til B’ernes flydende strøm,« siger han og uddyber:

»Rollerne vil blive byttet. B-menneskene vil få bedre mulighed for at folde sig ud på deres egne betingelser, mens A-menneskene vil komme under tiltagende pres for at tilpasse sig en døgnrytme, som er lige så unaturlig for dem, som 8-16 rytmen er det for B-mennesker i dag.«

Camilla Kring, formand for foreningen B-samfund, hilser udviklingen velkommen, men understreger, at den gerne skulle gå i retning af et arbejdsmarked, der imødekommer både morgen- og aftenmennesker.

»Det, der virkelig springer mig i øjnene, er, hvor meget livskvalitet der går tabt af, at vi har indrettet samfundet efter fortidens behov,« siger hun.