Arbejdet er danskernes religion

Af | @MichaelBraemer

Danskerne er ekstremt arbejdsivrige. To ud af tre ville brænde efter at få et arbejde, selv om de ikke havde brug for pengene, viser ny undersøgelse. Selv tyskerne kommer ikke i nærheden af at måle sig med den danske arbejdsomhed. Spis nu brød til, lyder det fra Ole Birk Olesen (LA): Der er forskel på ord og handling.

Foto: Foto: Linda Kastrup/Scanpix

HI HO, HI HO... Betting bureauerne tager fejl, når de lokker spillelystne danskere med chancen for at vinde millioner og få et sorgløst liv i hængekøjen under sydens palmer. For når det kommer til stykket, har langt de fleste af os hede drømme om at arbejde, selv hvis vi ikke havde brug for lønnen.

42 procent af danskerne svarer begejstret ’helt enig’ og yderligere 28 procent ’delvist enig’, når de skal forholde sig til udsagnet: ’Jeg ville være glad for at have et arbejde, også selv om jeg ikke har brug for pengene’.

Det sker i en undersøgelse, som analysebureauet YouGov har foretaget for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Undersøgelsen kommer i kølvandet på efterårets politiske debat om, hvorvidt det i tilstrækkelig grad kan betale sig for danskerne at arbejde.  

Den debat er langt hen ad vejen irrelevant. For sagen er, at arbejde ikke bare er arbejde for danskerne, konstaterer filosof og professor på Copenhagen Business School (CBS) Ole Thyssen.

»Selv om arbejdet ikke altid er voldsomt ophidsende, så er det alligevel en attraktion for os. Der er et socialt element i det og følelsen af at være til nytte – at have noget at stå op til om morgenen. Det er gennem arbejdet, vi finder vores identitet,« siger han.

De danske dukse

Det gør danskerne tilsyneladende i langt højere grad end befolkningerne i andre lande. Vores forhold til arbejde er nemlig helt unikt, hvis man sammenligner med trangen til at få hænderne op af lommen i andre lande.

I en undersøgelse, som International Social Survey Programme (ISSP) udførte i 2005, var danskerne flere længder foran alle andre befolkninger i arbejdsiver.

Dengang var det stort set samme andel af danskerne – 41 procent – der meldte sig på arbejdsholdet, selv om de ikke havde brug for pengene. Næsthøjeste arbejdsmoral udviste befolkningen i det tidligere Østtyskland, hvor 27 procent var topmotiverede til at gøre en indsats, selv om der ikke var brug for indtægten.

Vores nordiske nabolande, som vi ellers føler os tæt kulturelt beslægtede med, udviste i undersøgelsen en arbejdsmoral, som målt med danske alen tager sig ud som regulær dovenskab. I Norge, Sverige og Finland var det kun henholdsvis 18, 13 og 6 procent af befolkningerne, som med ubetinget glæde ville tage imod et arbejde, hvis de ikke skulle bruge pengene.

Heri ligger der en udvikling, som professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Per H. Jensen ikke har nogen sikker forklaring på.

»I alle tidligere undersøgelser har Danmark også været i top med hensyn til arbejdsorientering. Men afstanden til nordmænd og svenskere har ikke før været så stor. Vi har i Danmark andre faglige traditioner end i de to andre lande og organiserer os efter fag, hvor de organiserer sig efter industri. Det skaber nogle faglige fællesskaber, som er rare at være i. Det kan være en forklaring. Men det er et skud i blinde,« understreger han.  

Under alle omstændigheder mener professoren, at tallene må få de politiske diskussioner om, at det skal kunne betale sig at arbejde, til at forstumme.

Arbejdet er et kald

Det var den tyske, kirkelige reformator Luther, der ved sin oversættelse af Biblen for snart fem hundrede år siden fik skrevet, at arbejdet er et kald, hvor der i den oprindelige, latinske tekst stod, at mennesket er kaldet til at arbejde. Af nødvendighed, forstås. Det har haft afgørende betydning for arbejdsmoralen i Nordeuropa, hvor Luther stod stærkt.

Det kan forklare, hvorfor arbejdsmotivationen er større i Nordeuropa end i Sydeuropa, men ikke, hvorfor danskerne skulle adskille sig fra sine nordiske brødrefolk. Når det alligevel forholder sig sådan, mener Ole Thyssen fra CBS, at det kan hænge sammen med, at Danmark er et lille, tætbefolket land uden mulighed for de fritids- og naturoplevelser, som Norge og Sverige byder på.

Vi er også en befolkning, der fra en tidlig alder har lagt styringen af vores liv i hænderne på andre, påpeger han.

»Gennem vores opdragelse er vi vænnet til, at andre tager hånd om vores tid: først pædagoger, derefter lærere. Så vi er dårligt i stand til at opdyrke en fritidskultur. Vi taler jo heller ikke arbejdsfrihed, som man gjorde i antikken, men om arbejdsløshed, påpeger Ole Thyssen.

Danskerne vil med i klubben

Det handler om respekt og selvværd. Og i betoningen af arbejdets betydning for at opnå det, er danskere bare en gruppe af afvigere, kan Einar Baldvin Baldursson, psykolog og lektor i arbejds- og organisationspsykologi på Aalborg Universitet, fastslå med fuld dækning i tallene.

Det er i virkeligheden ikke arbejdet som sådan, der tiltrækker os, mener han. Det er vores bevidsthed om, at arbejdet er adgangsbilletten til et fuldgyldigt medlemskab af den klub, som samfundet udgør.

»Danskerne stræber efter trygheden som samfundsborger. Det bliver man ved at yde til samfundet og bakke op om dets måde at fungere på. Så er man borger, og så betyder den økonomiske status mindre,« siger Einar Baldvin Baldursson.

Det kan ses i vores enormt høje erhvervsfrekvens, altså målet for, hvor mange – kvinder og mænd – der stiller deres arbejdskraft til rådighed. Og det er også i det lys, man skal se danskernes topplaceringer, hver gang man spørger befolkningerne i forskellige lande, hvor lykkelige de er, mener han.

»Når danskere siger, at de er lykkelige, mener de ikke lykkelig på samme måde som en italiener, der vil tænke på sin personlige lykke. Danskere vil tænke på deres værd for det samfund, de identificerer sig med. Vi er glade for at være en respekteret del af et velfærdssystem, som vi af samme grund overvurderer kvaliteten af,« mener han.

Einar Baldvin Baldursson ser også vores nærmest hellige forhold til arbejde afspejlet i vores tolerancemønster: Vi er grænseløst tolerante over for alle, der vil arbejde og bakker op om vores samfundsorden. Kategorisk intolerante over for dem, der stiller sig udenfor. Arbejdet er kodeordet til det fællesskab, vi gerne vil have alle inddraget i, påpeger arbejdspsykologen.

»Hvis A.P. Møller stadig levede og havde et barn i den rigtige alder, ville vi påtvinge ham en børnecheck. Ikke fordi, han havde brug for den, men fordi vi havde brug for at minde ham og os selv om, at han ud over at være rigmand også var borger,« siger Einar Baldvin Baldursson.

Dårlige vilkår for arbejdssky

Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer kunne med andre ord ikke have valgt noget dårligere sted at etablere sig end i Danmark. Grundlaget for medlemshvervningen er spinkelt, og sammenslutningen er af indlysende årsager aldrig blevet en massebevægelse.

Men forfatter og tidligere talsmand for de arbejdssky Paul Smith mener, at danskernes overdrevne arbejdsiver netop nødvendiggør et alternativ.

»Af mentalhygiejniske årsager understreger jeres tal jo, at det er vigtigt, at man har en bevidsthed om, at der kan tænkes anderledes,« siger han.

Paul Smith skrev bogen ’Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge!’ sammen med sammenslutningens frontfigur, Jacob Haugaard. Han fungerede også som kampagneleder for musikeren og komikeren, som i en periode var valgt til Folketinget.

Selv var Paul Smith nødt til at kaste håndklædet i ringen og forlade sammenslutningen, da han skiftede titlen ’arbejdsfri’ ud med ’arbejdsramt’ og begyndte at undervise på en daghøjskole.

Alternativt skulle han have spist af brædderne i sin svenske ødegård, før han kunne få kontanthjælp, og det rakte overbevisningen trods alt ikke til.

Ved nærmere eftersyn var sammenslutningen måske heller ikke så meget en protest mod arbejde som en reaktion på manglende arbejde. Og på den måde kommer den til at passe smukt ind i billedet af vores ekstremt arbejdsorienterede nation.

»Da vi stiftede sammenslutningen i ’78 var det på et tidspunkt, hvor folk blev sparket ud af virksomhederne i titusindvis på grund af rationaliseringer og ikke mindst computerstyrede produktionssystemer,« fortæller Paul Smith og forklarer videre:

»Vi forsøgte at gøre en dyd ud af nødvendigheden og få det bedste ud af ledigheden, som på det tidspunkt så ud til bare at ville vokse og vokse. Vi havde jo også ret i 15 år, indtil Nyrup fik vendt udviklingen i halvfemserne.«

LA: Danskerne handler anderledes

Når danskerne så højlydt erklærer deres kærlighed til arbejde, skurrer det imidlertid i ørerne på Ole Birk Olesen, folketingsmedlem for Liberal Alliance. Han har skrevet bogen ’Taberfabrikken’, hvor han beskylder velfærdsstaten for at have gjort os dovne og initiativløse, så vi arbejder for lidt.

»Det mest interessante er jo ikke, hvad danskerne siger, men hvordan de handler. Og hvis vi sammenligner os med andre lande, så arbejder vi kortere tid og med længere ferier end andre. Danskere i arbejde bruger færre timer på arbejdet, end man gør i andre lande, og Danmark har verdensrekord, når det gælder andelen af borgere i den arbejdsdygtige alder, som er på overførselsindkomst,« påpeger han.

Høje skatter og høje overførselsindkomster er skyld i, at danskerne ifølge Ole Birk Olesen er mindre villige til at yde en indsats og udføre et arbejde.

At vi alligevel svarer, som vi gør, mener han, hænger sammen med vores protestantiske kulturarv og vores fornemmelse af, at det er sådan, man bør svare. Samtidig er spørgsmålet aldeles uforpligtende, påpeger Ole Birk Olesen.  

»Hvis de adspurgte tænker et job, de kunne tænke sig at have som hobby, er det klart, at de svarer, som de gør. Men virkeligheden kan være, at de ikke er i stand til at få det spændende, udfordrende og givende arbejde. Og hvis det handler om at stå ude i kulden og skovle jord, er lysten til at arbejde måske ikke så stor,« mener han.

Det er princippet, det handler om

Om vi faktisk arbejder lidt eller meget i Danmark, kan de lærde skændes længe om. Opgør man det efter arbejdstid per beskæftiget, har vi ikke noget at prale af. Men ser man på, hvor mange der rent faktisk udbyder deres arbejdskraft, altså erhvervsfrekvensen, ligger vi langt over gennemsnittet i alle internationale sammenligninger.

Det afgørende er imidlertid heller ikke, hvor meget vi arbejder, men om vi arbejder, påpeger Einar Baldvin Baldursson.

»Det er erhvervsfrekvensen, der viser, hvor betydningsfuld en rolle arbejdsmarkedet spiller, og hvor mange der er parate til at bidrage og vise deres værd,« understreger han.