Antorini er glad for ABC i vuggestuen

Af | @CarstenTerp

Når hver sjette barn i landets vuggestuer lærer bogstaver, er det ifølge børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) både godt og fornuftigt. Det skal bare gøres på børnemåden og ikke på skolemåden, siger hun.

Foto: Foto: Jørgen Kirk/Scanpix.

KINAPIP I VUGGESTUEN »Man kan fint arbejde med bogstaver, bare man gør det på børnemåden og ikke på skolemåden.«

Sådan siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S), der ikke er foruroliget over, at hvert sjette barn i landets vuggestuer lærer bogstaver og ord.

Det er grundlæggende helt ufarligt i forhold til at bevare respekten for blebørns liv og udviklingstrin, mener ministeren.

»Det er vigtigt, når det er helt små børn, at det er på børnemåden og ikke på skolemåden. At man leger med bogstaverne i en pædagogisk sammenhæng, og der i dag allerede er seks læringstemaer, som alle arbejder efter i vuggestuer og børnehaver. Og et af temaerne er, hvordan man arbejder med børns sproglige udvikling - og hvis man kan lege med bogstavlyde er det fint, hvis man gør det med henblik på den alder, børnene har,« siger Christine Antorini.

Ugebrevet A4 offentliggjorde i dag en ny undersøgelse blandt 487 daginstitutionsledere, der viser, at børn i 16 procent af landets vuggestuer arbejder med ord og bogstaver.

Jan Kampmann fra Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet mener, at tendensen er udtryk for en frygt for at blive overhalet.

»Vi har så travlt. Den internationale konkurrence, PISA-undersøgelser, kineserne kommer. Alt muligt bliver kørt op hele tiden og signalerer, at vi ligger i en konkurrence. Og hvis vi skal klare os i den, kan det ikke blive effektivt nok og ske tidligt nok,« siger han.

Men den køber undervisningsministeren ikke.

»Børn er jo helt grundlæggende nysgerrige, og fra de er helt små, bliver de også nysgerrige over, at deres store søskende lærer bogstaver. Det er den nysgerrighed, som pædagoger skal gribe. Men igen med udgangspunkt i den alder, de har,« siger Christine Antorini.

Falsk præmis

»Jeg hører mange forskellige holdninger til det. Du kan også finde pædagogisk forskning, hvor der er andre, der siger, at det her handler om, at man ikke skal skabe en modsætning mellem leg og læring. Det er både leg og læring. Bogstaver, rim og remser alt der er tilpasset til den alder, det er fint. Hvis børnene har en nysgerrighed, så skal man gribe den og bringe den videre,« mener ministeren, der fortsætter:

»Så er det rigtigt, at fordi vi ikke har fokuseret på det så meget i DK hidtil, skal der garanteret arbejdes videre med at udvikle metoder for, hvordan man arbejder med børn. Men man skal ikke skabe en modsætning mellem leg og læring. Det er en falsk præmis,« siger Antorini, der afviser, at børn går glip af andre kompetencer, når de bliver ’skolet’ allerede i vuggestuen.

»Hvis man arbejder med rim og remser, kan man jo også godt arbejde med bevægelse. Der er seks læretemaer i dag i vuggestuer og børnehaver, og man kan komme rundt om de seks temaer på mange forskellige måder. Vi skal blive bedre til at udvikle pædagogiske metoder til de små børn, men det tager ikke noget fra de andre læreplanstemaer, at man også laver sprogleg,« siger Christine Antorini.