3F ændrer konfliktstrategi efter Vejlegård

Af

En faglig konflikt har ikke noget bakgear, og derfor kan 3F igen ikke holde til at fremstå uforberedte og famlende, sådan som det i manges øjne skete i sommerens ophedede debat om Vejlegården. 3F-formand Poul Erik Skov Christensen er træt af at være i defensiven, og han blotlægger nu 3F’s strategi i forhold til fremtidige konflikter.

Foto: Foto: Kim Nielsen, Polfoto

KONFLIKT Juli måned var i forvejen ikke noget at skrive hjem om, vejrmæssigt, men for 3F-formand Poul Erik Skov Christensen blev det i særlig grad en »hård sommer« i år.

Nu blotlægger landets mest magtfulde fagforeningsmand sine egne og 3F’s største fejl i Vejlegårdssagen, men han fortæller også om et forbund, der fra nu af vil udvælge sine faglige konflikter med større omhu og være bedre til at få lønmodtageren, det hele handler om - tjeneren, kokken eller jord- og betonarbejderen - til at stå frem, når 3F konflikter på landets arbejdspladser.

Kort sagt: Allerede inden arbejdskonflikten mellem Vejlegården og 3F afgøres ved Arbejdsretten i København 29. november, gør 3F-formanden det nu helt klart, at 3F i fremtiden vil angribe konflikter på en anden måde end i dag. Ved at være forberedt til tænderne, håber 3F at slippe for at stå paralyseret som et jaget vildt, fanget i mediernes projektørlys.

For dybest set føler han sig uretfærdigt behandlet i sommer.

»Hver eneste gang vi prøvede at forklare, at der altså er nogle mennesker, der står i en svag situation - for når arbejdsgiveren skal have sin frihed, spørger han jo ikke om frihed til at vælge den dårligste overenskomst - så fortabte det sig fuldstændigt i mediebilledet. Det var det, jeg synes var hårdt,« siger Poul Erik Skov Christensen.

»Det ramte os hårdt, fordi vi er en organisation, der kan dokumentere, at vi altid har kæmpet for medlemmernes ret. Stået på de politiske barrikader for de svageste i samfundet, uanset om vi taler dagpenge, eller hvad det har været. Derfor var det meget voldsomt at opleve det store had, vi blev udsat for i pressen. De beskæftigede sig hovedsageligt kun med den ene side af konflikten; den lille mand, og der var vi den store. Vi var de onde,« siger han og fortsætter:

»Der må vi gribe i egen barm og sige: Hvordan kan vi undgå, det sker igen? Vi bliver nødt til at tage afsæt i, at befolkningens viden om, hvordan arbejdsmarkedet hænger sammen, er mere begrænset end, den tidligere har været. Den her sag er en kanonstor lektion i, at folks viden om arbejdsmarkedet er meget lav. Og deres refleksion over, hvad det i givet fald kan betyde for dem selv, er ikke så stærk.«

Når du taler om arbejdsmarkedet, er det så konfliktret, fredspligt og alt det der ...?

»Ja. Det er ikke snørklede dagpengeregler, jeg tænker på. Det er alt det, der hænger omkring det basale med hensyn til at have en overenskomst.«

Vejlegården var en politisk sag

I sommer havde Jyllands-Posten en meningsmåling, der viste, at 58 procent af danskerne var imod jeres blokade i Vejle. Hvilke overvejelser havde I gjort jer, før I greb til konfliktvåbnet?

»Her fra huset italesatte vi overfor lokalafdelingen (3F’s kontor i Vejle, red.), at det er meget vigtigt, at vi har en plan for, hvordan vi forklarer, hvorfor vi griber til det her stærke våben, som en konflikt jo er.«

I er med på, at folk opfatter det som et stærkt våben?

»Ja ja, fandeme da. I langt de fleste sager løser vi jo tingene på en anden måde, eller ved bare at nævne, at konflikt er en mulighed. Så det der med at generalisere i forhold til Vejlegårdssagen, ved jeg ikke, hvor rimeligt er. Det viste sig jo, at det var en politisk sag, fordi der var en mand, der havde et politisk projekt, som der også var opbakning til blandt visse politiske partier,« siger han og henviser til, at flere borgerlige politikere i hans øjne pustede unødigt meget til ilden.

Venstre og Dansk Folkeparti fremsatte i juni et beslutningsforslag i Folketinget, B92, der søger at begrænse fagbevægelsens ret til at konflikte imod en virksomhed. Ifølge Poul Erik Skov Christensen vil B92 »smadre det danske arbejdsmarkedssystem«.

Trods dette er han ikke overrasket over, at befolkningen tog afstand fra 3F’s kamp i Vejle. Men i sit inderste er han alligevel overbevidst om, at det ikke er danskernes sande holdning.

»Jeg nægter at tro på, at en stor del af den danske befolkning, og en stor del af lønmodtagerne, vil acceptere, at deres egne løn- og arbejdsforhold kan forringes, uden at vi bruger det her konfliktvåben. Det har også vist sig i senere målinger, at sådan ser verden ikke ud. Det kommer an på, hvordan man spørger i sådanne målinger.«

Mediestrategi

En arbejdsmarkedsforsker vurderer, at det er ligegyldigt, at man vinder i Arbejdsretten, hvis ikke befolkningen forstår, hvorfor man konflikter …

»Jeg er enig i, at hvis ikke vi kan forklare befolkningen, hvorfor vi konflikter, står vi med et problem. Derfor skal vi sætte os ned og lave en ordentlig mediestrategi. Vi er nødt til at lege djævlens advokat med os selv og få forklaret konflikten med andre ord. Når der står nogle her og siger, at noget er vigtigt i forhold til den danske model … Jamen, den danske model kunne ligeså godt være en Lilly-model, ikke.«

 »Det er nødvendigt at bruge nogle begreber, ord og nogle eksempler, så det står lysende klart for folk, hvorfor vi konflikter. Så kunne det være, at det her havde udviklet sig anderledes.«

»Noget andet er også, at vi bliver nødt til at have en hel række facts forberedt, når sådan noget her brager løs.«

En værktøjskasse med argumenter?

»Både med facts om branchen og argumenter om overenskomstdækningen, og hvad konsekvenserne kan blive, hvis ikke forholdene kommer på plads. Men også nogle mennesker, der tør stå frem, nogle af kød og blod. Ikke en formand eller gruppeformand, som fortæller, hvad 3F mener på vegne af vores medlemmer, men kokken, tjeneren, jord- og betonarbejderen, der siger: Jeg vil fand’me ikke acceptere, at jeg skal arbejde flere timer om ugen til en lavere pris.«

Det bliver bare svært?

»Det bliver svært, og hvis vi kigger tilbage på alt det, der er sket i Vejle, kan jeg godt forstå, hvis almindelige lønmodtagere, der ikke er vant til at håndtere medier, slår syv kors foran sig og tænker: ’Ah, gider jeg lige stille op til det der’.«

Hvis en overenskomst var en bil

Det, 3F skal gøre bedre fremover, er ifølge Poul Erik Skov Christensen:

»Vores egen forberedelse i forhold til at bruge det stærke våben, som konfliktvåbnet er, skal være bedre. Men også, hvad betyder det, at man ikke har en overenskomst? Betyder det, at man er pligtig til at arbejde seks dage om ugen? Ikke får overtidsbetaling, at man ikke har krav på søgne- og helligdages betaling? At man ikke har sikkerhed for uberettiget afskedigelse?«

»Når vi taler om overenskomster, er der nogen, der siger: Det kan da være lige meget. Hvorfor skal det være en 3F-overenskomst, når der en anden overenskomst. Bare der er en overenskomst. Men det er ligesom med en bil. Det er det, der er under hjelmen, der betyder, om den kan køre, og hvor langt den kører. Hvorfor vil vi have overenskomst? Jamen, det vil vi, fordi folk skal have overtidsbetaling, hvis de arbejder ud over 38 timer, fordi folk skal have søgne- og helligdagsbetaling, fordi folk skal have nogle rettigheder og nogle sikkerheder.

I konflikten oplyste I, at en tjener med 3F’s overenskomst ville tjene 140 kroner i timen på Vejlegården, mens lønnen kun ville være 110 kroner med Krifas. Er det den slags oplysninger, som I skal være bedre til at udbrede?

»Ja. Facts, som folk kan forholde sig til. Det har vi ikke været gode nok til i Vejlegårdsagen.«

»Vi bliver nødt til at forberede en konflikt noget bedre, så vi har en bedre medie/kommunikationsstrategi, og vi har lavet undersøgelser og analyser i forhold til de debatter, der kunne komme,« siger han og påpeger, at 3F også bliver nødt til at vurdere, hvordan forbundet står i de virksomheder, man kan trække ind i en konflikt.

»Hvis vi ikke har organiserede medlemmer i de virksomheder, som vi vil etablere sympatikonflikter i, kan vi ikke etablere sympatikonflikter. Derfor er det så voldsomt vigtigt, at vi sikrer, at det kan iværksættes med fuld styrke.«

Vælge kampe med omhu

Med de krav du nu stiller til forberedelse af kommende konflikter, må det også have den konsekvens, at der bliver sager, som I ikke går ind i. Hvilke konflikter vil 3F fremover ikke gå ind i?

»Det må vi vurdere fra sag til sag.«

Der tales ofte om, at restaurationsområdet er dårligt dækket, og man kunne derfor tale om, at I skulle være bedre til at vælge jeres kampe med omhu?

»Ja, og det har jeg også sagt internt: At vi skal vælge vores kampe med omhu. For i princippet, når vi officielt kaster os ind i en konflikt, stopper vi jo ikke, før vi når et resultat.«

»Hvis du først kaster håndklædet ind én gang, kan man spekulere i, hvornår de så kaster håndklædet næste gang. Og ud fra det kernesynspunkt bliver man nødt til at lave sin forberedelse godt.«

Hører jeg dig sige, at Vejlegården var en fejl?

»Nej, det siger jeg ikke. Men man kan sige, at Vejlegården burde vi have forberedt bedre.«

Der er lige nu cirka 670 konflikter i gang i Danmark, og I er med i de fleste. Burde en konflikt ikke være ren rutine for Danmarks største fagforbund?

»Det er det også i de fleste tilfælde, og det er netop derfor, at vi i sådan en sag som denne har sagt: Det går sgu nok, som det plejer. Det plejer jo at gå.«

Så der har været en slaphed i systemet?

»Der har været en indforstået forventning om, at det her går, som det plejer at gå.«

Er det læren af Vejlegården, at man bliver slap i forhold til at forklare, hvorfor man tager det her voldsomme skridt?

»Ja. Det er jo en ganske normal, banal konflikt, hvor der er en arbejdsgiver, der vil frigøre sig fra sin overenskomst, som giver de ansatte nogle rettigheder, som han vil have mulighed for at fratage dem på et tidspunkt. I det lys er læren af Vejlegården, at selv en banal konflikt kan udvikle sig ekstremt. I 99 procent af tilfældene vil der ikke være problemer fremover. Men vi ved aldrig, hvornår der kommer sådan en her (som Amin Skov, red.). Derfor er vi nødt til at være bedre forberedte,« siger han.

Overrumplet

 Jeg læste en retorikanalyse af Vejlegårdssagen, hvor overskriften lød: ’Amin er frisk og fri, Poul Erik er muggen’. Vi har lige talt om, at konflikter er en rutinemæssig ting i landets største fagforening – hvad gjorde forbundsformanden, da du skulle forsvare, hvad I gjorde?

»Punkt 1 skulle jeg finde ud af, hvordan vores overenskomst på det her område hang sammen. Jeg kender jo ikke alle overenskomster, jeg vidste godt, vi havde en konflikt derovre, men der var folk på i forhold til det der.«

»Men jeg blev meget overrumplet over mediernes entydige fokusering på frihedsbegrebet for den her arbejdsgiver, det blev jeg meget overrumplet over. Jeg blev meget overrumplet over journalisternes manglende indsigt i arbejdsmarkedsforhold. Undskyld, jeg siger det, det er ikke for at skyde ansvaret fra mig, men du havde i sommer stort set ikke en eneste journalist, der forstod, hvordan arbejdsmarkedet hang sammen. Når jeg forsøgte at forklare mig, var vedkommende ligeglad, fordi hun havde de her tre-fire planlagte spørgsmål i øresneglen, som skulle stilles. Fordi det var blevet besluttet, at de skulle stilles. Der var ikke nogen dialog,« siger han og sukker højt og dybt.

»Men jeg var dårligt forberedt. Jeg havde ikke haft tid til at sætte mig ned og tænke det her igennem. Jeg blev kastet ud i det i løbet af to timer.«

Hvad er den største fejl, du begik?

»Jeg ville gerne have vidst, på et tidligere tidspunkt, noget mere om de kristeliges overenskomst. Det var først et stykke henne i forløbet, at jeg fik fingrene i den. Pressen fungerer sådan, at når der har kørt en dagsorden i nogle dage, fortsætter pressen jo ud af det spor. Det varer noget tid, inden det skifter. Men det var for at kunne tage debatten om, hvad forskellen på Krifas overenskomst og vores overenskomst er. Derfor er jeg skide-hamrende-pisse-irriteret over, at jeg ikke var bedre forberedt. For det var jeg ikke. Men der var ikke andre, der kunne gå i pressen på det tidspunkt, og så sker der det, at det er mig, der bliver jagtet hele tiden.«

Nye medlemmer fra Krifa

Hvis jeg nu siger, at håndteringen af Vejlegårdssagen svækker 3F’s faglige kamp, og chancen for at få medlemmerne til at melde sig ind, hvad siger du så?

»Nej, det gør det ikke. Det kan godt være, at jeg kunne have præsteret bedre i medierne, at organisationen i al almindelighed kunne have præsteret bedre. Vi burde nok have kaldt folk hjem fra ferie. Men det er svært at vide, hvornår sådan noget her sker.«

For Amin handler det, siger han, om frihed, og Søren Fibiger Olesen (formand for Krifa, red.) siger det samme til Ritzau 26. juli: ’Sagen drejer sig om det frie valg til at vælge den overenskomst, man ønsker’. Hvorfor udkonkurrerer I ikke bare Krifas overenskomster, hvis jeres er bedre? Er det ikke, det, som folk har svært ved at forstå?

»Frihed og retten til selv at vælge er noget, der fanger i den danske befolkning. Vi vil have lov at vælge, om vi vil handle i Irma eller i Netto. Og det modsatte af frihed, siger man, er tvang. Men det modsatte af frihed er jo ikke tvang alene. Det modsatte af frihed er også rettigheder. Og der løb Amin og de kristelige – ved dygtigt mediearbejde – med det der frihedsbegreb.«

»Men i den frihedsdiskussion, som de løb med, var der jo en ufrihed for lønmodtagerne. Man måtte ikke være organiseret hos 3F. Og man skulle have en anden overenskomst, som gav arbejdsgiverne mulighed for – når det går ned ad bakke – at presse mere ud af medarbejderne uden at give merbetaling for det. Det er virkeligheden. Og der synes jeg godt nok, jeg prøvede mange gange at sige, at friheden for arbejdsgiveren er ikke frihed for lønmodtageren. Det er det jo ikke.«

Hvorfor forstår folk ikke det?

»Jeg synes, det må give anledning til grundig overvejelse hos os selv, så den diskussion bliver til, at det modsatte af frihed er rettigheder. Det er den anden side af den samme mønt. Jeg tror også, vi har været dårlige til at fortælle historien om, hvordan vi er kommet hertil, hvor vi er. Altså, at vi har arbejdsmarkedspensioner i dag eksempelvis. Det er ikke noget, nogen er kommet og har foræret os. Det er noget, vi har kæmpet for.«

Konfliktvåbnet er vigtigt

At meget gik galt i Vejlegårdssagen er Poul Erik Skov Christensen således ikke i tvivl om. Men noget gik også godt, påpeger han.

»Vi stod fast på vores synspunkt. Vi stod fast, og vi blev ved med at argumentere for det, og midt i august ændrede billedet i mediedebatten sig en del. Jeg har efterfølgende fået utrolig mange henvendelser fra vores afdelinger, men især fra tillidsfolk, der erkender, at vi fik skrammer, men for fa’en hvor var det godt, at vi stod på mål for det, vi stod på mål for.«

»Det kan godt være, vi tabte debatten til medierne og mediekommentatorerne. Men jeg tror også, at vi vandt rigtigt meget,« siger han og fremhæver flere positive konsekvenser af Vejlegårdssagen.

»Nu behøver en tillidsmand, der skal forklare, hvordan den kristelige fagforening og arbejdsgiverforening blev stiftet for at undergrave arbejdskampe for 100 år siden, ikke gå tilbage til dengang. Han kan tage Vejlegården i år og forklare, hvorfor vi har en overenskomst, og hvorfor vi står sammen,« siger han og oplyser, at 3F i september måned fik 170 overflytninger - nye medlemmer - fra Krifa.

Selv om tallet umiddelbart kan synes lille, er det det største antal overflytninger fra Krifa til 3F i to år, og Poul Erik Skov Christensen betragter tydeligvis de nye medlemmer som en lille sejr efter en hård periode.

Når du ser tilbage i dag, hvordan læser du så befolkningens syn på 3F?

»Jeg er helt sikker på, at befolkningens syn på 3F er mere nuanceret, end den var i de to-tre uger, hvor det kørte på sit højeste i Vejle. Der er nogle, der stadig hader os af et godt hjerte, men det har de nok altid gjort, og det kan jeg nok ikke lave om på. Men jeg er ret overbevist om, at vi har vundet stor respekt i store dele af vores medlemskreds,« siger han og påpeger, at en fagforening uden modet til at presse modparten – også så det gør rigtigt ondt – svigter sine medlemmer:

»Disse overvejelser, om hvordan vi håndterer konflikter fremover, skal under ingen omstændigheder opfattes som om, vi er bange for vor egen skygge. Det er ikke tilfældet. Vi lever i et velordnet samfund, hvor faglige organisationer har mulighed for at sætte styrke bag deres krav – og også trække konfliktvåbnet, når alle forhandlingsmuligheder er udtømte.«

»De rettigheder i overenskomsterne, lønmodtagerne har på de danske arbejdspladser, er ikke foræret til os, fordi arbejdsgiverne syntes, det er synd for os. Det er et resultat af forhandlinger, og en bevidsthed hos modparten om, at der skal findes løsninger. Ellers kan tingene havne i konflikt.«

»Hvis vi i frygt, for hvordan vi bliver behandlet i mediebilledet, ikke tør tage konflikten, når vi når dertil, hvad skulle så bevæge arbejdsgivere til at indgå i seriøse forhandlinger med os. Så selvfølgelig skal vi lære af Vejlesagen, meget endda. Men vi skal ikke lære, at konfliktvåbnet er forældet og tilhører en anden tid. Det skal bare bruges med omtanke.«