»Vores opgave er at få de unge væk fra gaden, få dem herop og få dem videre i livet«

Af Marianne Bom

Det seneste halve år har København lagt gader til 30 skyderier, som ifølge politiet har forbindelse til opgør mellem rockere og grupper af unge indvandrere. Unge på Nørrebro føler sig stemplet som ansvarlige for konflikten af medier og samfund, og det har ikke gjort det sociale arbejde nemmere, siger Rafik Benchekh, der leder et nyt værested på Nørrebro.

POLER Danmark er kommet derud, hvor to modparter: rockere i ledtog med supportere og grupper af unge – heraf en del fra Nørrebro – bekæmper hinanden med skud og knivstik på åben gade. Ofte med tilfældige dræbte og sårede til følge.

»Det er de barske realiteter, der i hvert fald ikke gør det sociale arbejde nemmere på Nørrebro,« siger Rafik Benchekh.

Han er i gang med at brygge kaffe i det nye værested på Kapelvej på Nørrebro, som han er leder af, og som formelt åbnede i fredags. Vi befinder os bag låst dør på 4. sal, i en opgang proppet med videoovervågning. Herinde er stemningen rar: En sort U-formet lædersofa med plads til måske 15 personer troner foran en stor fladskærm. I andre lokaler indrettes computer- og træningsrum, så stedet kan tilbyde sunde fritidsaktiviteter og hjælp til jobsøgning. De rum er ikke klar endnu, og det er måske godt det samme, for lige nu kører adrenalinen i blodet med en anden dagsorden. I åbningstiden om aftenen er her 40-50 unge i alderen 18-25 år, og så er det TV2 News og urolighederne i København, der er samlingspunkt.

»Folk vil jo gerne følge med i udviklingen i byen,« forklarer Rafik Benchekh valget af tv-program.

Kender livet på gaden

Rafik Benchekh er en af de socialarbejdere på Nørrebro, som har et tæt kendskab til udviklingen i miljøet og bydelen. Han har gode relationer til de unge, fordi han har fungeret som gadeplansmedarbejder – det vil sige socialarbejder på gaden – i otte år. Han kender de enkelte unge i grupperne, og han har personligt håndplukket de personer af både dansk og anden etnisk oprindelse, som må komme her. Det drejer sig om fire grupper, som plejer at hænge ud i Folkets Park, på Blågårds Plads og i Rantzausgade. Nogle af dem befinder sig i periferien af det kriminelle miljø.

»Oprindeligt blev stedet her besluttet for at fjerne det tryk, der er i de områder,« siger Rafik Benchekh.

Det første mål med værestedet er at få de unge væk fra gaden. Det næste er at motivere dem til at komme videre med uddannelse og job, og det tredje helt overordnede succeskriterium er at være med til at gøre Nørrebro til et fredeligere sted.

Men opgaven – og oddsene – for værestedet har ændret sig i takt med udviklingen i gaderne, i samfundet og i medierne i de seneste måneder, siger Rafik Benchekh. Han beskriver en virkelighed, hvor det både er ‘dem’ mod ‘os’, forstået som rockere mod grupperne af unge – og ‘dem’ mod ‘os’, forstået som samfundet og medierne mod de unge på Nørrebro.

Unge føler sig stemplet

»Der er ingen her, der synes, at det er en fed tilstand at leve under. De unge med indvandrerbaggrund på Nørrebro føler sig stemplet som de ansvarlige i konflikten, selv om det var rockere, der lagde ud med at skyde en indvandrer i Tingbjerg i august. De unges holdning er, at indvandrerunge ufortjent og generelt har fået skylden for konflikten, og det gør ikke vores arbejde for at engagere dem konstruktivt i lokalsamfundet og samfundet i det hele taget lettere,« forklarer Rafik Benchekh.

Det foruroliger socialarbejderen, at konflikten i gaderne nu breder sig til at ramme tilfældige, og han mener, at politikere og medier må påtage sig et medansvar for, at samfundet nu står med en mere generel ‘dem’ og ‘os’ – en modsætning mellem folk af anden etnisk oprindelse og etniske danskere. En modsætning, som bliver forstærket i den aktuelle situation.

»Jeg kunne godt tænke mig, at politikere og medier tog et større socialt ansvar og nuancerede billedet noget mere. Det er sociale problemer, der gør, at folk opfører sig sådan (med vold og uro, red.). Det handler ikke om religion eller oprindelse. Det er alt for overfladisk og populistisk at fremstille det sådan,« siger han.

Sociale problemer bag uroen

De unge i værestedet er med Rafik Benchekhs ord »ganske almindelige, socialt belastede unge, der bor i et socialt belastet kvarter«.

»Mange er i arbejde, og ikke alle er marginaliserede. Men i de sene aftentimer har de ikke andet end det, som gaden byder på. De vil ikke være onde, men de ender med at tage ejerskab over deres område på en måde, der generer omgivelserne,« siger han.

Mange af de unge kommer fra ressourcesvage hjem, ofte skilsmissefamilier, og ofte med forældre, »som er førtidspensionister, bistandsmodtagere eller folk med psykiske lidelser, der har fået flere børn, end de kan magte«. Disse familier skal finde sig til rette på lidt plads og med en stram økonomi.

»Man er nødt til at tænke på, at de her unge kommer fra familier, der har brug for hjælp,« siger Rafik Benchekh.

»Jeg kan godt forstå, at forældrene har svært ved at magte at være forældre. De, der arbejder, knokler løs. De arbejder mest af alle her i landet og for færrest penge. Så er det svært samtidig at holde styr på fire-fem rollinger og på, hvor de færdes.«

For de unge er hjemmet et sted, »hvor man spiser, får vasket sit tøj, nogle gange får lidt skæld ud, andre gange ikke. Så sover man lidt og kommer ud igen om morgenen«.

Men det betyder ikke, at de unge ikke kan bryde den sociale arv.

»Der findes da nogle, der har ressourcerne i orden, og som bryder ringen. Det er det, vi prøver at gøre klart for de unge: Det, at du har en ikke-ressourcestærk familie, betyder ikke, at du selv ikke er ressourcestærk.«

Faktisk er mange rigtig gode til at tage ansvar, »men så skal vi bare have dem til at tage ansvar for det rigtige og for at gøre snak til handling«, siger Rafik Benchekh.

»Derfor taler vi om, at de skal lave deres lektier, holde op med at ryge og så videre, og vi tilskynder dem til det ved at sige, at de skal være forbilleder for deres mindre søskende, som de holder meget af.«

Lære at se sig selv i sammenhæng

Dialog og diskussion i et ligeværdigt forhold er helt centralt i det sociale arbejde her, hvor de ansatte har samme baggrund som brugerne. Dermed kan de unge se dem som spejlbilleder: Når han kan leve sit liv lovlydigt og ansvarsfuldt, så kan jeg også.

»Jeg er selv en del af det her miljø. Jeg betragter mig som et lidt ældre positivt element, som har et godt forhold til stort set alle. Det betyder, at jeg kan snakke med alle. De ved godt, at mit arbejde er at få dem i en bestemt retning, og det er der ingen, der vil gå imod. Der er heller ingen, der vil have, at deres små brødre skal gå i deres fodspor. Det er en vej, de kun har valgt for sig selv.«

Rafik Benchekh er optimist på vegne af de unge i værestedet.

»Vi kan bearbejde de unge, så de kan se, at de ikke behøver at gå den forkerte vej herfra,« siger han.

»Så jeg er optimist, men også realist.«

Realistisk set kan værestedet ikke løse opgaven alene. Så her kommer gæster, som arbejder med kriminalpræventivt arbejde, politik og socialrådgivning, og værestedet samarbejder med et stort netværk af kulturhuse, uddannelsesvejledning, socialcenter og institutioner, der arbejder med kriminelle.

»Vores opgave er at få de unge væk fra gaden, få dem herop og få dem videre i livet. Vi kan være med til at give dem et indhold, som er bedre end at være ude på gaden, og vi kan prøve at bearbejde dem både via åbne og lukkede møder og uformelle og formelle diskussioner. Vores opgave er at dreje dem over imod at indordne sig under samfundsreglerne. De skal kunne sætte sig ud over sig selv og se sig selv i en større sammenhæng,« siger Rafik Benchekh.

Andre steder kaldes det kognitiv terapi, men i dette værested bruger man ikke så fine vendinger. Her taler man mere om dialog, medansvar og frihed under ansvar. Derfor er fire deltidsansatte plukket blandt brugerne. De har hver et par vagter om ugen. Det giver brugerne chancen for at tage ansvar og gå foran med et godt eksempel.

Et fredeligt åndehul

Stedet er tænkt som et åndehul. Men hvordan kan vi vide, det ikke bliver brugt til at planlægge ny uro?

»Det gør det med sikkerhed ikke. For den hårde kerne er her ikke, og vores medarbejdere ville mærke det, hvis der var den mindste illoyalitet over for stedet. Det vil betyde bortvisning,« siger Rafik Benchekh og tilføjer: »Det her er ikke et tilholdssteds for kriminel aktivitet.«

Rafik Benchekh vil ikke gøre sig klog på, hvordan København kommer af med de voldelige opgør. Men hans bud på fremtiden for de unge i værestedet er positivt.

»Chancerne for at få dem væk fra gaden er gode. For vi har fået et sted, som er så godt, at de ikke har lyst til at afvise det. Drivkraften er, at alle ønsker et godt liv og noget at se frem til, så man ikke lever med dag til dag løsninger. Når de begynder at tænke i det lidt længere perspektiv, så vil de fleste ønske at stifte familie, og det går altså ikke, når man hænger på gaden.«