Politisk

En samlet opposition: Stop nedskæringer i Arbejdstilsynet

Af

Socialdemokratiet og resten af rød blok går nu sammen i fælles front og opfordrer regeringen til at droppe planlagte nedskæringer på Arbejdstilsynet. Dansk Folkeparti vil også gerne undgå nedskæringer, men partiets beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted vil ikke love noget.

Arbejdsmiljøet bliver kun dårligere i Danmark, og derfor må man på ingen måde spare på Arbejdstilsynet, siger rød blok nu fælles og går til angreb på regeringen. De håber på, at Dansk Folkeparti får sat en stopper for planlagte besparelser.  

Arbejdsmiljøet bliver kun dårligere i Danmark, og derfor må man på ingen måde spare på Arbejdstilsynet, siger rød blok nu fælles og går til angreb på regeringen. De håber på, at Dansk Folkeparti får sat en stopper for planlagte besparelser.   Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Scanpix.

 

Der lyder et rungende nej til besparelser på Arbejdstilsynet fra Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. De har nu valgt at gå fælles i kamp mod regeringens finanslovsforslag.

Da regeringen fremsatte finanslovsforslaget tilbage i august, blev det bebudet, at man ville spare 65 millioner kroner på Arbejdstilsynet henover de næste år og spare næsten 200 stillinger væk.

Den socialdemokratiske beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen kalder det at gå »fuldstændig imod al form for sund fornuft« at skære på ressourcer til Arbejdstilsynet.

Læs også: Ny undersøgelse: Arbejdstilsynet risikerer at blive ny skandale som SKAT

Oppositionen foreslår nu i en pressemeddelelse sammen med de øvrige partier på den røde fløj, at man i stedet for at spare 65 millioner kroner på Arbejdstilsynet finder penge til tilsynets drift fra den såkaldte forhandlingsreserve, hvori regeringen har parkeret 2,5 milliarder kroner. 

Her har I i DF muligheden for at tænke jer godt om og sørge for, at der ikke bespares på Arbejdstilsynet Beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen (S)

Reserven skal gå til højt prioriterede temaer såsom forsvar og politi, men den kan også gå til »ordnede forhold på arbejdsmarkedet« - for eksempel Arbejdstilsynet.  

»Jeg mener, at når vi kan se, at arbejdsmiljøet er nedadgående og ikke er, som vi går og håber og tror på, så er det dummeste, man kan gøre, at skære i Arbejdstilsynet,« siger Leif Lahn Jensen (S) til Ugebrevet A4.

Han mener, at Dansk Folkeparti skal gå ind i kampen og sætte en stopper for regeringens spareplaner. 

»Vi sender et signal til regeringen, men også et signal til Dansk Folkeparti, om at 'der er en reserve, så her har I i DF muligheden for at tænke jer godt om og sørge for, at der ikke bespares på Arbejdstilsynet'.«

DF: Vi siger også nej til besparelser

Forhandlingerne om finansloven for 2018 har nået slutfasen. Inden længe ventes det, at regeringen kan præsentere et forlig med Dansk Folkeparti om finansloven.

Bekæmpelse af social dumping og at tilføre Arbejdstilsynet flere ressourcer frem for færre har også været højt prioriteret fra det største højrefløjsparti, Dansk Folkeparti, siger partiets beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted

»Vi går til finanslovsforhandlinger på at styrke indsatsen over for social dumping og illegal arbejdskraft, og det kræver midler til Arbejdstilsynet. Hvad vi så kan komme igennem med, det kan jeg ikke sige noget om endnu. Så langt er vi ikke kommet i forhandlingerne,« siger Bent Bøgsted til Ugebrevet A4.

- Er I villige til at gå på kompromis og få skåret i ressourcer til Arbejdstilsynet, hvis I i stedet kan få gennemført andet politisk?

»Nej, der er ikke noget om, at vi skal skære i indsatsen på social dumping.«

Så I vil ikke på nogen måde gå på kompromis?

»Nej, det er altså ikke noget, vi har i tankerne. Tværtimod vil vi have styrket indsatsen over for illegal arbejdskraft, social dumping og kontrol på byggepladserne. Men som sagt, jeg kan ikke sige på nuværende tidspunkt, hvad vi kan få igennem.«

Vil i stedet styrke indsatsen

Vi skal styrke Arbejdstilsynets indsats, og det er også det, vi går til forhandlingerne på. Beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted (DF)

Men det er i sidste ende jer, der kan sætte en stopper for de her besparelser. Det er også derfor, jeg spørger dig, om I vil stå helt fast på det?

»Ja, men det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Jeg sidder ikke selv med i forhandlingerne. Det gør René Christensen, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl. Og jeg ved ikke, om de er kommet til det punkt endnu. Vi er jo sent på den i forvejen med finansloven.«

»Men jeg har kommet med mit input om, at vi skal styrke Arbejdstilsynets indsats, og det er også det, vi går til forhandlingerne på.«

»Det er fint, de andre partier kommer med den fælles front. Dansk Folkeparti kæmper i finansloven, og det er der, vi kan få indflydelse. Og vores tilgang er, at der ikke skal skæres.«

Så det er høj prioritet hos Dansk Folkeparti?

»Ja, det er det,« siger Bent Bøgsted.

Ugebrevet A4 har forsøgt at få en kommentar fra finansordførere fra regeringspartierne, men dette har ikke været muligt. Om besparelserne på Arbejdstilsynet, sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i et samråd i september ifølge Netavisen Pio:

»Hvordan et eventuelt niveau vil se ud for Arbejdstilsynet, det kan jeg jo først sige noget endeligt om, når finansloven er på plads«.