UDE AF BILLEDET

Venstrefløjen der blev væk

Af

I februar 2005 blev der gjort rent bord på den danske venstrefløj. Efter et katastrofalt valgresultat meddelte to af folkestyrets mest indflydelsesrige politikere gennem en menneskealder, Socialdemokraternes Mogens Lykketoft og SF’s Holger K. Nielsen, deres afgang som partiformænd. Nu skulle en ny generation vende udviklingen. Men ti år senere er det stadig ikke lykkedes venstrefløjen at formulere et fælles projekt.

'Det her er et lavpunkt, men også et vendepunkt,' sagde en tydeligt bevæget Mogens Lykketoft i sin afskedstale på Copenhagen Jazzhouse den 8. februar 2005. 

'Det her er et lavpunkt, men også et vendepunkt,' sagde en tydeligt bevæget Mogens Lykketoft i sin afskedstale på Copenhagen Jazzhouse den 8. februar 2005.  Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix

Enhver, der havde en politisk bevidsthed for ti år siden, husker scenariet:

En tydeligt bevæget Mogens Lykketoft står foran mikrofonrækken i et stopfyldt Copenhagen Jazzhouse. Uden det karakteristiske fipskæg, som røg af umiddelbart inden valgkampens værste hede, men stadig med det velkendte røde banner påtrykt et stort, hvidt ’A’ lige bag sig. Salen syder, Mette Frederiksen græder, og det hele afsluttes med fælles afsyngning af ’Når jeg ser et rødt flag smælde’.

Det er valgaftenen tirsdag den 8. februar 2005, og S-lederen har netop meddelt sin afgang i et brag af en tale, der trods det værste valgresultat i 32 år gentagne gange har fået forsamlingen til at bryde ud i jubelråb og klapsalver.

Lykketofts afskedstale del 1
Mogens Lykketofts tale på Copenhagen Jazzhouse tirsdag den 8. februar 2005 - første del.

’Det her er et lavpunkt, men det er også et vendepunkt’, sagde den afgående S-leder, der lovede fortsat at gøre alt for, at partiet ’snart igen kan komme i førersædet for det danske samfund’ og indtil da ville fortsætte kampen ’til den lykkelige ende, hvor masken er revet af, og forskellen mellem dem og os står lysende klar ude i hver eneste dagligstue i kongeriget’.

Lykketofts afskedstale del 2
Mogens Lykketofts tale på Copenhagen Jazzhouse tirsdag den 8. februar 2005 - anden del.

Den globale krise

Ti år senere sidder Socialdemokraterne ganske rigtigt i førersædet. Men hvad vælgertilslutning angår, har der endnu ikke været tale om et vendepunkt – og forskellen på ’dem’ og ’os’, altså venstrefløj og højrefløj, står ifølge en række centrale aktører på venstrefløjen stadig ikke klart for den danske befolkning.

Mogens Lykketoft, der genopstiller til Folketinget, men i det kommende år skal fungere som formand for FNs generalforsamling, forklarer, at den socialdemokratisk ledede regering særligt de seneste fire år har været nødt til at have blikket stift rettet mod erhvervsliv, vækst og jobskabelse.

Jeg kan forstå, hvis nogen har haft lidt svært ved at se forskel på dem og os. Mogens Lykketoft (S), formand for Folketinget

Det er områder, som traditionelt har haft ry for at være blå, og det har betydet, at klassiske venstrefløjssager som velfærd og miljø har fået mindre plads på den politiske scene.

»Da jeg holdt talen, kunne ingen vide, at der lå en international dyb, økonomisk krise forude, forårsaget af spekulation i finansverdenen. I Danmark blev den forstærket af, at vi overtog en økonomi præget af mangel på rettidig omhu, særligt boligboblen gjorde krisen dybere i Danmark, end den behøvede at være. Det har taget tid at rette op, og jeg kan forstå, hvis nogen har haft lidt svært ved at se forskel på dem og os,« siger Mogens Lykketoft.

Hans forklaring deles af en række socialdemokrater, som A4 har talt med: Den globale krise har tvunget S og SF til at rette fokus mod områder, som i højere grad taler direkte til de blå vælgere end til venstrefløjens egne.

Blandt andet derfor har det de seneste år været svært at få øje på den samlede fortælling om venstrefløjen i dansk politik.

’Løftebrud’ er et af de ord, som er blevet knyttet til S og SF og har fået mange vælgere til højlydt at lufte tvivlen om, hvorfor de overhovedet skulle stemme på et af regeringspartierne. Og internt i Enhedslisten, der som det eneste venstrefløjsparti ikke gik ind i regeringen, har medlemmerne været frustrerede over at føle sig tvunget til at støtte en politik, som gang på gang er gået imod Enhedslistens mærkesager. Senest førte det til, at den lille gruppering Internationale Socialister brød ud fra Enhedslisten og direkte opfordrede til ikke at støtte partiet.

Fortællingen som forsvandt

Lykketoft var ikke den eneste veteran, som sagde farvel som partiformand i februar 2005. Dagen efter Lykketofts bevægede afskedstale meddelte Holger K. Nielsen, at han ville træde tilbage som partiformand for SF.

Han blev erstattet af Villy Søvndal, som i en periode var så populær, at han blev betegnet som dansk politiks svar på TV2-forsanger Steffen Brandt. Men da SF efter en kraftig tilbagegang ved valget i 2011 gik i regering med S og R, styrtdykkede populariteten, og Villy Søvndal trak sig tilbage.

Siden da har partiet været gennem noget af en rutsjetur, to formænd og et større udbrud af centrale profiler, da partiet i januar 2014 trådte ud af regeringen. Blandt andet skiftede Astrid Krag til S og Ida Auken til de radikale.

Der mangler en grundlæggende fortælling om solidaritet, fællesskab, frihed og retfærdighed. Özlem Cekic (SF)

Et år efter er partiet ved at samle sig selv, og der er generel tilfredshed med formand Pia Olsen Dyhr og partiets tilbagevenden til en mere klassisk venstrefløjslinje - det, som sundhedsordfører Özlem Cekic kalder partiets dna.

Alligevel er der i SF en bekymring for den samlede venstrefløjs fremtid.

»Efter Lykketoft har Socialdemokraterne helt klart rykket sig til højre på blandt andet værdipolitikken, retspolitikken og omfordelingspolitikken, og det har været en udfordring for hele venstrefløjen,« siger Özlem Cekic.

»Der mangler en grundlæggende fortælling om solidaritet, fællesskab, frihed og retfærdighed. Det ledende mantra fra venstrefløjens største parti er, at man vil have konkurrencestat og balance i de offentlige finanser i 2020 – det taler ikke til hjertet,« fortsætter hun og kalder de seneste ti år for ’lidt visionsfattige’.

»Vi har undladt at fortælle, hvad det er, vi vil, hvilket samfund, vi gerne vil skabe, hvad vores drømme og visioner er. Det nytter ikke kun at arbejde fra sag til sag, dag til dag og år til år. Det samfund, vi har i dag, er ikke kommet af lappeløsninger, men af politikere, der har haft mod til at tænke stort,« påpeger hun.

Den samlede danske venstrefløj formåede ikke at svare ordentligt på finanskrisen. På den måde er vi jo tvunget i knæ. Trine Pertou Mach (SF)

Hun bakkes op af en anden markant SF’er, socialordfører Trine Pertou Mach:

»Den samlede danske venstrefløj formåede ikke at svare ordentligt på finanskrisen. På den måde er vi jo tvunget i knæ. Vi har mistet rigtig meget. Det gjorde vi allerede i de mørke 00’ere, og det bliver et langt, sejt træk at vinde det tilbage. Mange mennesker har mistet troen på venstrefløjsprojektet – ja, mange af de unge kender det slet ikke. Vi skal til at genfortælle, at en stærk velfærdsstat, solidaritet og øget lighed er den rigtige vej for vores samfund. Hele den fællesskabsfortælling sakker vi bagud med, og det er en kæmpe udfordring,« siger hun.

Kommunikation eller politik?

De socialdemokrater og SF’ere, som A4 har talt med, er ikke enige om, hvorvidt venstrefløjens problem først og fremmest handler om politik eller kommunikation.

Vores parti er gennemsyret af, at vores politik skal være økonomisk ansvarlig, men vi har stadig et projekt om økonomisk omfordeling og et bæredygtigt Danmark. Pia Olsen Dyhr (SF), partiformand

Flere afviser, at S og SF er trukket til højre. Problemet er snarere, at regeringspartierne har været dårlige til at fortælle, hvorfor det i en periode har været nødvendigt at fokusere på andet end velfærd, mener mange. Det synspunkt er SF’s partiformand, Pia Olsen Dyhr, uenig i.

»Man går fejl i byen, hvis man tror, det kun handler om kommunikation. Det handler om politik, og nogle gange har regeringen kæmpet for en borgerlig økonomisk politik,« siger hun.

»Vi har i SF været involveret i kompromiser, hvor vi ikke altid har fået vores politik igennem. Vores parti er gennemsyret af, at vores politik skal være økonomisk ansvarlig, men vi har stadig et projekt om økonomisk omfordeling og et bæredygtigt Danmark.«

Venstrefløjsveteranen Ole Sohn, som i en periode var erhvervsminister for SF og i dag er menigt folketingsmedlem for Socialdemokraterne, afviser dog, at der har været tale om en højredrejning af venstrefløjen.

»Der er derimod tale om, at højrefløjen ikke længere har patent på at tale vækst og erhvervspolitik. Det har været nødvendigt for centrum-venstre at lægge fokus på de dele, som traditionelt har været opfattet som blå og hårde politikområder, mens venstrefløjen i højere grad har stået for de bløde værdier som omsorg og miljø. Men den hårde politik er forudsætningen for, at der er råd til den bløde. I en globaliseret verden kan svaret på øgede udgifter ikke altid være, at så hæver vi bare nogle afgifter. Virksomhederne kan flytte, hvis vilkårene i Danmark er ringere end andre steder,« siger Ole Sohn.

»Men vi har ikke været gode nok til at forklare det, så danskerne støtter det. Vi har gjort rigtig meget for at skabe råd til velfærden også i fremtiden, men vi har været for dårlige til at forklare, hvad vi har gjort undervejs, og i nogle tilfælde er det nok gået for hurtigt,« erkender han.

Sådan forløb februar 2005 på den politiske scene

Ishøjs socialdemokratiske borgmester gennem 14 år, Ole Bjørstorp, siger, at udfordringen med at formidle det socialdemokratiske projekt kun bliver større i fremtiden, ikke mindst i kommunerne.

»Forudsætningerne for politik har ændret sig. Verden hænger sammen på en anden måde end for 10 år siden, og vi er underlagt internationale krav og betingelser, som gør det svært bare at hæve skatterne. Det tvinger os til at tænke velfærd på en anden måde, men det kan også gøre det svært at forklare, hvad vi står for,« siger Ole Bjørstorp.

»De kommende år kommer vi til at skulle bruge mange penge på for eksempel klimasikring. Det er investeringer, som borgerne ikke på kort sigt vil mærke fordelene i, og som vil presse velfærden. Så vi har en stor opgave foran os med at forklare, hvad vores projekt er. Ikke bare i Folketinget, men i kommunerne,« tilføjer han.

Systemet frem for visionen

Ole Bjørstorp mener, at regeringen under de givne forudsætninger har gjort det godt. Men han er bekymret over, at uligheden er steget.

»Det bør være et socialdemokratisk projekt at kæmpe for lighed i samfundet. Vi må ikke acceptere øget ulighed,« siger han.

Vi har accepteret, at de rige kan blive rigere, så længe de fattige ikke bliver fattigere. Det er ikke nok. Alexander Grandt Petersen, formand, DSU

Det er et synspunkt, som vækker genklang hos Alexander Grandt Petersen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.

»Jeg synes, at vi i for høj grad har købt Finansministeriets økonomiske modeller og forsvarer systemet snarere end visionen og ideologien,« siger Alexander Grandt Petersen.

»Vi har accepteret, at de rige kan blive rigere, så længe de fattige ikke bliver fattigere. Det er ikke nok. Det er en falliterklæring, at så mange stadig tilhører underklassen. Vi skal føre en mere klassisk socialdemokratisk politik, end vi har gjort. Vi savner at tage de politiske slagsmål og diskutere, hvad vi samlet kan gøre på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen,« siger han.

S er et kapitel for sig; de har ikke udfordret kapitalismen i årevis. Carl Valentin, formand, SFU

Hans kollega i SFU, formand Carl Valentin, mener også, at den samlede venstrefløj skal blive bedre til at tage de store ideologiske spørgsmål op.

»Vi har over en bred kam forsømt at formulere grundlæggende ændringer i samfundet og komme med bud på, hvordan man udfører de store idealer, vi har, på lidt længere sigt. S er et kapitel for sig; de har ikke udfordret kapitalismen i årevis, mens SF og Enhedslisten er blevet så fokuseret på dag-til-dag politik, at man glemmer et opgør med de grundlæggende uretfærdigheder i kapitalismen. De store, socialistiske tanker og debatten om, hvem der bør få samfundets værdier, er desværre fraværende i debatten,« siger han.

Både socialdemokrater og SF’ere vender tilbage til behovet for fælles visioner og den store fortælling om, hvad venstrefløjen egentlig vil, og hvad den står for.

SF’s populære Lejre-borgmester, Mette Touborg, foreslår følgende opskrift:

»Vi skal have et fælles projekt, en fælles vision, hvor vi kigger på de store dagsordener: Vores alle sam-mens hverdag, sundhed, uddannelse, arbejde, miljø, den brede velfærdspalet – det er dén, der skal være afgørende,« siger hun.

Folketingsvalg forude

Mens Socialdemokraterne håber at kunne indtage Statsministeriet igen efter et valg, skal SF’erne i højere grad vende skråen i forhold til en fremtidig regeringsdeltagelse.

Der er bred enighed om, at SF har lært meget af at være ‘inde i maskinrummet’, og de fleste er åbne over for at komme derind igen. Det skal bare ikke være for enhver pris. Der skal gives plads til SF’s mærkesager, ikke mindst miljøet og den økonomiske fordelingspolitik.

Mogens Lykketoft mener, at Socialdemokratiet med sit valgoplæg har skabt en ‘tydelig kant’ til højrefløjen, og at en årrække med uklare forskelle på blå og rød nu afløses af det klare skel ‘dem og os’, som han talte om for præcis 10 år siden.

»Økonomien er lettet. Det gør det muligt at bruge nogle af pengene på kollektive goder som sundhed, omsorg og ældrepleje. I modsætning til højrefløjen, som vil bruge dem på skattelettelser,« siger Mogens Lykketoft.

Politisk analytiker Anders Dybdal, chefrådgiver hos Operate og forfatter til bogen ‘Socialdemokratiske tænkere’, har lagt mærke til Socialdemokraternes ændrede fokus op til det kommende folketingsvalg.

»Siden nytårstalen har Helle Thorning-Schmidt boostet sit eget image ved at fremhæve de steder, hvor man adskiller sig fra de borgerlige. Men der er forskel på den politiske kommunikation lige op til og under et valg og så at skabe en gennemgående stærk, politisk fortælling, som man jo ikke er lykkedes med.«

Meget kan man sige om Holger K. og Mogens Lykketoft, men de har en lang historie og hukommelse, og det kunne man måske godt have lænet sig lidt mere op ad. Anders Dybdal, chefrådgiver, Operate

Ifølge Anders Dybdal har S og til dels SF behov for at gentænke deres politiske position radikalt.

»Det skal være tydeligere, hvilken social og demokratisk profil partierne har. Og så skal de skabe en rodfæstet og langtidsholdbar grundfortælling om, hvad de står for, og hvad der er den røde tråd i det, de står for. Man skal aldrig være i tvivl om, hvem SF eller S arbejder for,« siger han og opfordrer partierne til at huske deres historie.

»Den politiske hukommelse skal jo også gå længere tilbage, end til da man selv gik ind i politik. Meget kan man sige om Holger K. og Mogens Lykketoft, men de har en lang historie og hukommelse, og det kunne man måske godt have lænet sig lidt mere op ad.«

Og apropos Holger K. Nielsen, så tager han sine partifællers bekymringer over kursen hos venstrefløjens storebror med knusende ro.

»Den kritik har lydt i alle de år, jeg har været medlem af SF. Jeg har stort set ikke været til et landsmøde, hvor vi ikke har kritiseret Socialdemokraterne for at være for langt til højre. Vi ser det jo som vores opgave at trække S til venstre. Og jo, hvis de ikke taler så meget om solidaritet og fællesskab, så prøver vi at få dem til det. Men vi skal jo stadig arbejde sammen.«