Unge fravælger a-kasserne

Af | @IHoumark

Arbejdsmarkedets yngste er optimistiske individualister. De anser det for helt usandsynligt, at de selv skulle blive arbejdsløse, og de har ikke lyst til at betale til dem, der bliver det. Det viser en ny undersøgelse af de unges holdninger til a-kasserne.

OPTIMISTER Hvorfor skulle man melde sig ind i en klub for arbejdsløse, hvis man selv er sikker på, at man altid kan få et job? Så enkelt kan spørgsmålet om a-kassemedlemskab formuleres, hvis man er 25 år og er vokset op med arbejdskraftmangel og overflod af job til enhver, der ikke er for kræsen eller kantet. For de unge på arbejdsmarkedet er arbejdsløshedskasserne ikke en identitetsbærende forening for lønmodtagere. Det er slet og ret en forsikring mod ledighed til omkring 400 kroner om måneden, som de føler det lidet sandsynligt, at de nogensinde får brug for.

»De unge er præget af en forbrugertankegang. De udtrykker ikke en holdning ved at melde sig ind i en a-kasse. De er bare forbrugere af en vare. Det bliver a-kasserne nok nødt til at lære,« mener Henning Hansen, konsulent i Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), hvor han sidste efterår var med til at gennemføre en omfattende analyse af de unges holdninger til a-kasserne.

Billedet af de unge som markedsorienterede optimister bekræftes af en helt ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Især de yngre, veluddannede mænd opfatter a-kasserne som en ren forsikringsordning, der kan vælges til og fra ligesom alle andre forsikringer. I den modsatte ende af arbejdsmarkedet står de ældre, kortuddannede kvinder fast på, at a-kassen er en solidarisk ordning, som det er naturligt at være med i, når man er på arbejdsmarkedet.

6 ud af 10 af de ældre over 50 år svarer således, at de finder det naturligt at stå i a-kasse. Den opfattelse deler kun hver tredje – 36 procent – under 30 år, mens flertallet – 52 procent – af de unge siger, at a-kasserne for dem alene er en forsikringsordning.

Undersøgelsen afslører et markant værdi-skred i holdningerne til dagpengesystemet, mener professor på Copenhagen Business School (Handelshøjskolen) Ove Kaj Pedersen:

»Medlemskab af en a-kasse bliver uden tvivl i stigende grad et forsikringsspørgsmål. En afideologiseret model, hvor man træffer en individuel beslutning om at være med i en kollektiv ordning, ligesom man gør med pensioner.«

Men det er en udvikling, der kan blive ekstremt farlig for a-kasserne – og hele den danske model, der sikrer et fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er relativt let at fyre folk, og lønkompensationen ved ledighed til gengæld er høj.

Den såkaldte flexicurity-model har op gennem 80’erne og 90’erne levet højt på, at flertallet betragtede dagpengesystemet som en solidarisk ordning, som man må støtte og bidrage til, hvis man ønsker et arbejdsmarked, der giver en høj økonomisk sikkerhed – også til de ledige. Det har i manges øjne været dårlig moral ikke at betale til fællesskabet. Men den tankegang er hastigt på tilbagetog, erkender a-kassesekretær i Fag og Arbejde (FOA) Winnie Lindner:

»Den forståelse findes kun blandt os, der er ved at være uddøde. Det er ikke en bred opfattelse hos de yngre i befolkningen, og det er et svigt hos os, at vi ikke har formået at få det bragt videre til vores efterkommere. Det må vi se at få gjort noget ved. Det er vigtigt. Det er simpelthen forudsætningen for, at det danske samfund kan fungere.«

Undersøgelsen fra CASA viste da også enorme huller i de unges viden om a-kasserne. En del af de unge aner simpelthen ikke, hvad en a-kasse er. Andre tror, at dagpengene er sikret over skatten, og mange har svært ved at skelne a-kasserne fra fagforeningerne – og ikke mindst fra fagforeningskontingentet, som, de synes, er alt for dyrt.

»De ved simpelthen ikke nok om, hvorfor de skal stå i en a-kasse. Forældrene, skolerne og arbejdspladserne har forsømt en socialisering, der gør, at de unge overhovedet forstår konceptet,« vurderer Henning Hansen.

Arbejdsløshedskassernes Samvirke er klar over problemet og forbereder nu en omfattende informationsindsats målrettet de unge. Samtidig ønsker organisationen at styrke a-kassernes selvstændige profil, så de kan sælge sig selv uafhængigt af fagforeningerne.

Sekretariatschef i Arbejdsløshedskassernes Samvirke, Torben Dam Jensen, siger:

»Det er rimeligt, at man får at vide, hvad det er, man betaler for. At a-kassen er det sted, der giver dig service og lønkompensation, hvis du bliver ledig. Og at den faglige organisation er noget helt andet. Den hjælper dig med at forbedre dit arbejdsmiljø og din løn og giver dig indflydelse på arbejdspladsen. Og det er også godt. Men det nytter ikke, at man bare siger: Det koster 1.000 kroner for det hele. Værsgo at tage hele pakken. Det kan godt være, den gik i gamle dage, men i dag vil folk selv have lov at vælge, hvad de vil betale til.«

HK er som det første forbund ved at tage konsekvensen fuldt ud og udskille a-kassen som en selvstændig forretning med egen direktion og en økonomi, der er helt adskilt fra den faglige organisation.

Men det er en farlig udvikling, mener man i FOA.

»Det er snart lykkedes regeringen at få fortalt, at a-kasserne bare er nogle forsikringsordninger, og at det er flintrende ligegyldigt, om de hænger sammen med fagforeningen. Men jo mere, vi i vores egen tankegang gør det til en sandhed, jo værre. For det er ikke en sandhed efter min mening. Det er hele den danske model, der er truet ganske alvorligt. I det øjeblik, vi får skilt tingene ad, så har vi revet tæppet væk under hele den danske model og styring med arbejdsmarkedet,« mener a-kassesekretær Winnie Lindner.

A-kasserne voksede sig store under 80’ernes massearbejdsløshed og fik ny vind, da efterlønnen blev bundet til a-kassemedlemskabet i 90’erne. De, der kom på arbejdsmarkedet i de år, var ikke i tvivl om, at det kunne betale sig at stå i en a-kasse. Alle kendte nogle, der havde været arbejdsløse – også mere end et par måneder ad gangen. Og selv om de unge i lang tid har været mindre ivrige efter at melde sig i en a-kasse, så har det hidtil været god latin blandt arbejdsmarkedsforskere og a-kasser at tage medlemsfaldet blandt de unge med knusende ro. Statistikkerne viste nemlig, at de unge »faldt til patten«, når de fik et fast arbejde efter endt uddannelse. Men sådan er det ikke længere. Og det får for alvor panderynkerne frem i a-kasserne.

»Hidtil har det været sådan, at når folk blev omkring 30 år, så meldte de fleste sig ind i en a-kasse. Internt har vi sagt til hinanden, at »så blev folk voksne«. Men som noget nyt kan vi se, at færre 30-40-årige melder sig ind. De føler sig åbenbart ret sikre på ikke at få brug for dagpenge og vil hellere prioritere samtalekøkkener og fladskærme end a-kassekontingent,« siger Torben Dam Jensen fra A-kassernes Samvirke.

Alene sidste år mistede a-kasserne tilsammen 17.000 medlemmer blandt de 25-34-årige – netop den alder, hvor de unge traditionelt er steget på dagpengesystemet – og dermed faldt andelen af a-kassemedlemmer i aldersgruppen med tre procent.

»En oplagt forklaring er de gode konjunkturer. De unge kan ikke forestille sig, at de bliver arbejdsløse. Det er ikke noget, man er som ung i dag. Og de har jo ikke helt uret. Realiteten er jo, at de kan få noget at lave i øjeblikket, men i det øjeblik konjunkturerne vender, tror jeg, piben får en anden lyd,« vurderer konsulent i CASA Henning Hansen.

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.