Tvetunget snak om ansvar

Af

Regeringen insisterer på »mere ansvar til borgeren«, samtidig med at den i praksis puster den krævende velfærdsforbruger op.

MORAL »Mit ansvar«. Sådan hedder den konference, som regeringen med fire ministre i spidsen afholder i Bella Centret på Amager i dag. Ambitionen er klar: Nu skal danskernes personlige ansvar styrkes. Og den ambition er der ikke noget galt med – tværtimod. Individets forhold til staten har udviklet sig til et klient- og forbrugerforhold. Derfor er der brug for en moralsk oprustning, hvor flere danskere lever efter en lettere omskrivning af John F. Kennedys ord: »Du skal ikke spørge, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet«.

Regeringen har altså fat i noget centralt. Og den står ikke alene. For et år siden bragte A4 et selvransagende interview med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der ville tilbage til arbejderbevægelsens rødder ved at styrke borgernes pligter. Den linje blev for nylig fulgt op af tre unge socialdemokrater, der gjorde sig til talsmænd for 29 velfærdspligter. Og senest har også den socialdemokratiske socialordfører Mette Frederiksen meldt sig på banen.

At der politisk har bredt sig en erkendelse af, at det er nødvendigt at flytte balancepunktet i det danske samfund, når det gælder ansvar, er interessant.

Men hvordan skal det foregå – sådan helt konkret? Her skiller vandene. Vi har en enestående mulighed for at videreudvikle det danske velfærdssamfund ved at inddrage slumrende kræfter i civilsamfundet og styrke danskeren som borger. Men tendenser i regeringens poitik går – desværre – en anden vej.

Tag ældreplejen. Her har velfærdsministeren for nylig insisteret på, at pårørende skal inddrages i plejen af ældre. Det offentlige trækker sig tilbage – og familien trækkes frem.

En sådan »tilbage til familien«-strategi kan genoplive tidligere tiders ulighed mellem dem, der har ressourcestærke familier og dem, der ikke har. Den kan genskabe den enkeltes afhængighed af familien. Den kan pålægge især kvinderne ekstra byrder. Og hvis strategien udvides til områder som børnepasning, syge og handicappede, vil man ikke bare flytte ideologiske hegnspæle – men også flytte samfundet flere årtier tilbage. Fornyelse?

Men hovedproblemet er, at regeringen – samtidig med at den på konferencer insisterer på borgerens ansvar over for fællesskabet – er i fuld gang med at puste den indre velfærdsforbruger op. I ét væk tales der om brugernes »valgfrihed« og »kundeorientering«, samtidig med at ministre opfører sig som administrerende direktører, der henvender sig til kunderne i en landsdækkende velfærdskæde. Og gør en dyd ud af det. Da statsministeren for nylig skulle pege på en af sine største sejre i sin regeringstid, fremhævede han, at danskerne har lært at se på offentlige ydelser med samme øjne som på private ydelser.

Den lader vi lige stå! Det er altså en sejr, at vi har fået en krævende forbruger, der vil have flere varer på alle velfærdshylder. At forældrene da bare flytter barnet ud af skolen, hvis der stilles krav. Og at borgeren er død. Absurd!

Engang havde Danmark en socialdemokratisk socialminister, der gik i rette med den slags absurditeter. Hun hed Karen Jespersen, og hun kritiserede blandt andre disse Venstre-folk, der misforstod det hele med deres fokus på »personlige valgmuligheder«, som jo »ikke havde meget med ansvarliggørelse af borgerne at gøre«, som hun sagde i et interview.

I dag er hun medvært i Bella Centret på Amager.