Toppolitikere beskytter sig ikke mod personsager

Af | @GitteRedder
Gitte Skov

I USA og England kulegraves toppolitikeres private forhold minutiøst for at sikre, at der ikke pludselig vælter skeletter ud af skabene. Men i Danmark er der ingen traditioner for at revisorer og rådgivere gennemgår ministerkandidaters privatøkonomi, og det giver ifølge flere eksperter dumme sager. Politikere på stribe kalder det en glidebane, hvis rådgivere skal have indsigt i deres privatøkonomi.

DYNELØFTERI De færreste danske toppolitikere får rådgivning fra revisorer, advokater og kommunikationskonsulenter i forhold til deres privatøkonomi og privatliv. Skatteforhold, au pairs, billeasing, håndværkerregninger, boligsalg samt rabatkort til tøjbutikker hører ifølge politikere til privatlivets fred.

Men flere politiske kommentatorer kalder det naivt og ligefrem jomfrunalsk, at ministerkandidater lukker øjnene for, at uklarheder og uheldige sager fra privatsfæren pludselig kan eksplodere og dermed ødelægge både deres egen politiske karriere og måske koste et parti afgørende mandater.

»Danske politikere bliver nødt til at gardere sig langt bedre end i dag. Hvis de vil noget i toppen af politik, bliver de nødt til at have revisorer, advokater og kommunikationsfolk til at gennemtrawle hele privatlivet. Både de økonomiske og etiske ting,« fastslår kommunikationsekspert Rasmus Jønsson.

Når politikere i lande som USA og England skal til tops, kulegraves deres private forhold for at sikre sig, at der ikke pludselig vælter skeletter ud af skabene. Den systematiske gennemgang af blandt andet vicepræsidentkandidaters og  ministres private forhold kaldes »vetting«. Og Rasmus Jønsson, der har været rådgiver for blandt andet Ny Alliance, anbefaler, at danske politikere i et eller andet omfang begynder at bruge »vetting« som metode. 

»Man er nødt til at arbejde mere systematisk med at forudse og minimere det krisepotentiale, der ligger for toppolitikere. Særlig privatøkonomi og livsstil skal man holde sig for øje, for det kan have store omkostninger for ens politiske karriere. De kriser, der rammer politikerne personligt, kan vise sig at være politisk livsfarlige,« konstaterer han.

Også politisk kommentator og tidligere pressechef for de konservative Niels Krause-Kjær undrer sig over, at danske toppolitikere ikke arbejder mere målrettet på at undgå utilsigtet rod i deres private forhold, der rydder forsiderne på tabloidaviserne.

»Beredskabet omkring de politiske ledere, og måden man tænker på omkring deres private forhold, er lidt jomfrunalsk. Det er slet ikke noget man må røre ved. Vi har en politisk kultur, hvor det opfattes som grænseoverskridende for medarbejdere at hive fat i Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt og lukke døren og sige: ’Vi skal have alle tingene frem på bordet’. Det er sådan en intimsfære du betræder og opfattes som groft intimiderende i dansk politisk kultur,« fastslår Niels Krause-Kjær.

Han nævner blandt andet Helle Thorning-Schmidts såkaldte leasing-sag, hvor hun har leaset en bil af et firma i Glostrup men med den lave tyske moms. Dermed sparer hun i omegnen af 160 kroner om måneden, men samtidig benytter hun et skattehul i loven, som et flertal i Folketinget inklusive Socialdemokraterne har lukket fra 1. januar 2013. Selv om alt foregår efter reglerne, er det en dum sag, anfører både Niels Krause-Kjær og Rasmus Jønsson.

»Det er alligevel pokkers, at der ikke er nogen omkring en partileder og måske kommende statsminister, der ligesom har fornemmelse for, at det er vigtigt, at der er styr på Helle Thornings privatøkonomiske forhold. Noget så banalt som den her leasede bil med tysk moms viser i hvert fald at bare et minimum af amerikanske metoder kunne være meget smart at indføre for de politiske partier«, siger Niels Krause-Kjær. 

»Vi behøver ikke den store pakke som i USA, men det ville afgjort være meget fornuftigt, at toppolitikerne gjorde mere end i dag, hvor indtrykket er, at man overhovedet ikke gør noget som helst,« fastslår han.

Adskillige toppolitikere kunne have haft orden i eget hus ved at hyre eksterne rådgivere, fremfører eksperterne.

Kort tid efter at den konservative partileder Poul Schlüter blev statsminister i 1982 afslørede Ekstra Bladet, at han få år tidligere havde solgt sin daværende villa i Charlottenlund med stor fortjeneste, men at villaen viste sig at være plaget af rotter.

Schlüters rotterede blev en stor sag i medierne, men kunne ifølge Niels Krause-Kjær have været langt mindre belastende for den konservative statsminister. Hvis det havde været legitimt, at en rådgiver sagde til statsministeren: »Lad os lige gennemgå alle dine ting og også din hushandel,« kunne man have udtænkt et beredskab eller helt forhindret, at sagen opstod.

»Der er enorm lang vej, før vi havner i amerikanske tilstande, hvor fire advokater bruger hele og halve år på at gennemgå ens bilag. Mindre kan gøre det. Herregud, hvis bare en partisekretær eller særlig rådgiver brugte en time ville vi være nået meget langt,« siger Niels Krause-Kjær.

Småkårsfolk

Politisk kommentator Hans Engell advarer mod hysteri og mener i modsætning til både Rasmus Jønsson og Niels Krause-Kjær, at politikerne garderer sig nok.

»Det amerikanske system ville være fuldstændig malplaceret herhjemme. I USA er toppolitikere ofte sindssygt velhavende. Det er politikere, der har været direktører i store koncerner, har milliardformuer og med kæmpestore erhvervsmæssige interesser. De fleste danske toppolitikere er ret almindelige lønmodtagerprofiler med en bil, et hus, måske et sommerhus og så en kapitalpension,« anfører Hans Engell, der selv har en fortid som formand for de konservative og minister.

Ifølge Hans Engell ville det herhjemme være helt ude af proportioner at kulegrave politikernes private forhold.

»Generelt er danske toppolitikere småkårsfolk sammenlignet med amerikanske politikere. Danske politikere er jo ikke multimillionærer med kæmpe investeringer og ejendomsbesiddelser«, siger Hans Engell. 

Men selvfølgelig skal politikere undgå at dumme sager opstår, påpeger han.

»Men vi skal undgå hysteriet. De sager vi har set om politikernes privatøkonomiske forhold herhjemme har været ingenting. Hvis vi tager Helle Thorning-Schmidts skattesag, viste det sig, at der ikke var nogen skattesag, og hendes bil-leasing ligner også noget i småtingsafdelingen», siger han.

Ifølge Hans Engell anvender nogle toppolitikere af egen drift revisorer til at gennemgå privatøkonomien. Enten fordi de ikke selv gider bruge tid på selvangivelsen eller for at være sikre på, at de udfylder alt korrekt.

»Men langt de fleste politikere har altså en økonomi, der gør at de sagtens selv kan klare deres privatøkonomiske sager. Grundlæggende mener jeg, at det er et ansvar for den enkelte politiker at sørge for, at der er styr på tingene. Almindelig sund fornuft, sværere er det jo heller ikke,« siger han.

Og de fleste danske partiledere ville nok anse det for meget utidigt, hvis partierne begyndte at diskutere, hvorvidt de skulle have en revisor eller ej.

»De fleste partiledere ville sige, at det skal partiet blande sig udenom, det skal de nok selv tage hånd om«, siger Hans Engell. 

Glidebane

I de fleste partier er politikerne enige om, at det ville være et skråplan, hvis revisorer og rådgivere skal til at endevende deres privatliv.

Ellen Trane Nørby, Venstres politiske ordfører, understreger, at hun har fuld tillid til, at de folkevalgte politikere både moralsk og lovgivningsmæssigt holder sig indenfor rammerne.

»Vi laver ikke en partimæssig gennemgang af folks privatøkonomi, og jeg synes også, at det er en dårlig glidebane at komme ud på. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande, hvor man ikke kan være politiker, hvis man har haft en brandert, da man var 13 år og gik på High School. Det er udansk og ligger langt væk fra virkeligheden med mindre, at vi ønsker politikere, der skal være renere end det hvideste hvide sne,« siger hun.

Også Carina Christensen, politisk ordfører hos Konservative, vender tommelfingeren nedad til at endevende toppolitikeres private forhold.

»Jeg ville være ked af amerikanske tilstande herhjemme, for politikere er også mennesker med ret til et privatliv. Men jeg kunne desværre godt frygte, at det bliver sådan«, siger hun og mener, at det vil afholde nogle fra at opstille til Folketinget, hvis de skal igennem vridemaskinen.

Også den radikale gruppeformand Morten Østergaard understreger, at det må være op til den enkelte at have styr på private forhold. 

Heller ikke Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen har megen fidus til »vetting« og påpeger, at der er en verden til forskel på dansk og amerikansk politik.

»I USA har de jo ufatteligt strenge moralske kriterier for, hvad en politiker må, og de iscenesætter også sig selv i forhold til de kriterier, når de står med deres familier og kysser og fortæller, hvor meget de holder af hinanden. Så er det ikke godt, når de bliver fanget på twitter i bar overkrop eller hvad det nu er,«, siger han og priser sig lykkelig for at samme strenge kriterier ikke gælder danske politikere. Men udviklingen kommer desværre snigende, beklager han.

Selv har han lige været igennem en tur i mediemøllen, hvor han på grund af et venskab med en person, der blev beskyldt for korruption, også selv i en kort periode blev mistænkt i medierne.

»Det er klart, at hvis man har muligheden for ikke at blive trukket igennem en personsag, vil man da med glæde benytte sig af den mulighed, skal jeg hilse og sige. Selvfølgelig skal vi tage imod kritik, det er fair nok. Men medierne vælger ofte en vinkling, som er urimelig, og så bliver det en sag, der forfølger en«, siger han.

Det er også i det lys, at han vurderer sin partiformands bil-leasing.  

»Den sag er lidt speget. Hvis man er socialdemokrat, er man forbruger ligesom alle andre, og vi kan jo ikke sige, at vi er modstandere af nedsættelse af topskatten og så nægte at blive lignet efter de gældende skatteregler. Det samme gælder de indkøb, vi foretager i vores fritid. Der må der gælde de priser, der nu en gang er. At forestille sig at der skulle være et økonomisk forsæt ved at spare 163 kroner om måneden er altså for vildt at påstå og gøre til en skandale«.

Han understreger, at man som politiker aldrig kan lave en helgardering.

»Det er svært at gardere sig imod mange sager. Er der noget, jeg ikke må købe, når jeg handler i Irma? Kommer der pludselig et billede, hvor jeg sidder og er stangvissen ved en eller anden studenterfest? Det er sørme muligt, at det eksisterer. Jeg bliver jo paranoid, hvis jeg hele tiden skal tænke sådan. Uanset om du er blevet ’vetted’ igennem, kan du ikke forudse, hvad der kan poppe op,« siger han.

Ned med nakken

At have et kriseberedskab klar er helt centralt for både Henrik Sass-Larsen og andre politikere i minister-ligaen, understreger Rasmus Jønsson.

»Erhvervslivet opruster på krisekommunikation, udtænker krisescenarier og beredskaber. Det burde politikerne også. Det er ikke nok, at man tager sagerne, når de opstår tilfældigt. Det kan afgøre, hvem der sidder i statsministeriet,« mener han.

I forhold til hvor megen energi en politiker bruger sin vågne tid på at gøre sig til overfor vælgerne, undrer det tit Rasmus Jønsson, hvor lidt energi de bruger på at vurdere de krisescenarier, der kan opstå.

»Det er jo enormt hårde vilkår, som politikerne er underlagt. Prognoserne for det her er, at det kun bliver værre og værre fremover«, siger han og henviser til, at nyhedskriterierne i dag på netmedierne handler om at skabe flest mulige klik. Og politiske skandaler får folk til at klikke. 

»Og så skal man som politiker også have blik for, at der altid er nogen, der har interesse i at få en ned med nakken. Journalister, partifæller, politiske modstandere, interesseorganisationer, aktører kan have en interesse i at lægge et pres på en politiker. Der er nok til at stå og smide brænde på bålet,«, siger Rasmus Jønsson.

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.