Tesfaye om chauffører til 15 kroner i timen: "Kun én måde at stoppe det på"

Af

Danmark kommer til at se gentagelser af slumlejr-sagen fra Padborg, hvis ikke de østeuropæiske regeringer lukker for strømmen af arbejdere fra tredjeverdenslande. Sådan lyder advarslen fra Mattias Tesfaye (S), der kalder sagen for en bombe under arbejdmarkedet.

Ingen vil støtte EU, hvis reglerne bliver misbrugt, lyder det fra Mattias Tesfaye efter slumsagen i Padborg.

Ingen vil støtte EU, hvis reglerne bliver misbrugt, lyder det fra Mattias Tesfaye efter slumsagen i Padborg. Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Denne artikel har tidligere været bragt på Avisen.dk den 26. december 2018.

Lande som Polen, Slovenien og Litauen har tændt en bombe under det europæiske arbejdsmarked ved at lukke tusindvis af blandt andet filippinske arbejdere ind i EU.

Så hård lyder dommen fra Socialdemokratiets Mattias Tesfaye i kølvandet på den meget omtalte slumlejr-sag fra Padborg.

Her blev det afsløret, at 22 filippinske og srilankanske chauffører boede under kummerlige forhold i en lejr, mens de arbejdede for den danske vognmand Kurt Beier. 

- Det har jo aldrig været meningen, at EU-reglerne skulle bruges til at importere arbejdskraft, der smadrer lønniveauet for danske og europæiske arbejdstagere, og det skal stoppe nu, siger Mattias Tesfaye, der er Socialdemokratiets ordfører for social dumping.

Udmeldingen kommer i kølvandet på Kurt Beier-sagen, og efter at Ugebrevet A4 tidligere på året kunne fortælle, at Polen, Slovenien og Litauen hvert år giver over 90.000 arbejdstilladelser til borgere fra lande uden for EU.

- De østeuropæiske lande gambler med hele EU's fremtid, hvis de fortsætter på den her måde. Der er ikke nogen befolkninger, der vil bakke op om det europæiske samarbejde, hvis de oplever, at reglerne bliver misbrugt fra allerøverste niveau, som de gør her, siger Mattias Tesfaye. 

Ingen moralsk bund

I sagen fra Padborg kom det frem, at de filippinske chauffører havde boet blandt skrald og sovet på skumgummimadrasser på gulvet i en kold hal, mens de fik lønninger på ned til 15 kroner i timen. 

En af chaufførerne blev alvorligt syg under opholdet i slumlejren, og ifølge Mattias Tesfaye er sagen et nyt lavpunkt, når det kommer til social dumping i Danmark. 

 - Den her sag viste jo, at der ikke er nogen moralsk bund under arbejdsmarkedet. Vi gik måske og troede, at der var en grænse for, hvad arbejdsgivere vil udsætte deres ansatte for. Men det er der ikke, siger Mattias Tesfaye. 

Lige nu er Europa-Parlamentet ved at tage stilling til, om det vil vedtage en ny 'vejpakke', der blandt andet skal sætte en stopper for den såkaldte filippinerfinte, hvor arbejdstagere bliver hentet til EU for at arbejde til meget lave lønninger. 

Ifølge Mattias Tesfaye er det nødvendigt med hurtig handling, hvis man vil undgå flere sager som den i Padborg. 

- Der vil altid stå arbejdsgivere klar til at udnytte de her regler, hvis de er for slappe. Der er ingen grænser, når konkurrencelogikken tager over, og man vil gøre alt for at være en femmer billigere end naboen, siger Mattias Tesfaye.