Forgyldte læger

Søvndal vil stoppe lægers guldrandede forretninger

Af

Den tidligere SF-formand og nu nyvalgt regionsråds-medlem Villy Søvndal er forarget over overskud i millionklassen hos speciallæger. Han vil nu tage sagen op i Region Syddanmark.

»Jeg er forarget over det, men jeg er også forarget over, at regionerne har ladet det ske,« siger nyvalgt regionsrådsmedlem og tidligere SF-formand Villy Søvndal. Forargelsen skyldes A4's afsløring af, at nogle speciallæger tjener millioner af kroner årligt. 

»Jeg er forarget over det, men jeg er også forarget over, at regionerne har ladet det ske,« siger nyvalgt regionsrådsmedlem og tidligere SF-formand Villy Søvndal. Forargelsen skyldes A4's afsløring af, at nogle speciallæger tjener millioner af kroner årligt. 
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix.

 

Ugebrevet A4 har afsløret, at nogle speciallæger med egne klinikker tjener flere millioner kroner om året. Til sammenligning må speciallæger på sygehusene 'nøjes' med en årsløn på op mod cirka en million kroner årligt. 

På den baggrund har A4 interviewet Villy Søvndal (SF), der netop med kæmpe vælgeropbakning er kommet ind i regionsrådet i Region Syddanmark. Han er stærkt optaget af regionens absolut største udgiftspost: sygehusene og sundhedsvæsenet. 

- Hvad er din reaktion på speciallægernes indtjening?

»Jeg er forarget over det, men jeg er også forarget over, at regionerne har ladet det ske. Der er udgifter til sekretær, sygeplejeske, husleje og apparatur, som skal fradrages, men vi taler stadigvæk om ekstremt høje udbetalinger. Det sker i en tid, hvor man har diskuteret højere vederlag for borgmestre, der tjener mere end statsministeren. Det gør de her læger også,« siger Villy Søvndal.

På mange områder ville det være mere fornuftigt, hvis det offentlige udførte de her opgaver. Villy Søvndal (SF), nyvalgt til regionsrådet i Region Syddanmark

- Kunne man få mere sundhed for de samme penge ved at lade speciallægerne udføre deres arbejde på de offentlige sygehuse i stedet for i deres private klinikker?

»Det grundlæggende spørgsmål for mig er, hvordan vi får mest sundhed for pengene. Når betalingerne stikker ud, som tilfældet er her, så er der ikke skygge af tvivl om, at det på mange områder ville være mere fornuftigt, hvis det offentlige udførte de her opgaver,« svarer Villy Søvndal.

- Er det et problem, at en del af klinikkerne ikke skal lægge deres regnskaber frem?

»Ja. De lever af offentlige overførsler. Det betyder i sagens natur, at man som skatteborger har ret til at få indblik i regnskaberne. Det er helt oplagt.«

»Politikere skal i stigende omfang også redegøre for deres indtjening. Det er helt naturligt, at personer, der lever af overførsler fra det offentlige, også skal redegøre for, hvad de får ud af det,« siger Villy Søvndal og fortsætter:

»Det er også hele baggrunden for, at vi kan trække linjen mellem, hvad der skal være offentligt, og hvad der skal være privat.«

- Hvad skal der gøres ved sagen?

»Jeg synes, at man fra regionernes side bør overveje at trække kridtstregen mellem det private og offentlige et andet sted. På den måde kan vi bringe udbetalinger ned på et rimeligt niveau. Vi skal sikre, at opgaverne udføres af offentligt ansatte læger,« svarer han og fortsætter:

»I Region Syddanmark ligger vi højt med brugen af private speciallæger, hvis man sammenligner med andre regioner. Derfor vil jeg i sagens natur forfølge sagen i regionsrådet.«