Skuffet Johanne vil ikke frede regeringen

Af
| @MichaelBraemer

Der er lang afstand til den regering, Enhedslisten er parlamentarisk grundlag for. Partiet ser sort på de kommende finanslovsforhandlinger, hvor det blandt andet vil kræve social genopretning for samfundets svageste. Regeringen skal på ingen måde føle sig sikker på, at Enhedslisten stemmer for finansloven.

Foto: Foto: Martin Bubandt/Polfoto

MIDTVEJSKRISE Timingen kunne ikke have været bedre, hvis Enhedslisten selv havde bestemt den.

Da overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, blot to uger før finansloven fremlægges, gik ud og advarede finansminister Bjarne Corydon (S) mod en stram finanspolitik, der kan svække væksten, var det vand på partiets mølle. Og set fra et Enhedsliste-synspunkt dannede meldingen det perfekte udgangspunkt for efterårets forhandlinger om statens husholdningsregnskab for næste år.  

For der er masser af udfordringer og tidligere synder at rette op på for regeringen. Og med vismandens håndfaste melding om, at der er plads til en vækstpakke på 10-12 milliarder kroner, er der ingen undskyldning for ikke at gøre det, mener Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

»Det er dybt useriøst, når regeringen igen og igen sammenligner statens økonomi med en privatøkonomi og siger, at vi ikke kan bruge penge, vi ikke har. Der er altså forskel på en samfundsøkonomi og en privatøkonomi, og der er historisk belæg for, at det er vældig fornuftigt for et land at investere i en krisetid. Det er den måde, vi får gang i hjulene igen. Derfor er jeg undtagelsesvis enig med Whitta-Jacobsen,« siger venstrefløjspartiets ordfører.

Aftale afhænger af indholdet

Hun vil ikke ud med Enhedslistens konkrete krav til Finansloven, før hun ved, hvad regeringen spiller ud med. Blot sige, at der er tre overskrifter på den liste, som partiet tager med til forhandlingerne: Beskæftigelse, social genopretning og styrkelse af det grønne område.

Samtidig understreger Johanne Schmidt-Nielsen, at det ikke bare er en ekspeditionssag, at få regeringens støtteparti til at stemme for finansloven tredje år i træk. Det vil afhænge af, om den indeholder forbedringer.  

»Hvilke politiske aftaler, vi indgår, afhænger af indholdet. Det, synes jeg, er et godt princip,« siger Johanne Schmidt-Nielsen. Hun pointerer, at hun efter to år med SRSF-regeringen er skuffet og på forhånd ikke ser særligt optimistisk på de forestående forhandlinger.

»Ingen er vist i tvivl om, at regeringen og Enhedslisten ligger et godt stykke fra hinanden rent politisk. Jeg tror, de fleste havde regnet med, at fællesmængden ville være større. Det havde vi i hvert fald. Men dét, at regeringen har flyttet sig så langt væk fra det, de gik til valg på, gør jo, at fællesmængden er blevet mindre.«

Ny retning eller enlig svale

Nu håber Enhedslistens ordfører imidlertid, at den aftale, det lykkedes hendes parti at indgå med regeringen i pinsen om en redningspakke for de udfaldstruede ledige, markerer en ny retning og ikke en enlig svale.

»Hvis man ellers lagde mærke til det, blev Socialdemokraterne jo belønnet for aftalen i meningsmålinger, og baglandet var tilfreds. Jeg mener, at det er rigtig politik at stræbe efter økonomisk lighed, satse på fælles løsninger og sørge for, at sikkerhedsnettet fungerer. Men jeg tror også, det er det, der skal til, hvis regeringen skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at blive genvalgt,« siger hun.

Udgangspunktet for SRSF-regeringens samarbejde med Enhedslisten var ellers perfekt ifølge Johanne Schmidt-Nielsen. Og når der er slået skår i samarbejdet, er det ikke på grund af stejlhed og manglende pragmatisme i hendes lejr, mener hun. Johanne Schmidt-Nielsen peger som eksempel på pinsepakken, hvor Enhedslisten som en del af finansieringen gik med til, at ledige først kan komme på seks måneders selvvalgt uddannelse, når de har været uden arbejde i fire måneder.  

»Da Thorning sagde, at vi vælger velfærd frem for skattelettelser, var vi enige. Da hun sagde, at man ikke kan spare sig ud af krisen, var vi også enige med hende. Det har så bare ikke været den politik, hun har stået i spidsen for de første to år,« konstaterer Johanne Schmidt-Nielsen. Hun forsikrer, at hun med glæde ville bytte sit partis nærmest eksplosive fremgang i meningsmålingerne for en politik svarende til den, regeringen gik til valg på.

Dagpengeproblemet skal løses

Enhedslisten betragter heller ikke dagpengeproblemet som løst, selvom partiet medvirkede til at kaste en redningskrans ud til de ledige, der stod til at miste deres forsørgelsesgrundlag. Der skal permanente forbedringer af dagpengereglerne til, hvis det står til partiet, der først og fremmest går efter en hurtigere genoptjening af dagpengeretten.

»Efterhånden må selv Margrethe Vestager kunne se, at de nuværende regler ikke holder. Det er simpelthen for ufleksibelt et system, vi har skruet sammen, når det tager et år at genoptjene retten til dagpenge,« mener ordføreren.  

Enhedslistens krav til nye dagpengeregler går endnu videre end til en tilbagevenden til de 26 uger, der gjaldt før dagpengereformen. Enhedslisten ønsker 13 uger.

»Det har man jo i Sverige, hvor man har gode erfaringer, og jeg synes, det lyder fornuftigt. Men hvis vi bare vi kunne komme tilbage til de 26 uger, vil vi da sige tak.«

Derimod er Johanne Schmidt-Nielsen modstander af at lade dagpengeperiodens længde svinge i takt med konjunkturerne, så de ledige kan gå længere tid på dagpenge i dårligere tider end i gode. Det skyldes, at der til enhver tid kan være forskel på konjunkturerne i de forskellige brancher.

Det er heller ikke dagpengeperiodens længde, der optager Enhedslisten, fordi partiet i princippet ikke ser noget behov for at begrænse længden af den periode, ledige skal kunne modtage dagpenge.

»Vi har aldrig syntes, at det var en god idé at forringe dagpengene. Men om det er de tidligere fire års dagpengeperiode, vi skal tilbage til, ved jeg ikke. Det grundlæggende princip burde vel være, at hvis man er til rådighed for arbejdsmarkedet, gør hvad man kan for at komme i arbejde og er parat til at bevæge sig fysisk og uden for sit fagområde, så er man berettiget til at få dagpenge eller relevant uddannelse. Det princip bliver nok ikke gældende foreløbig, men jeg synes, det ville være fornuftigt.«

Det vigtigste er job

Beskæftigelsen er førsteprioritet, når Enhedslisten nu vil have regeringen til at fravige sin sparekurs. Og modsat regeringen mener Johanne Schmidt-Nielsen, at der bør ske en væsentlig vækst i den offentlige sektor, som de senere år har skåret ned med i omegnen af 30.000 ansatte.

Hun er således uenig med den del af overvismand Whitta-Jacobsens udmeldinger, der har handlet om, at den finanspolitiske lempelse mest hensigtsmæssigt kan ske i form af fremrykkede skattelettelser. 

Hvis man ønsker at skabe beskæftigelse, er offentligt forbrug og offentlige investeringer langt mere effektive end skattelettelser, mener Enhedslistens ordfører.

»Vi skal have skabt arbejdspladser og beskæftigelse inden for både velfærd og det grønne område. Det er oplagt at fjerne anlægsloftet og lade kommunerne bruge de penge, de har, til at ansætte elektrikere, tømrere og murere til vedligeholdelse og modernisering af daginstitutioner, skoler og plejehjem. Men også til energirenovering – nye vinduer og isolering,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Samtidig mener hun, det er på tide at gøre op med det, hun kalder statens straf- og sanktionsregime over for kommunerne, og som er skyld i unødvendige velfærdsforringelser.

»År efter år bruger kommunerne milliarder af kroner mindre, end de faktisk må, fordi de er bange for at ramme diverse lofter og blive straffet. Vi har mistet rigtig mange job i både det offentlige og private på den konto,« påpeger hun.   

Samtidig kommer det for Enhedslisten til at handle om at fremme private virksomheder på det grønne område.

»Vi har tidligere oplevet kæmpe konkurrencefordele og skabt store, stærke virksomheder ved at turde gå foran og satse på det grønne område,« påpeger hun.

Skatteborgeres penge klattes væk

Trods sit erklærede mål om at holde igen økonomisk valgte regeringen tidligere i år at lette selskabsskatten med fire milliarder kroner for at styrke konkurrenceevnen. Det var ifølge Johanne Schmidt-Nielsen en af de dummeste beslutninger, regeringen har truffet.

»Det er at klatte skatteborgernes penge væk. Regeringens egne tal viser, at der stort set ikke kommer arbejdspladser ud af det, og at det kun belønner de store virksomheder, der i forvejen er godt i gang,« siger Enhedslistens ordfører. Hun påpeger, at konkurrenceevne er meget andet end skat og løn.

»Konkurrenceevne er også en velfungerende infrastruktur og en fleksibel arbejdskraft. Og det er ikke længere siden end februar, at Verdensbanken, som man ellers ikke kan beskylde for at være venstreorienteret, pegede på, at Danmark er det land i Europa, hvor det er lettest at drive mellemstor virksomhed.«  

Enhedslistens stærke utilfredshed med regeringens reformer af førtidspension, kontanthjælp, fleksjob og den skattereform, som partiet kritiserer for at have taget penge fra syge, arbejdsløse og folkepensionister og givet dem til samfundets rigeste, er også velkendt.

Men Johanne Schmidt-Nielsen vil ikke lade det være ved kritikken. Enhedslisten går nu til finanslovsforhandlingerne for at sætte ’social genopretning’ på dagsordenen.

»Det vil klart være en prioritet for os at skabe bedre vilkår for dem, der blevet sat til at betale regningen for krisen, selvom de har mindst at leve for,« siger hun.

Vi skal alle uddannes mere

Mere på bølgelængde med regeringen lyder Enhedslisten i forhold til en reform af beskæftigelsessystemet, hvor man deler den kritik af jobcentrenes nuværende indsats og behovet for en styrket uddannelse af de ledige, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har givet udtryk for.

Derfor var Johanne Schmidt-Nielsen også chokeret over ønsket om mindre uddannelse, som kom fra Venstres sommergruppemøde, men som i medierne blev overskygget af den nylige ministerrokade:

»Jeg synes, det er overraskende, at Venstre foreslår tilbuddet om seks ugers selvvalgt uddannelse til ledige fjernet. Der er vist ingen tvivl om, at behovet for ufaglærte næppe kommer til at stige i fremtiden, og derfor er der indiskutabelt en stor opgave i at få løftet vores allesammens uddannelsesniveau«.

Hun har også svært ved at se fornuften i at få flere private aktører ind over beskæftigelsesindsatsen, som Venstre foreslog.

»Det betyder bare, at nogle skal tjene penge på den indsats, og pengene skal jo findes et sted. Der er heller ikke udpræget gode erfaringer med private aktører i beskæftigelsessystemet,« påpeger hun.

’Humbug’ er faktisk det ord, hun bruger om en del af de private aktører, som udbyder uddannelse til arbejdsløse. Johanne Schmidt-Nielsen foreslår en certificeringsordning for at få ryddet op.

»Der er behov for en gennemgang af den jungle, som systemet udgør. I mange tilfælde får de arbejdsløse måske nok seks ugers uddannelse, men kvaliteten er af en art, så de reelt spilder både skatteborgernes penge og deres egen tid,« mener hun.

A-kasser skal formidle job

Til gengæld ønsker hun a-kasserne formelt inddraget i jobformidlingen, fordi de kender lokalområdet og har et netværk af tillidsfolk med kendskab til de lokale virksomheder. Og ikke mindst har de kendskab til medlemmerne og deres situation.   

»A-kasser er i forvejen involveret i jobformidling, men det skal inddrages som en arbejdsopgave, som de også får midler til at udføre i samarbejde med jobcentre. Det er også mit indtryk, at ledige har større tillid til a-kasser end til jobcentrene, som ikke bestiller andet end at kontrollere dem i hoved og røv,« mener Johanne Schmidt-Nielsen. Hun slår samtidig til lyd for et mærkbart uddannelsesløft af de ansatte på jobcentrene.

»Tænk, hvis de var så meget oppe på beatet, at de i stedet for at sidde og sætte krydser i skemaer vidste, at der er en virksomhed, som har fået en ordre ind, og at det betyder, at der om x antal måneder kommer nogle ledige stillinger. Så kunne man lave et opsøgende arbejde, hvis man havde ledige, der matchede kravene«.  

Pengene – både til uddannelse af ledige og jobcentrenes ansatte – kan ifølge Johanne Schmidt-Nielsen sagtens findes inden for systemet ved at skære det, hun kalder den meningsløse kontrol, væk.  

Svage unge skal have et alternativ

På erhvervsskoleområdet er Enhedslisten det eneste parti, der forud for efterårets forhandlinger om en reform har meldt ud, at man ikke går ind for adgangskrav.

Det har partiet ikke gjort, fordi det ikke kan se alvorlige problemer med elevsammensætningen på skolerne. Men fordi man ifølge Johanne Schmidt-Nielsen vil skyde sig selv i foden og skubbe en masse nye unge over i kontanthjælpssystemet, hvis det er det eneste, man gør. Stik imod den politiske målsætning om at få flere unge til at tage en uddannelse.  

Løsningen på erhvervsskolerne ligger for hende at se først og fremmest i at finde et alternativ til de unge, der aldrig skulle have sat deres ben på skolerne.

»Frafaldet er alt for stort, og der går unge mennesker, som ikke skal gå der, fordi de ikke har forudsætninger for det af enten sociale eller faglige årsager. Ét er, at vi spilder skattekroner på den konto. Men værre er, at vi skaber nederlag i de unge menneskers liv, for det er jo rigtig alvorligt.«

Enhedslistens ordfører savner derfor et alternativ – en ungdomsuddannelse, som de unge kan visiteres til, når de ikke passer ind i de nuværende kasser i uddannelsessystemet.

»Vi må sørge for, at der er reelle alternativer for de unge. Sammen med S, SF og R var vi under den tidligere regering med til at udvikle forslaget om en fleksuddannelse. Og jeg må sige, at vi glæder os rigtig meget til, at regeringen snart indkalder til forhandlinger om en sådan uddannelse.

Nødvendigt med sociale klausuler

 Frafaldet har imidlertid ikke kun noget med elevsammensætningen at gøre, påpeger Johanne Schmidt-Nielsen. Hun mener, det er nok så væsentligt for at forstå problematikken, at der mangler 11.000 praktikpladser, og at langt det største frafald finder sted lige efter grundforløbet, hvor mange elever leder forgæves efter praktikpladser.

»Vi kan forbedre skolepraktikken, som vi allerede er i gang med. Men målet må være, at så mange som muligt – og helst alle – får en ordinær praktikplads. Derfor skal vi skrue på de økonomiske incitamenter. Det gør man alle andre steder i samfundet, så hvorfor ikke her? De virksomheder, som ikke tager et uddannelsesansvar på sig, skal betale noget mere, og de, der tager et ansvar, skal belønnes,« mener hun.

Som konkret eksempel på, at virksomhederne svigter, peger hun på Metro-byggeriet i København, der i alt har otte praktikpladser.  

»Der er brug for bindende, sociale klausuler. Her bruger vi som fællesskab milliarder af kroner på byggeri og får kun otte praktikpladser ud af det plus en frivillig aftale, som ikke bliver overholdt. Jeg synes ikke, det er for meget forlangt, at når vi bruger så helvedes mange penge på at hyre private virksomheder, så skal de også tage et uddannelsesansvar på sig,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.