FRIHANDEL

Sagsanlæg, forlig og milliarderstatninger fylder op på handelsaftalens bagside

Af | @LaerkeOeland

Nu får canadiske virksomheder lov til at sagsøge Danmark. Men kommer vi til at se retssager mod Danmark i fremtiden? Nej, mener Socialdemokraternes Jeppe Kofod, der derfor bakker op om handelsaftalen mellem EU og Canada. Risikoen stiger, vurderer den danske ekspert i investeringsbeskyttelse Lauge Poulsen.

Brede smil, da Canadas premiereminister Justin Trudeau and EU-præsident Donald Tusk underskrev Ceta-aftalen. Smilene var knap så brede blandt demonstranterne foran Christiansborg og i den tyske hovedstad, Berlin.

Brede smil, da Canadas premiereminister Justin Trudeau and EU-præsident Donald Tusk underskrev Ceta-aftalen. Smilene var knap så brede blandt demonstranterne foran Christiansborg og i den tyske hovedstad, Berlin. Foto: Scanpix, EPA og Retuers

Med frihandelsaftaler følger der smukke ord.

»Som lille, åben økonomi er vi afhængige af frit at kunne sælge vores varer til andre lande,« sagde for eksempel statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da EU underskrev en handelsaftale med Canada i oktober sidste år.

Lige nu er Folketinget ved at beslutte, om Danmark skal tiltræde den såkaldte CETA-aftale. Men frihandelsaftalens juridiske bagside bliver der ikke levnet så meget plads til i skåltalerne.  

En aftale med Canada indebærer alt andet lige en større risiko for søgsmål imod den danske stat på grund af mængden af canadiske investeringer i landet Lauge Skovgaard Poulsen, lektor ved University College London

Det var for eksempel en handelsaftale, der betød, at de tyske myndigheder måtte slække på miljøkravene, så det svenske firma Vattenfall kunne bygge et nyt kulkraftværk tæt på Hamborg. Og betale 6 milliarder kroner i erstatning til Vattenfall.

Canada måtte opgive forbud mod farligt stof

Det var også en frihandelsaftale, der var skyld i, at Canada opgav et importforbud imod benzin med et hormonforstyrrende stof. 

I løbet af de seneste 30 år er stater blevet sagsøgt af udenlandske virksomheder ved såkaldte investeringsdomstole mere end 700 gange. Indtil videre er Danmark gået fri.

Men lige nu er Folketinget som nævnt ved at godkende handelsaftalen, der giver canadiske virksomheder lov til at sagsøge Danmark ved en sådan investeringsdomstol.

Banen er kridtet for at gå om bord i den såkaldte CETA-aftale, der skal fremme samhandelen mellem EU og Canada. Spørger vi fortalerne, er den afgørende for at sparke gang i investeringerne i en tid, hvor Donald Trump bygger toldmurer og mørke skyer trækker sig sammen om den internationale handel.

Risikoen for sagsanlæg mod Danmark stiger

Modsat mener modstanderne, at politikerne overgiver alt for meget magt til de store multinationale selskaber i et forsøg på at lokke dem og deres penge ud af busken. Blandt andet ved at oprette en domstol, hvor de kan sagsøge EU eller medlemslandene, hvis de oplever, at de ikke har fået en fair og lige behandling.

Midt på banen står den danske ekspert i investorbeskyttelse, Lauge Skovgaard Poulsen, der blandt andet underviser på University College London og tilknyttet University of Oxford.

Risikoen for, at Danmark bliver sagsøgt vil stige, fastslår han.

»Danmark har indgået investeringsbeskyttelsesaftaler i mange år. Men de er typisk indgået med udviklingslande, hvor man i nogle tilfælde kan sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten og uafhængigheden af nationale domstole. En aftale med Canada indebærer alt andet lige en større risiko for søgsmål imod den danske stat på grund af mængden af canadiske investeringer i landet,«  skriver han i en mail til Ugebrevet A4 og uddyber:

»Det betyder selvsagt ikke enden for det danske demokrati, retsvæsen, velfærdsydelser, eller kollektive forhandlingssystem – men det giver canadiske investorer mulighed for at forbigå danske domstole og kræve kompensation for offentlig regulering på vilkår, som de ikke har haft tidligere«.

Hvorfor frygter politikerne ikke søgsmål?

Efter førstebehandlingen i Folketinget i sidste uge står det klart, at alle partier med undtagelse af Alternativet, SF og Enhedslisten bakker op om, at Danmark skal tiltræde handelsaftalen mellem EU og Canada, kaldet CETA. Aftalen skal dog godkendes i alle EU-lande, før den træder i kraft.

De indledende skrækeksempler vender vi tilbage til. Først skal vi høre, hvorfor det store flertal af politikerne ikke er bange for at få de canadiske virksomheder på nakken, hvis Danmark tiltræder handelsaftalen.

Oprindeligt var der lagt op til at bruge den samme type domstole i handelsaftalen mellem EU og Canada, som bruges i andre handelsaftaler. De hedder ISDS og har været udsat for meget kritik.

På dette interaktive kort kan du læse om 629 ISDS-sager

(....eller klikke her for at se det i et nyt vindue)

En af kritikerne er det socialdemokratiske medlem af Europa Parlamentet, Jeppe Kofod. Han har kaldt ISDS-domstolene dybt godnat, fordi dommerne bliver udpeget af parterne, processerne er hemmelige og der ikke er mulighed for at anke. 

Forskelle i de to domstolsmodeller

Der er tre afgørende forskelle i de to domstolsmodeller.

ISDS, den gamle model:

  • arbejder for lukkede døre
  • har ingen mulighed for appel
  • lader parterne selv udpege dommerne

ICS, den nye model:

  • arbejder for åbne døre
  • har mulighed for appel
  • udpeger dommerne vilkårligt på baggrund af en liste med faste dommere
UDVID

Sammen med de andre socialdemokrater i EU har han derfor været med til at få domstolene ændret, så de bliver mere åbne og gennemsigtige. 

Domstolene stort set ens

Som domstolene ser ud nu, tror Jeppe Kofod ikke, vi kommer til at se søgsmål mod den danske stat, og derfor er han og resten af Socialdemokratiet varme tilhængere af hele handelsaftalen.

Der er ikke grundlag for, at den danske stat vil kunne blive dømt for den regulering, vi laver Jeppe Kofod (S), medlem af af Europaparlamentet

»Nu står det klart, at man ikke kan blive sagsøgt for at regulere inden for helt legitime offentlige interesser. Så der er ikke grundlag for, at den danske stat vil kunne blive dømt for den regulering, vi laver,« siger han til Ugebrevet A4.

Domstolene hedder nu ICS i stedet for ISDS, men det ændrer ikke på, at den grundlæggende struktur og de underliggende principper er stort set de samme som i tidligere aftaler, understreger Lauge Poulsen.

»Hvis man ser bort fra Kommisionen’s retorik, lægger EU’s forslag sig meget tæt op ad det ISDS system vi kender fra andre investeringsaftaler. Udenlandske investorer får stadig mulighed for at forbigå nationale domstole og bruge en traktat til at sætte spørgsmålstegn ved en lang række områder af offentlig regulering,« skriver han.

Men hvad er så den grundlæggende stuktur og principperne i aftalen?

Det er at canadiske virksomheder kan lægge sag an imod den danske stat, ligesom danske virksomheder kan lægge sag an imod den canadiske stat, hvis de oplever, at de ikke har fået en fair og lige behandling i landet. Det er ICS-domstolene, der skal vurdere, om det er tilfældet.

Vesteuropa var den mest sagsøgte region

I Danmark behandler vi allerede virksomhederne fair og lige, det er helt grundlæggende retsstatsprincipper, som den danske stat selvfølgelig lever op til. Derfor vil der ikke være grundlag for at rejse en sag imod Danmark, mener Jeppe Kofod.

»Selvfølgelig kan man tænke sig, at der er nogen, der vil anlægge en sag. Men før den kan komme for domstolen, skal det undersøges, om der overhovedet er grundlag for at starte en sag. Og hvis vi ikke diskriminerer udenlandske virksomheder, er der ikke nogen anledning til at rejse en sag,« siger han.

Det er det samme vi ser i sagen, hvor det franske firma Veolia sagsøger den ægyptiske stat for at have indført mindsteløn. Den sag er endnu ikke afgjort Kenneth Haar, Corporate Europe Observatory

Domstolene er alene med i handelsaftalen for at sikre virksomhedernes rettigheder i nogle af de nye EU-lande, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved retssikkerheden, forklarer Jeppe Kofod.

Når man overhovedet fandt på ISDS-domstolene, var det da også for at sikre sig imod korruption og diskrimination i udviklingslandene. Men de seneste år har der været flere og flere sager imod de rige lande. Og i 2015  var Vesteuropa den mest sagsøgte region. Og siden Canada indgik frihandelsaftalen NAFTA, er de blevet sagsøgt mere end 20 gange af amerikanske firmaer. 

Her kommer vi tilbage til sagen, hvor Canada rullede et importforbud imod benzin med det hormonforstyrrende stof Mangan tilbage. Det gjorde de netop, fordi det var diskriminerende over for udenlandske virksomheder, at det kun var import af stoffet, der var forbundt.

Krævede 250 millioner dollars i erstatning

Men kan det nogle gange være i offentlighedens interesse at forskelbehandle virksomheder? Og er det så et legitimt politisk mål eller diskrimination?

Egentlig ville den canadiske regering have forbudt Mangan fuldstændigt, men det var på det tidspunkt ikke muligt inden for den canadiske lovgivning. Derfor valgte de et importforbud, som kunne stoppe udslippet af det hormonforstyrrende stof, indtil de fik ændret lovgivningen.

Vi kan som lovgivere vedtage lige præcis det, vi har lyst til, uden der kan komme en med en handelsaftale i hånden og sige, at det må vi ikke Jeppe Kofod (S), medlem af af Europaparlamentet

Det amerikanske selskab Ethyl Corporation sagsøgte Canada for 250 millioner dollars, og da det så ud til, at sagen gik den forkerte vej for Canada - fordi de faktisk havde diskrimineret det amerikanske selskab - valgte de at indgå et forlig, som indebar, at de opgav importforbuddet.

Jeppe Kofod ønsker ikke at kommentere konkrete sager. Men i græsrodsbevægelsen Corporate Europe Observatory, der har specialiseret sig i at afdække erhvervslivets lobbyisme i EU-systemet, ser de sagen her som et godt eksempel på, hvordan virksomhederne bruger argumentet om forskelsbehandling til at angribe eksempelvis miljølovgivning.

Ægypten sagsøgt for at indføre mindsteløn

»Det er det samme vi ser i sagen, hvor det franske firma Veolia sagsøger den ægyptiske stat for at have indført mindsteløn. Den sag er endnu ikke afgjort. Men domstolene behandler typisk sagerne ud fra et handelsjuridisk standpunkt uden at tage hensyn til, hvilke effekter det får i det pågældende land,« siger Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory.

Græsrodsbevægelsen er meget kritisk over for investeringsdomstole. Både de gamle og nye af slagsen.

Men det er der ingen grund til at være, mener Jeppe Kofod. For i handelsaftalen mellem EU og Canada, står der sort på hvidt, at staterne har ret til at regulere med henblik på at nå legitime politiske mål, såsom beskyttelse af den offentlige sundhed, sikkerhed, miljøet eller den offentlige sædelighed, social- eller forbrugerbeskyttelse og fremme og beskyttelse af den kulturelle mangfoldighed.

»Retten til at regulere som stat står fuldstændigt uantastet i aftalen. Vi kan som lovgivere vedtage lige præcis det, vi har lyst til, uden der kan komme en med en handelsaftale i hånden og sige, at det må vi ikke,« siger Jeppe Kofod.

Den udlægning er Kenneth Haar ikke enig i. For det er op til domstolene at vurdere, om det, politikerne vedtager, er et legitimt politisk mål. Og her skal de tage hensyn til forskellige formuleringer i handelsaftalen. Eksempelvis at virksomhederne ikke må behandles 'urimeligt'.

»Hvad betyder det i praksis at blive behandlet ’urimeligt’? Hvis det bare handlede om, at alle virksomheder skulle behandles lige, ville der ikke være noget problem i det,« siger Kenneth Haar.

Miljøkrav rullet tilbage

En anden ting, som domstolene skal tage højde for, er om virksomhederne har fået en 'tilkendegivelse' fra staten, som får virksomheden til at lave en investering. Så vil virksomheden have en 'berettiget forventning' om indtjening, som de så ikke vil få, hvis staten ikke lever op til det, den har lovet.

Fordi truslen om en stor erstatning lå og lurede, valgte den tyske regering at indgå forlig med Vattenfall. Og tit er det faktisk de forlig, der indgås, der er de mest betændte Kenneth Haar, Corporate Europe Observatory

Det var netop, hvad der skete, da Tyskland endte med at slække på miljøkravene til et nyt kraftværk. Det Svenske firma Vattenfall fik at vide af de tyske myndigheder, at det var 'meget sandsynligt' at de ville få de nødvendige miljøgodkendelser til at kunne opføre et kulkraftværk tæt på Hamborg.

Det fik dem til at skyde mange milliarder i projektet. Men efter et lokalvalg besluttede Hamborgs regionale regering at stille yderligere miljøkrav til kulkraftværket. Det resulterede i en lang række retssager, herunder et erstatningskrav på seks milliarder kroner ved en ISDS-domstol. Sagen endte med et forlig, hvor Vattenfall fik en ny miljøtilladelse med lavere miljøkrav. Læs en gennemgang af hele forløbet her.

»Fordi truslen om en stor erstatning lå og lurede, valgte den tyske regering at indgå forlig med Vattenfall. Og tit er det faktisk de forlig, der indgås, der er de mest betændte,« mener Kenneth Haar.

Der er i CETA-aften ingen begrænsning på, hvor store beløb virksomhederne kan kræve i erstatning. Den største kendte beløb er 50 milliarder amerikanske dollars, som Rusland skulle betale til investorerne i olieselskabet Yukos.