Politisk rivegilde om EU-forbehold

Af

Anders Fogh Rasmussen kan få store problemer med at nå frem til et nyt nationalt kompromis om EU. Hvis han tager for meget hensyn til SF, kan regeringen godt vinke farvel til minister­bilerne, truer Dansk Folkeparti.

STEMMESEDLEN Mindst to af de danske EU-forbehold skal være væk om et halvt år, når de nye spilleregler for EU-samarbejdet, Lissabon-traktaten, træder i kraft. Det mål er der bred enighed om i det danske folketing. Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti er ikke med i de forhandlinger, der i disse uger lægger de politiske brikker til en dansk folkeafstemning om de forbehold, der nu på 16. år undtager Danmark fra samarbejdet med de andre EU-lande om den fælles mønt, forsvaret og retslige og indre anliggender.

Men selv om et stort flertal i Folketinget ønsker et eller flere EU-forbehold afskaffet, bliver det ikke lige til for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at få den hurtige afstemning, han drømmer om. Der er nemlig langt fra enighed om, hvad der skal stå på stemmesedlen.

Skal vi stemme om et, to eller tre forbehold? Skal vi stemme en eller flere gange? Skal vælgerne have lov til at sige ja til ét forbehold og nej til et andet? Og skal vi lave et nyt retsforbehold, der freder den danske udlændingepolitik? Spørgsmålene deler både Folketinget og befolkningen på kryds og tværs. 52 procent af vælgerne er, ifølge en rundspørge foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4, klar til at afskaffe et eller flere forbehold. Men flertallet kan hurtigt vippe til et nej, hvis den pakke, der skal stemmes om, ser for uappetitlig ud.

Socialdemokraterne kæmper for en »alt på et bræt-afstemning«, hvor vælgerne skal sige ja eller nej til at afskaffe alle forbehold på én gang. Den socialdemokratiske formand for Folketingets Europaudvalg, Svend Auken (S), mener, politikerne bør tage ansvar for teknikken i EU-politikken og lade vælgerne tage stilling til den overordnede beslutning: Vil vi deltage fuldt ud i EU-samarbejdet eller ej?

»Det er det regulære politiske spørgsmål. Vil man være med sammen med de andre, eller vil man distancere sig på nogle centrale samarbejdsområder? Man kan jo ikke forlange, at vælgerne skal tage stilling til meget detaljerede spørgsmål,« siger Svend Auken og opfordrer til, at EU-skeptikerne holder op med at behandle EU-forbeholdene som hellige skrifter.

Men ingen uden for Socialdemokraterne tror på en »big bang-afstemning«. Derfor vil danskerne højst sandsynligt blive præsenteret for en »smørrebrødsseddel« med et, to eller tre forbehold, lyder vurderingen fra de politikere og eksperter, A4 har talt med. EU-ekspert og lektor ved Københavns Universitet Marlene Wind siger:

»Jeg kan godt forstå logikken i, at forbeholdene blev vedtaget som en pakke og også skal afskaffes som en pakke. Men det kræver lang tid og stor politisk enighed at overbevise et flertal af vælgerne om, at Danmark skal være en helhjertet, aktiv spiller i EU, hvor det er os, der gør en indsats for Europa og ikke omvendt. Og det er faktisk det, der skal til, hvis sådan en afstemning skal vindes,« vurderer Marlene Wind.

Derfor har regeringen reelt ingen anden mulighed end at afvise Socialdemokraternes »big bang-afstemning«, mener hun.

Ikke mindst fordi SF er lodret imod:

»Hvis man skal presse folk ud i enten at sige ja eller nej til det hele, så vil man få en højere nej-procent. Folk vil opfatte det som urimeligt, at de skal tage stilling til alt fra forsvar til fælles mønt på én gang,« siger SF’s EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard.

Dansen om 24-årsreglen

Mens Anders Fogh Rasmussen kan være sikker på at få SF imod sig, hvis euroen står på stemmesedlen, så vil en stemmeseddel, der lægger op til en afskaffelse af retsforbeholdet, blive opfattet som en krigserklæring i Dansk Folkeparti:

»Så synes jeg, regeringen skal overveje, hvem der er dens parlamentariske grundlag til hverdag. Det kan godt være, vi ikke lige sidder med, når der forhandles om EU, men de skal gøre sig nogle overvejelser om, hvem der holder dem i ministerbilerne,« advarer partiets EU-ordfører Morten Messerschmidt.

Spørgsmålet er følsomt, fordi en fuld afskaffelse af forbeholdet vil betyde et farvel til den stramme, danske udlændingepolitik med 24-årsregel og andre særregler. En ønskesituation for SF og de radikale – men ikke for resten af forligspartierne.

Derfor forsøger regeringen nu at strikke en model sammen, så Danmark får mulighed for at deltage i de dele af retssamarbejdet, vi selv ønsker – for eksempel politisamarbejde om terrorforebyggelse og organiseret kriminalitet – mens vi fortsat kan holde os ude af for eksempel de fælles asyl- og immigrationsregler.

England og Irland har allerede lignende ordninger, der går under navnet opt-in, fordi det giver en mulighed (option) for at melde sig ind (in) i de aftaler, som de andre EU-lande vedtager.

Den løsning er populær både i regeringen og hos Socialdemokraterne. Bliver SF en del af aftalen, kan partiet paradoksalt nok være med til at sikre Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Men sådan er politik, siger Anne Grete Holmsgaard:

»Vi går efter at få retsforbeholdet helt væk. Men hvis Fogh insisterer på opt-in-modellen, så vil vi selvfølgelig prøve at få en aftale, der snævrer forbeholdet mest muligt ind.«

Villy Søvndal i centrum

I kulissen lurer et Dansk Folkeparti, som er ualmindeligt irriteret over regeringens åbenlyse utroskab med ærkefjenderne i SF om noget så følsomt som indvandringspolitikken. Og her vækker opt-in-modellen ingen begejstring:

»Den nærer jeg overhovedet ikke tillid til. Der lægges jo op til en model, hvor Villy Søvndal får vetoret over retspolitikken og asylpolitikken. Det er jeg ikke ret tryg ved,« siger Morten Messerschmidt.

Faktisk ville det eneste betryggende være en aflysning af hele afstemningen, set fra Morten Messerschmidts ringhjørne.

»Når man er tilhænger af status quo, så er der ingen grund til at sætte noget til afstemning. Uanset hvad regeringen kommer frem til, man skal afskaffe, så vil vi gå ind i den kamp med åben pande. Jeg synes, der er gode argumenter for at holde fast i alle forbeholdene.«

Selv om SF’s EU-politik har forandret sig meget, siden Holger og konen sagde Nej til Unionen, så mener folkesocialisterne stadig, at euroen mere er til for storkapitalen end for folket. Kronen og Danmarks – om end noget teoretiske – mulighed for en selvstændig pengepolitik skal bestå. Det punkt har SF’s bestyrelse udtrykkeligt ikke givet Villy Søvndal og EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard lov til at forhandle om. Vælger regeringen alligevel at tage euroen med på stemmesedlen, bliver det uden SF, advarer Anne Grete Holmsgaard:

»Fogh kan jo sætte euroen til folkeafstemning, hvis han vil, men så må han jo tage bestik af, om han mener, han kan vinde den, selv om SF anbefaler et nej.«

Alligevel er politiske iagttagere forsigtige med at dømme euroen helt ude af stemmesedlen endnu. Anders Fogh Rasmussen har i flere internationale aviser lovet at sætte netop ØMU-forbeholdet til afstemning. Alt andet ville også virke utroværdigt, hvis han ønsker at bestride en af EU’s topposter, vurderer Marlene Wind:

»Euro-forbeholdet er kilde til stor irritation i de andre EU-lande. Det handler også om, at vi viser medansvar for projektet. Det er vigtigt for euro-landene, at også de stærke økonomier tror på den fælles mønt.«

Spørgsmålet er, om Anders Fogh Rasmussen har is i maven til at vente med en afstemning om euroen, til han selv er på vej ud af landet til en international toppost. Det kunne give ham muligheden for en hurtig afstemning om forsvars- og retsforbeholdet i september med SF’s fulde opbakning. Euroen kan danskerne så stemme om senere i valgperioden – måske endda på et tidspunkt, hvor det er Lars Løkke, der som ny statsminister skal bære en eventuel tabt af­stemning.

Euro-forbehold koster indflydelse

Selv om den danske krone klarer sig strålende som halehæng til euroen, så er der langt mere end symbolpolitik på spil, påpeger Marlene Wind:

»Der er flere og flere beslutninger, som i virkeligheden bliver truffet i kredsen af euro-lande. Allerede i dag oplever de danske ministre, at når de møder op til ministermøderne, så er holdningerne på forhånd afstemt i euro-gruppen. At være med i Euroen betyder også at være med blandt EU’s kernelande og få bedre mulighed for at præge EU,« siger Marlene Wind.

Tidligere EU-parlamentariker og nuværende EU-ordfører for de radikale Lone Dybkjær er enig:

»Danmark deltager ikke i euro-gruppens møder, og vi sidder heller ikke i Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd på trods af, at kronen er bundet til euroen. Og det kan jo ikke nytte noget, at vi lader som om, de institutioner er ligegyldige.«

Men selv om stribevis af meningsmålinger viser høj tilslutning til euroen, så skræmmer sporene fra afstemningen i 2000, hvor danskerne råbte ja hele vejen hen til stemmeboksen – og alligevel endte med at stemme nej for en sikkerheds skyld. I A4’s seneste måling er den fælles mønt det forbehold, flest danskere ønsker afskaffet.

Målingen viser i øvrigt, at:

  • 52 procent af vælgerne er klar til at afskaffe et eller flere forbehold. 17 procent er i tvivl.
  • Der er stort flertal blandt mænd for afskaffelse af et eller flere forbehold, mens kvinder er mere skeptiske.
  • Privatansatte er mere positive over for at afskaffe forbehold end offentligt ansatte.
  • Jo ældre, desto mere positiv over for at afskaffe EU-forbehold.
  • Jo højere uddannelse, desto mere villige til at afskaffe forbehold

Der er stort flertal for afskaffelse blandt radikale, konservative, Ny Alliance og til dels Venstres vælgere. Splittelse i Socialdemokraterne og SF – og stor modstand i Dansk Folkeparti.

Ingen af de to sidste forbehold regnes for hede kartofler på Christiansborg. Unionsborgerskabet har i praksis mistet sin betydning, og forsvarsforbeholdet kan ikke længere skille vandene i det danske Folketing. Både regeringspartierne, Socialdemokraterne, de radikale og SF er klar til at lade danske soldater arbejde under EU-flag.

Spørgsmålet er, om befolkningen også er klar til at købe ideen. Chef for Dansk Institut for Militære Studier Mikkel Vedby-Rasmussen tvivler:

»Jeg har svært ved at se, hvordan man overbeviser den almindelige vælger om, at det her gør en tøddel forskel. Det er et forbehold, som først og fremmest er til besvær for folk, som arbejder i Forsvars- og Udenrigsministeriet.«

Han understreger dog, at selv om forsvarsforbeholdet er af mindre betydning i dag, så kan det på længere sigt blive et enormt handicap at stå udenfor.

»I dag, hvor EU’s forsvarssamarbejde bruges til at sende mindre styrker, der ikke gør den store forskel, ind i tidligere franske kolonier i Afrika, kan vi jo godt undvære at være med. Men på lidt længere sigt får det større konsekvenser, fordi man i stigende grad ser, at NATO og EU bliver to tæt forbundne institutioner.«

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.